TOGET BAG VORES FÆLLES TID
Vi nærmer os atter lysere tider, og natten mellem den 25. og 26. marts skifter DSB fra vintertid til sommertid. Før jernbanen var den lokale tid bestemt af solens placering på himlen, og der var ikke fælles tid i hele Danmark. Men netop på grund af jernbanen besluttede man i 1858 at anvende Københavns lokaltid som fælles jernbanetid, og i 1880 kom der så fælles national tid for hele landet. Trykte køreplaner blev dengang bragt i datidens aviser og hængt op på tavler ved stationerne, så jernbanepassagererne kunne lære (at komme til) tiden.
TASKELÆKKERT
30 ton CO2 har DSB sparet ved at sende kasseret arbejdstøj fra værksteder og klargøringscentre til genanvendelse i 2022 i stedet for at smide det ud. Genanvendelsesmulighederne skyldes en ny vaskeriaftale mellem DSB og De Forenede Dampvaskerier. Ifølge aftalen sørger De Forenede Dampvaskerier for, at det kasserede arbejdstøj bliver syet om til blandt andet muleposer og computertasker for derefter at blive solgt via hjemmesiden upcy.dk, der har specialiseret sig i at genanvende kasserede tekstiler.
PENDLERPENGE TUR-RETUR
Forsinkede tog betyder kompensation til kunder, der er tilmeldt rejsetidsgarantien. I 2022 sendte DSB 24,3 millioner kroner til togpendlere, der var tilmeldt ordningen, mens DSB året før sendte 6,3 millioner kroner tilbage. Forsinkelserne i 2022 skyldtes især sporarbejder, blandt andet omfangsrige arbejder på hovedstrækningen ved København, Ringsted og ved Slagelse. Man kan tilmelde sig rejsetidsgarantien for pendlere, hvis man rejser på et pendlerkort, et ungdomskort eller et erhvervskort, der gælder i mindst 30 dage.
BILLIG ORANGE TIL GRÅT GULD
Orange-billetter bliver nu endnu billigere for kunder, der har rundet 67 år og rejser lørdage og søndage. Oven i den almindelige pensionistrabat bliver der givet yderligere rabat på Orange-billetter til weekendrejser på helt op til 50 procent. Et godt råd er at planlægge rejsen i god tid – så er der flere af de ekstra billige Orange-billetter til resten af 2023. Eneste undtagelse er weekender i de perioder, hvor DSB har udsalg på Orange-billetter.
HAR DU HUND MED?
Så husk at købe en børnebillet til den, inden du stiger på toget. Hvis hunden eller et andet dyr kan være i en taske, transporttaske eller lignende, der maksimalt måler 100 x 60 x 30 centimeter, behøver du ikke købe en børnebillet. Har du en førerhund eller en servicehund, må du tage den med gratis. I DSB’s fjern- og regionaltog samt i S-tog er stillezonerne dyrefri områder. På DSB 1’ må du ikke medtage dyr. Det er dog tilladt at medtage en førerhund eller en servicehund.
Læs mere om dyreregler på dsb.dk