Sort humor
I DET ENE rum står Liv, klar til at bunde et pilleglas. I det andet står Lars og gør klar til hygge.
”Kom ud og drik gin og tonics,” råber han.
Lettere irriteret stiller Liv pillerne fra sig og går ud til Lars og drinksene.
Det er svært at få ro til at begå selvmord, for efter det, der bare skulle have været et engangsknald, er den velmenende Lars, der har studeret psykologi, ligesom bare blevet hængende i lejligheden. En umage forelskelse er opstået, hvor Lars forestiller sig, at han kan få den svært deprimerede Liv i godt humør igen, samtidig med at Liv nødig vil binde sig af angst for at trække Lars med sig ned, mens hun alligevel med sarkastisk en dag tilbage-energi tager for sig af retterne.
”Hun har taget beslutningen – og kan derfor på en måde gøre, hvad hun vil i sin sidste tid. Så de spiser, drikker og knalder,” siger Mette Søndergaard Nielsen, inden hun tilføjer: ”Men det er selvfølgelig en kunstnerisk abstraktion fra min side. Folk, der er selvmordstruede af depression, er som oftest ikke i stand til at gå uden for en dør.”
Den 37-årige skuespiller, dramatiker og instruktør har skrevet manuskriptet til ’Hold så kæft, Lars’ og spiller selv forestillingens kvindelige hovedrolle.
”Jeg ved godt, man ikke skal sige den slags, men jeg syntes, at det var noget af det bedste, jeg havde skrevet, så jeg havde ikke lyst til at give rollen fra mig,” griner hun.
”Lars er fuld af gode intentioner, men forstår ikke, at det ikke handler om, at Liv skal tage sig sammen eller løbe en tur, fordi det producerer endorfiner,” siger Mette Søndergaard Nielsen.
DA IDÉEN FØRST opstod, var hun lidt i tvivl om, hvorvidt man overhovedet kunne det. Altså lave sjov med psykisk sygdom og selvmords-tanker:
”Det er et vigtigt emne – der er enormt meget mistrivsel blandt unge mennesker. Vi har aldrig været rigere. Samtidig har vi aldrig haft det dårligere psykisk. Og jeg syntes, der var et godt dramatisk afsæt i et ungt menneske, der ikke kan holde ud at leve længere, og sammenstødet mellem to individer, der forelsker sig, men er to vidt forskellige steder i livet. Men jeg var ikke helt sikker på, om det nu virkelig også var en god idé. Ville folk grine ad sådan en forestilling?”
Da manuskriptet stadig var på et spædt stadie, indsendte hun nogle scener til en workshop på Det Kongelige Teater, hvor to skuespillere arbejdede med teksten et par dage, inden de fremførte den foran et publikum. Der var blandt andet en scene, hvor Lars har lukket for vandet og gassen, og Liv er skidesur, fordi han gør det så svært at komme herfra, og Mette Søndergaard Nielsen erfarede, at publikum var med på at grine ad den lavpraktiske absurditet midt i det tragiske.
”Det gav mig en følelse af, at jeg, snarere end at holde igen, skulle gå lige til kanten med mit manus,” siger hun.
”Måske har vi netop brug for at få det hårde tabubelagte emne ind på den måde, så vi kan holde det ud. Intentionen har aldrig været at gøre grin med psykisk sygdom, snarere at fremstille, hvor svær den kan være at forstå for den raske.”
HISTORIEN MELDER IKKE noget om, hvorfor Liv er blevet så deprimeret. Mette Søndergaard Nielsen har ladet det stå som et åbent spørgsmål, for at så mange som muligt kan relatere til den deprimeredes situation. Under arbejdet med manuskriptet har hun læst op på den psykiske sygdom og dens følger og også talt med en række psykiatere og patienter. Det bekræftede hendes billede af, at depression er en tabubelagt sygdom.
”Stress kan være lidt sexet, fordi den signalerer, at man har arbejdet hårdt og haft travlt. Det kan vi godt lide i vores samfund. Når nogle er effektive. Men depression er stilstand. Man går i stå, bogstavelig talt. Man producerer en tredjedel mindre spyt, kroppen går lidt i dvale, når du lider af en svær depression.”
Samtalerne har også hjulpet dramatikeren med at sætte ord på, hvordan depressionen føles, så den på mange måder usynlige sygdom lettere kan forstås af dem, der aldrig har prøvet at have det på den måde.
”Deres beskrivelser har hjulpet mig på vej til replikker som ’Jeg føler mig som en kattebakke’, ’Jeg føler mig som Egtved-pigen’ og ’Jeg føler mig som en hånd, der lige er blevet skidt i’. Det er ikke præcis deres ord, men min fortolkning af den tilstand i formuleringer, som flugter med Livs sarkastiske karakter. Humoren er hendes skjold, hun kan glide af på alting med sin jargon,” fortæller Mette Søndergaard Nielsen, der håber, at forestillingen kan være med til at åbne en samtale.
”Det bedste, man kan gøre, når man har en depression, er at få hjælp og behandling og tale med andre. Det er bare ikke altid lige nemt. Jeg håber, at nogen vil føle sig spejlet, og at andre vil tænke: ’Gud, det vidste jeg ikke’ eller ’Gud, hvor provokerende’. Jeg synes, vi har et kæmpe ansvar for at tale om det. Også i kunsten.” ν
’Hold så kæft, Lars’ spiller på Aveny-T i København 31. august – 21. september, hvorefter forestillingen tager på turné i hele landet.
