1.

”Blindestokken er en naturlig følgesvend.Jeg bruger den blandt andet til at følge ledelinjerne på perronerne, der viser, hvor man skal gå, så man undgår at falde ned på sporet. Jeg er faktisk faldet ned på sporet tre gange i årenes løb. Når man har travlt, skal man som blind passager være ekstra opmærksom.”

2.

”Jeg har pendlet i 20 år. Først fra Hvidovre til Aarhus, da jeg studerede, og siden fra Odense, hvor jeg bor i dag, til Danske Handicaporganisationer i Høje-Taastrup. Jeg har vænnet mig til altid at have en toilettaske med, da jeg har prøvet at sidde fast på grund af storme, sporarbejder og så videre og ikke er nået at komme hjem.”

3.

”Jeg bruger altid DSB’s app til info om afgange og pladsbilletter. iPhone har et program, der læser højt, hvad der står under mine fingre på skærmen. Første gang jeg fik en smartphone i hænderne, troede jeg ikke rigtig på det. Men jeg er blevet virkelig glad for den.”

Thorkild Olesen blev blind som 21-årig. I dag er han 54 år, cand.mag. i historie og religionsvidenskab og formand for Danske Handicaporganisationer. 

1.

”Der er noget over at sidde med notesbog og blyant i et tog, en flyver eller på en strand. Så kan man også tegne og mindmappe. Ikke fordi jeg tegner pænt, men det får mig til at tænke anderledes. Jo billigere notesbog, desto bedre. I en fin Moleskine er jeg lidt karrig med ideerne, fordi jeg ikke vil spilde siderne.”

2.

”Jeg bruger mest min telefon til at se serier og blive inspireret. Lige nu er jeg svært begejstret for ’Clarkson’s Farm’. Jeremy Clarkson fra ’Top Gear’ har købt sig en bondegård, hvor han sår engelsk hvede og opdrætter grise. Jeg interesserer mig ikke specielt for landbrug, men det er skidegodt fortalt.”

3.

”Jeg ledte efter en bog om at holde ferie med børn – og endte med at skrive den selv. Det er tips og tricks til lege på bagsædet eller en togtur gennem Europa. Det er fun facts omkring ferier, og det er de vildeste ferier i verdenshistorien, der er gået galt. Fremover vil man ikke spørge: ’Har du husket dit pas?’ Man vil spørge: ’Har du husket ’Den store fede feriebog’?’” 

Jacob Riising, 47 år, er skuespiller, tv-vært og forfatter. Aktuel med ’Den store fede feriebog’. 

1.

”Jeg har kørt rigtig meget med tog i Ukraine. Jeg tror, mange vil blive overrasket over, hvor godt togene kører, selvom Ukraine er i krig. Selvfølgelig er der forstyrrelser, og jeg har oplevet at køre med nedrullede gardiner for ikke at blive et mål for russiske raketter, men det er en fantastisk måde at komme rundt i et enormt land på. Min længste tur varede 18 timer, bare for at sætte det i perspektiv. I toget har jeg oplevet den ukrainske folkesjæl.”

Thea Pedersen er aktuel med fotobogen ’Fragmenter’, som skildrer de tre år, der er gået, siden Rusland invaderede landet.

2.

”Jeg rejser aldrig i Ukraine uden mit sikkerhedsudstyr. Hjelm og vest, førstehjælps-kit med årepresse, gasmaske og gps-tracker. Uden de ting kan man slet ikke operere som journalist i en krigszone. Jeg har ofte en oppakning på 60 kilo med, som jeg skal slæbe om bord på toget. Det er ikke videre praktisk.”

3.

”Det er blevet en vane for mig at rejse med små amuletter, jeg har fået af folk i Ukraine. Alt fra en lighter, en mini-oplukker, små folklore-dukker, et hæklet hjerte, jeg fik af en læge på et felthospital, til et armbåndsur, jeg fik af moren til en 23-årig soldat, jeg fulgte, som desværre blev dræbt. Det er en helt lille samling, og det er jo lidt dumt, når jeg i forvejen skal slæbe så meget, men jeg er gået hen og blevet lidt overtroisk.”

4.

”Jeg har ofte aviser med. Jeg giver dem til kilder, jeg har interviewet, eller sender dem med det ukrainske postvæsen, som fungerer helt fantastisk. Folk bliver rigtig glade for at se, at deres historier kommer ud i verden og bliver læst – også selvom de ikke selv kan læse, hvad der står. Der hænger en forside fra Jyllands-Posten på væggen hos en enhed, jeg har fulgt, hvor en af soldaterne blev dræbt.”

Thea Pedersen, 47 år, er journalist og fotograf og dækker krigen i Ukraine. Har været fast freelancekorrespondent for Jyllands-Posten siden 2022. 

1.

”Jeg rejser aldrig uden min hund Juno. Hun er en sort puddelhund, og jeg har haft hende med mig rundt til koncerter i hele Europa. Faktisk har jeg sagt nej til koncerter, fordi jeg ikke kunne få hende med, andre gange har jeg smuglet hende med mig alligevel. Hun sidder som regel – helt stille – i et hjørne enten på forreste eller bagerste række, mens jeg optræder.”

2.

”Fordi jeg ofte rejser langt med tog fra Paris, hvor jeg bor, har jeg god tid til at læse noder undervejs. Jeg bruger rejsetiden til at forberede mine koncerter, træne min hukommelse og mentalt gennemgå den musik, jeg skal spille. Det er meget afslappende for mig at arbejde i toget.”

3.

”Jeg medbringer altid egen notesbog. Jeg skriver ofte i toget, hvor jeg har tid nok med mig selv til, at brikkerne kan falde på plads. Jeg udgiver en litterær bog sammen med hver cd, jeg indspiller, for at fortælle alt det, jeg ikke kan sige med musikken
eller under koncerter.”

Maria Bundgård er 33 år og klassisk pianist. Aktuel med albummet ’Maria Bundgård plays Rachmaninoff’.