Tag Archive for: film

Tilbage til Avedøre

Karrieren har givet Nagieb Khaja adgang til Taleban, syrienskrigere og nogle af verdens førende medier. Med spillefilmsdebuten ’Løvehjerte’ vender han tilbage til sit udgangspunkt.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Martin Dam Kristensen

LUAN ER I VILDREDE, da han kigger sig i spejlet. Pulsen hamrer, blikket er desperat. Han har søgt tilflugt på toilettet for at samle tankerne, mens lyden af glade stemmer når ham fra den anden side af døren. Der er fest hjemme hos en af de nye kolleger fra Hvidovre Hospital, hvor Luan har fået foden indenfor som portør – på trods af en fyldig straffeattest og en fraværende afgangsprøve fra folkeskolen. Det ligner det tidligere bandemedlems eneste chance, og albansk-danske Luan kan næsten øjne lykken. Men fortiden truer med at spænde ben for ham, og da han forlader toilettet lige så oprevet, som han gik ind, og en af de andre gæster kækt spørger ham, om han har ”lidt til næsen”, flipper Luan ud over mistænkeliggørelsen – og skrider.

Scenen er taget fra exit-dramaet ’Løvehjerte’. Men den debuterende spillefilmsinstruktør Nagieb Khaja kender følelsen af at tage springet fra en cirkel til en anden – og føle sig malplaceret – på egen krop. Da han i begyndelsen af 00’erne begyndte på journalistuddannelsen på Syddansk Universitet i Odense, stod han så langt fra centrum af fredagsbaren, som han kunne: ”Jeg var den yngste på årgangen, den eneste med minoritetsbaggrund, og jeg røvkedede mig. Var der fest, kunne jeg slet ikke relatere til musikken, der blev spillet. Jeg kan ikke huske, hvad de spillede, men det var i hvert fald ikke hiphop eller R’n’B – som var det eneste, jeg havde lyttet til i Avedøre Stationsby, hvor jeg kom fra.”

Nagieb Khaja resignerede på det sociale, mens han gjorde sig umage med opgaverne og holdt lav profil.

”Jeg prøvede at gøre så lidt væsen af mig som muligt. I forvejen er jeg sky af natur, men det ligger måske også til minoritetsbaggrunden. Det skriger til himlen, at man er anderledes, så man føler sig forpligtet til at opføre sig godt på vegne af hele minoriteten – og for alt i verden ikke dumme sig,” siger Nagieb Khaja, der som forholdsvis nyuddannet blev headhuntet til TV 2’s gravergruppe. 

 

En stor del af ’Løvehjerte’ er optaget i Bellahøj i København. Foto: Martin Dam Kristensen

ET RASTLØST SINDELAG gjorde det imidlertid svært for ham at finde sig til rette i de faste rammer, og en vis utilpashed meldte sig, da det gik op for ham, at man primært ville bruge ham til at dække minoritetsmiljøer: ”Det føltes begrænsende. Det føltes klaustrofobisk.”

Nagieb Khaja sagde op og begyndte på en freelancekarriere, mestendels som tv-dokumentarist, der igennem 18 år har bragt ham helt ind i nogle af verdens hedeste brændpunkter. Han var blandt andet med, da Taleban med granatkastere og selvmordsbombere angreb en afghansk militærbase tæt på Kabul i 2013, og da den danske bandeleder kendt som ’Store A’ i 2012 lod sig smugle ind i det nordlige Syrien for at tilslutte sig en gruppe jihadister og kaste sig ud i guerillakrig mod Assads tropper. Med tiden er Nagieb Khaja blevet kendt som en journalist med en særlig adgang til lukkede miljøer, hvilket har fået store medier som BBC, Al Jazeera og The Guardian til at efterspørge hans ydelser. 

I sin spillefilmsdebut panorerer han væk fra sandblæste, storpolitiske himmelstrøg og zoomer ind på et københavnsk mikrokosmos i beton, stål og glas. Historien om den mellemstore gangsterfisk Luan, der leder efter udveje i en trekant mellem Avedøre Stationsby, Bellahøjhusene og Hvidovre Hospital, er inspireret af en sand historie om et ungt bandemedlem, der ville forlade det kriminelle miljø. Oprindelig ville Nagieb Khaja lave en dokumentar om manden. 

”Men han havde ikke lyst til at stå frem. Han ville ikke kompromittere sine relationer og ville ikke ødelægge sine fremtidsmuligheder. Desuden skammede han sig over sin fortid. Alt i alt var der for meget på spil, så det blev aldrig til noget. Men jeg syntes, det var en stærk historie,” siger Nagieb Khaja, der i samarbejde med manuskriptforfatter Jesper Fink har skrevet manuskriptet til ’Løvehjerte’. 

”Det er en fortælling om social migration, et fænomen, mange kan relatere til. Om det er, fordi de er flyttet fra provinsen til København og skal definere sig selv på ny, eller om de kommer fra et arbejderhjem og som den første i familien træder ind i et akademisk miljø.”

MANDEN I KLIP

Nagieb Khaja, 47 år. Uddannet journalist fra Syddansk Universitet 2005. Har blandt andet lavet dokumentarfilmene ’Inside the Taliban’, ’Bomb Run Aleppo’ og ’European Jihadi’. Vandt sammen med tre journalister fra Ekstra Bladet i 2022 en Cavling for serien ’Mettes uønskede børn’ om danske børn i syriske fangelejre. Var med til at skrive manuskriptet og vinde en Bodil for bedste manuskript til filmen ’Vejen hjem’ fra 2024.

Debuterer som spillefilmsinstruktør med ’Løvehjerte’, der har premiere i biografen 29. oktober.

DER FINDES IKKE en bande i København, der minder om den i filmen. Men nogle ting er taget fra det virkelige forlæg. For eksempel at Luan sover på sin mors sofa og føler sig som lidt af en taber, mens han prøver at bryde med sit netværk og går fra at være alfahan til nobody. Desuden truer en økonomisk klemme Luans løsrivelsesprojekt. Det er et rent dramaturgisk greb, fortæller Nagieb Khaja, der mener, at det ofte er noget andet end pengene, der får folk på vej ud til at bakke tilbage ind i bandetilværelsen:

”Nogle gange er det gæld, der trækker folk tilbage. Andre gange har nogle noget på dig og presser dig til at fortsætte. Men i mange tilfælde handler det mere om, at man mister sine relationer, når man begiver sig ind i et nyt miljø, hvor man ikke kender nogen. Det medfører et tab af identitet og får folk til at føle sig ensomme og isolerede. Sådan er det for alle, der bryder med en vennekreds. Det er bare sat meget mere på spidsen i et bandemiljø. Man har oplevet ekstreme ting sammen. Måske sat livet på spil for hinanden. Det eneste, det kan sammenlignes med, er måske et soldaterfællesskab.”

Når jeg hører ord som loyalitet og familie i sammenhæng med organiseret kriminalitet, opfatter jeg det som floskler. Men du mener, at organiseret kriminalitet kan være andet og mere end iskold business?

”Der eksisterer selvfølgelig folk, der falder hinanden i ryggen, manipulerer og tager røven på hinanden, og det er repræsenteret i min film. Men jeg vil også gerne fortælle om den anden side. At der faktisk eksisterer fællesskaber og dybe venskaber, som det er svært at give afkald på. Over all handler det om penge. Dem, der er øverst, misbruger dem, der er længere nede. Men blandt folk, der er nogenlunde samme sted i hierarkiet, gør folk tit nogle ret vilde ting for hinanden, bare fordi de kan lide hinanden. Det giver et stærkt bånd.”

 

Besir Zeciri spejder efter håb i horisonten. Foto: Martin Dam Kristensen

I HJERTET AF Avedøre Stationsby ligger en bred boligblok med panoramavinduer, der hedder Store Hus. Rundtom har man en slags hesteskoform af toplansbebyggelser. De bliver kaldt Bymuren på grund af muren, der binder dem sammen og afgrænser området fra Hvidovre og resten af Vestegnen. Som en moderne middelalderby. Den totalplanlagte bydel blev opført i åbent landbrugsland i årene 1972-82 som led i Køge Bugt-planen, en infrastrukturel og byplanlægningsmæssig satsning, der skulle binde 10 nye boligområder i de sydvestlige forstæder sammen med indre København via S-toget. 

Nagieb Khaja, der blev født i 1979, voksede op i Bymuren. Mange af hans venner og fjernere familiemedlemmer boede i Store Hus, og som teenager tog de tit elevatoren op til toppen for at kigge ind over byen. Københavns Hovedbanegård lå 14 minutter væk med S-toget. Alligevel føltes det som to forskellige verdener. 

”Jeg oplevede afstanden til resten af København som kæmpestor. Men Avedøre Stationsby var en tryg ø. Du hilste på alle, og selv dem, du ikke hilste på, vidste du på en eller anden måde, hvem var.” 

Nagieb Khajas forældre var flygtet fra Afghanistan, først til Pakistan og siden til Europa, hvor de endte i Avedøre Stationsby. I hjemmet blev der spillet afghansk musik, og om aftenen læste faderen i Koranen. Der var enkelte hvide danskere blandt Nagiebs barndomsvenner, men flere fra Afrika, Tyrkiet og resten af Mellemøsten. De hørte hiphop, inden det var mainstream, og snakkede et slang stykket sammen af gloser fra de mange forskellige sprog, der blev talt i hjemmene.

”Lige så snart jeg begav mig ud i det hvide Hvidovre, følte jeg mig anderledes. Når jeg kom til fodboldtræning, anede de ikke, hvem N.W.A og Public Enemy var. Inden for Bymuren havde vi det til fælles, at vi ikke var en del af det normale Danmark.”

 

Med mor i Afghanistan for første gang i 48 år. Foto: Privat

NAGIEB KHAJA beskriver sin far som ambitiøs og videbegærlig. I sit liv på flugt fik han aldrig en uddannelse, og i Danmark måtte han klare sig som ufaglært specialarbejder. Men de havde, hvad de skulle bruge. Der var råd til fodboldkontingentet og overskud til en ordentlig opdragelse. 

”Jeg fik et moralsk kompas. Fik indgydt en god selvtillid. Min far sagde altid: ’Du kan blive lige, hvad du vil.’ Hans uindfriede ambitioner smittede af på os børn,” siger Nagieb Khaja, der senere er blevet bevidst om, at det langtfra var en selvfølge i området.

”Når jeg kigger tilbage, var der tydelige omsorgssvigt. Dengang talte man ikke så meget om diagnoser. Der er mange af de unge, jeg kendte, som helt sikkert ville have fået en i dag, men som gik under radaren. Det samme gjaldt flere af forældrene, som muligvis havde traumer, måske havde brug for medicin, men ikke blev medicineret. Flere gav deres børn bank. Eller lod dem passe sig selv, mens de selv sad på en eller anden etnisk klub og fordrev tiden.”

Da faderen døde, var han kun 14, og han blev en vred ung mand. 

”Jeg savnede en far. Jeg boede i et samfund, jeg ikke følte mig som en del af,” siger Nagieb Khaja, der søgte ind i nogle af Avedøre Stationsbys hårde miljøer, hvor man stod og hang på stationen og kom op at slås med andre unge fra områder som Ishøj og Hundige. Det styrkede fællesskabsfølelsen: Avedøre mod de andre. 

 

Nagieb Khaja på arbejde i Kyiv, 2022. Foto: Privat

”DET VAR IKKE bandekriminalitet, men det kunne have udviklet sig,” siger Nagieb Khaja, der havde svært ved at bevare interessen for skolen efter faderens død.

På den ene side mødte han en slags omsorg fra nogle af de andre unge i miljøet, dem, der var et par år ældre og lidt dybere inde. De opfordrede ham til at holde sig ude af problemerne.

”De sagde: ’Du er fucking klog. Du er pissedygtig i skolen. Lad være med at hænge ud med os!’”

På den anden side fristede nogle mere udspekulerede eksistenser, ’psykopaterne’, der som alternative fadertyper stod klar til at lægge en trøstende arm om hans skulder. Nagieb Khaja mener, at fundamentet, han havde hjemmefra, reddede ham: ”Jeg tror, at grunden til, at jeg ikke lod mig trække ind i det, men holdt fast i mine værdier og fik mig en uddannelse, var, at jeg havde en god sokkel, som min far havde nået at give mig.”

Desuden fik han i 9. klasse en ny lærer, Christian, som var ude i sit første job som klasselærer – og fyr og flamme. 

”Han var vildt inspirerende. Han fik mig til at interessere mig for Dan Turèll. Og han interesserede sig for mig. Han fik mig til at spille hiphop i dansktimerne og fortælle om den lyrik, jeg kunne lide. Han var en rigtig god rollemodel og satte et livsvarigt aftryk. Jeg holdt kontakten med ham, efter jeg begyndte i gymnasiet.”

SOM JOURNALIST HAR fortiden været billet til et ellers lukket land.

”Jeg har barndomsvenner og bekendte, der er blevet narkomaner. Som er blevet bandemedlemmer. Nogle er blevet ekstremister,” fortæller Nagieb Khaja.

”Ser jeg en i S-toget, jeg kender fra gamle dage, sætter jeg mig og snakker med ham – og det er ikke af kyniske, professionelle årsager. Jeg har vedligeholdt mit netværk – og benyttet mig af det – men jeg har aldrig røvrendt nogen. Så folk har tillid til mig,” siger han og nævner ’European Jihadi’, filmen med ’Store A’, der giver et sjældent indblik i en syrienskrigers tilværelse. Den kom i stand via en kontakt i det jihadistiske miljø, som Nagieb Khaja har kendt siden barnsben. 

”Han kender min familie, og jeg kender hans. Vi har to diametralt modsatte livssyn, men vi har altid været ordentlige over for hinanden. Så han introducerer mig for nogle islamister i Syrien og stoler på mig. Han ved, at jeg ved, at han får røven på komedie, hvis jeg røvrender dem. Og han ved, at det ønsker jeg ikke – på grund af vores relation.” 

Selvom rygtet igennem årene har bredt sig, at Nagieb Khaja behandler sine kilder ordentligt, har omverdenen ikke altid taget på ham med fløjlshandsker. Han har blandt andet fået bank af tyrkiske grænsevagter og været kidnappet i Afghanistan, hvor det dog lykkedes ham at undslippe, inden hans familie nåede at betale en millionstor løsesum. I mange år har han bearbejdet sine oplevelser og følelser ved at tale om dem med venner og familie eller fortælle om dem til foredrag. Det har i det store og hele fået ham til at fungere, selvom han af og til er røget ned i et sort hul i en periode. Indtil arbejdslysten og rastløsheden trak ham af sted igen.

 

Fra dokumentarfilmen ’Taliban Land’, 2022.

DE SIDSTE PAR ÅR har rejserne været færre. Blandt andet af hensyn til børnene og hans kone.

”Hun har været stresset. Hun har været bekymret for min sikkerhed, for mit liv.”

Konen, Karima Bouylud, der er romanforfatter, har støttet Nagieb Khaja i at tro på, at han kunne tage springet fra dokumentarisme til fiktion. Under radaren har han skrevet og pitchet ideer til kort- og spillefilm helt tilbage fra sine tidlige freelance-år. Men først med ’Vejen hjem’ fra 2024 overlevede en af dem helt frem til premieren. Nagieb Khaja skrev manuskriptet sammen med Jesper Fink og instruktør Charlotte Sieling, Nikolaj Lie Kaas spillede hovedrollen som en far, der lader sig smugle ind i Syrien for at lede efter sønnen, der har meldt sig til Islamisk Stat – og filmen vandt en Bodil for bedste film og for bedste manuskript.

Det lader til, at din egen sociale migration har været vellykket?

”Det kan man sige. Selv føler jeg mig som et helt menneske i dag, fordi jeg ikke har fornægtet min kerne. Det er en del af min identitet, at jeg kommer til Bodil-fest og plejer omgang med den kreative danske elite. Men det er også en del af min identitet, at jeg er fra Avedøre Stationsby. Det er en del af min identitet, at jeg har stået og hængt ud med nogle rødder på stationen. At jeg voksede op i et hjem, hvor vi lyttede til afghansk musik, og min far læste Koranen om aftenen.”

/

Skud i mørket

I snart to årtier har dokumentarinstruktør Kaspar Astrup Schröder rejst verden rundt med sit kamera. Her fortæller han om at følge en familie fanget i Myanmars militærmagt og om ensomme mennesker i Tokyo, der gjorde ham til deres livline.
Fortalt til:Benjamin DaneFoto:Still fra filmen ’Ensom i Tokyo’

DA KRIGEN KOM

’Myanmar mareridt’ (2026)
____________________

JEG FLØJ FRA Bangkok til Mandalay i Myanmar. Efter mange rejser i Thailand overraskede det mig, hvor stor forskellen var efter blot en halv time i luften. Landskabet var grønt og brunt, og uden for hovedvejen var der jordveje med huller. Min chauffør dyttede konstant for at fortælle, at her kom vi, og bilen rystede så meget, at jeg måtte opgive at filme gennem vinduet.

Det var i slutningen af 2019, og filmen var begyndt som en del af DR-projektet ’Børnene på Silkevejen’. Jeg ville fortælle en historie om spiritualitet og fandt en pige fra en meget fattig familie. Hun boede i en landsby uden vand, strøm eller kloakering. Skolen var lukket, fordi der manglede lærere og ressourcer, og hun havde besluttet sig for at blive buddhistisk nonne. Hvis hun gjorde det godt over for Buddha i dette liv, håbede hun, at familien kunne få et bedre liv i det næste.

Vi kørte gennem et bakket og frodigt landskab og over flere floder, og der, hvor vejen endte, lå en landsby med under hundrede indbyggere. Husene stod på stolper, og familierne sov tre meter over jorden, mens kvæget gik nedenunder og søgte ly under stuegulvet, når det regnede.

 

Still fra filmen ’Myanmar mareridt’.

Jeg var betaget fra begyndelsen. Alt var meget smukt på en enkel måde, og der var så mange nye indtryk. Folk brugte thanaka, bark fra et træ, som de malede og blandede med vand, inden de smurte det i ansigtet som beskyttelse mod solen. Pigerne lagde det i mønstre på kinderne, så det også fungerede som makeup.

Familien, hvis navne jeg ikke kan fortælle af hensyn til deres sikkerhed, bestod af en mor, en far og fire døtre. De havde byttet fisk for en stor vandmelon for at byde mig velkommen. Der voksede ingen vandmeloner i området, men de forestillede sig, at sådan en eksotisk spise ville gøre deres udenlandske gæst glad. Jeg ville meget hellere smage det, de selv spiste. I landsbyen havde penge værdi, men næsten alt andet kunne også bruges som valuta.

Maden var fantastisk. De kogte teblade og bær fra forskellige planter til en suppe eller en gryderet, en gang imellem med lidt kød, og så spiste vi retterne med ris med fingrene. Floden blev brugt til bad, tøjvask og husholdning, så alt skulle helst koges.

 

Still fra filmen ’Myanmar mareridt’.

NÅR JEG FILMER, prøver jeg at leve så tæt på mine medvirkende som muligt. Det lod sig ikke gøre i Myanmar. Som udenlandsk turist måtte jeg ikke bo privat, og en repræsentant for regeringen fulgte mig for at sikre, at jeg ikke filmede noget, regimet ikke ville have. Jeg sov derfor på hotel to timers kørsel fra landsbyen.

Nonnerne stod op klokken fire om morgenen, tog en sølvskål og gik gennem landsbyen for at tigge mad. De fleste gav dem lidt ris. Tilbage i klosteret bad de til Buddha og mediterede i en halv time med lukkede øjne uden at måtte falde i søvn. Resten af dagen gik med måltider, undervisning, tøjvask og mere meditation. Efter mørkets frembrud måtte de ikke spise.

Alle pigerne var kronragede og bar lyserøde dragter med en gylden snor. En aften kom vi forbi en butik, der solgte softice, og jeg købte en til pigen, jeg fulgte, og til de andre. Det så fantastisk ud i kameraet, da de gik gennem landsbyen i lyserødt med hver sin softice. Tilbage i klosteret fik jeg skældud, for de måtte ikke spise efter mørkets frembrud. Jeg tog skylden. Det var jo mig, der havde tænkt på billederne.

Jeg fulgte dem fra tidligt om morgenen, til de gik i seng ved 22-tiden, og på grund af køreturen fra mit hotel sov jeg ofte kun 2-3 timer. Når et sted er så inspirerende, har jeg næsten ikke lyst til at sove. Ingen bad mig om penge, og familien var utrolig generøs. Jeg har tit oplevet, at mennesker, der har lidt, giver meget, mens mennesker, der har meget, giver lidt.

Efter 14 dage rejste jeg hjem for at gennemgå materialet. Kort efter kom corona, og jeg kunne ikke vende tilbage. Vi klippede den korte film, der var aftalt med DR, men jeg blev ved med at tænke på familien og forsøgte at holde kontakten. Faren var på min alder, og jeg havde aldrig før mødt et menneske, jeg kunne spejle mig så meget i uden at tale samme sprog. Vi blev venner uden at kunne sige et ord til hinanden.

 

Foto: Privat

BAG KAMERAET

Kaspar Astrup Schröder, født 1979 i Greve. Autodidakt filminstruktør.

Debuterede i 2009 med ’Opfindelsen af Dr. Nakamats’. Har siden bl.a. instrueret ’Lej en familie A/S’ (2012), ’Big Time’ (2017), ’De dømtes børn’ (2017) og ’Medina’ (2022).

Var i 2014 med til at stifte Good Company Pictures. Hans film har været udtaget til mere end 50 internatio­nale filmfestivaler og modtaget flere priser og nomineringer.

1. november får ’Myanmar mareridt’ premiere på DRTV. ’Ensom i Tokyo’ kan ses på DRTV.

I FEBRUAR 2021 gennemførte militæret i Myanmar et kup. Jeg samlede mobiltelefoner, iPads og andre ting ind, som måske kunne bruges eller byttes, og forsøgte at sende dem til familien gennem mine kontakter. Men flere af de mennesker, jeg kendte i landet, måtte flygte. Familiens liv blev mere og mere dramatisk, og efterhånden gik det op for mig, at den film, jeg havde planlagt, ikke længere fandtes. Det var blevet en historie om at leve i krig.

Jeg kunne ikke selv rejse ind i landet igen og måtte arbejde sammen med lokale folk, som stod for optagelserne. Man kunne lave en stor historisk film om Myanmars mange regioner, deres indbyrdes konflikter og den borgerkrig, der har stået på siden landets selvstændighed. Men jeg ville fortælle en menneskelig historie om en familie og om, hvad der betyder noget, når alt bliver taget fra én.

Familien havde håbet, at børnenes uddannelse kunne føre dem ud af fattigdommen. Først lukkede skolen. Så kom kuppet. Under militærstyret blev alle, der ikke rettede ind, betragtet som landsforrædere, og da regimet indførte værnepligt, måtte arbejdsdygtige mænd vælge side. Faren og flere andre mænd fra landsbyen besluttede at kæmpe imod militæret. Han forlod sin familie uden at sige farvel og uden at fortælle, hvor han tog hen. Han mente, det var sikrest, at de ikke vidste det.

Der kunne gå måneder, hvor jeg ikke hørte fra familien eller mine kontakter. Aftaler blev ikke overholdt, fordi menneskerne omkring filmen var i livsfare, strømmen forsvandt, eller transport-vejene blev ødelagt. Jeg sendte beskeder og prøvede at ringe. Ventede og håbede, at de stadig var i live.

EN DAG MODTOG jeg en optagelse fra floden. Børnene badede, små piger legede i vandet, og en af døtrene sad på bredden og vaskede tøj. Floden var deres livskilde. Det var her, de vaskede sig og deres tøj, og herfra de hentede det vand, familien skulle overleve på. Pludselig råbte en af pigerne, at der var noget ude i vandet. Noget kom flydende imod dem. Det var et lig. Hænder og fødder var bundet sammen, og hovedet manglede. Liget drev forbi det sted, hvor børnene legede, mens de stadig ikke vidste, hvor deres far var, eller om han var i live. De sagde næsten ingenting. 

Det var en meget voldsom scene at få hjem. Jeg havde forestillet mig en film om en pige, der ville være nonne og sikre sin familie et bedre næste liv. Nu sad jeg i København og så døden flyde gennem hendes landsby.

 

Still fra filmen ’Ensom i Tokyo’.

NÅR NOGEN LYTTER

’Ensom i Tokyo’ (2025)
____________________

JEG HAR REJST i Japan i 25 år og set ensomheden i Tokyos offentlige rum. Et menneske kan sidde i et tog sammen med tusind andre og stadig befinde sig alene i sin egen boble. I Japan fandt jeg organisationen Anata no Ibasho, som betyder ’Et sted for dig’. Den var stiftet af en ung mand, der selv havde haft en hård opvækst og manglet nogen at tale med. Organisationen drev en anonym chattjeneste for mennesker i krise, og under corona kom der mere end 100.000 henvendelser.

Jeg begyndte at filme, netop som stifteren forsøgte at få regeringen med i arbejdet. Jeg blev inviteret ind i en arbejdsgruppe, og i den periode oprettede Japan en ministerpost for ensomhed. Ensomheden er både meget japansk og fuldstændig universel.

Vi har aldrig haft bedre muligheder for at komme i kontakt med hinanden, men det digitale samfund fjerner mange små menneske-møder fra hverdagen. Vi går ikke længere op på kommunen og fornyer vores kørekort, og vi scanner selv varerne i supermarkedet. Effektiviseringen i de digitale samfund har en pris.

Jeg ville møde nogle af de mennesker, der måske skrev til chattjenesten om natten. Tjenesten sendte derfor en besked til 200 brugere og spurgte, om de ville fortælle deres historie til et dansk filmprojekt. 12 svarede, og 11 af dem var kvinder. For japanske mænd er det forbundet med stor skam at tale om livets problemer.

EN DAG I 2021 ringede jeg på hos Masato i Daikanyama, et velstående kvarter i Tokyo. Han havde en gul Mercedes-AMG, en flot lejlighed, en god uddannelse og et godt arbejde, talte flere sprog og havde boet i udlandet. Set udefra var der ikke meget, der manglede.

Jeg havde været i lejligheden i måske en time, da han brød sammen og græd. Han arbejdede meget, havde ingen familie, og det der med dating-apps fungerede ikke for ham. Hver aften kom han hjem til en lejlighed, der var fuld af ting og tom for mennesker. Det var, som om en prop, han havde holdt på plads i årevis, sprang, fordi der endelig sad nogen og lyttede.

 

Foto: Privat

Folk spørger mig tit, hvordan jeg får mine medvirkende til at åbne sig. Hvis man finder mennesker, der gerne vil fortælle deres historie, behøver man ofte bare at lytte. De har måske aldrig før mødt nogen, der ville. Jeg bruger også tid med mine medvirkende uden kamera, men jeg gjorde ikke noget for at få Masato til at græde. Jeg så ham i øjnene og lyttede.  

Masato boede alene, men lejligheden var ikke helt uden levende væsner. Han havde planter og en række små kampfisk, som skulle være i hvert sit akvarium, fordi de ellers ville angribe hinanden. Han sagde, at planterne og fiskene gav ham en følelse af, at nogen var afhængige af ham. Hvis ikke han vandede planterne, visnede de. Hvis ikke han fodrede fiskene, døde de. Samtidig kunne han mærke, at det ikke var nok.

MASATO MISTEDE SENERE sit arbejde, og det sidste faste holdepunkt forsvandt i hans liv. Han mistede sin indtægt, måtte flytte fra sin lejlighed og sank ned i et sort hul med selvmordstanker. Han følte ikke længere, at han havde betydning for nogen.

Så fik han en idé. I Tokyo-bydelen Akihabara findes cafeer med katte, oddere og alle mulige andre dyr. Uglecafeen lå i et lokale på størrelse med en dobbeltgarage, malet hvidt og indrettet med lysekroner. Omkring 20 ugler sad med hvert sit navneskilt og en snor, mens gæsterne kunne drikke te med en ugle på skulderen.

Masato begyndte at tale med ejeren om at anskaffe sig en ugle. En hund ville kræve for meget, men en ugle kunne være i lejligheden. Et af argumenterne var, at hvis den aldrig lærte at flyve, ville den heller ikke savne det. Det er efter min mening temmelig diskutabelt, men sådan gør man i Japan, og Masato købte en ugleunge og blev dens far.

Han opsøgte også en buddhistisk munk, der forklarede, at han allerede var en del af et fællesskab. Nogen havde syet hans tøj og dyrket eller tilberedt hans mad, og på den måde var han forbundet med dem. Hvis han ville ud af ensomheden, måtte han selv tage det første skridt og se anderledes på tingene.

Uglen kunne måske hjælpe. En hundeejer kommer let i tale med andre hundeejere i parken, og en mand med en ugle på armen er endnu sværere at overse. Masato tog den med ud i en lille park med en legeplads. Folk stimlede sammen. Børn kom hen, og fremmede begyndte at tale med ham. Uglen havde fået en lang snor og lærte faktisk at flyve.

Da jeg optog scenen, vidste jeg, at filmen skulle slutte der. Der var noget enkelt og smukt i, at han trådte ud blandt andre mennesker med det dyr, han havde købt for at kunne klare livet alene.

ARBEJDET MED FILMEN blev hårdere, end jeg havde forestillet mig. Jeg troede, at jeg skulle følge et system, en chattjeneste og nogle politikere. I stedet blev jeg en livline for enkelte af de medvirkende. Når man først har åbnet den dør, kan man ikke bare holde fri, fordi kameraet er slukket.

Jeg fik tusindvis af beskeder, også i mine sommerferier, og modtog selvmordsbreve fra mennesker på den anden side af kloden. En aften sad jeg i København og fik en besked fra Masato, der skrev, at han ville tage sit eget liv. I Japan var klokken to eller tre om natten. Det er netop på det tidspunkt, chattjenesten har mest travlt, fordi mange deprimerede mennesker ikke kan sove.

 

Foto: Privat

Jeg kunne ikke ringe 112 fra Danmark, og chattjenesten kunne ikke hjælpe mig direkte. Gennem venner og kontakter lykkedes det at få fat i det japanske politi, som kørte ud til ham. Han blev overrasket over, at jeg havde reageret, og også vred, fordi han følte, at jeg havde brudt hans tillid.

Det kunne jeg godt forstå. Jeg sagde til ham, at hvis han ikke længere kunne lide mig, måtte det være sådan. Men jeg kunne ikke leve med mig selv, hvis jeg undlod at reagere, og han døde. Efter nogle dage tog han kontakt igen og var faktisk ret glad for min reaktion.

MASATO HAR DET godt i dag. Han har fået et arbejde, men det vigtigste er, at filmen har sat ham i forbindelse med en omverden, som finder ham interessant og godt kan lide ham. Han er næsten blevet lidt kendt. Filmen har haft stor succes i Sverige, og mange svenskere har skrevet til ham. Han taler om at rejse dertil for at møde nogle af dem. At blive set har givet ham livsmod.

Da jeg var barn, fortalte min far mig om en hjemløs, han havde mødt og talt med. Det værste var ikke, når folk undlod at give ham penge, havde manden sagt. Det værste var, når de lod, som om han ikke fandtes. Min far lærte mig, at hvis der sidder et hjemløst menneske på gaden, skal man se vedkommende i øjnene og sige hej. Det kræver så lidt. Man kan vælge kassen med et menneske i supermarkedet, selvom køen tager tre minutter længere, og sige ’Tak’ og ’Hav en god dag’. For Masato og de andre medvirkende har det at fortælle deres historie haft samme betydning. Det, de viser frem, er måske ikke det, de er stoltest af. Men nogen har lyttet. Nogen ved, at de findes.

/

Bunker af penge

I 2008 blev danmarkshistoriens største røveri begået, og instruktør Frederik Louis Hviid kan stadig huske, hvor han var, da det skete. Dette efterår bringer han det spektakulære kup ind på det store lærred, og hans ambition er ikke kun at lave underholdende action, men også forstå de mennesker, der befinder sig på kanten af samfundet.
Tekst:Benjamin DaneFoto:Henrik Ohsten

TIDLIGT OM MORGENEN den 10. august 2008 bragede en gummiged ind gennem væggen til Dansk Værdihåndtering, en stor, grå bygning i et industrikvarter i Brøndby.

Optællerne hos virksomheden, der håndterer kontanter for den danske detailhandel og finanssektor, stak af, og gerningsmændene kunne uhindret tage for sig af pengene. Kuppet, der havde været måneder undervejs, var planlagt med militær præcision: Røverne var bevæbnede med automatvåben og bar skudsikre veste.

På både Holbækmotorvejen og Roskildevej havde de spredt partisansøm og antændt 11 skraldebiler for at skabe trafikalt kaos og forhindre politiet i at nå frem. De flygtede fra stedet i tre stjålne Audier, som senere blev fundet i en grusgrav, men pengene var der intet spor af. Og selvom det senere lykkedes politiet at optrevle et større netværk af gerningsmænd og få 15 personer dømt, er der stadig kun fundet en brøkdel af de 65-70 millioner kroner, der blev stjålet i danmarkshistoriens største kup.

Instruktør Frederik Louis Hviid, der står bag filmen ’Shorta’ og DR-serien ’Huset’, husker, at han var sammen med sin far den morgen, hvor røveriet fandt sted. De sad og læste avis, da hans far sagde: ”Det er sgu lige før, det er så godt lavet, at de har fortjent det.”

NÆSTE GANG Frederik Louis Hviid stødte på røveriet, var i 2016, mens han gik på filmskolen Super16. Han havde netop lavet sin midtvejsfilm om et bankrøveri, og han var meget optaget af genrefilm, især af krimifilm, den slags, man havde tradition for i Hollywood, men måske ikke så meget herhjemme. Så da en af hans medstuderende, produceren Kasper Dissing, forærede ham bogen ’Kuppet’ om røveriet på Dansk Værdihåndtering, blev han helt opslugt af tanken om at fortælle historien om det historiske kup på det store lærred.

Der var bare ét problem: Ingen ville nogensinde give to fuldstændigt uprøvede filmskabere penge til at lave en kæmpe kupfilm med et stort karaktergalleri og masser af vilde actionsekvenser.

”Så vi lagde den på hylden,” fortæller Frederik Louis Hviid, ”og da vi blev færdige, gik Kasper og jeg i første omgang hver sin vej: Han tog på Zentropa, hvor han var med til at producere ’Druk’, og jeg endte på Toolbox Film, hvor jeg lavede ’Shorta’ sammen med Anders Ølholm.”

Begge film blev en succes på hver sin måde – ”nogen vandt en Oscar, andre gjorde ikke,” som Frederik Louis Hviid siger og griner. Men ’Shorta’, en film om to betjente, der bliver jaget vildt efter en fejlslagen politiaktion i et socialt boligområde, solgte 120.000 biografbilletter, fik verdenspremiere ved filmfestivalen i Venedig og blev kaldt ”et lille mesterværk” af anmelderne. Og pludselig, i 2020, stod både Hviid og Dissing med en helt anden ballast. Nu kunne det godt lade sig gøre at overtale Det Danske Filminstitut.

Foto: Thomas Howalt Andersen

KENDT FOR KRIMI

Frederik Louis Hviid, 36 år. Uddannet instruktør fra den uafhængige filmuddannelse Super16.

Debuterede i 2020 sammen med Anders Ølholm med spillefilmen ’Shorta’, som skildrer en dansk politipatrulje, der bliver jaget vildt i en fiktiv ghetto. Sammen med Michael Noer instruerede han sidste år DR-serien ’Huset’ om hverdagen i et dansk fængsel.

FREDERIK LOUIS HVIID er fascineret af at fortælle historier, der tager udgangspunkt i noget virkeligt. For ham er kuppet mod Dansk Værdihåndtering ikke kun fortællingen om et røveri, men også en menneskelig historie.

”Det slog mig, at de her gerningsmænd på mange måder besad en masse kvaliteter, som havde været prisværdige i alle andre arenaer: De drømte stort, de var drevne, modige, kreative og risikovillige, og det fascinerede mig. Som min far hjemme ved køkkenbordet kunne jeg ikke helt lade være med også at være lidt imponeret. Jeg ville gerne vide, hvad det var for en slags mennesker, som var i stand til at gennemføre den bedrift, som sådan et kup også var.”

Iinstruktøren fik kontakt til den tidligere bokser Steffen Andersen, der har afsonet otte års fængsel for at være en af hovedmændene bag kuppet, og som i dag bor i Spanien. Han kom til at danne grundlag for filmens ene hovedrolle, spillet af Gustav Dyekjær Giese.

”Steffen er en meget privat person,” siger Frederik Louis Hviid. ”Men det lykkedes os at bryde isen og overbevise ham om, at vi ikke bare var ude efter at pege fingre ad en skurk. Steffen har haft en helt igennem forfærdelig barndom, som ville drive enhver ud på et sidespor, og han har følt sig uden for samfundet hele sit liv. Han havde forsøgt at blive Danmarks bedste bokser, og da det ikke gik, måtte han jo finde noget andet at være den bedste til. Det kan lyde mærkeligt, men jeg tror ikke, at det var pengene, der var hans primære motivation. Han ville bevise sig selv og opnå noget, som ville blive husket.”

STEFFEN ANDERSEN VAR samarbejdsvillig, men der var også ting om kuppet, han stadig ikke ønsker at fortælle. Der er stadig gerningsmænd, som ikke er dømt – og penge, som ikke er fundet. 

”Vi lavede en aftale, inden vi gik i gang, om at han til enhver tid kunne sige: ’Det her kan jeg ikke sige noget om’, og så ville jeg ikke grave mere i det. I stedet har jeg spurgt Steffen: ’Kunne man forestille sig, at en scene eller en samtale kunne foregå sådan her?’ Jeg ville gerne have, at filmen blev så realistisk som muligt, men samtidig er det jo ikke en dokumentar, så vi har selvfølgelig taget os nogle kreative friheder,” siger Frederik Louis Hviid, der for nylig inviterede Steffen Andersen til at se den færdige film som en af de første.

”Bagefter sagde han: ’Fra røveriet går i gang, har jeg ikke en finger at sætte på det. Det er næsten 1:1, hvordan det var i virkeligheden.’ Det var jeg ret stolt af.”

Hvad har du gjort dig af tanker om at samarbejde med en dømt kriminel i forbindelse med filmen?

”Jeg tror, jeg forholder mig lidt, som en journalist ville. Jeg har ingen holdning til moralen. Jeg ville gerne forstå hans bevæggrunde, og hvis jeg var gået ind til samtalen med en forudindtaget holdning om, at den her mand var forkert, så havde samtalen lukket sig, inden den gik i gang. Han er ikke den første kriminelle, jeg har talt med – det gjorde jeg også til ’Shorta’ og ’Huset’ – og hver gang møder jeg mennesker, som er vokset op med ekstremt meget modvind i deres liv. Har de så ikke et ansvar? Jo, det har de da. Men jeg vil også gerne udfordre folk til at tænke over, hvor meget medvind de selv har fået for at kunne lykkes.”

3 STORE KUPFILM – IFØLGE FREDERIK LOUIS HVIID

’Heat’ (1995)

”Michael Manns storslåede film om en bankrøver, der er ved at planlægge sit sidste store kup – og om betjenten, der jager ham – er umulig at komme uden om for mig. Jeg synes, den er ekstremt fermt iscenesat af Mann, som lader publikum selv bestemme, hvem man egentlig holder med.”

’Le Cercle Rouge’ (1970)

”Instruktøren Jean-Pierre Melville er legendarisk. Filmen handler om et stort juvelkup i Paris, og den måde, Melville portrætterer sine kriminelle karakterer på, har været en stor inspiration for mig i ’De lydløse’.”

’The Place beyond the Pines’ (2012)

”Man følger tre forskellige historier: En stuntkører, der begår bankrøverier. En politibetjent, der efterforsker ham. Og deres sønner, som mange år senere vokser op og må deale med efterdønningerne af det, der skete mellem deres fædre. En helt forrygende film.”

Så du kan godt sympatisere med mennesker som Steffen Andersen?

”Jeg kan i hvert fald forstå dem. Jeg tror, det er de færreste, der rejser sig fra sengen om morgenen og tænker over, hvordan de kan ødelægge det for alle omkring dem. Jeg er interesseret i historier og mennesker på kanten af systemet og samfundet, og jeg har ikke lyst til at lave film som en løftet pegefinger. Det hader jeg. Man må gerne diskutere de ting, jeg laver, som en samfundskommentar, til racisme i politiet (’Shorta’, red.) eller magtmisbrug i fængslerne (’Huset’, red.), men man skal også bare kunne tage i Fisketorvet, se den med sine venner og blive godt underholdt.” ν

’De lydløse’ får biografpremiere 31. oktober.

/

Scene-mester

Som filmklipper kan man gemme sig – og samtidig sætte sit helt eget præg. Mikkel E.G. Nielsen har med modtagelsen af en Oscar for filmen ’Sound of Metal’ oplevet en helt uvant opmærksomhed. Søgelyset retter han dog straks videre.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Privat, Camera Film

Han havde aldrig drømt om at blive nomineret til en Oscar. Ikke fordi han ikke kunne tænke sig at prøve det. Men hvorfor bruge kræfter på at forestille sig noget, der alligevel var helt uden for rækkevidde?

”Det er måske meget dansk. At man på forhånd tænker ’det sker ikke for mig,’” siger den 47-årige filmklipper Mikkel E.G. Nielsen, der i april vandt en Oscar for bedste klipning, og som, da det utænkelige blev til virkelighed, ikke engang kunne få sin foretrukne ledsager med.

”På grund af corona var det kun de nominerede selv, der måtte deltage. Jeg var enormt ked af det over, at min kone ikke måtte komme med til ceremonien. Jeg ville gerne have delt oplevelsen med hende,” fortæller han.

I en uge op til oscarshowet sad han i karantæne på et hotel i Los Angeles, men i det mindste havde han selskab af resten af holdet bag filmen ’Sound of Metal’, som var nomineret i seks kategorier.

”Det var en udfordrende film at lave. Og det var en fed måde at få lov at afslutte det projekt.”

Oscar-vinder Mikkel E.G. Nielsen stiller op til fotografering.

MIKKEL I KLIP

Mikkel Emanuel Gjerluf Nielsen. 47 år. Søn af musiker Peter A.G. Nielsen.

Har blandt andet klippet spillefilmene ’Beasts of No Nation’, ’En kongelig affære’ og ’Kongekabale’ og tv-serierne ’Rejseholdet’ og ’Nikolaj og Julie’.

Oscarvinder 2021 for klipningen af ’Sound of Metal’.

For oscarvinderen opstod ideen om at lave film engang i begyndelsen af 90’erne i fødebyen Aarhus. I gymnasiet blev han undervist i film og tv, og det var en tid, hvor mange unge fik videokameraer mellem hænderne og begyndte at eksperimentere med at fortælle historier med levende billeder og lyd. Lyd som kunstform dyrkede han allerede som trommeslager, men han var samtidig helt sikker på, at musiker, det skulle han ikke være.

”Jeg skulle finde mine egne ben. Min egen retning,” siger Mikkel E.G. Nielsen, der som søn af Peter Andreas Gjerluf Nielsen, bedre kendt som Gnags-frontmand Peter A.G., voksede op i et musikermiljø.

Efter gymnasiet fik han arbejde i Esbjerg for et produktionsselskab, der lavede nyheder, firmaportrætter og musikvideoer, og igennem et års tid fik han erfaring med at klippe indslag til blandt andet TV Avisen og TV 2’s regionale stationer. Da han drømte om at skabe fiktion, sagde han jobbet op og begyndte i 1994 på Den Europæiske Filmhøjskole, der året forinden var blevet lanceret som et prestigiøst uddannelsessted, hvor man kunne spise stjernekokken Søren Gerickes mad i kantinen og bo i arkitekttegnede bygninger i bakkerne over Ebeltoft.

”Det med maden stod i alle aviserne. Det var nok lidt en salgsting. Dét, der tiltrak mig, var, at andelen af udenlandske studerende skulle være 50 procent. Det var en spændende tid. Jeg mødte en masse unge mennesker, der ligesom mig var lidt søgende, men som alle sammen var fascineret af film og fortællinger. Vi prøvede at lure Spielberg og de andre mestre trickene af og lavede en masse øvelser på video og prøvede kræfter med, hvad mediet kunne.”

Efter skolen flyttede mange af eleverne til København, også Mikkel E.G. Nielsen, der igen fik arbejde som klipper, denne gang i et selskab, der leverede til musikbranchen. Med trommeslagerens rytmesans faldt disciplinen ham let, og han gav en del internationalt profilerede musikvideoer deres snit – for eksempel var han manden, der syede de tegneseriekolorerede løjer sammen til Aquas ’Barbie Girl’-video.

”Jeg lavede sindssygt mange musikvideoer. Men jeg drømte om at lave spillefilm. Og der var kun én vej, det var gennem Filmskolen,” siger Mikkel E.G. Nielsen, der tvivlede noget på projektet, men blev optaget i første hug på den københavnske filmskoles klipperlinje. 

”Det var en gave for mig at komme ind. Intuitivt vidste jeg allerede godt, hvorfor jeg arbejdede, som jeg gjorde, men ved at kigge på og diskutere de forskellige resultater, vi elever kunne opnå med det samme materiale, udviklede jeg et sprog for, hvad det er, man laver som klipper.”

Han mener, at det at blive bevidst om klippefagets virkemidler og at blive god til at tale om dem, er en stor del af nøglen til, at han i dag ­­– mere end 20 år efter debuten på serien ’Rejseholdet’ – som den eneste danske klipper nogensinde har modtaget en Oscar.

”Jeg tror, jeg har en god forståelse for en films rytme og en god forståelse for, hvordan jeg dirigerer seerens blik rundt mellem scenerne. Men det er aldrig mit værk alene. Det er et samarbejde at lave film. Når jeg klipper, sidder jeg meget af tiden sammen med instruktøren og måske også manusforfatteren og producenten. Så kigger vi på bidder, jeg har klippet, og får ideer. Jeg prøver altid at skabe et godt rum, hvor man kan komme med selv den dummeste idé. Jeg prøver at forstå, hvem de andre på filmen er. Jeg lytter til dem og er med på at prøve alting af.”

Inden klipningen på ’Sound of Metal’ forelå der en blok på omtrent 45 timers optagelser, som Mikkel E.G. Nielsen skulle hugge ind til to timers færdig biograffilm. Mængden af materiale, en filmklipper skal jonglere med, når indspilningerne er i hus, kan virke uoverskuelig, men med den rette metode bliver arbejdet mindre stressprovokerende.

”Først ser jeg alt materialet igennem, og langsomt danner jeg mig et indtryk. Jeg skitserer en komposition og arbejder på hver scene som på en lille film i sig selv. Efterhånden som de bliver færdige en for en, begynder helheden at træde frem. På den måde spiser man sig stille og roligt igennem arbejdet uden hele tiden at skulle have overblik over det hele på en gang.”

Undervejs støtter filmklipperen sig til instruktøren og andre fra produktionen, der får lov at se scenerne, så han kan finde ud af, hvordan det virker. Sidder de yderst på stolen, eller er de ved at falde i søvn? Eller griner de for meget, så de ikke får vigtige informationer med? 

”Det fascinerer mig, hvor radikalt og relativt hurtigt man kan ændre en film i klipperummet. I de fleste tilfælde er drømmen, at man slet ikke lægger mærke til mit arbejde, men bare bliver suget igennem de halvanden-to timer, en film varer,” siger Mikkel E.G. Nielsen, der på ’Sound of Metal’ måske i endnu højere grad skulle bekymre sig om, hvad publikum hører, end om det, de ser.

Filmen, der handler om en trommeslager i et metalband, der gradvist mister hørelsen, har Riz Ahmed i hovedrollen, og den britiske skuespiller, der blandt andet har medvirket i Star Wars-filmen ’Rogue One’, gav den i månedsvis hele method acting-armen med at øve trommer, blive flydende i tegnsprog og i det hele taget leve sig ind i rollen. 

Opgaven for klipperen blev at få seerne bogstavelig talt ind i hovedet på ham og give dem en oplevelse af, hvordan det er at være døv. I ’Sound of Metal’ veksler lydsporet kontinuerligt mellem det ydre lydbillede og det stadig mere lydtomme rum mellem hovedkarakterens ører.

”Det var en forholdsvis simpel måde at vise en kompleks menneskelig oplevelse. Hver gang du skruer ned for lyden, tilbageholder du informationer. Det kan virke utrolig irriterende for publikum, der oplever den samme frustration som hovedkarakteren,” siger Mikkel E.G. Nielsen.

’Sound of Metal’ kan streames hos Blockbuster – eller prøv at se, om den går i din biograf.

Personligt er han stolt af Oscar’en, han fik for sit arbejde, men samtidig ser han den som en kollektiv sejr for danske filmhåndværkere.

”Det var mig, der vandt, men jeg føler, jeg deler æren. Vi har et samarbejde herhjemme, hvor vi ikke er bange for at vise hinanden vores ting og spørge hinanden til råds. Vi har et godt og fortroligt miljø, der bliver opbygget allerede på Filmskolen, og som er meget mindre konkurrencepræget end i udlandet. Den kultur er unik. Danske fotografer, lydfolk og klippere er på et højt teknisk niveau, og i udlandet er de ved at finde ud af, at vi sagtens kan spille med.”

Oven på sådan en succes, får du så lyst til at træde ud af klipperummet og måske selv instruere en film?

”Slet ikke. Der er en grund til, at jeg blev trommeslager. Jeg kunne godt lide at holde rytmen og gemme mig lidt – og samtidig være en stor del af helheden. Sådan er mit temperament. Jeg er vokset op med en kendt far. Den opmærksomhed skulle jeg ikke nyde noget af. Nu har jeg så oplevet lidt af den alligevel. Men overvejende har det givet mig en ro at vinde den Oscar.”

Hvordan?

”Som en del af oscarnomineringen skulle jeg medvirke i noget undervisning for unge filmskabere på det amerikanske film­akademi. Der var også nogle navne til stede, som jeg virkelig har set op til, folk som Carol Littleton, der klippede ’E.T.’, og Alan Heim, der klippede ’All That Jazz’. Flere af de her store navne er gamle i dag. Men de er stadig aktive og kan blive ved at forfine deres håndværk og arbejde med, hvordan man bedst starter en film, hvordan man laver midten og slutningen. Du bliver ikke nedslidt i faget, og der er stadig bud efter dig, når du er 89. Jeg har verdens fedeste job.”

/

Dollar-grin

Folkene bag nyt filmselskab sætter fra land med en film, der går helt tæt på Stein Baggers dobbeltspil. Og hvis seerne synes, det guldrandede svindlerliv virker attraktivt, står det for egen regning, siger producent Daniel Sørensen: ”Vi ønsker ikke at inspirere nogen.”
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto: Ritzau, Irfaan Khan

Daniel Sørensen, du er medstifter af produktionsselskabet Mercur Film. Jeres første film bliver ’Pengetræet’, der handler om Stein Bagger. Hvorfor er det lige den historie, I lægger ud med?

”Vi synes, den er værd at tage frem og kigge på: En bodybuilder, der lyver sig til en stilling, fupper sig op gennem hierarkiet, svindler sig til en masse penge og lykkes med at bruge dem lige foran snotten på os alle sammen på kaviar og dyre biler. Den har glamour og krimielementer og fortæller om en tid, hvor alting gik for stærkt. Efterhånden som vi dykker ned i historien, dukker der stadig flere detaljer frem om de vilde kreative tricks, Stein Bagger anvendte. Det er en historie, der bliver ved at give.”

Hvor lang tid har I researchet på den?

”På en måde lige siden skandalen rullede tilbage i 2008. Jeg har ikke produceret film tidligere, men har levet af at bygge virksomheder op i mange brancher, blandt andet hotel, restauration og også leasing – ligesom Stein Bagger – og interesserede mig meget for historien, dengang den udspillede sig. Da jeg efter at have joket med det i mange år endelig stiftede et filmselskab, var det oplagt at rykke på den film. Nu håber jeg, at vi kan være de første.”

Har I kendskab til andre, der går med samme planer?

”Det er jo en offentligt kendt historie, som alle kan tage og bruge og dreje, som de har lyst. Dengang for 11 år siden var der flere, der talte om at filmatisere den. Af en eller anden grund er det ikke blevet til noget endnu. Og hvis de skulle være på trapperne, kommer vi stadig med vores bud, som jeg glæder mig til at vise.”

”Vi er i dialog med en masse skuespillere. De skal gerne være lidt folkekære,” siger producent Daniel Sørensen.

Det er en spillefilm, I arbejder på. Hvor tæt kommer den til at ligge på sandheden?

”Så tæt som muligt. Vi vil forklare selve scammet, så alle forstår det. Samtidig skal filmen ikke være et besøg hos revisoren – vi vil også gerne fortælle hans personlige historie. Hvorfor opdagede hans kone ikke noget? Hvordan snød han dyg­tige forretningsfolk, rockere, en komiker som Finn Nørby­gaard? – man skal være noget af en kamæleon for at spille det spil. Vi har læst os til meget og fået ting fortalt af folk tæt på ham, men det er også nødvendigt, at manuskriptforfatteren selv leger med scenerne. Det skal være en underholdende film. Ligesom ’The Wolf of Wall Street’ også er humoristisk, selv om den handler om en usympatisk svindler.”

Ser du nogen risiko for, at I med en film, der også skal være sjov, kan forherlige en forbryder?

”Det ville være svært at lave en komedie om Britta Nielsen, der snød Socialstyrelsen for penge, som folk havde et reelt behov for. Stein Bagger snød trods alt folk, der var drevet af deres egen grådighed. Vi vil ind i hovedet på ham og se, hvad der skete derinde, da han skulle passe sin familie, sine rockervenner, sine mange ansatte. Hvis nogen synes, det er sejt – så er det deres sag. Vi vil ikke inspirere nogen til at lave en leasing-karrusel.”

’Pengetræet’ bliver instrueret af Nicholas Hejl. Premieren er foreløbig sat til 2023.

ONDT I SINDE

Der har altid været et sultent publikum til historier om makabre mord og iskoldt bedrag. I løbet af de seneste år har vi dog for alvor fået blod på hjernen i takt med at journalister, radiofolk og instruktører har undersøgt virkelige forbrydelser og skabt undergenren true crime, der hastigt er kravlet op ad hitlisterne. For eksempel med mordføljetoner som HBO’s ’The Jinx’ og Netflix’ ’Making a Murderer’. Men også herhjemme, hvor samtalepodcasten ’Mørkeland’, der hovedsagelig beskæftiger sig med drabssager fra den danske kriminalhistorie, sidste år var den mest lyttede podcast på Spotify. Er du også vild med kriminalitet? Her er tre anbefalinger til øjne og ører:

Uskyldigt dømt?
Den amerikanske radiojournalist Sarah Koenig undersøger i første sæson af podcasten ’Serial’ (2014) drabet på Hae Min Lee, en teenagepige fra Baltimore, og opklaringen af sagen, der fører til, at ekskæresten Adnan Syed dømmes til livstid. Men var det ham, der gjorde det? Lytterne følger Koenigs alternative afdækning og pendulerer mellem sympati og mistro over for den morddømte. Efter offentliggørelsen har Syed kæmpet for en appelsag – hidtil forgæves. Podcasten fik mange lyttere også i Danmark og betragtes af mange som begyndelsen til true crime-bølgen.

Karaktermord
At kriminaljournalistik kan være mere end tabloid-underholdning, beviste forfatteren Truman Capote med ’In Cold Blood’ (1966). Bogen er en indgående beskrivelse af et bestialsk, meningsløst mord på en kernefamilie i en lille Kansas-by og opklaringen af sagen. Skrevet med romanens virkemidler, men baseret på interview, ikke mindst med morderne Richard Hickock og Perry Smith. Bogen er i sig selv urovækkende, men i filmen ’Capote’ (2005) får ubehaget en ekstra dimension, idet drabssagen iblandes forfatterens egne moralske kvababbelser. For interesserer han sig overhovedet rigtigt for drabsmændene, eller er de bare et middel til litterær hæder?

Trafik-krimi
Podcast-duoen Third Ear har med lytterhits som ’Kvinden med den tunge kuffert’ og ’Ringbindsattentatet’ specialiseret sig i nye og ældre kriminalgåder. I ’Breve fra Englene’ går Krister Moltzen og Tim Hinman på jagt efter svaret på, hvem det var, der en regnfuld sommer i 1987 begyndte at sende afpresningsbreve til DSB’s direktør Ole Andresen – i folkemunde kendt som ’Fut-Ole’ – truede med terrorhandlinger og underskrev sig ’Englene’. Mysteriet følges helt frem til vore dage og en hæsblæsende forfølgelse på det storkøbenhavnske S-togsnet.

 

/

Stum af beundring

For et århundrede siden var Danmark datidens Hollywood. Danske stumfilm chokerede, pirrede og begejstrede hele verden og gjorde Asta Nielsen, Valdemar Psilander og Fy og Bi til feterede stjerner. Men i mange år har stumfilmene levet en skyggetilværelse og været næsten umulige at se. Det skal der laves om på.
Tekst:Sole Bugge MøllerFoto:DR

I EN LYSNING lidt uden for Hillerød rejser et pigtrådshegn sig mellem træerne. Bag hegnet ligger en underjordisk betonklods, der oprindelig var en atombunker, hvor folk kunne søge tilflugt i tilfælde af en atomkrig. I dag er der en konstant temperatur på under fem minusgrader inde i bunkeren, der er opdelt i 50 aflukkede betonceller. Her ligger dansk films skabelsesberetning opbevaret på hylde efter hylde med filmruller som en slags pagtens ark. Filmene er lavet af nitrat, et ekstremt brandfarligt materiale, der kan selvantænde ved stuetemperatur og brænder som benzin, men nitrat giver også klare, skarpe billeder, som for 100 år siden kunne få folk op af stolene. 

I dag får de primært Lars-Martin Sørensen op af stolen. Han lyner sin jakke og trækker den godt op om halsen, inden han går ind gennem de smalle, lavloftede gange, hvor kun et tal adskiller den ene dør fra den anden. Det er her i det atomare køleskab, at Lars-Martin Sørensen gør klar til at bringe stumfilmene ud i dagslyset.

”Der er lidt Indiana Jones over det – det er ren filmarkæologi,” siger forskningslederen på Det Danske Filminstitut og en af hovedkræfterne bag en stor satsning med at digitalisere de over 400 stumfilm og gøre hele arkivet frit tilgængeligt inden 2023.

”Jeg er så privilegeret at være den første i 100 år til at se nogle af de her film. Måske finder vi nye mesterværker. Det kan være, at vi bliver nødt til at skrive vores filmhistorie om,” siger han.

’Nattens datter’, 1915. Pioneren Emilie Sannom var indbegrebet af den frygtløse, moderne kvinde, og hun spillede alt fra forførende elskerinder til detektiver og superskurke.

’Himmelskibet’, 1918. Selvom det længe var penge, der drev værket, udviklede stumfilmene sig i en mere eksperimenterende retning. Filmen anses for at være en af de første science fiction-film nogensinde.

I FILMMEDIETS BARNDOM – mange årtier før Bille August, Lars von Trier, Mads Mikkelsen og Susanne Bier igen satte dansk film på verdenskortet – var dansk film en eftertragtet vare. Filmkameraet blev opfundet i slutningen af 1800-tallet, og i 1896 blev der første gang vist film i Danmark. Året efter skød fotografen Peter Elfelt de første danske optagelser, og titlen på hans film spoilede handlingen fuldstændigt: ’Brandvæsenet rykker ud’ og ’Svanerne i Sortedamssøen’ viste hverdagen i bevægelse, og de levende fotografier var en banebrydende oplevelse for folk, selvom der ikke var nogen lyd. 

Lyd eller ej, så ville folk se mere, og på Vimmelskaftet i København havde biografejer Ole Olsen svært ved at skaffe nok film til at slukke publikums tørst efter levende billeder. I hans Biograf-Theatret var der ingen faste forestillinger, for de korte film kørte næsten uafbrudt, og folk kunne sjoske ind og ud, som de lystede. Ole Olsen var en foretagsom mand, der tidligere havde været sømand, i fængsel for bondefangeri, turneret med at udstille sorte mennesker på markeder og været direktør for et tivoli, så han besluttede sig for, at han lige så godt kunne lave sine egne film. I 1906 etablerede han med perfekt timing Nordisk Films Kompagni (der senere blev til Nordisk Film) i Valby.

Med industrialiseringen voksede mange europæiske byer eksplosivt i takt med, at folk rykkede fra landet til byerne og fik arbejde på fabrikker. Byboerne ville underholdes, biograferne blev en hurtig og nem adspredelse, og Ole Olsen viste sig ikke bare at være god til at kværne den slags ud – hans film blev tilmed anset for at være af teknisk og fotografisk høj kvalitet.

”Nordisk Film var i den europæiske superliga. I perioden op til første verdenskrig skelede man til dansk stumfilm, når man skulle se, hvordan man gør det,” siger filmhistoriker Casper Tybjerg fra Københavns Universitet, som er ekspert i dansk stumfilm.

Det var dengang, det fine borgerskab rynkede på næsen ad det underlødige medie, der ikke kunne måle sig med litteraturen eller teatret. Kritikere mente, at film blot var teater på dåse og i øvrigt undergravende for moralen med deres fordummende, sensationsprægede fortællinger. Arbejderklassen derimod hujede, heppede og kastede ting og sager efter filmene, når lærreder og fremvisningsapparater blev slået op rundt om på markedspladser, fordi biografen endnu ikke var udbredt. En film varede typisk 5-10 minutter, for man mente ikke, at folk ville kunne koncentrere sig om de levende billeder meget længere end det, og filmene var primært farcer og falde på halen-komik, fortæller Lars-Martin Sørensen: 

”Filmproducenterne var dygtige købmænd og bevidste om, at film var et dyrt medie at producere. Så de skulle være sikre på, at det var en film, folk ville interessere sig for. Og hvad interesserer de sig for? Sex, sensationer og stoffer.”

STUMFILM TIL FOLKET

Det Danske Filminstitut er i færd med at restaurere og digitalisere samtlige 415 titler fra stumfilmsarkivet. Filmene er fra 1897 til 1928 og bliver løbende lagt op på hjemmesiden stumfilm.dk i takt med, at de bliver digitaliseret, hvorfra man kan streame dem ganske gratis.

Det største filmhistoriske formidlingsprojekt i Danmark løber indtil 2023, og finansieringen på 30 millioner kroner kommer fra Augustinus Fonden, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond og A.P. Møller Fonden. En del af formidlingen er ligeledes et dansk-tysk forskningsprojekt, der undersøger vekselvirkningen mellem dansk og tysk stumfilmskultur fra 1910 til 1930.

”JEG GLÆDER MIG til at se den her,” siger Lars-Martin Sørensen og hiver en rusten spole frem. ”De her nitratfilm vil kunne holde sig i 250 år, hvis de bliver opbevaret koldt og tørt.” 

Den, han står med, har en håndskrevet titel på: ’Ole Opfinders offer’ står der med sirlig skråskrift. Filmen havde premiere i 1924 og er en af de hundredvis af titler på hylderne i bunkeren, som Lars-Martin Sørensen og hans kolleger ser igennem fra ende til anden. Den er fra produktionsselskabet Palladium, der sammen med blandt andet Fotorama og Kosmorama fulgte i hælene på Nordisk Films succes. Dog var det Nordisk Films isbjørn på toppen af kloden, der stod trykt på to tredjedele af alle danske stumfilm. Filmene blev spyttet ud på samlebånd og kostede typisk en krone per meter film.

”Markedet var nyt, det var uopdyrket, og det var umætteligt, så film blev solgt i metermål og ikke efter kunstnerisk værdi,” siger Lars-Martin Sørensen. 

Der var ikke langt fra idé til færdigt produkt, og på sit højeste lavede Nordisk Film to korte farcer og en spillefilm – om ugen! Ole Olsen så fra begyndelsen ud over Danmarks næsetip og solgte sine film i hele verden. For uden lyd var der ingen, der kunne se (eller høre) forskel på en film fra Danmark, Frankrig eller Ungarn. I løbet af 10 år havde Nordisk Film filialer i New York og Tokyo og en biografkæde i Tyskland, og danske stumfilm blev solgt til det meste af Europa samt USA, Rusland, Japan, Australien og Brasilien, hvor man blot oversatte tekstskiltene (kaldet mellemtekster) til et nyt sprog. Derfor var filmene bevidst kosmopolitiske i deres udtryk.

”Nordisk Film producerede målrettet mod et internationalt marked. De havde manualer, hvor de formanede manuskriptforfatterne om, at der ikke måtte være nationalt specifikke detaljer i historien,” siger Lars-Martin Sørensen.

Filmbranchen var skamløst kommerciel, og for de fleste filmselskaber handlede det om at tjene så mange penge som muligt frem for at skabe stor kunst. Instruktørerne havde ikke den store kunstneriske vetoret, for deres film blev ofte tilpasset til forskellige markeder – i Tjekkoslovakiet måtte Asta Nielsen måske ikke vrikke så meget med rumpen, og i Rusland fik de en tragisk slutning frem for en lykkelig.

’Pro Patria’, 1916. Når man lavede krigsfilm, skulle uniformerne være så neutrale som muligt for ikke at fornærme publikum i andre lande.

’En sølvbryllupsdag’, 1920. Oscar Stribolt var en af mange skuespillere med en karakteristisk fysik, der egnede sig særlig godt til det taleløse medie.

FILMKUNSTEN udviklede sig i ryk som en teenager med vokseværk. På få år gik man fra at skildre svaner på søen til eksperimenterende science fiction-film, storslåede melodramaer og psykologiske thrillere. I 1910 lancerede aarhusianske Fotorama filmen ’Afgrunden’ med en vis Asta Nielsen i hovedrollen. Med sine 45 minutter var det efter datidens standarder en helaftensfilm og noget helt andet end de korte farcer, der dominerede markedet. Derefter begyndte især Nordisk Film at satse på længere spillefilm. Stumfilmene begyndte for alvor at adskille sig fra teatret. Mens de tidligere bestod af lange scener i én optagelse, som var det et teaterstykke, begyndte filmmagerne i højere grad at fortælle historien gennem klip og nærbilleder, der gav mulighed for at komme helt tæt på skuespillernes ansigtsudtryk. Og her havde Asta Nielsen to store fortrin – hendes enorme øjne. Da stumfilmene ikke havde lyd eller replikker, måtte skuespillerne i stedet fortælle historien gennem kropssprog og mimik, og for mange skuespillere blev deres fysik et varemærke. Asta Nielsen havde sine udtryksfulde øjne, Oscar Stribolt var kendt som den lille tykke prop uden hals, Karl Dane (der primært lavede film i USA) var to meter høj og havde et ansigt, der mindede om Frankensteins monster, mens Fy og Bis kropslige kontrast mellem den store og den lille var som skabt til stumfilm.

”Skuespillere blev virkelig typecastet dengang,” siger Lars-Martin Sørensen.

Flere af dem havde uden held forsøgt at slå igennem på teatret, som var det ypperste, man kunne opnå som skuespiller, og stumfilmen var i første omgang blot en redningskrans, der holdt dem fra at ende i fattigdom eller ufaglært arbejde. Stumfilmen viste sig dog hurtigt at være mere end en plan B – i film kom publikum helt tæt på skuespillernes ansigter og satte dem i centrum på en måde, som teatret ikke kunne. Derfor blev Asta Nielsen og andre danske skuespillere som Olaf Fønss, Clara Wieth Pontoppidan, Valdemar Psilander og senere Carl Schenstrøm og Harald Madsen (bedre kendt som Fy og Bi) stjerner, der modtog fanbreve fra hele verden, hvor fans tiggede om billeder eller autografer, tilbød ægteskab, og i Olaf Fønss’ tilfælde anmodede en kvindelig fan om hans ’ydelser’. Hun ville undfange et barn med helten fra ’Atlantis’ og lovede at kalde det ’Atlanta’, hvis det blev en pige. 

Mens filmplakater først blot havde filmens titel og produktionsselskabets navn, kunne ’den græske Adonis’ Valdemar Psilander og andre skuespillere pludselig sælge billetter på deres navn alene. Stumfilmsbranchen var et Klondike, hvor alt nærmest blev til guld, og i 1916 tjente Valdemar Psilander 100.000 kroner, svarende til over fem millioner kroner i dag (på fem år medvirkede han til gengæld også i 80 film). Han var kendt som en kvindeglad festabe, der brugte pengene hurtigere, end de rullede ind, og de mange historier skabte en vis mytedannelse omkring ham. Da Psilander i 1917 blev fundet død på sit hotelværelse i en alder af 32 år, var det et samtaleemne, der trak overskrifter i hele landet, biograferne flagede på halv, og der florerede rygter om, at han var død af syfilis som følge af sine natlige eskapader, at han var blevet skudt af en jaloux russisk tilbeder, og at han havde begået selvmord.

”Det var allerede dengang en branche, der åd sine største stjerner,” siger Lars-Martin Sørensen.

’Dydsdragonen’, 1927. Dansk stumfilm hyldede på mange måder frisindet og satte tonen for de brølende 1920’ere allerede i det foregående årti.

På DFI’s arkiv i Glostrup kan man i dag finde stort set alle film, der har været vist i Danmark, og det er her, stumfilmene bliver restaureret og digitaliseret.

DANSKE FILMMAGERE var ikke kun hurtigt ude, de turde også gå længere end i mange andre lande, og ofte tog de fat på emner, som datidens normer forbød, at man talte om offentligt. Der var film om hvid slavehandel, narkomisbrug og erotik, som da Asta Nielsen i ’Afgrunden’ vugger med hofterne i en sanselig dans iført kropsnært antræk og ender med at dolke sin elsker, da han vil have hende til at prostituere sig. 

”Vi var frækkere end de andre lande, især med hede filmkys. Det vovede og det erotiske var en slagvare,” siger Lars-Martin Sørensen og fortæller, at der var filmtidsskrifter i Brasilien, hvor anmelderne funderede over, om det mon var klimaet i det kolde nord, der gjorde, at man kyssede så inderligt i danske film.

Lige så meget som vrikkende hofter elskede publikum tjubang og action. De såkaldte sensationsfilm, som især Kinografen, Dansk Filmfabrik og til en vis grad Nordisk Film spyttede ud, blev hurtigt populære som datidens actionfilm. Sensationsfilmene var fyldt med vilde stunts, og titler som ’Dødsspring til hest fra cirkuskuplen’ opsummerer, hvordan filmene konstant forsøgte at overgå hinanden med spektakulære effekter. Den slags specialiserede Emilie Sannom sig i, og hun blev Danmarks første stuntkvinde. Der var stort set ingen sikkerhedsforanstaltninger og ikke noget, der hed filmtrick. Når hun hang fra brændende møllevinger, hoppede i en iskold voldgrav midt om vinteren eller stod på vingen af et biplansfly i højhælede sko, mens hun tog sin faldskærm på og kastede sig ud, var det den ægte vare ( og Emilie Sannom døde en dramatisk død, da hendes faldskærm ikke foldede sig ud under en opvisning i Grenaa i 1931).

”Det sjove er, at det ikke har ændret sig meget siden da. Det er stadig bryster, baller og biljagter, der sælger,” siger Lars-Martin Sørensen.

FILM I FARVER

Farvefilm slog først for alvor igennem i 30’erne, hvor talefilmen havde taget over, men det var ikke alle stumfilm, der var i sort-hvid. Man tintede nemlig ofte hele filmstrimler i en farve, så billedet eksempelvis blev blåt, når handlingen foregik om natten, eller rødt, hvis der var ildebrand. I nogle få tilfælde håndmalede man stumfilm, men det krævede, at hver enkelt frame skulle farves, og der var op mod 1.000 frames på et minut, så det egnede sig ikke til masseproduktion.

DANSK STUMFILMS storhedstid var en hed affære – intens og ovre, næsten før den var begyndt. Da første verdenskrig brød ud i 1914, signalerede det trange tider for de danske filmselskaber, der fik sværere ved at eksportere til udlandet. Efter krigen satsede Tyskland, der var dansk stumfilms største eksportmarked, på at lave deres egne, mere nationalistiske film, og mens filmproduktionen gik ned i gear i det meste af Europa, trykkede USA på speederen. Filmmagerne i Hollywood nød godt af, at de havde et enormt hjemmemarked, der indbragte så mange penge, at de kunne lave større og flottere film end Danmark og de fleste andre europæiske lande. Nordisk Film forsøgte at satse på dyrere produktioner og på at slå igennem på det britiske marked, men begge dele slog fejl. Nordisk Film gik konkurs i 1927, og i 1930 var 80 procent af alle film, der blev vist i danske biografer, fra USA.

Dødsstødet til den skrantende danske stumfilmsbranche kom indefra. I slutningen af 20’erne begyndte man at kunne lave stabile talefilm, og det spring var brutalt for de fleste stumfilmsstjerner.

”Med stumfilmene kunne filmskuespillere krydse grænser, men det kunne de pludselig ikke længere,” siger filmhistorikeren Casper Tybjerg.

Asta Nielsen lavede en enkelt talefilm, inden hendes karriere floppede, og for store instruktører som Benjamin Christensen og Carl Th. Dreyer var det ligeledes en kæmpe omvæltning at tilpasse sig til talefilm. De var begge arbejdsløse i næsten 10 år.

”Med stumfilm var man ikke bundet af et fast manuskript. Der var plads til improvisation, og du kunne som instruktør vejlede skuespillerne, mens kameraet rullede, og det kunne man pludselig ikke mere,” siger Casper Tybjerg.

Dreyer og Christensen søgte begge til udlandet. Dreyer lavede i 1928 sit mesterværk ’Jeanne d’Arcs lidelse og død’ i Frankrig, og på sin vis blev det en værdig død for dansk stumfilm. 

”Livet er jo ikke værd at leve uden spænding, og kommer døden, ja, så kommer den,” sagde Emilie Sannom, der blev kendt for selv at udføre sine halsbrækkende stunts såsom luftakrobatik uden sikkerhedsline. Hun døde i en faldskærmsulykke og ligger begravet på Assistens Kirkegård i København.

STUMFILMENE gik hurtigt i glemslen. Mange filmproducenter satte ganske enkelt ild til deres arkiv af stumfilm, både fordi nitratfilmene var afsindig brandfarlige at opbevare, og fordi talefilm overtog alt. Den dag i dag er de stadig forvist til en kold bunker, og med undtagelse af filmnørder er det de færreste, der overhovedet har set noget fra dansk stumfilms storhedstid. Det er svært at finde nulevende skuespillere eller instruktører, der har fundet inspiration i stumfilmene, måske fordi de var så internationale i deres udsyn, at de ikke udviklede et særligt dansk filmsprog. 

”Der er ikke mange, der kigger tilbage på stumfilmene og lærer af de greb. Det er blevet opfattet som det, der var engang, mens man med talefilmene fandt en helt ny måde at gøre tingene på,” siger Casper Tybjerg.

En markant undtagelse er Lars von Trier, som tydeligvis har kigget Carl Th. Dreyer i kortene. Dreyer dyrkede et mørkt, lidenskabeligt univers i sine film, og von Trier var så stor fan af instruktøren, at han bar Dreyers gamle smoking i indlednings- og afslutningsscenerne i tv-serien ’Riget’.

”Den manglende tilgængelighed er en del af forklaringen,” mener Lars-Martin Sørensen, der håber, at han ved at hive stumfilmene op fra deres kolde grav og gøre dem frit tilgængelige digitalt kan give dem nyt liv. Når stumfilmene bliver befriet fra bunkerens mørke, ender de i første omgang på frys i Det Danske Filminstituts kontor i Glostrup. Her begynder Lars-Martin Sørensen og hans kolleger at granske hver enkelt film i detaljer. Nogle af filmene er der kun negativer af, andre findes i flere forskellige udgaver, og nogle er der kun nogle få klip af. Lars-Martin Sørensens opgave er at hitte rede i, hvad der skal digitaliseres, og herefter ender filmspolerne i en stor maskine, der scanner hver enkelt frame fra filmen i 4K-opløsning, så de kan ses digitalt.

”Når vi gør så visuelt prægnante film som Benjamin Christensens ’Heksen’ og ’Det hemmelighedsfulde X’ tilgængelige, kan man se, hvad det var for nogle vanvittig visuelle universer, de byggede op, fordi filmen netop var nødt til at være visuel, når man ikke kunne snakke sig fra det. Jeg er overbevist om, at det kommer til at inspirere,” siger Lars Martin-Sørensen.

”Og det åbner op for en ny fortælling om, hvem vi var, og hvilke historier vi fortalte.”

FEM DANSKE STUMFILM, DU SKAL SE

1. ’Himmelskibet’ (1918)
En af de første science fiction-film og samtidig en freds-allegori (den udkom kort efter første verdenskrig). Hovedrollen Avanti Planetaros rejser til Mars, hvor han møder marsboere, som er et fredselskende, frugtspisende folk.

2. ’Heksen’ (1922)
Visuelt slående dansk-svensk gyserfilm om heksejagt, der også er kendt under sin svenske titel ’Häxan’. Benjamin Christensens hovedværk er med sine to millioner kroner den dyreste skandinaviske stumfilm nogensinde, og filmen beskriver, hvordan en psykisk syg person kan blive anklaget for at være en heks. Med sine grafiske billeder af tortur og seksuelle perversiteter blev filmen forbudt i USA og stærkt censureret i mange andre lande.

3. ’Du skal ære din hustru’ (1925)
Carl Th. Dreyers mesterværk er i dag den eneste stumfilm i den danske kulturkanon, og den var på mange måder forud for sin tid. Filmen er moderne hverdagsrealisme med præcise iagttagelser af livet i storbyens kernefamilie, hvor familiens patriark udvikler sig til en utålelig tyran, der trænger til en lærestreg.

4. ’Klovnen’ (1917)
Anses for at være en af Nordisk Films bedste film og udkom efter Valdemar Psilanders død. Psilander spiller hovedrollen som en cirkusklovn, der falder for cirkusdirektørens datter, der dog senere er ham utro, hvilket hun fortryder inderligt. Filmens instruktør, A.W. Sandberg, lavede en ny version af filmen i 1926 med svenske Gösta Ekman i hovedrollen.

5. ’Afgrunden’ (1910)
Erotisk melodrama og Asta Nielsens gennembrud. Særligt den berygtede gaucho-dans, hun danser med Poul Reumert, er i dag legendarisk og var ekstremt vovet for sin tid, og i flere lande klippede censuren scenen ud. Filmen blev instrueret af Urban Gad – Astas mand, som hun senere rejste til Berlin med – hos det lille produktionsselskab Kosmorama.

 

/

Bille August

Den verdenskendte filminstruktør fortæller her i tre kapitler om sin strenge far, om at prøve at fange menneskets inderste sjæl og om ikke at gentage sine fejl.
Tekst:Michael MüllerFoto:Ritzau/Scanpix

1.

JEG HAVDE en kompliceret barndom. Min mor døde, da jeg var syv år, så jeg var overladt til min strenge far. Derfor flygtede jeg ind i en fantasi-verden og skrev historier. Det blev min redning, at jeg kunne skabe disse karakterer. På en eller anden måde lå det til mig, at jeg senere i livet skulle beskæftige mig med fiktion. 

MIN FAR var et produkt af den sorte pædagogik, som prægede hans generation. For eksempel havde han sparet nogle penge sammen, som han ville give mig, hvis jeg en dag skulle rejse bort for at få en uddannelse. Jeg valgte at rejse til Stockholm for at gå på fotoskole, og han fortalte mig, at eftersom jeg havde valgt noget andet, end han ønskede, ville jeg ikke få pengene. Han var ellers en begavet mand, men havde en eller anden romantisk forestilling om håndværksfaget. 

JEG BLEV taget ud af skolen og kunne vælge mellem at blive maler, murer eller tømrer. Jeg valgte malerfaget, da jeg tænkte, at det lød mindst koldt. Jeg kom i lære i 60’erne, hvor håndværkerne mere eller mindre var alkoholiserede. Jeg var 15 år og kom ud i et brutalt miljø, hvor jeg skulle køre ned til den nærmeste købmand og købe elefantøl til malerne. Det blev jeg hurtigt træt af, så jeg begyndte at pjække og lavede i stedet stillbilleder. 

NÅR JEG om morgenen cyklede fra vores hjem i Bagsværd, skiftede jeg tøj og gik ud i naturen for at tage billeder. Inden jeg kom hjem, strøede jeg lidt malerpletter i ansigtet, så det så ud, som om jeg havde været på arbejde. Da jeg en dag kom hjem, sad min far og så meget vred ud. Det viste sig, at min malermester havde ringet og fortalt ham, at jeg ikke havde været på arbejde i tre måneder. Det udløste en kæmpe konflikt med min far. Så valgte jeg at rejse til Stockholm.

Bille August instruerer Adam Tønsberg og Morten Hoff i filmen ’Zappa’, 1982.

I BEGYNDELSEN kom jeg ikke ind på fotoskolen, jeg var simpelthen ikke god nok. Men jeg ringede til min far og sagde, at jeg var kommet ind på skolen. Jeg ville ikke give ham den sejr. Bagefter gik jeg op på rektors kontor og lå nærmest på knæ og bad ham om at få lov til at gå på skolen. Jeg sagde, at det var livsafgørende for mig, og så gav han mig en plads.

DA JEG KOM til Stockholm, var jeg ludfattig. Jeg kunne ikke få uddannelsesstøtte, så jeg tog natarbejde på fabrikker, i tunnelbanen, var sygehjælper, tog alt forefaldende arbejde, jeg overhovedet kunne få. På et tidspunkt var jeg så sulten, at jeg tog et arbejde på en chokolade­fabrik og en oste­fabrik. Det levede jeg af i længere tid.

JEG BLEV uddannet stillbilledfotograf på skolen, hvor vi lavede miljøreportager og portrætter af mennesker. Der blev min interesse for at komme bag om menneskets facade skabt. En af gæstelærerne på skolen var den amerikanske fotograf Richard Avedon, som ud over at være modeverdenens mest respekterede fotograf også var kendt for sine legendariske billeder af kendisser fra hele verden. Det interessante ved hans portrætter var, at bag facaden var mennesket altid det samme. Det er den samme menneskelighed, som jeg igennem årene har forsøgt at komme ind til i mine film. 

INGMAR BERGMAN kaldte mig et mælkebøttebarn. Jeg vidste, hvad jeg ville, og jeg var ikke bange for at tabe. Jeg havde alt at vinde. Min tid i Stockholm var nogle af de lykkeligste år i mit liv, selv om jeg ikke ejede noget som helst. Men jeg oplevede, at jeg med ihærdighed og begær kunne indfri mine egne mål. Jeg befandt mig i en rus, fordi jeg fik det, som jeg havde længtes efter.

FILMMANDEN

Bille August er 69 år og debuterede i 1978 med filmen ’Honning måne’, der blev fulgt op af ungdomsfilmene ’Zappa’, ’Tro, håb og kærlighed’ og ’Busters verden’. Vandt en Oscar og Den Gyldne Palme i Cannes for ’Pelle Erobreren’ i 1987. Herefter fulgte film som ’Den gode vilje’, ’Frøken Smillas fornemmelse for sne’, ’Farvel Bafana’, ’Marie Krøyer’, ’Nattog til Lissabon’ og ’Stille hjerte’. Nogle blev succeser, andre fik en hård medfart. Bor i Hellerup og er gift med skuespillerinden Sara-Marie Maltha, som han har tre børn sammen med. I alt har han otte børn.

2.

JEG LÆSTE ’Lykke-Per’ for mange år siden og har siden holdt ufattelig meget af historien. Lykke-Per er en fascinerende figur, kompleks og moderne på samme tid. Derudover er det måske den smukkeste kærlighedshistorie, der nogensinde er skrevet i dansk litteratur. Pers kærlighedsforhold til den jødiske rigmandsdatter Jakobe er ufattelig gribende. Historien har ligget i mit baghoved. Men jeg har altid tænkt, at hvis jeg skulle give mig i kast med den, skulle jeg virkelig have noget erfaring og en vis modenhed for at kunne forløse Henrik Pontoppidans enorme værk.

NÅR MAN SKAL få et litterært værk til at fungere på film, må man træffe nogle beslutninger om, hvad det er for en historie, man vil fortælle. Da jeg i sin tid lavede ’Pelle Erobreren’, stod det mig klart, at filmen skulle være en kærlighedshistorie mellem far og søn. Det var grundpræmissen. Det samme gjorde sig gældende med ’Lykke-Per’, der har et hav af sidehistorier og personer. For mig var den grundlæggende historie, hvad der sker med et superintelligent menneske, som i den grad bliver udsat for omsorgssvigt. På grund af Pers strenge opvækst bliver hans følelsesliv nærmest ødelagt, hvilket gør, at han udvikler sig til en selvoptaget narcissist. Samtidig er Lykke-Per forud for sin tid og har nogle utrolige visioner om vandings- og kanalsystemer og alternative energiformer – alt det, som optager os så meget i dag. 

PERS HANDLINGER er ret beset usympatiske og selviske, og udfordringen i at få Pers karakter til at fungere på film har været, at man også vil ham det bedste. At nå ind bag facaden på Per og forstå hans kalkulerende forbrug af mennesker i kampen for at realisere sig selv og sit projekt. Og det er netop denne kompleksitet i hans personlighed, som gør fortællingen om Lykke-Per så fantastisk, så unik, så omfangsrig. For mig som historiefortæller har det været en rejse ind i det ukendte, ind i nogle nye sider af den menneskelige sjæl. 

JEG KAN GENKENDE meget af mig selv i Lykke-Per. Mit liv har været meget omtumlet. Jeg har været meget ærgerrig i mine forsøg på at nå mine mål. For det meste er det også lykkedes, men det har været omkostningsfuldt for mange af mine medmennesker, det må jeg erkende. 

JEG ER IKKE ENIG med Lykke-Per, men jeg forstår ham, fordi jeg selv har brudt med et hjem, hvor jeg ikke levede op til de forventninger, der blev stillet til mig. I mange år følte jeg, at jeg var i transit. Jeg har hoppet fra det ene sted til det andet, og indimellem har der været nogle ubetalte regninger og menneskelige omkostninger, som jeg angrer i dag. Mennesker, jeg har gjort fortræd, men som jeg siden har forsonet mig med. 

DA MIN ÆLDSTE søn var lille, kunne jeg se, at jeg agerede på den samme måde som min far. Jeg gik til psykolog gennem en lang periode og fik ryddet op i min barndom. Jeg ville for alt i verden ikke have, at mine børn skulle opleve det samme, som jeg havde oplevet. Jeg har ønsket at vise dem en tolerance og rummelighed og se dem som de selvstændige individer, de er, dyrke deres egenskaber og fremelske det, der skaber deres personlighed på godt og ondt.

Esben Smed og Katrine Greis-Rosenthal i ’Lykke-Per’.

3.

JEG ER FØDT og opvokset i en nordisk kultur, og derfor har de dramatiske årstidsskift, vekslingen mellem lys og mørke og melankolien været en væsentlig del af mit liv. Noget, som også har afspejlet sig
i mine film. Selv om personerne i en fortælling går gruelig meget igennem, skal der altid være et håb. For mig giver mørket kun mening i forhold til lyset. Jeg ser det som min opgave at anskueliggøre menneskets mangfoldighed, de mørke og lyse sider, at ingen er perfekt, og at vi alle begår fejl, men at der altid findes et menneskeligt ansigt bag fejltagelserne, at forsoning og tilgivelse er muligt. 

JEG VIL gerne nå ind i menneskets psykologi og åbne døre til ukendte kamre i menneskets sjæl.

JEG FÅR KONSTANT tilbud om at lave alle mulige film, især fra Amerika, men jeg takker nej til det meste. Jeg vil gerne holde fast i kernen af det, jeg synes er mest interessant – skildringen af menneskets sjæl. Der var en periode, hvor jeg var fristet af de store tilbud, der gav masser af penge. I ren og skær forfængelighed sagde jeg ja til nogle filmprojekter, som jeg ikke skulle have lavet, og resultatet blev også derefter. Jeg er blevet bedre til at prioritere de film, som virkelig betyder noget for mig.

JEG HAR LÆRT, at kærligheden er det største i livet. Jeg er ikke religiøs, men jeg tror, at man finder meningen med livet i de store passioner, i det at skabe, i sine projekter og frem for alt i kærligheden. Når jeg tænker tilbage på de store ting i mit liv, står kærligheden tilbage som det vigtigste. Derfor har kærligheden også været temaet i de fleste af mine film.

JEG HAR VÆRET meget mistænksom over for, om den kærlighed, jeg har modtaget, har været velment eller beregnende. Jeg tror, at det har noget at gøre med, at jeg blev forladt tidligt af min mor. I mange år frigjorde jeg mig fra forhold, fordi jeg var bange for at blive forladt. Det var en måde at beskytte mig selv på. Jeg havde ikke den stabilitet og tiltro til andre mennesker, som jeg mærker i dag. Jeg var i transit. 

BERØMMELSE tænker jeg aldrig på, men det følger jo med det arbejde, jeg har, eftersom det er mig, der tegner firmaet og har det kunstneriske ansvar. Det er naturligt, at der kommer en bevågenhed. Filmpriser er skulderklap, men i sidste ende er det vigtigste, at publikum tager filmen til sig. At de føler sig på tomandshånd med det, der sker på lærredet.

DA JEG VAR YNGRE, ønskede jeg at dø mæt af dage og lykkelig, så ville alt være godt. Men jo tættere jeg kommer på min udløbsdato, jo mere synes jeg, at døden er forfærdelig at tænke på. Det er ikke noget, som jeg går og tænker på hver dag, men da jeg lavede filmen ’Stille hjerte’, som handler om en kvinde, der har ALS, amyotrofisk lateral sklerose, og som har ét år tilbage af sit liv, prøvede jeg at forestille mig, hvordan jeg ville have det med at vide, hvornår jeg skulle dø. Den tanke gjorde mig panisk. Paradoksalt nok er det uvisheden om tidspunktet, som gør tanken udholdelig. Døden giver også livet mening, og derfor vil jeg gerne leve så rigt som muligt og bevare min nysgerrighed, mens jeg er her.

’LYKKE-PER’

Filmen ’Lykke-Per’ er skrevet og instrueret af Bille August på baggrund af Henrik Pontoppidans litterære klassiker, der handler om præstesønnen Peter Sidenius, som søger lykken i den moderne og industrialiserede verden omkring 1900. Hovedrollen som Peter Sidenius spilles af Esben Smed, og derudover medvirker blandt andre Katrine Greis-Rosenthal, Jens Albinus, Rasmus Bjerg, Anders Hove, Tammi Øst, Tommy Kenter og Ole Lemmeke. Filmen har premiere 30. august. I starten af 2019 bliver ’Lykke-Per’ vist som mini-tv-serie på TV 2. Det er TV 2’s største fiktionsprojekt med et budget på 55 millioner kroner. Optagelserne har blandt andet fundet sted i København, i Jylland, på Fyn og i Østrig.

Bille August: ”Hverken Esben Smed, der spiller Per, eller Katrine, der spiller Jakobe, havde læst romanen. Jeg sagde, at de ikke skulle læse den, så ville de bare blive forvirrede. De skulle finde deres egen karakter. Det vigtigste var, at de ikke blev handlingslammede i forhold til romanens storhed og berømmelse.”

Artiklen er oprindeligt publiceret i Ud & Se juli/august 2018.

 

/