Du sender live fra klokken seks om morgenen. Hvad ser du på vej på arbejde?

”Ikke meget. Amagerbrogade sover. Jeg har kun 10 minutters cykeltur til DR Byen, men ofte klarer jeg den endnu hurtigere. Jeg er mørkeræd, og på vintermorgener gruer jeg for, hvad der kan ske. Det sjoveste, jeg oplever, er unge mennesker på vej hjem fra byen. Nogle gange ser jeg bare deres brækklatter.”

Tænker du så: Gid det var mig, der kunne vælte hjem på denne tid i stedet for at skulle op og på arbejde?

”Slet ikke. Jeg kan godt lide ideen om, at byen sover. Så ved jeg, at nu skal jeg hjælpe dem med at komme op og give dem en god dag.”

Hvad vækker du dem med? Hvad er dine mærkesager?

”Jeg dækker en blanding af identitet, relationer og popkultur. Og jeg kan godt lide at bruge mig selv.”

Hvordan mener du?

”For eksempel fik jeg for et halvt års tid siden taget nogle nøgenbilleder, som jeg lagde på Instagram i forbindelse med en diskussion om kropsidealer, vi havde på redaktionen. Jeg er ikke åleslank og har aldrig haft lyst til at dele bikinibilleder på de sociale medier. Nu fik jeg lyst til at få lavet nogle billeder, jeg kunne være glad for personligt, og som jeg kunne bruge som udgangspunkt for at tale om kropspositivisme i radioen. Jeg håbede at give andre en følelse af ikke at være forkerte, selv om man måske har strækmærker eller en delle, når man sætter sig. Det var grænseoverskridende, men fedt. Det gik op for mig, hvor meget af mit liv jeg har brugt på at skælde min krop ud. Det var befriende bare at få lov at hylde den for en gangs skyld.”

Hvordan reagerede lytterne?

”Jeg har ikke set en eneste negativ kommentar. Jeg fik 10.000 likes på det billede. Det var mest unge kvinder, der skrev til mig. Men også fædre med teenagedøtre med spiseforstyrrelser, der takkede mig, fordi billederne havde givet grobund for en samtale derhjemme.”

Hvordan forløber din dag som radiovært?

”Vi er tre værter på ’Go’ morgen P3’. Mikkel, Andreas og jeg. Vi møder klokken 5.30 og tager et kort møde med dagens producer, der har været på arbejde siden 4.30. Har noget ændret sig over natten? Nogle aktuelle begivenheder, vi skal reagere på? Når programmet er afviklet tre timer senere, brainstormer vi og planlægger næste dags program med resten af redaktionen, der lige er mødt på arbejde. Når vi værter går hjem 10.30, arbejder resten af holdet videre med manuskriptet. Når det er klar, snakker vi sammen i telefonen om, hvordan vi skal eksekvere det. Jeg tager tit en lur om eftermiddagen og burde gå tidligt i seng om aftenen. Men det fungerer ikke for mig.  Jeg sover for lidt.”

Så du øver dig på et manuskript til næste dag?

”Jeg ser det igennem, men det er egentlig meget lidt, vi læser op. Vores program skal ikke være for formelt. Med træningen bliver man i stand til at lave et program uden at kigge særlig meget i manuskriptet. Nogle gange går det galt.”

Hvad er gået spektakulært galt for dig live?

”Engang lavede vi en skattejagt, hvor vi efter tur skulle gemme os for hinanden ude i landet. Da det var min tur, lå jeg og gemte mig på en mark i Gladsaxe. Jeg havde arrangeret en røgmaskine på gangen uden for studiet, der skulle lokke Mikkel udenfor, hvor han så ville finde en ledetråd til mit gemmested. Jeg troede, det var klappet af med brandvæsenet, men midt i sendingen gik brandalarmen. Mikkel slog det hen – den går jo så tit. Hvorefter man kunne høre brandbilerne ankomme og brandfolkene, der væltede ind i studiet: ’Så er det ud!’ Mikkel nåede lige at sætte musik på og sige, at han ikke vidste, hvornår han ville være tilbage, inden han forlod studiet. Der kommer tit god radio ud af fejl, specielt hvis man tager lytterne med på rejsen.”

Frygter du, at klappen går ned, eller halsen løber tør?

”Nej. Ikke længere. Jeg kan altid finde på noget at sige. Men da jeg startede, rystede jeg på hænderne og turde næsten ikke tale ind i mikrofonen.

Hvordan begyndte du at lave radio?

”Jeg studerede dansk og havde lidt svært ved at forestille mig, hvad jeg skulle lave bagefter. Da vi kunne komme i universitetspraktik, søgte jeg ind hos B&U i Aarhus (DRTV’s børne- og ungeafdeling, red.). Der var flere end 100 ansøgere, og jeg var blandt de sidste fire, men ikke en af de to, der blev ansat. En veninde anbefalede mig at søge hos Bauer Media, der blandt andet driver The Voice og Nova. Jeg var stadig sur over ikke at være kommet til B&U, men sendte alligevel en ansøgning og fik stillingen som praktikant på det nystartede morgenshow ’GO’NOVA’. Jeg blev vild med tempoet. At arbejde på noget i dag, der bliver eksekveret i morgen. I begyndelsen hjalp jeg med forberedelser og med at finde på ideer og fik lov at sidde på den ledige stol i studiet og følge med, mens de tre værter sendte live. En dag mente de, at jeg også skulle fortælle noget – jeg kan overhovedet ikke huske, hvad det var – og gradvis kom jeg mere og mere med i programmet. Efter praktiktiden blev jeg ansat som vært og lærte igennem de næste år at speake, mixe, klippe … den grundlæggende del af håndværket.”

Og springet til DR?

”En dag lå jeg syg med 40 i feber, da en fra DR ringede. ’Hej,’ sagde jeg hæst. ’Jeg kan ikke overskue en brugerundersøgelse lige nu. Jeg arbejder for konkurrenten.’ Det lykkedes ham med nød og næppe at få mig til at hænge på og høre tilbuddet om at komme til casting på et nyt værtshold til P3.”

Hvordan var det at skifte efter fem år?

”Det var svært at sige farvel. Jeg var blevet voksen sammen med ’GO’NOVA’, og man lærer hinanden godt at kende, når man laver morgenradio. Det er et sårbart tidspunkt på dagen, og samtidig skal man give meget af sig selv. Dengang sås jeg meget med mine medværter. I dag er vi ikke tætte længere. Samtidig var DR en mulighed for at udvikle mig og arbejde med mere nyheds- og aktualitetsbetonet radio. Jeg har lært meget om journalistik og interviewteknik.”

Hvordan tager man højde for, at lytteren også er sårbar om morgenen?

”Det er vigtigt, at vi bevarer håbet for lytterne. Det er vigtigt i tilværelsen. Og det giver en bedre dag. Det betyder ikke, at vi ikke kan have tunge historier med. For tiden er der igen blus under konflikten mellem Israel og Palæstina. Så forsøger vi at få nogle unge danskere med israelsk og palæstinensisk baggrund i studiet og få dem til at tale fredeligt sammen. Dét er der håb i. Derudover skal programmet også være sjovt. Lige nu er vi i gang med at finde Danmarks fedeste navn. For tiden indtages førstepladsen af en 12-årig pige, der ringede, som hedder Alaska Schweitz. Hendes brødre hedder Østen og Oktober. Oktober er født i september.”

Apropos: Hvorfor JoJo?

”En af de første dage på Nova spurgte de, hvad de skulle kalde mig. Jeg foreslog mit fulde navn, Maria Josefine. Det syntes de var alt for langt. Hvad med Mary-Jo? Det var jeg helst fri for. Hvad så med JoJo? ’Det skal I lade være med, det lyder som en stripper,’ sagde jeg. Så det blev JoJo. Og da jeg skiftede til P3, virkede det lidt underligt at kalde mig noget andet. Længe var det et professionelt navn, i dag kalder mange af mine bedste venner mig JoJo.”

Man kan sove, når man bliver gammel, siger man. Hvor længe tror du, du kan holde som morgenradiovært?

”Lige nu er det alt for sjovt til at holde op. Men det har nok sin tid. Da jeg begyndte med morgenradio, sagde folk, at det er noget, man kun gør i to år. Nu går jeg snart ind i det niende år. Men jeg har aldrig prøvet andet end det her. Og jeg forestiller mig, at 9-17-arbejde er meget hårdere. Hvornår får andre mennesker tid til at træne, købe ind og se venner? Jeg tror, jeg lever meget godt i min tåge af træthed.”