Tag Archive for: københavn

Danish for beginners

Hver femte indbygger i København har i dag et udenlandsk pas, og alene sidste år flyttede over 15.000 udlændinge til Danmarks hovedstad for at studere eller arbejde. Mød fire tilflyttere, der fortæller om vejen hertil, om at finde sig til rette i Danmark og om det, der kan være svært at forstå.
Fortalt til:Benjamin DaneFoto:Thomas Nielsen

BROOKE FOSSEY

44 år, content creator på sprogskolen Speak i Hellerup. Fra USA

To uger efter vi var flyttet til Danmark, så jeg Søren Malling stå og pumpe sin cykel. Hjemme i USA havde jeg set hele ’Borgen’, hvor han spiller Torben Friis, mens jeg prøvede at lære dansk. Jeg var næsten gået forbi, men stoppede og sagde på mit bedste, meget gebrokne dansk, at jeg elskede hans arbejde. Så spurgte jeg, om vi kunne tage en selfie. Han var virkelig sød, men det var så udansk af mig. Siden har jeg set mange skuespillere og andre kendte mennesker i København, og mine danske venner og kolleger har lært mig at undertrykke den amerikanske del af mig og lade dem være i fred. I dag er jeg mest flov over, at jeg forstyrrede Søren Malling, mens han prøvede at fylde luft i sine cykeldæk.

Jeg kommer fra Rochester i den nordlige del af delstaten New York. Jeg er uddannet byplanlægger og har også boet i Washington D.C. og Boston, hvor jeg mødte min mand. Efter vi fik vores søn nummer to, begyndte jeg at bage bagels derhjemme. Jeg stod op klokken tre om morgenen, bagte dem og kørte dem ud på en gammel, kæmpestor rød ladcykel. Der var ingen andre af den slags i Boston, så alle kendte cyklen. Jeg fik også virkelig stærke ben.

Første gang min mand kom til København med sit arbejde, så han Christianiacykler overalt. Han sendte billeder hjem til mig: ”Der er din cykel, og der er en til.” Det gik op for os, at cyklen selvfølgelig kom fra Danmark. Senere rejste vi hertil om sommeren uden børnene. Vejret var dejligt, vi cyklede rundt og blev forelskede i byen. Derefter brugte min mand nogle år på at finde et forskerjob her. I 2022 flyttede vi med vores to sønner, som i dag er 11 og 13.

Vi boede først i en Airbnb og vidste ikke, at skolen allerede begynder i august. I USA starter børnene i september, så pludselig skulle vi meget hurtigt finde ud af det hele. En af de første dage cyklede min mand og jeg med drengene, og ved et lyskryds stod TV 2 og spurgte, hvorfor vi havde hjelm på, når så få andre brugte dem. Vi havde selvfølgelig cykelhjelme på, fordi vi var udlændinge.

Det sværeste var at finde arbejde. Jeg arbejdede på et bageri og et bryggeri samtidig i to et halvt år. På bryggeriet lærte jeg dansk på en afslappet måde, og på bageriet arbejdede jeg med unge mennesker, som var meget tålmodige og lærte mig slang. I dag arbejder jeg på en sprogskole. Jeg begyndte selv at lære dansk, allerede før vi flyttede, med apps og onlineundervisning. Man skal beslutte sig og blive ved med at bede folk tale dansk, selvom samtalen går langsommere. Man skal tale dårligt dansk, før man kan tale godt dansk. Ellers kan man nemt komme til at leve et helt andet liv uden for det danske samfund.

Jeg begyndte at lave videoer på Instagram, da jeg læste til ’Prøve i Dansk 3’, som man skal bestå for at søge permanent opholdstilladelse – min mand har søgt, og jeg skal også. Profilen hedder @nearlydanishdame, og først delte jeg kedelig grammatik og faste udtryk, som kunne bruges til den skriftlige eksamen. Senere begyndte jeg at undersøge danske ord og vendinger. Hvor kommer de fra? Hvorfor siger danskerne sådan? Engelsk har mange flere ord, flere nuancer, men der er også ord på dansk, vi mangler. Rummelig er et smukt ord, synes jeg. Det samme er livsvidne. Jeg laver stadig mange fejl. Jeg kan stadig ikke finde ud af at sige pålidelig. Det er et ord, som med min amerikanske accent hurtigt kan komme til at lyde som liderlig.

Det har taget tid at få nære danske venner. Som udlænding er det nærmest det eneste, man tænker på: Nu skal jeg få venner. Hvordan gør jeg det? Kan du være min ven? Kort efter vi var flyttet hertil, talte jeg med en far på en legeplads, mens vores børn legede. Vi havde en virkelig god samtale, og jeg tænkte, at måske kunne vores familier blive venner. Så gik han bare. Jeg nåede at sige, at det havde været hyggeligt, og så så jeg ham forsvinde. Jeg stod tilbage og tænkte: Okay, det bliver svært.

Når man starter forfra i et nyt land, er man lidt som et barn, der skal lære alting igen. Selv ved middagsbordet stikker jeg ud, fordi jeg ofte kun spiser med en gaffel. Danskerne spiser altid med både kniv og gaffel, og jeg føler mig så uciviliseret.

Min mand og jeg så engang en bil være tæt på at køre ind i en cyklist. Bilisten steg ud, og vi tænkte: Oh, here we go. Nu begynder de at slås. Bilisten sagde i stedet, at han ikke havde kunnet se cyklisten, fordi hans lys på cyklen var gået ud, og cyklisten takkede ham for at sige det. Det var lige før, de krammede hinanden.

COPENHAGEN DREAMING

Sidste år flyttede 33.000 nye internationale borgere til Danmark via International House Copenhagen, et offentligt center i København, der hjælper udenlandske tilflyttere, studerende og arbejdskraft med at få en god og nem start på livet i Danmark. Omkring halvdelen bosatte sig i Københavns Kommune.

Langt de fleste kommer for at arbejde (44 procent) eller for at studere (42 procent).

Pr. tredje kvartal i år var der 136.000 udenlandske statsborgere i Københavns Kommune. I alt bor der 670.000 mennesker i kommunen, og udlændinge udgør dermed 20 procent af indbyggerne.

Til sammenligning udgjorde indvandrere og efterkommere pr. 1. januar 2026 16,8 procent af den samlede befolkning i hele Danmark.

Kilder: Danmarks Statistik, Det Nationale Integrationsbarometer, Københavns Kommune

Det første år meldte jeg drengene til svømning. De skulle gennem mændenes omklædningsrum for at komme ind til bassinet. De var for små til at have lyst til at gå alene derind og for store til, at jeg kunne følge med, så en dansk far tilbød at tage dem med. Efter undervisningen fortalte de, at de havde skullet bade nøgne, og at de aldrig ville tilbage. Jeg havde sendt dem i bad med en fremmed mand uden at forberede dem overhovedet. Jeg havde det så dårligt. Men i dag er jeg mindre skræmt af nøgne kroppe.

Tilliden er også smittet af på mig. På vej hjem så jeg engang et stativ med tøj stå på fortovet med et MobilePay-skilt. Det overrasker mig stadig, at man kan stille sine ting udenfor og regne med, at folk ligefrem betaler for det, de tager. Fra USA er jeg vant til en konstant mistanke over for andre mennesker. En uro i baghovedet, som man har levet med så længe, at man ikke længere opdager den. Det tog tid at slippe den. Det føles som frihed. En lethed. En lettelse.

Jeg føler mig nok mere amerikansk her, end jeg gjorde i USA. Jeg lægger mærke til alle de små ting. Min mand taler højt, og i begyndelsen måtte jeg hele tiden bede ham skrue ned. Jeg kan godt lide at småsnakke med fremmede, også ved busstoppestedet. Nogle bliver overraskede, men jeg har det fint med at være hende den mærkelige. Samtidig er jeg blevet mere dansk. Jeg vinterbader med en gruppe kvinder hver fredag, vi har ingen bil, og vi cykler overalt. I USA var vi de skøre mennesker, der cyklede gennem sneen. Her er det bare sådan, man kommer fra A til B. 

Jeg har opdaget, at jeg ikke altid har lyst til amerikansk småsnak længere. I sommer tog vi en taxa fra lufthavnen klokken seks om morgenen. Chaufføren ville tale hele vejen, og jeg var så træt. Jeg tænkte: Kan vi ikke bare være danske og sidde i stilhed?

Hver gang vi kommer tilbage til Danmark fra USA, siger betjenten i paskontrollen: ”Velkommen hjem.” Det rammer mig. Hjem er mange steder nu. Hjem er der, hvor vores lille familie er. Vi rejser hjem til USA, og bagefter rejser vi hjem til Danmark. Vi håber meget på at få lov til at blive. Som ikke-EU-borgere skal vi bestå prøverne, arbejde og vente, og min mand har søgt om permanent ophold. Vi flyttede drengene ind i folkeskolen, fordi vi håber, at de kan få de venskaber, som danskere ofte beholder gennem livet. Hvis vi aldrig kommer til at føle os helt hjemme, kan de måske gøre det.

GABRIEL SERGIO NIGRI
30 år, studerende på Det Kongelige Danske Kunstakademi. Fra Brasilien

Der var karneval hjemme i Rio, da jeg kom til Danmark i februar 2023. Fra lufthavnen tog jeg toget til Slagelse og derfra bussen til Skælskør. Da jeg steg ud, tænkte jeg: Det her er virkelig et lille sted. Luften var frisk på en måde, jeg ikke kendte hjemme fra Brasilien. Sådan en sprød vinterluft. Jeg gik de 10-15 minutter fra busstationen til huset, hvor jeg skulle bo, og der var fuldstændig stille. I Brasilien er der mennesker næsten overalt, som taler, eller nogle, der sidder uden for deres huse. 

Jeg er født og opvokset i den sydlige del af Rio de Janeiro, tæt på strandene og Sukkertoppen. Jeg læste arkitektur og arbejdede senere med møbler og keramik. På universitetet var jeg blevet optaget af skandinavisk arkitektur, og en dag googlede jeg efter steder, hvor jeg kunne arbejde mere med keramik. Et seksmåneders ophold på Guldagergård i Skælskør dukkede op. Jeg søgte, fortsatte mit liv i Rio og fik senere besked om, at jeg kunne få en plads med start to måneder senere.

Jeg endte med at blive otte måneder i Skælskør, og derefter boede jeg i Sorø. I sommeren 2024 flyttede jeg til København for at tage en kandidatuddannelse på Kunstakademiet. Når jeg tidligere havde besøgt København, føltes byen lidt som en legetøjsby. Alt føltes hyperkontrolleret, hyperstiliseret og hyper-æstetiseret. Jeg var tiltrukket af det og tænkte samtidig: Hvad foregår der? Men når man først taler med folk, er de afslappede, åbne og nysgerrige. Til en kunståbning i São Paulo kan folk være meget højrøvede. Her kan de godt se sådan ud, men de er virkelig søde.

Det bedste ved København er friheden, både fysisk og socialt. Rio består af mange byer inden i den samme by, især på grund af den sociale og økonomiske segregering. Man vokser op med steder, man ikke kan tage hen, ikke bør tage hen, eller som bare ikke er for én. Det tænker man aldrig over her.

Når jeg ringer til det offentlige i Danmark, er jeg som regel gladere, når jeg lægger på, end da jeg begyndte. Det kan være Skat, Udlændingestyrelsen eller et trafikselskab. Folk er utrolig venlige og hjælpsomme på en måde, ikke engang min egen mor ville være. I Brasilien kan en buschauffør hilse på dig med: ”Godmorgen, min elskede.” Men hvis du rent faktisk har brug for hjælp, løfter han ikke en finger. At ringe til det offentlige i Brasilien er en kafkask proces. Først venter man længe i telefonen, så en måned på at få en tid, og når man endelig møder op, opdager man, at man skulle have betalt noget, ingen har fortalt om. Så begynder man forfra. Her er der en forståelse af, at de offentligt ansatte arbejder for borgerne. Det tror jeg, at mange danskere tager for givet.

 

Danskerne er virkelig søde – og lidt naive. Det kommer nok af at være vokset op i et meget velfungerende samfund med høj tillid. Første gang jeg var til fest i København, så jeg en person hænge sin jakke med både pung og pas i en åben garderobe. I Brasilien ville de ting være væk på et sekund. Tog man den danske naivitet med til Rio, ville man meget hurtigt være på røven. Ved danskerne, at det er Danmark, der er undtagelsen fra næsten alle andre steder i verden? Ikke omvendt.

Jeg savner musikken, kunsten, mytologien og de mange fortællinger, Brasilien rummer. I Danmark er der nærmest ingen Gud; i Brasilien er Gud overalt, og der er mange måder at forholde sig til mystik, religion og tro på. Den danske kultur kan føles lidt hård i kanterne. Her er også meget homogent, både etnisk og kulturelt. Når jeg rejser uden for Danmark, kan jeg se på mennesker og tænke: Hold da op, folk findes virkelig i mange former og farver. I den københavnske metro ligner alle lidt hinanden og går i de samme farver. Så tænker jeg: Kom nu lidt.

I begyndelsen syntes jeg, at dansk var et virkelig grimt sprog. Brasiliansk portugisisk er et af de smukkeste sprog, og der er poesi i selve måden, ordene bliver sagt på. Dansk taler man nede i halsen, og en mikroskopisk forskel i udtalen kan afgøre, om folk forstår én. Efterhånden har jeg lært at holde af det. Eller i hvert fald dele af det.

Forholdet til nøgenhed undrede mig også. Folk forestiller sig, at brasilianere går nøgne rundt på stranden, men det er meget langt fra virkeligheden. Vi går med meget småt badetøj, men man ser aldrig nogen helt nøgen. Her er folk nøgne på stranden, i svømmehallen og i saunaen, uden at nogen gør noget nummer ud af det. Først var det virkelig mærkeligt. Nu synes jeg, at det er rart.

Jeg har arbejdet i en bar de seneste to år, og danskernes forhold til alkohol kan være lidt vildt. I Brasilien drikker folk også meget, men det er bundet til fejringer, noget socialt og festligt. Her oplever jeg en forbindelse til melankoli og ensomhed. Hvis der er et fællesskab omkring alkoholen, føles det nogle gange, som om alkoholen er selve bindemidlet og ikke bare tilbehøret. Jeg har set helt unge mennesker drikke bakker med shots på stribe. Jeg har set folk være så fulde, at de sked lige uden for baren. Det er skræmmende, for den slags sker ikke kun en enkelt aften. Her findes en hel kultur, som accepterer og normaliserer det.

Jeg forstår stadig ikke helt den danske humor. En ven fortalte mig for nylig om en gammel episode af ’Klovn’, hvor nogen ved en fejl kommer til at piske en person i kørestol. Jeg kunne godt genkende humoren, men var samtidig sådan: Er det virkelig sjovt? Jeg har selv en ret tør humor og synes, at deadpan er sjovt, men når jeg laver en vittighed, forstår danskerne den ofte slet ikke. Så tænker jeg: Hvorfor kan I ikke se, at det er sjovt? Brasiliansk humor bygger ofte på pranks. Danskerne kan reagere med: ”Det er jo ikke særlig pænt.” Og jeg tænker: Nej, det ved jeg godt, men det er også en del af vittigheden. I Brasilien tager folk måske sig selv lidt mindre alvorligt.

Danskerne kan godt være en smule stive og formelle. Jeg kan godt lide strukturen her, men det er altså også i orden at lave en aftale i sidste øjeblik. I Brasilien er vi mere spontane. Det har selvfølgelig også en bagside. Hvis vi har en aftale klokken ni, kan det godt være, at jeg først kommer klokken 11.

Noget dansk har alligevel sat sig i mig. Når jeg rejser, og nogen taler for højt eller afspiller noget på telefonen, tænker jeg straks: Sluk nu for det lort. Jeg er blevet fortrolig med den danske livsstils tavshed. Jeg kan godt se mig selv blive her og skabe et liv og et arbejde. Samtidig har jeg brug for at finde en måde at kunne rejse en del af tiden. Vinteren kan stadig være hård, og jeg savner bjergene.

CRISTINA IONITA
32 år, tjener i Væksthuset på Frederiksberg. Fra Rumænien

Det tog mig omkring en time at beslutte, at jeg ville flytte til Danmark. I vinteren 2016 var en veninde, der var rejst hertil et halvt år tidligere, hjemme i Rumænien på juleferie. Hun fortalte, at man i Danmark kunne studere, tjene nok til at leve ordentligt og stadig have et socialt liv. Work-life-balance er ikke en ting i Rumænien, så min kæreste og jeg så på hinanden og sagde: Lad os gøre det. I dag er vi gift og bor her stadig.

Jeg voksede op i Buzău, en mindre by tæt på Bukarest og flyttede senere til hovedstaden for at læse industriel logistik. Ved siden af studiet arbejdede jeg som tjener, ofte til sent om aftenen. Da jeg som 23-årig stod med en bachelorgrad som ingeniør, følte jeg mig fastlåst. I Rumænien er det ikke almindeligt at tage et sabbatår. Man afslutter sin uddannelse og forventes at have en plan. Jeg havde længe drømt om at studere i udlandet, og nu havde jeg pludselig et sted at tage hen.

Vi kom til København i efteråret 2017 med penge, vi havde sparet op og lånt os til. Kort inden afrejsen mistede vi 14.000 kroner på en falsk boligannonce. Vi havde betalt en person på nettet for en treværelseslejlighed, som ikke fandtes. Det var en stor del af vores penge, og jeg udsatte min uddannelse for at begynde at arbejde. Den første måned boede vi på vores venindes værelse, mens hun flyttede hjem til sin kæreste. Derefter lejede vi et værelse hos en dansk familie. I begyndelsen flyttede vi hele tiden.

Mit første klare billede af København er fra Nørreport. Vi kom op fra metroen og så cykler overalt. Byen var travl, samtidig med at den virkede rolig. Bygningerne var lave, og man kunne se himlen næsten alle steder. Samtidig var alting dyrt, sproget lød mærkeligt, og jeg var usikker på, hvem der ville ansætte en, som hverken talte dansk eller særlig godt engelsk. Jeg fik arbejde med rengøring på et hotel. Det er sådan, mange udlændinge begynder her, og det var også dér, jeg fik øvet mit engelsk.

 

Mit syn på Danmark ændrede sig, da vi fik vores datter. Hun er seks år og er lige begyndt i skole. Jeg voksede selv op i et meget konkurrencepræget skolesystem og havde det svært med følelsen af hele tiden at skulle præstere. Min datter kommer glad hjem og fortæller om sin dag. Hun går til gymnastik og ballet, fordi hun har lyst. Jeg oplever ikke, at hun skal være ekstraordinær. Hun får lov til at prøve ting af, og det betyder meget for mig. Før vi fik hende, var vi stadig i gang med at opdage Danmark. At se hende vokse op her fik os til at blive.

Vores datter taler efterhånden bedre dansk end rumænsk. Jeg kan læse dansk og forstå en del, hvis folk taler langsomt, men udtalen gør mig usikker. Jeg er bange for at sige noget forkert. Nogle gange prøver jeg på arbejdet, og når det lykkes, bliver jeg meget glad. Andre gange siger folk bare: ”Hvad?” Så går luften ud af mig som en ballon. Hjemme ser jeg danske tegnefilm med min datter og lytter til børnesange. Min favorit er ’Min kat den danser tango’, fordi ordene bliver udtalt så tydeligt. Min datter driller mig tit, når jeg siger noget forkert: ”Mor, kan du sige det igen?”

Vi har beholdt en rumænsk døgnrytme. Vi spiser aftensmad ved halv otte-ottetiden, hvor mange af de andre børn allerede ligger i deres senge, men vores datter vågner først omkring klokken syv. Det opdagede jeg egentlig først, da vi fik hende. Danske børn spiser aftensmad klokken 17:30 og vågner klokken fem. Når jeg om aftenen ser lys i vores egne vinduer og mørke hos naboerne, mærker jeg forskellen. I Rumænien føles vores rytme normal. Om sommeren spiser man sent og går ud igen, når dagens varme har lagt sig.

I Rumænien gør man et stort nummer ud af begivenheder. Til vores bryllup var der 200 gæster. Det var under corona, og det var det højeste antal, vi måtte samle. Ellers var der sandsynligvis kommet flere. Et traditionelt rumænsk bryllup begynder med musik og stort postyr, når brudgommen henter bruden. Kjolerne skal funkle. Bruden skal ligne en diamant, og det handler om at vise sig frem og imponere sine gæster. Når jeg ser danske bryllupper på mit arbejde, foregår det langt mere afdæmpet. Vi blev selv viet på rådhuset i København inden vores bryllupsfest i Rumænien, og præsten spurgte, om vi ville sige vores ægteskabsløfter. Det gør man ikke i Rumænien, så vi sagde nej. Det var lidt akavet.

 

På mit arbejde åbner vi klokken ni, og allerede på det tidspunkt kommer der mennesker for at læse, slappe af og drikke kaffe. Også på hverdage. Jeg forstår stadig ikke helt, hvordan de har tid til det. Jeg forstår heller ikke jeres cykelkultur. Danskerne cykler gennem sne, selv en tornado. Jeg cykler også, men kun korte strækninger eller sent, når der ikke er så mange andre. Ellers tager jeg hellere en taxa.

Hvis man skal lave en aftale med en dansker, tager de straks deres kalender frem: ”Hvad med om tre eller fire uger?” Min rumænske veninde, der fik os hertil, har siden fået en dansk kæreste. Nu tager hun også kalenderen frem, når jeg spørger, om vi skal ses. 

Jeg kan godt lide, at folk i København passer sig selv. Ingen holder øje med dig. Du kan klæde dig, som du vil. Danskerne er høflige og rolige, og de har regler for overraskende mange ting. I lang tid vidste jeg ikke, at pålæg på smørrebrød skal kombineres på bestemte måder, eller at der er regler for, hvordan man dækker et bord til en påskefrokost. 

Jeg tror, jeg har to måder at leve på nu. I Danmark lever jeg roligt og lidt tilbagetrukket. Når vi rejser til Rumænien, bliver alting mere socialt, mere larmende og hektisk. Vi ser mange mennesker på få dage, og det er både dejligt og udmattende. Jeg ville ikke blande de to liv sammen.

ELIANA SANTAPAOLA
37 år, køkkenassistent på Andersen Hotel på Vesterbro. Fra Argentina

Jeg kom til København i januar 2020. Jeg kendte ikke nogen her og vidste næsten ingenting om Danmark. Jeg havde bevidst undladt at undersøge for meget hjemmefra. Det skulle være en overraskelse.

Jeg er vokset op i San Miguel uden for Buenos Aires med mine forældre og tre søstre. Jeg er uddannet kok og konditor og arbejdede et par år i et køkken, men fandt ud af, at det ikke var noget for mig at stå der hver dag fra morgen til aften. I stedet fik jeg arbejde i en Levi’s-butik, hvor jeg var i syv år. Men da min kæreste og jeg slog op, fik jeg lyst til at rejse væk, og Danmark var et af de letteste lande at komme til på et working holiday-visum. Det er en af grundene til, at der er så mange argentinere her.

Jeg ankom midt om vinteren og flyttede ind i en lejlighed på Amager med 4-5 andre argentinere. Alt var anderledes end Buenos Aires. København var så pæn, at det nogle gange føltes, som om jeg var havnet i et eventyr. To måneder senere lukkede landet på grund af corona. På det tidspunkt arbejdede jeg som Wolt-bud, så mens næsten alle blev hjemme, cyklede jeg rundt i de tomme gader. Jeg tror nærmest, at vi var de eneste mennesker, der stadig arbejdede udenfor. Det var en mærkelig måde at lære byen at kende på.

Mit visum gjaldt kun et år. Bagefter tog jeg til Italien i tre måneder for at få italiensk pas gennem min familie, som har rødder der. Jeg kunne ikke arbejde og gik mest rundt og ventede på, at mine papirer kom i orden. Da passet var klart, vendte jeg tilbage til København. Jeg havde fået venner her, og mange af dem er stadig mine venner i dag.

I Argentina kan man arbejde 9-10 timer om dagen seks dage om ugen og stadig ikke have råd til ret meget. Her ved jeg, at lønnen kommer til tiden, og jeg kan rejse, når jeg har lyst. I dag arbejder jeg i morgenmadsserveringen på Andersen Hotel fra tidlig morgen til omkring klokken et. Resten af dagen er min egen. Den frihed havde jeg aldrig forestillet mig, før jeg kom. Om eftermiddagen mødes jeg med venner eller hækler og strikker. Jeg lærte det for to år siden og laver sweatere og kjoler.

 

Det bedste ved Danmark er trygheden. Jeg kan gå alene på gaden klokken 22 uden at være bange. Bilerne standser, når man skal over vejen, og danskerne venter på grønt, selv klokken fire om morgenen. I Argentina respekterer hverken bilister eller fodgængere reglerne på samme måde. Nogle gange føler jeg, at jeg lever i en boble, fordi her er så trygt og sikkert.

Danskerne kan virke alvorlige og optagede af deres eget, når man møder dem på gaden. Når man lærer dem at kende, er de meget venlige, og så er de ikke så forskellige fra mine argentinske venner. De bliver tydeligt gladere, når solen kommer frem. Til gengæld skal man aftale alting flere uger i forvejen. I Argentina kan man ringe samme dag og mødes. Jeg savner den spontanitet, og vores ironi og mørke humor bliver heller ikke altid forstået her.

Det er kommet bag på mig, hvor meget danskerne drikker. I Argentina drikker vi som regel i weekenden, men her kan folk gå på bar på en helt almindelig mandag eller tirsdag. De cykler endda hjem bagefter. I begyndelsen syntes jeg, det var voldsomt. Nu har jeg vænnet mig til det og har også selv kombineret alkohol og cykel. Det er ikke nogen særlig god idé.

Efterhånden har jeg vænnet mig til meget af det, der først virkede fremmed. Jeg cykler overalt, har vinterbadet ved Amager Strand og spiser aftensmad klokken seks. Fordi jeg møder tidligt, kan jeg endda gå i seng klokken syv. Det ville aldrig ske i Argentina, hvor vi spiser ved 21-22-tiden.

Jeg bor alene på Amager nu, tæt på stranden. Jeg tager som regel til Argentina en eller to måneder om året, mens der er vinter her og sommer der. Når jeg er i Danmark, savner jeg min familie, mine venner, maden og solen. Når jeg er i Argentina, savner jeg roen her. Jeg befinder mig et sted mellem de to lande. Men jeg er ikke sikker på, at jeg nogensinde kommer til at flytte tilbage til Argentina.

/

Livet bag ruderne

Mellem hovedstadens nye altanlejligheder, betonbyggerier og kædeforretninger dukker de pludselig op. Butikker med særpræg, charme og gammel selvtillid. Steder, hvor i går stadig møder i dag og i morgen. Tag med til otte af storbyens små oaser.
Tekst og foto:Ulf Svane og Mathias Kobberrød Rasmussen, Copenhagen Archive

HAIRCUT FOR HERRER 

Frisør Ole har været frisør på Nørrebro siden 1966. Han er født og opvokset i Meinungsgade og er en af få nørrebroere i kvarteret, der har fulgt byudviklingen i mere end 50 år. Han er en bestemt herre, der har stået i lære i Hellerup. Selv siger han, at han har ”fine manerer, som folk lægger meget mærke til”. Thorsgade tæt på Nørrebros Runddel havde før i tiden et livligt butiksliv med mange forretninger, blandt andet en damefrisør. Adskillige bygninger er blevet saneret, og i dag er gaden blevet mere rolig. Da Frisør Ole startede, var der få frisører på Nørrebro, i dag er der utallige. Men Ole holder ved den gamle stil, der blandt andet har tiltrukket rockabilly-tilhængere, som dyrker 50’ernes musikkultur, tøj og hårmode.

Frisørmester Ole B. Rasmussen, Thorsgade 4, 2200 København N

SLIDSTYRKE

Under sporene ved Nørrebro Station larmede godstog en-gang over Kurant Slidbane-fabrik, men i dag er det de mere støjsvage S-tog. ”Jeg kan godt lide at tegne,” siger den krimi- og kunstglade Henrik Aagreen Larsen, hvis bøger og tegninger kan ses i butikkens lille kontor. Han er fjerde generation af dækmontører. Hans oldefar startede på Frederiksberg, hans farfar flyttede forretningen op ad F-linjen ved Nørrebro Station, og derefter gik arven videre til Henriks far Finn. Siden 2007 har Henrik -Aagreen Larsen alene ført forretningen videre. Da oldefaren begyndte, reparerede han slidbanen i dækkene, såkaldt vulkanisering, for derefter at montere dem på ny. I dag er Henriks job primært at udskifte og montere dæk. Han håber at blive under banen indtil sin pensionering. Indtil da tager han den med ro, lukker forretningen klokken 15 og har tid til at læse krimier og sludre med kunderne.

Kurant Slidbanefabrik, Bregnerødgade 6, 2200 København N

FOR FULDE GARDINER 

Bag den brune facade med Mais Gardiner gemmer sig en overflod af farver og sprælske mønstrede tekstiler. ”Vi er en gammel butik,” fortæller Charlotte Mai om butikken, der blev grundlagt af hendes forældre på Nørrebrogade i 1957 – i lokaler, hvor hendes farfar Henry Mai havde drevet hattebutik i mange år. Efter 18 år på Nørrebro flyttede forældrene i slutningen af 70’erne til Brønshøj, og i 1982 overtog datteren, der er uddannet syerske og laver alt selv: udvikler og syr gardiner, laver regnskab og står i butikken fire dage om ugen. Charlotte Mai har travlt, for gardiner er blevet moderne igen, Særligt køkkengardiner. Men gardinbranchen er ikke, hvad den har været. Mais Gardiner er en af de sidste tilbageværende i København.

Mais Gardiner, Frederikssundsvej 141, 2700 Brønshøj

Copenhagen Archive består af fotograf Ulf Svane og historiker Mathias Kobberrød Rasmussen. De har stået bag udstillingen ’Min butik’ på Københavns Museum og udgivet ’Hovedstaden bag facaden’ hos Lindhardt og Ringhof. Teksterne på disse sider er derfra, redigeret og forkortet. De står også bag podcasten ’Hovedstaden’, der går tæt på Københavns krinkelkroge og nichevirksomheder.

Se mere på cpharchive.com, og find podcasten ’Hovedstaden’ på podland.dk

KRYDDERI PÅ TILVÆRELSEN

Isenkræmmere, købmænd og værtshuse dominerede i 60’erne og 70’erne gadebilledet omkring Hovedbanegården ved Istedgades begyndelse, der længe før andre dele af byen blev multietnisk. Kinesiske, thailandske og koreanske indvandrere var blandt de første, der satte sig på detailhandlen. De overtog købmandsforretninger og åbnede restauranter i 80’erne og 90’erne i en grad, så området blev kaldt Københavns Chinatown. Siden er der også kommet afghanske købmænd til. Området har dog ændret sig de seneste årtier. Mange af gadens lyssky elementer er forsvundet, og samtidig er der kommet en ny gadebelægning efter åbningen af Hovedbanens metrostation. Området omkring Reverdilsgade er dog stadig spraglet. Her kan de handlende købe mad, hair extensions og frugter, der ikke fås andre steder.

De Asiatiske Købmænd, Reverdilsgade, 1701 København V

EN KOLD, TAK! 

Købmanden ved ’Flaget’, som stedet ved indgangen til Haveforeningen Musikbyen kaldes, er drevet af Farah og hendes mand, der oprindeligt er fra Islamabad. I det lavloftede og træbeklædte rum kan man finde øl, spiritus, gas, is og lidt mad som for eksempel samosa og brød. Haveforeningen Musikbyen består af 418 lejehaver mellem Sydhavnstippen og Valbyparken. Om sommeren er der travlt, folk sidder udenfor på bænkene, drikker øl og hygger sig. Nogle af beboerne er kommet her i 30-40 år, mens andre er tilflyttere, der har været heldige at få fat i et kolonihavehus i Sydhavnen.

Købmanden ved Haveforeningen Musikbyen, Tudsemindevej 25, 2450 København SV

SE MIN KJOLE

Elinor Infred er lidt af en lokal celebrity og er den nulevende butiksejer, der har haft forretning længst på Nørrebro. Hun startede forretningen i 1964 efter at have spillet hovedrollen i den erotiske film ’Villa Vennely’. Honoraret brugte hun til at købe butikken for, og samtidig bosatte hun sig i de to baglokaler. I 60’erne lå der otte tøjbutikker i gaden. Fra at være et traditionelt arbejderkvarter er Nørrebro nu et nabolag med stor diversitet i beboersammensætningen. Elinor Infred er over 90 år og modtager pension, men holder stadig liv i butikken alle ugens dage. Hun kan ikke lade være.

Elinor Infred Kjoler, Mimersgade 62, 2200 København N

KONGEN AF REOLERNE 

Klos op ad Dyrehaven og tæt på Klampenborg Station findes et enormt udvalg af bøger, der rækker fra gulv til loft. Men inden i Klampenborg Boghandel er alt inddelt i sektioner, så kunderne kan godt gå på opdagelse uden at fare vild. Niels Nørgaard overtog Klampenborg Boghandel i 2019 efter den legendariske Ole Parelius, der gennem et helt liv bestyrede den og først stoppede som 93-årig. Boghandlen i sin nuværende form kan spores tilbage til 1947, og Niels Nørgaard driver boghandlen videre i samme ånd som forgængeren, men har tilføjet vinylplader, legetøj og mindre antikviteter til varesortimentet. ”I 30-40 år har jeg købt ting ind og stillet i garager, så det er også mine private ting, jeg sælger,” siger Niels Nørgaard, der har tilføjet en større bogsektion om biler, som er hans store passion. Han har netop købt en gammel Rover fra 1972.

Klampenborg Boghandel, Dyrehavevej 4, 2930 Klampenborg

HVEM KA’? HARMONIKA

Over for Amager Hospital ligger landets førende reparatør af harmonikaer, og indehaveren Clavs Sørensen har siden 80’erne pustet nyt liv i hundredvis af harmonikaer. Clavs er vokset op i ’Lorterenden’ i Sydhavnen, hvor han som barn lærte at spille harmonika. I det slumlignende barndomsmiljø lærte Clavs hurtigt betydningen af at kunne bruge sine fingre, og han reparerede alt, hvad han kom i nærheden af. Som 12-årig var han i praktik som instrumentreparatør hos Carlo Hass, der dengang ejede butikken. Efter at have været i lære som håndinstrumentmager i Tyskland stod forretningen ledig, og Clavs Sørensen overtog den som 19-årig. Dengang var der 6-7 harmonikareparatører i Københavnsområdet. I dag er Clavs Sørensen den eneste.

Harmonikaeksperten, Italiensvej 12, 2300 København S

/

Byens stemme

Forfatter Benn Q. Holm er født i København, vokset op i København og har boet hele sit liv i København. Og selvom han er rejst ud, er han altid vendt tilbage til byen, der har sat scenen for størstedelen af hans romaner. Tag med den bogaktuelle forfatter til hans favoritsteder i hovedstaden.
Tekst:Louise Elly MeyerFoto:Nicolas Tobias Følsgaard

RIGSHOSPITALET

Det sted har en kæmpe betydning for mig. Alle mine tre børn er født der. To af dem blev født meget for tidligt, så vi har også ’boet’ der som familie i lange perioder. Især min kone, der har været indlagt med babyerne begge gange. Jeg cyklede til og fra hospitalet, fordi vi bor 900 meter væk. Jeg husker lange, stille dage, hvor jeg lå med et lillebitte barn på brystet. Og så husker jeg varmen på neonatal-afdelingen. Og en mærkelig slående stilhed, selvom der hele tiden var en masse maskiner og lamper, der blinkede. Min kone og min yngste datter var indlagt hele sommeren i 2006. En dag godt inde i august kom sygeplejersken glædestrålende og sagde: ”Jeg har en god nyhed til jer. I kan komme hjem på onsdag.” Og så tænkte jeg: ”Shit, det er jo der, FCK spiller Champions League-kvalifikation mod Ajax.” 

Når jeg i dag er oppe at hænge tøj til tørre på vores tørreloft på Østerbro, hvor vi bor, kan jeg kigge over på Rigshospitalet, og sommetider flyver hospitalshelikopterne hen over tagene. Rigshospitalet fylder personligt i mit liv, men det er også et sted, der fylder enormt meget arkitektonisk i bydelen. Også kulturelt, fordi danskerne er på fornavn med stedet, ’Riget’, også selvom de ikke bor i nærheden. Der bliver lavet tv-serier der, og Dronningen får ordnet sin ryg der. Det er hele kongerigets hospital.” 

Foto: Colourbox

PARKEN

Da jeg var barn, hed det Idrætsparken. Jeg var derinde første gang en efterårsaften i 1972. Jeg var 10 år gammel, og min far havde hevet mig med ind for at se en Europa Cup-kamp, hvor KB spillede mod Atletico Madrid. KB spillede over evne den aften og vandt kampen. Folk stod med kasketter, klubhalstørklæder, cerutter og en bajer i hånden og råbte og skreg og heppede på verdensstjernerne inde på banen. At stå derinde en mørk hverdagsaften med 40.000 mennesker og tændte lys på stadion var tæt på magisk. Hele atmosfæren tændte mig, og jeg er kommet der næsten hver anden søndag de sidste 40 år. I 1992 blev KB til FCK, og Idrætsparken blev til Parken. Den blev vendt og drejet, og man kan diskutere, hvor charmerende den er rent arkitektonisk. Men den er stadig fed og unik, for det er ret sjældent, at store nationalstadioner ligger midt inde i byen og ikke ved en motorvejsudfletning. For mig er det et sted fuldt af minder, fodboldminder naturligvis, men også minder med venner, der ikke er her længere, eller som er flyttet langt væk. I dag har jeg sæsonkort og en fast plads inde i Parken på Nedre C. Der står vi, de gamle røvhuller, de første fanatiske fans. Siden hen er min ældste datter også kommet med.

Hvis det er en vigtig europæisk kamp, der skal spilles, får vi tit noget god, saltholdig aftensmad, så man kan nyde 5-6 store fadøl på før og under kampen. Er det dagskampe, starter jeg ofte med engelsk morgenmad med bønner og spejlæg, sådan noget, der lægger en god bund, så man er præpareret til nogle timers uansvarlig livsførelse. Om sommeren sidder vi sommetider ovre på græsset i Fælledparken og drikker en dåseøl eller to inden kampen. Andre gange kommer jeg halsende lige til startfløjtet, fordi jeg har siddet og arbejdet til sidste øjeblik. Der er noget næsten religiøst med det fodbold. Det er svært at forklare, hvad det er.” 

DE GRØNNE OASER

Noget af det smukke, dejlige og fede ved København – ud over at den ligger ved vandet – er, at det er en relativt grøn by. Som byboer er parkerne min natur. Vi har et helt bælte af grønne parker i København, som starter med Tivoli og følger Ørstedsparken, Østre Anlæg og så videre. Ud over alle de store grønne parker er der også en masse små. For eksempel Classens Have på Østerbro, som er en lille hemmelig have og et af mine absolutte yndlingssteder. I dag er det ofte Fælledparken, jeg bruger, fordi jeg bor lige i nærheden. Da børnene var mindre og gik i skole på Østerbro, var der sommetider forældrearrangementer i Fælledparken. Så sad man der og spiste pizzaer på sit medbragte tæppe. Dengang havde Rigshospitalet ikke fået sin helikopterlandingsplads på taget endnu, så når helikopteren kom, landede den direkte på græsset. Så skulle du lige rykke dig selv, dine børn og dine pizzaer, fordi der kom politibiler og ambulancer susende. Nu bruger jeg mest Fælledparken til pre-match, sol og øl.

Landbohøjskolens Have er også stadig lidt hemmelig. Nu er der café derinde og alt muligt. Men da jeg boede på Frederiksberg for 30 år siden, gik min datter og jeg altid gennem haven for at komme hen til hendes børnehave om morgenen. Så hilste vi på abe-træet, der var kommet hele vejen fra Chile, og alle de andre træer, som jeg stadig ikke kan huske, hvad hedder.”

Foto: Colourbox

KØBENHAVNS HOVEDBANEGÅRD 

Hovedbanegården er en affyringsrampe. For rejser, arbejdsture – og for kolonier, da jeg var barn. Lige­som med Rigshospitalet har de fleste danskere et forhold til Hovedbanegården. De fleste har været der på et eller andet tidspunkt. Det er et sted, der fuldstændug ligesom Lufthavnen, er forbundet med afsked og ankomst og store følelser. Men også med lettelse, hvis nu det er et røvirriterende familiemedlem, man sender hjem på toget, haha. Det værste er næsten, hvis det er børnene, man sender af sted. Så står man der, fuld af uvished og bekymring. Selvom det selvfølgelig er fedt, at de skal ud at opleve verden.

Jeg har været på interrail en enkelt gang, men det var også meget spektakulært. Turen gik over Paris og Cannes, hvor min søster boede på et tidspunkt, og så tog jeg videre til Malaga. Den der fantastiske følelse, det der med at køre ud af byen, ned gennem Europa og vågne op i Tyskland eller Belgien. 

En af de bedste rejseoplevelser, jeg har haft i nyere tid, var en researchtur til Schweiz, hvor jeg kørte med tog fra Montreux til Genève, videre til München og så til Berlin. Schweiz er fantastisk smukt, og så elsker jeg, at de stadigvæk har spisevogne i deres tog. At sidde der med kniv og gaffel og et glas vin og kigge på de bjerge og byer, man suser forbi – det er fantastisk. 

Hovedbanegården er det sted, man kommer tilbage til. Jeg ved ikke, om det er H.C. Andersen eller min mor, der sagde det, men altså: ude godt, hjemme bedst. Min nye roman handler også om en mand, der rejser ud, men lige så meget om at komme hjem igen. Det er jo det, alle rejser handler om. Der er noget over det, når man kører forbi den nye Carlsberg-by, og Hovedbanegården og byens grønne spir  toner frem.” 

KØ-BENN-HAVN

Benn Q. Holm, 60 år. Bor på Østerbro i København med sin kone og har tre døtre. Inkarneret FCK-fan. Uddannet cand.phil. i litteraturvidenskab fra Københavns Universitet i 1992. Debuterede med romanen ’Til verdens ende’ i 1994. Har siden udgivet en lang række bøger, mange af dem med København som scene. Aktuel med romanen ’Boi Wagner’, der udkommer 28. april.

HELE BYEN 

København er min asfalterede hjemstavn. Jeg bruger den i mit litterære arbejde, og jeg er blevet boende her. København er nonchalant, elegant, velhavende, grøn – og en gammel havneby. Vi er en søfarts­nation, vi har ikke haft naturressourcer at rutte med, men vi har haft vores hjerner, og vi har måttet handle med verden. Det betyder utrolig meget for mig, at vi ikke lukker os om os selv. At vi bibeholder udsynet og havneby-historikken. Også selvom der ikke er noget havnevæsen længere. Bortset fra kanalrundfarten og havnebusserne, som jeg er enormt flov over, at jeg ikke har prøvet endnu.

Det særlige ved København for mig er, at det er min hjemstavn. Det er derfra, min verden går. Tit tænker man, at hjemstavn er sådan noget, jyder har. Dem, der bor ude ved Vesterhavet og går i gummistøvler og regnjakke. Men dem inde i byen, der bare sidder og drikker kaffe, de kan da ikke have en hjemstavn. Men det har vi. 

Gennem tiden har jeg boet på Frederiksberg, Christianshavn, Islands Brygge og Østerbro. Som barn boede jeg i Valby og gik i skole på Frederiksberg. I 1976 åbnede Café Sommersko i Indre By, og året efter kom den første Burger King på Vesterbrogade. Så man kunne lige løbe op på Rosenørns Allé i spisefrikvarteret, tage to stop med linje 2 ind til Burger King og så tilbage igen, uden lærerne opdagede det. Der var sgu ikke så meget at lave dengang, så når der åbnede noget nyt, skulle alle ind og se, hvad det var for noget. Alle slags mennesker kom på Café Sommersko. Jeg er rendt ind i min mor mange gange derinde. 

Da jeg læste på universitetet, havde jeg en lille lejlighed på Islands Brygge med sådan nogle elpaneler, jeg ikke havde råd til at tænde, så jeg sad ved et lille gasblus og læste Adorno og litteraturkritik. Dengang var Bryggen nærmest ’på landet’. I dag ville du jo være i den syvende himmel, hvis du kan bo som studerende derude. Som yngre boede jeg også på Østerbro, og det var sjovt at komme tilbage 20 år senere. Mange ting havde forandret sig siden fattig-80’erne. Her er blevet mere posh, men du kan stadig møde spøjse sidegadetyper og fine gamle damer, der kan få hele dage til at gå med at vande vinduesplanter i deres enorme herskabslejligheder.”

/

Arnestedet

Newyorker-arkitekten Michael Sheridan er ekspert i dansk design og arkitektur. Særligt vild er han med Arne Jacobsen og SAS-hotellet ved Københavns Hovedbanegård, som han beskriver i bogen ’Room 606’. Tag et historisk smugkig på det ikoniske hotel og det berømte værelse.
Tekst:Louise Elly MeyerFoto:Anders Sune Berg

Alle tiders Arne Jacobsen (1902-71) har sat sit verdensberømte og formfuldendte præg på os danskere, på vores boliger, arkitektur og design. Hvem kender for eksempel ikke Aarhus Rådhus eller de udødelige designklassikere ’Syveren’, ’Svanen’ og ’Ægget’? 

Det var i og omkring fødebyen København, det hele begyndte. I 1929 vandt han med studiekammeraten Flemming Lassen en konkurrence om ’Fremtidens hus’ til en bolig- og byggemesse i Forum. Ideen var fremtidssikret og fyldt med funktionalismens enkle former. Selvom den stringente formopfattelse dengang måske var vovet, sagde især velhavende villabyggere ja tak, og da Arne Jacobsen i 1934 i Klampenborg stod bag boligområdet Bellavista (og senere Bellevue Teatret), var den moderne arkitektur i større skala kommet til Danmark. Arne Jacobsen blev hurtigt et navn på både den røde løber og alles læber, og efter anden verdenskrig fik han til opgave at designe et slags monument over den moderne internationalisme, nemlig SAS-hotellet. I 1960 stod det færdigt som et højtragende symbol for tidens kosmopolitter, der kom flyvende til hovedstaden med SAS og skulle mærke fremtidens vingesus. 

Bygningen blev et såkaldt Gesamtkunstwerk med en guldmine af Arne Jacobsen-finesser og detaljer – fra gulv til loft og til møbler, lys og tekstiler. I dag står kun værelse 606 tilbage i sin helt oprindelige form, men hotellet over for Københavns Hovedbanegård, der nu hedder Radisson Collection Royal Hotel, er stadig et af byens vigtigste moderne pejlemærker.

Radisson Collection Royal Hotel er et slaraffenland for Arne Jacobsen-fans. Foto: Kristian Seier

ARNE SET UDEFRA

Michael Sheridan, i bogen ’Room 606’ bruger du det ikoniske værelse som en linse, hvorigennem du ser på Arne Jacobsens livsværk. Hvorfor er du betaget af dansk – og skandinavisk – arkitektur? 

”Det gik op for mig, at de vigtigste værker inden for nordisk arkitektur alle sammen repræsenterer en enhed af æstetik og etik. Jeg føler mig hjemme i Danmark, både arkitektonisk og socialt.” 

Hvorfor er Arne Jacobsens værker spændende for dig som arkitekt og personligt?

”Han brugte teknologi til at højne vores oplevelse af den ’naturlige’ verden i modsætning til bare at slette den, hvilket ellers oftest er tilfældet. I dag er den idé mere vigtig end nogensinde før.”

Foto: Anders Sune Berg

Hvad drev dig til at skrive en bog om ham og hans arbejde? 

”Som med mine andre bøger skrev jeg den her bog, for at jeg selv kunne få en dybere forståelse for, hvad det er, der fascinerer mig ved Arne Jacobsen. Men jeg skrev den også for at dele min viden med alle andre, der måtte være ­interesserede.” 

Hvorfor tror du, at SAS-hotellet er så berømt særligt i arkitektkredse? 

”Det er, fordi hans arbejde fra 1960 stadigvæk virker fuldstændig tidssvarende, når vi studerer billederne af, hvad der ikke er der mere. Værelse 606 er det tydeligste bevis på det. Vi gad alle sammen godt præstere sådan en bygning.” 

Hvad er din yndlingsting fra Arne Jacobsens tegnestue?  

”Syverstolen med armlæn – det er virkelig den bedste stol nogensinde.” 

’Room 606 – The SAS House and the Work of Arne Jacobsen’ af Michael Sheridan er udkommet på Strandberg Publishing. Med 500 fotos og tegninger viser bogen rundt på SAS-hotellet, som det fremstod i 1960.

Foto: Torben Åndahl/Ritzau Scanpix

3 ANDRE KØBENHAVNSKE ARNE-STEDER

Nationalbanken

I Havnegade, midt i det centrale København, ligger Nationalbanken. Den imposante, fremtrædende bygning blev opført i 1965-78 og regnes for et af Arne Jacobsens hovedværker. I 2009 blev den fredet som den hidtil yngste bygning i Danmark. Er for tiden under renovering. 

Se mere på nationalbanken.dk

Foto: Peter Præstrud/Rødovre Arkiv

Rødovre Bibliotek

Det fredede Rødovre Bibliotek (her fotograferet i 1972) blev opført mellem 1961 og 1969 og var en del af en større byplan, der også omfattede arkitektens tegning af bydelens rådhus. Bygningens facade er lavet som en bog (uden vinduer), men inde i bygningen vrimler det med farver og detaljer – fra dørhåndtag til spindeltrapper. 

Se mere på rdb.dk 

Foto: Stig Nørhald/Ritzau Scanpix

Skovshoved Tankstation 

Der, hvor Strandvejen nord for København bliver til Kystvejen, opførte Arne Jacobsen i 1936 en tankstation for Texaco, hvis tag sandsynligvis er inspireret af arkitektens berømte Myrestol. I dag er der pitstop og burger-­restaurant på stedet. 

Se mere på ­oliversgarage.dk  

/

Kom bare indenfor

Værtshus, beverding, bule, vandingshul. Kær bodega har mange navne. Alligevel begynder ’de brune’ at være et sjældnere syn. Carmen Mirea Robrahn og Morten de Fine Olivarius har sat sig for at besøge alle Københavns værtshuse og sætte dem på kortet igen.
Tekst:Louise Elly MeyerFoto:Privat

KARAVANER AF FOLK med hænderne fulde af poser går op og ned ad Strøget i København. Butiksvinduerne bugner af mode, glitrer og lokker. Et stenkast derfra, i byens middelalderkvarter, ligger Café Nick på Nikolajgade i en høj stuelejlighed. Storby-buzzen forstummer, og inde bag den lille anonyme hoveddør står tiden stille. Alt interiør er i samme brune farveskala, kun brudt af et drys nikotingul, og tankerne vandrer tilbage gennem årtierne. Væggene er fyldt med kunstværker malet af tidens kunder, og på hvert af de tunge træborde står et askebæger solidt placeret i midten. Røgen snor sig fra gæsternes fingre og forsvinder op i lampeskærmene, der hænger lavt over bordene. Ved et af dem sidder Carmen ­Mirea Robrahn og Morten de Fine Olivarius, der står bag den populære Instagram-profil ’Bag Gule Gardiner’. Sammen er de på en mission. De har sat sig for at besøge samtlige Københavns værtshuse. Og hvorfor det? Jo, de vil gerne slå et slag for den uddøende race af øl-steder, hvor man faktisk kommer hinanden ved og falder i snak på kryds og tværs. 

Morten de Fine
Olivarius. Foto: Louise Elly Meyer

”MANGE AF DE BRUNE værtshuse er et tidsbillede på et København, der findes mindre og mindre af. De repræsenterer og ligner ikke det København, som turisterne ser, der som regel er fuldt af fashion og fine dining. Når du træder ind på et værtshus, er det som at træde ind i 70’erne i en form for forlænget dagligstue. Der er en åbenhed, og priserne og musikken er også derefter,” siger Morten de Fine Olivarius, mens en blød blues smyger sig ud af højttalerne.   

”Værtshuset er et socialt rum, som du ikke finder på samme måde på de nye, smarte ølbarer, hvor man kommer for at snakke med sine venner og helst ikke med andre mennesker,” supplerer Carmen Mirea Robrahn. ”På værtshuset møder du virkelig gud og hvermand. Direktøren, tømrerlærlingen, pædagogen og stamgæsten. Der er mange af de brune steder, hvor stamgæsterne vender sig om og siger: ’Hej, velkommen til’, når man kommer ind. Det er det fedeste.” Tre ældre herrer bekræfter tesen om, at man hilser på hverandre, da de træder ind på cafeen med et ’dav’ og et nik rundt. 

BODEGA I BLODET

Carmen Mirea Robrahn, 29 år. Fra Hillerød. Fuldmægtig Bor i København.

Morten de Fine Olivarius, 28 år.Projektleder. Kommer fra og bor i København.

Sammen står de to venner bag Instagram-profilen ’Bag Gule Gardiner’. Her anmelder og anbefaler de bodegaer og vandhuller rundtomkring i hele København. Indtil videre har de anmeldt 70 forskellige steder.

De to anslår, at der er 190 københavnske værtshuse tilbage.

UNDER EN STUDIEPRAKTIK i Indien mødte Carmen Mirea Robrahn og Morten de Fine Olivarius hinanden. Sammen fandt de, hvad der måtte være New Delhis eneste værtshus. Det havde ikke noget skilt, det lå under en motorvejsbro, og når en lastbil passerede, rystede hele rummet. Ikke desto mindre er de to samstemmigt enige om, at det var ’et vidunderligt sted’. 

”Vi fandt hurtigt ud af, at vi begge to godt kan lide øl, og at vi har en lidt skæv form for humor. Og ikke mindst en kæmpe fælles glæde for værtshuse,” siger Carmen Mirea Robrahn og fortæller, at det derfor var oplagt at fortsætte med fyraftensøllene, da de begge kom hjem til København igen. Efter kort tid fandt de sig et stamværtshus i Valby, men da stedet skiftede ejer og blev mindre ’sig selv’, fik vennerne en midlertidig krise.

”Vi var lidt kede af det. Så tog vi på en lang tur. På en aften tog vi fra Nordvest til Valby og besøgte 10 forskellige værtshuse for at finde et nyt sted. Vi var helt besat,” griner Morten de Fine Olivarius. 

”Den aften snakkede vi om, at man virkelig burde vise de brune steder frem, og at det kunne være grineren at lave noget på Instagram,” fortsætter Carmen Mirea ­Robrahn. Vennerne er tydeligt velbevandrede i både bodega-emnet og hinandens selskab. Umærkeligt afslutter de hinandens sætninger, mens mønter klirrende skifter hænder oppe i baren. På Café Nick tager de kun imod kontanter.

Carmen Mirea Robrahn. Foto: Louise Elly Meyer

VÆRTSHUSVIDEN

I 80’erne var der flere end 1.000 værtshuse i København og på Frederiksberg. I 2021 var der omkring 200 tilbage, og tendensen er stadigvæk, at flere og flere værtshusejere må give tabt. De seneste 40 år er der således lukket mere end ét værtshus hver måned. Blandt andet fordi huslejerne i København stiger, og kvartererne forandrer sig. Desuden er det blevet sværere at få en bevilling. I København er det ældste ’nulevende’ værtshus Hviids Vinstue, der skænkede den første øl i 1723.

VÆRTSHUS-TOGTET udmøntede sig i Instagram-profilen ’Bag Gule Gardiner’, og i begyndelsen skrev Carmen Mirea Robrahn og Morten de Fine Olivarius anmeldelserne ’live’ fra diverse bodegaer i festlig overrislet stemning. 

”Så sad vi der med små øjne og syntes, at et eller andet random var vildt sjovt, og fik skrevet nogle opslag med stavefejl, fordi vi havde drukket mange øl,” siger Carmen Mirea Robrahn og forklarer, at da profilen blev mere og mere populær, begyndte de at gå mere systematisk til værks. 

Når de i dag er ude at drikke øl på de gemte brune steder, tager de noter og gemmer opslaget til dagen efter. Og så gør de en dyd ud af at tale med de andre gæster såvel som bartenderne. De præmierer ikke bodegaerne med stjerner eller karakterer. I stedet beskriver de blot, hvad de oplever, og så må folk selv vurdere, om de kunne tænke sig at besøge et sted, hvor der eksempelvis kan være øretæver i luften.  

”For os er et godt værtshus et sted, hvor man føler sig velkommen, når man træder ind ad døren, hvor stamgæsterne respekteres, og der er plads til alle. Det er fedt, at værtshuset er en tidslomme, men det fungerer heller ikke, hvis der bare sidder fem mænd og fortæller racistiske vittigheder i baren. Så har stedet i hvert fald ikke så stor tiltrækningskraft for de yngre generationer og har derfor måske også sværere ved at overleve,” siger de to venner.   

Den brusende lyd af flasker, der ­åbnes, blander sig med lighter-knips og smalltalk. Røgen river let i næsen, mens efter­middags­mylderet og den travle shopping fortsat er i gang ude i Indre By. Indenfor på Café Nick bliver Carmen Mirea Robrahn og Morten de Fine Olivarius enige om at få sig ’en enkelt’ mere.

FEM STÆRKE STEDER

Indre By: Café Nick
”Det er et sindssygt charmerende og autentisk sted. Det er overraskende, at man finder sådan et sted midt inde i København. Historien driver virkelig ned ad væggene. Det er en kliché, men man kan mærke historiens vingesus derinde.”

Amager: Tingkroen
”Et klasseeksempel på et værtshus, der har bevæget sig ind i moderne tid uden at slå skår i den klassiske værtshus-glæde. De har faste stamgæster og bryster sig samtidig af at være et sted for alle. De har en udtalt nultolerance over for racisme, homofobi etc. På toiletterne er der gratis tamponer, deodorant og tørshampoo. Det skal ikke være det, der gør, at man tager hjem.”

Nørrebro: Café Viking
”Det er flot indrettet med plads til mange gode ting. Der er et billard­rum, hvor der som regel er gang i den, men man kan også sidde ude foran og have en stille samtale. De har smarte øl på fad og god eftermiddagssol udenfor om sommeren.”

Frederiksberg: Vinstue 90
”Det er et fedt sted, hvor bartenderne har vest på og står virkelig skarpt. Du kan få en slow beer, der tager 15 minutter at skænke. Imens du venter, får du så en håndbajer. Der er ikke noget musik derinde. Stemningen skal ikke ødelægges af, at der er en eller anden, der sætter noget vild bas på jukeboxen.”

Vesterbro: Blomsten
”Man føler sig velkommen derinde. Der er de samme gamle malerier på væggene, der har hængt der i mange, mange år, selvom stedet har skiftet ejer. Til gengæld har de sat et langbord derind, så der er plads til mange mennesker. Der kan godt være en ret rowdy stemning en fredag aften, haha.”

/

Himmel og havn

Få lys i øjnene, kilometer i benene og forår i maven. Fem tip til en travetur i København.
Tekst:RedaktionenFoto:

FRANSKE FORNEMMELSER

Søerne går på tværs af brokvartererne og forbinder det diskret velhavende Østerbro med Nørrebros durum- og partyzone og Vesterbros luksusbohemer. Grusstierne omkring Søerne er desuden yndlingsrute for solslikkende studerende, babyer i barnevogne, lækre løbere i leggings og skidende skarver. En slags nordisk udgave af Seinens bredder. Dyrk stemningen, og slå dig ned på Den franske Café, der ligger som et tidløst, solbeskinnet pusterum. Snup en café au lait, læn dig tilbage, og hvil fodsålerne, mens du nyder det sociale cirkus og den plumrede sø-udsigt.

Foto: Antoni Legacy

BYEN PÅ PLAKATEN

Ib Antoni voksede op i Esbjerg, blev uddannet reklametegner i Aarhus og flyttede til København i begyndelsen af 50’erne, hvor karrieren for alvor tog fart. I sit kun 44 år lange liv (han døde i en brand på Hotel Hafnia i 1973) nåede danskeren at tegne for kunder som Volvo, Carlsberg, Life Magazine og UNICEF. Allermest berømt er han måske for i samarbejde med Udenrigsministeriet at tegne Danmark som et hyggeligt og attraktivt turistland. Sving ind om Københavns Museum, og kig nærmere på hans streg og skitser på udstillingen ’Da København blev Wonderful’ (frem til 31. oktober 2023).

Tårnlegepladsen i Fælledparken. Foto: Københavns Kommune

HØJ PULS

Når ungerne bliver små løver i et by-bur, er Fælledparken stedet at brænde energi af. Brug de åbne græsarealer til at flyve med egen drage eller sparke til egen bold, parkér eventuelt børnene på Trafiklegepladsen, hvor de kan køre på cykel og øve sig i byens trafik i miniatureformat, eller besøg byens måske flotteste legeplads, Tårn­legepladsen. Her kan man beundre og bestige fem spektakulære profiler på Københavns skyline, nemlig Vor Frelser Kirke, Børstårnet, Rundetårn, Rådhustårnet og Marmorkirken, alle skaleret ned i børnehøjde og forbundet med trapper og gangbroer.

SPRØD ADRESSE

Der er stadig nogle af de gamle fødevaregrossister at finde i Kødbyen, men det seneste tiår har galleriejere, mikrobrygkonger, surdejspizzaer og østersspisere holdt deres indtog, og i dag er der næsten flere festaber end slagtedyr at få øje på blandt de hvide funkis-haller. Har du hang til industri-nostalgi, så bygger den historiske Chicky Grill perfekt bro mellem områdets fortid og nutid med rødternede duge, stegt flæsk, billige flaskebajere, hyggelig fortovsservering og et klientel, der spænder fra forlagsredaktører til SFO-medarbejdere.

FEMSTJERNET ARKITEKTUR

Kastellet blev påbegyndt af byens måske mest ambitiøse bygherre, Christian IV, og færdiggjort af sønnen Frederik III efter renæssancekongens død. I dag arbejder et par hundrede mennesker mellem de fem bastioner, blandt andet i Forsvarets Efterretningstjeneste, og forsvarsværket står som et af Nordeuropas bedst bevarede – og som et nydeligt omdrejningspunkt for en af Københavns fineste spadsereture. Skridt hele voldområdet af, og nyd udsigten over havnen. Fortsæt ad Langelinie, hvor en petit bronzeskulptur med halefinner i år fylder 110, eller mod Amalienborg, hvor vores høje dronning (182 cm) her til april kan fejre sine 83 år. Skyl ned med sild og snaps på Lumskebugten!

/

I storbyens havn

En rigtig lystfisker ser muligheder for sig under hver en vandoverflade. Og det er ingen hindring, at omgivelserne hedder neon og beton i stedet for mark og skov. De seneste år har såkaldt streetfishing vundet frem i Europa. Måske bliver du også hooked på tendensen.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Columbus Leth

Folk har fisket i byer, så længe de har haft fiskestænger. Men i takt med at gaderne blev bilernes domæne, og byernes vandveje blev indtaget af stadig flere motoriserede fartøjer, aftog lysten til at kaste snøren i. Lige indtil nogle unge mennesker engang i 00’erne begyndte at få bid i Seinen i Paris og i Rotterdams havn. Streetfishing kaldte nogle det, og hvad der startede som en modkultur til midaldrende mænd med pibe og uldsweater, er siden blevet taget op af stadig flere og er i dag en genre på linje med mange andre inden for lystfiskermiljøet. Også herhjemme, fortæller lystfisker og formidler Gordon P. Henriksen.

”Nogle mener, at det har man altid gjort, og ser ikke noget nyt i streetfishing. Andre, især de unge, har taget det til sig som en identitet og en anden måde at se lystfiskeri på. Nogle mener endda, der følger en baglæns kasket eller et særligt look med livsstilen. Men det er nok i højere grad tilfældet i Frankrig og Holland,” siger Gordon P. Henriksen, der først blev opmærksom på tendensen i 2010, da han havde besøg af en fransk lystfisker, der fortalte ham om Paris’ nye fiskermiljø med rødder i skater- og hiphopkulturen.

KAN MAN NU DET?

Du skal have fisketegn for at fiske – også i byen. Reglerne varierer fra kommune til kommune. I Aalborg er det for eksempel tilladt at fiske fra al grund, der tilhører kommunen, mens det i København kun er tilladt fra særlige kajkanter (37 kilometer i alt – se byoghavn.dk/havnen/fiskeri/). Vandet i København er rent nok til, at man kan spise hornfisk, makrel, torsk og andre fisk, der svømmer igennem. Men det anbefales, at man holder sig fra fladfisk på grund af høj kviksølvkoncentration på bunden, hvor de lever.This is a notification of some sort.

Hvad enten man er til waders eller sneakers, er tendensen nem at gå til for byboere. Alt, der er brug for, er en fiskestang og lidt at putte for enden af snøren. Transporten kan klares ved at hoppe på cykel eller metro. Og fisk er der masser af, selv der, hvor trafikken summer livligst over vandet – også eftertragtede krabater som torsk og havørred, der lever godt af muslinger, rejer, hundestejler og andre undersøiske byttedyr. 

Gordon P. Henriksen er selv flyttet på landet i Lejre, men fortæller, at han stadig holder af at tage på fisketur til København: 

”Nogle gange er det for at mødes med venner. Andre gange er det bare, fordi jeg godt kan lide kontrasten. Lige så vel som jeg elsker at fiske et naturskønt sted, kan jeg rigtig godt lide at stå midt i storbyen. Det giver en særlig dynamik. Og fiskeriet er tit rigtig godt!”

GORDON PÅ GADEN – 3 FAVORITTER

Havnen, Silkeborg
”Selvom fuld beton og graffiti har sin charme, kan halvgrønne omgivelser også være dejlige. Silkeborg er en perfekt blanding af å og by. Ved Remstrup Å, lige omkring hvor hjuldamperen Hjejlen ligger, kan man fange aborre og gedde.”

Oceankaj, København
”Ved den nye krydstogtterminal, der er ved at blive bygget, er der visse dele af kajen, man gerne må fiske på. Du har Københavns skyline at kigge på, og fordi kajen går så langt ud i Øresund, har du samtidig fornemmelsen af at stå på en kutter på åbent hav. Her fanger jeg for eksempel makrel, knurhane og torsk.”

Damhussøen, København
”Ålekistevejs trafik maler i baggrunden, men under overfladen lurer store gedder. Det var her, jeg som 12-13-årig fangede min første rigtig store fisk, den vejede vel otte kilo.”

Læs mere i Gordon P. Henriksens bog ’Et liv i fisk’ udgivet på Gads Forlag.

/