JEG ER BLEVET kaldt ’Danse-Adam’, siden jeg var dreng. Og et eller andet sted har det nok altid ligget i kortene, at jeg skulle være danser. Min mor dansede og fotograferede professionelt som ung. Efter hun fik mig, uddannede hun sig til steinerpædagog.
Jeg er vokset op uden min far. Min mor mødte ham i Venezuela. Jeg har ikke set ham i 17 år. Han er kunsthåndværker og musiker og laver instrumenter af alle slags naturmaterialer, tegner, maler, laver smykker og keramik og lever med naturen. Og min mor fortæller, at han også er en super danser.
Min mor har altid taget mig med i teatret, både bagved og som publikum. Jeg har set børneteater, danseteater, klovneri, cirkus og alt derimellem. Jeg gik på steinerskole det meste af min skoletid, hvor der også var scenekunst på skemaet. Alt i alt har jeg fået meget kunst ind i min opdragelse, og det gav mig tidligt et kald til selv at skulle stå på en scene.
SOM FEMÅRIG BEGYNDTE jeg til capoeira hos Mestre Steen, der leder capoeira-skolen Senzala i København. Jeg blev bedste ven med hans søn Isak, der gik på samme skole som mig, og som i dag er min personlige træner. Capoeira er en brasiliansk kampsport, som indeholder sang og musik og ligner en dans, men er et spil – en kamp, hvor det handler om at narre, finte og fælde hinanden. Capoeira har lært mig helt utroligt meget om kroppen, om musik, om kultur og nærvær. Måden, man bevæger sig i capoeira, følger, hvad vores krop er lavet til at kunne, og sporten har givet mig et stærkt fysisk fundament.
Da jeg var 14 år, tog min mor mig og mine søskende med ud i Dansekapellet, en dansescene og et uddannelsessted, som netop var åbnet ved Bispebjerg Torv i København. Hele familien startede til dans, og jeg begyndte til popping – det, vi tidligere kaldte electric boogie – og breakdance.
Efter 9. klasse tog jeg på idrætsefterskolen BGI Akademiet. Jeg ville gerne prøve parkour, selvom jeg vidste, at jeg ville danse. Men da parkour-linjen var fyldt op, valgte jeg danselinjen – vi var kun to drenge og 60 piger.
Da efterskoleåret var ved at være færdigt, tænkte jeg over, hvad jeg skulle gøre for at gavne muligheden for en dansekarriere bedst muligt. Jeg følte mig for ung til at starte på en danseuddannelse. Jeg var ikke klar til, at det skulle være så seriøst, endnu. Så jeg tog endnu et år på BGI’s danselinje, inden jeg som 17-årig søgte ind på tre forskellige private danseuddannelser – og kom ind på alle tre.
Min sidste audition var på Sara Gaaardbos Danseuddannelsen. Da jeg mødte hende, var jeg ikke et sekund i tvivl. Hun havde alt det, jeg søgte. En stor teknisk viden om kroppen og en enorm passion for sine elever og faget. Til optagelsessamtalen sagde hun, at jeg, hvis jeg startede på uddannelsen, ville kunne nå langt.
En dag på uddannelsen bestod af tekniktimer om morgenen og koreografi om eftermiddagen.
SARA KOM ALTID IND, også selv om det ikke var hendes time, og rettede på os elever. Hun forsøgte at få os til at forstå, hvad små justeringer i vores bevægelser betød for koreografien og teknikken. Og hun ønskede, at vi skulle lære, hvordan man bruger kroppen korrekt, så man ikke får skader, hvilket er mega-vigtigt, hvis man skal leve af sin krop. Hun er en hård og direkte læremester, men fuld af kærlighed. Og hun var lige, hvad jeg havde brug for. Jeg følte, hun spejlede mit gåpåmod og så noget i mig. I dag er hun et kæmpe forbillede og en god ven.
Vi blev undervist af dansere, der arbejder professionelt i både ind- og udland. Jens Brøndum, som underviste i moderne dans og teknik, blev et vigtigt møde for mig. Da uddannelsen sluttede, tog han mig med til audition på forestillingen ’Vildheks’, da de manglede en såkaldt understudy til Jens’ rolle, en slags stand-in. Det endte med, at jeg i stedet fik min egen ensemblerolle og medvirkede i samtlige forestillinger. Jeg ville gerne bevise, at jeg havde lov til at være med, selvom jeg var ung og uerfaren, og jeg lagde fuld sjæl i forestillingerne – hver eneste aften.
Forestillingen satte gang i min karriere. En B&O-reklame, ’Gas galla’ i Østre Gasværk, ’Vildheks’ igen, ’Cirkusrevyen’, ’West Side Story’ på Malmö Opera og ’Terkel – The Motherfårking Musical’ er blandt de store produktioner og mange fede ting, jeg fik lov at lave de næste par år.
I 2019 HAVDE jeg lyst til at videreuddanne mig, så jeg søgte ind på Scenekunstskolen og blev optaget. Inden jeg skulle begynde, tog jeg over sommerferien til Los Angeles sammen med min daværende kæreste og en ven. Jeg var nysgerrig efter at mærke stemningen i L.A. – den kommercielle dansebranches hovedstad – og fulgte et tre måneder langt intensivt kursus hos koreografen Dana Foglia, der blandt andet har arbejdet sammen med Jennifer Lopez, Beyoncé og Billie Eilish.
Vi dansede fire timer om dagen. Jeg elskede at være elev igen og kun at skulle fokusere på det. Jeg trives godt, når jeg har et klart fokus. Træningen var intens, og arbejdsmoralen på det højeste, da konkurrencen er så stor i USA. Det var vildt inspirerende.
Jeg kom hjem fra L.A. med en ny erfaring og følte, jeg var klar til at prøve kræfter med at danse mere kommercielt. Jeg besluttede derfor, at Scenekunstskolen ikke var noget for mig. I stedet skrev jeg til koreograf og danser Toniah Pedersen – der blandt andet arbejder på mange tv-produktioner – at jeg virkelig gerne ville arbejde med hende.
Der gik lidt tid, før hun havde noget arbejde, men pludselig spurgte hun, om jeg ville være med i ’Vild med dans’-semifinalen, hvor vi skulle lave hiphop med deltagerne. Samme år fik jeg også min første mulighed hos Uppercut Danseteater. De har eksisteret i 40 år og er et anerkendt moderne dansekompagni. Jeg har fulgt med i deres produktioner, siden jeg startede med at danse på Dansekapellet, hvor de holder til.
Jeg følte det som en kæmpe ære, da de spurgte mig, om jeg ville træde til, da en af deres dansere var blevet skadet under premieren på forestillingen ’Jump’. Jeg sagde ja med en vis ærefrygt og fik fem dage til at lære hele forestillingen udenad.
I 2021 BLEV jeg en del af Uppercuts ensemble til forestillingen ’Benched’, som vi skulle lave til Copenhagen Summer Dance på Ofelia Plads, og som vi stadig turnerer med i ind- og udland. Vi spiller på Aveny-T i København og i Istanbul i efteråret, og vi skal til Canada med forestillingen i det nye år. Det glæder jeg mig vildt meget til.
Uppercut har de sidste år lavet en trilogi med ’svinet’ som gennemgående tema. Den udforsker, hvad det vil sige at være et svin, på godt og ondt. Jeg fik igen chancen for at være stand-in på første del af trilogien, ’Samba’, da den skulle til Tyskland, og da tredje del, ’Kalinka’, skulle laves sidste år, fik jeg min egen plads fra starten. Kalinka vandt en Reumert for årets danseforestilling. Jeg er virkelig stolt og taknemmelig over at have bidraget til det. At være med til at vinde en Reumert er meget stort.
Nu er jeg blevet en tilbagevendende del af ensemblet hos Uppercut, og jeg har valgt at fokusere på det frem for store teaterproduktioner, da jeg kan mærke, hvor meget det udfordrer og udvikler mig. Jeg er dog kun tilknyttet fra forestilling til forestilling, og spilleperioderne er kortere end på de store teatre, hvilket betyder, at jeg i mellemtiden supplerer med andre små dansejob, undervisning og vagter i Lagkagehuset.
Jeg ville ønske, at et kompagni som Uppercut kunne få statsstøtte, så de kunne fastansætte deres dansere, deriblandt mig. Man kan nogle helt andre ting sammen, når man har den base og tryghed og ikke skal bekymre sig om, hvor den næste månedsløn skal komme fra. Og ikke mindst ville det give muligheden for at møde ind hver dag og træne sammen fast, så man altid var i topform.
Jeg håber, at jeg udretter noget, som jeg vil blive husket for. Jeg har en idé om, at jeg skal sætte mit aftryk i verden. Jeg vil gerne udfylde mit fulde potentiale, både personligt og som danser. De to går hånd i hånd, og der er masser, jeg stadig skal finde ud af.
Tak til Gaardbodans for lån af location.
