MINE FORÆLDRE tilhørte den generation af danskere, der byggede landet op efter besættelsen. Min far var murer, så han sled i det i sommerhalvåret, men havde ikke let ved at finde arbejde om vinteren. Min mor mødte hver morgen klokken 07.00 på den lokale papirfabrik. Da de blev gift, flyttede de i en toværelses på Holstebrovej i Skive. I 1953 blev jeg født i lejlighedens soveværelse.

JEG HOLDT nok lidt mere fast i gelænderet end de andre drenge. Jeg elskede mine forældre over alt på jorden og troede på det, de sagde. Mit barndomshjem var præget af en ukuelig optimisme. Min mor sagde altid: ”Det skal nok gå alt sammen”, og min far supplerede med: ”Husk at være glad.” Vi gjorde mange ting sammen. Hørte radio, spillede kort, tog på teltture og campingferier. Det var, som i sangen, et jævnt og muntert, virksomt liv på jord.

I NABOOPGANGEN boede min morfar og mormor. De var et par skønne mennesker, der gik og småskændtes på den mest morsomme måde. Min morfar blev kaldt ’Fandenrasme’ af de andre børn, fordi der altid stod en sky af eder og forbandelser om ham, men altid krydret med varme og humor. ”Kan du sige fandenrasme?” ”Kan du sige den ondelyneme?” Min bedstemor mente ikke, at det var noget at lære sit barnebarn. Så svarede bedstefar: ”Han skal sgu da lære det et sted, og så kan han den ondelyneme lige så godt lære det af mig.” 

Preben Kristensen, tre år gammel. 

‘FANDENRASME’ var kun et af utallige øgenavne i Skive. Maleren hed ’Strimmel’. ’Ballet-Sørensen’ havde skæve fødder. ’Oskar Enøre’ manglede et øre. ’Carl Pis-i-brød’ var bageren med byens dårligste bagværk. ’Skumgummi’ var en kvinde, der udstoppede sin brystholder. Min far og jeg førte en fælles liste over alle navnene. Vi var en familie, der grinede meget.

MIN FØRSTE BIOGRAFTUR var en skelsættende begivenhed. Min far tog mig i hånden og førte mig ned til Skive Bio. Intetanende kom jeg ind i et aflangt lokale med dyremotiver på siderne og et tungt, grønt tæppe for enden. Da tæppet gled væk, tonede en lyshåret mand frem. Det var Tommy Steele i filmen ’Ung mand med guitar’. Bagefter tonede en tyk mand og en tynd mand frem og lavede løjer. Jeg kendte ikke Gøg og Gokke, men grinede hele vejen igennem. Jeg var dybt betaget. Selvom jeg intet forstod af de engelske ord, gik jeg derfra syngende min egen vrøvleversion af Steeles hit ’A Handful of Songs’. Mine lommepenge og min sparsomme løn som cykelbud gik herefter på biografbilletter. Senere fik jeg arbejde i biografen og sad aften efter aften og sugede for­tællinger til mig.

DE ÅRLIGE DIRCH PASSER-FILM var et tilbagevendende højdepunkt. Jeg var heldig at se film som ’Styrmand Karlsen’, ’Charle’s tante’, ’Baronessen fra benzintanken’ og ’Frøken Nitouche’ med barnets uspolerede øjne. Dirch ramte noget dybt i mig, som jeg selv som voksen har svært ved at sætte ord på. Der var en masse timing i hans komiske talent, men også en afgørende sårbarhed. I 1967 var han atter med i Cirkusrevyen, og jeg begyndte en kampagne for at komme ind og se ham det følgende år. Det lykkedes. Mine forældre skrabede penge sammen, så vi alle kunne tage af sted og se ham i Cirkusrevyen i 1968. Her brillerede han blandt andet med ’Mudderkliren’. Efter forestillingen var jeg øm i hele ansigtet af at grine. Jeg var ikke i tvivl: Jeg ville det der. 

I SKOLEN HAVDE jeg en streng fysiklærer, som havde en kreativ åre: Han stod for byens drengekor og den årlige revy Gøglervognen. Jeg fandt nemt sammen med andre, der delte min passion. Jeg fik møvet mig ind først i koret og siden i revyen. Med Gøglervognen blev jeg flere somre i træk en af de lokale stjerner, når vi optrådte med sketch og parodier på Børnehjælpsdagen. Jeg gav den blandt andet som Mogens Glistrup, Simon Spies og Uri Geller. 

HJEMME ANNONCEREDE jeg, at jeg ville prøve at komme på skuespillerskolen i Aarhus. Det støttede far og mor mig helt i. I deres omgangskreds lød ellers kritiske røster. Min faster sagde blandt andet til min far, at han måtte sørge for, at jeg fik en rigtig uddannelse at falde tilbage på. Min far svarede: ”Jamen, skuespiller bliver den uddannelse, han kan falde tilbage på.” Jeg har langt hen ad vejen haft et liv i strid medvind. 

NÅR VI HAVDE fri fra skuespillerskolen i Aarhus, samledes vi gerne på Jacob’s BarBQ, hvor vi sang og klovnede omkring klaveret. Ofte var Søren Pilmark den store igangsætter. Han, Asger Reher, Anders Bircow og jeg blev på et tidspunkt sat sammen af vores sanglærer, der gerne ville prøve noget firstemmig sang. Vi kunne straks høre, at vi klingede godt sammen. Inden jeg så mig om, var jeg en del af kvartetten Barbershop Harmony. Vi anede intet om at lave shows, men bandt vores sange sammen af små parodier og sketch. Det var i den forbindelse, i al hast kradset ned på en notesblok, min parodi på dronningen opstod. Hun var med fra allerførste aften. Efterhånden transformerede gruppen sig til at være Anders og mig samt en fyr fra to årgange under os: Thomas Eje. Vi skiftede navn til noget, der passede med, at vi nu kun var tre. 

Preben Kristensen, 20 år gammel, 1973. 

LINIE 3 VAR et fritidsprojekt, mens vi passede vores arbejde på teatret. Ligesom med Barbershop Harmony satte vi musikken i centrum, men publikum reagerede meget positivt, når vi lavede sjov, så det komiske element kom til at fylde mere. I sommeren 1979 optrådte vi på loftet over Jacob’s BarBQ. Hver aften kom flere til, så rummet til sidst var så proppet, at kondensvandet drev ned ad væggene. Blandt dem, der klemte sig ind, var en producer fra DR. Han ville gerne optage vores show og bringe det i fjernsynet. Showet blev sendt 3. maj 1980, og den næste morgen var vi berømte. Sådan var effekten i monopolets dage. Vi ramte en eller anden nerve med vores unge, uskyldige humor. 

DAGEN EFTER tv-premieren gik jeg ned ad Strøget i Aarhus med Anders og Thomas. Pludselig blev jeg grebet af en ubehagelig fornemmelse af, at alle kiggede på mig. Jeg fik åndedrætsbesvær og måtte sætte mig ned på en bænk. Med Anders og Thomas’ støtte kom jeg op i min lejlighed. Jeg vidste, at noget var rivende galt. Jeg tog op til min læge, der sagde, at jeg havde haft et angstanfald, og udskrev nervepiller til mig. Dagen efter slugte jeg en enkelt pille for at klare mig gennem et pressemøde om Linie 3’s kommende album. Da jeg kom hjem, tog jeg pilleglasset fra hylden og smed det i skraldespanden. En stemme af fornuft sagde til mig, at det simpelthen ikke nyttede noget, at jeg allerede som 26-årig begyndte at æde nervepiller for at klare mig gennem livet.

ANGSTANFALDET påvirkede min tilgang til omverdenen. Jeg trak mig en anelse, var mere på vagt, blev mere forfængelig. Håret fik lige et ekstra strøg med kammen, inden jeg viste mig udendørs, og jeg stoppede med at køre med bus og S-tog. Jeg lukkede kun få fra min omfattende omgangskreds ind i kredsen af egentlige venner. Pressen kom aldrig over min dørmåtte, og når jeg gav interview, handlede de næsten udelukkende om min karriere. Det var uden tvivl et skridt væk fra den optimistiske verden, jeg voksede op i, men det handlede om at beskytte mig selv. Måske man kan sige, at jeg blev en slags voksen, det billige skidt.

OFFENTLIGE PREBEN skulle nok smile, når blitzlysene blinkede. Til gengæld ville private Preben gerne være alene, for jeg var en forsigtig ung mand, der var vokset op i ydmyge rammer. Intet havde forberedt mig på berømmelsens chok. Jeg havde heller aldrig drømt om at blive kendt. Jeg kendte dårlig nok det koncept. Alt, jeg ville, var at lege og fortælle historier på scenen.

AT JEG VAR kæreste med en mand – Søren, som jeg i dag er gift med – bidrog yderligere til behovet for en skarpt optrukket privatlivszone. For vores venner og familier var der intet odiøst i vores forhold, men omverdenen var ikke klar til at trække på skuldrene af to mænd, der boede sammen. Kom det frem, ville det blive den dominerende historie om mig, tænkte vi. En ting var, at det ville være irriterende at blive identificeret med sit valg af partner. En anden ting, at jeg frygtede, det ville farve publikums opfattelse af mig. Kunne de tage mig seriøs som førsteelsker, hvis de kendte mine personlige forhold?

TEATERDIREKTØRERNE hyrede mig logisk nok mest til komiske forestillinger. Men da Nørrebro Teaters direktør Leon Feder ringede og tilbød mig endnu en rolle i den sjove afdeling, bad jeg ham om at komme med noget andet. Nogle dage senere tilbød han mig rollen som McMurphy i ’Gøgereden’. Glædestrålende takkede jeg ja. Efter røret var lagt, så jeg Jack Ni­cholson for mit indre blik. Jeg fortrød. Jeg turde simpelthen ikke. Jeg ringede og sagde det til Leon, som blot svarede, at det var for sent at fortryde, og så lagde han på. ’Gøgereden’ blev en slags ny begyndelse. Jeg var så stålsat på at vise mit værd som dramatisk skuespiller herhjemme, at jeg nedlagde veto mod, at Linie 3 skulle satse på udlandet. 

MIT STOLTESTE ØJEBLIK var Reumert-uddelingen i 2005. Som de tre foregående år var jeg vært, og da vi nåede til uddelingen af Bikubens Hæderspris, kaldet Æres-Reumerten, ville jeg gå om bagved for at forberede et af mine små overbindingsindslag. Men jeg blev på det kraftigste bedt om at vente i kulissen. Prisen var tidligere givet til folk som Ghita Nørby og Jørgen Reenberg, og ikke i min vildeste fantasi forestillede jeg mig, at de ville give den til mig. Pludselig kunne jeg høre på den lange begrundelse på scenen, at det var det, som skete. Helt mundlam trådte jeg på scenen for at modtage prisen. Begrundelsen var, at jeg havde været i stand til at være både komiker og karakterskuespiller. Jeg følte mig set og accepteret. Det var, som om noget i mig faldt til ro.

MIN STØRSTE SORG er tabet af mine forældre. Min mor gled langsomt ind i demensen, mens min far simpelthen var slidt op. Typisk for min far var nogle af hans sidste ord til mig, at jeg ikke skulle være ked af det, for han havde haft et fantastisk liv. Jeg har efterhånden erfaret, at mine forældres livsfilosofi virker. Du får virkelig noget ud af livet, hvis du holder humøret højt og arbejder passioneret. Ikke at det er let altid at leve op til. Men det er noget at stræbe imod, og det har bragt mig videre igen og igen. 

DE SENESTE ÅR er jeg løsnet op sammenlignet med den vagtsomme mand, jeg var i mange år. Den slags kommer nok med alderen for mange. Når man har bevist, hvad man ville, slapper man mere af. Min mand og jeg behøver ikke længere putte med vores forhold. Vi kan, mere end nogensinde, bare være, uden at der gøres særlig notits af det. 

NU CAMPERER VI. Det kan lyde banalt, men det betyder helt oprigtigt noget. Sidste sommer begyndte vi at køre på små ture i vores autocamper, og det har været som en genopdagelse af min barndoms uhøjtidelige ferieliv. En morgen trådte jeg ud af camperen i morgenhår og fleecejoggingdragt med et håndklæde slynget om halsen. For få år siden havde det været utænkeligt. Hvis nu nogen så mig … Den morgen smed jeg den sidste rest af selvbevidst forfængelighed. Jeg gik afslappet over pladsen og betragtede de andre gæster hygge sig ved morgenbordene – og følte mig hjemme.