Far på færde
Din film begynder på en juleaften, der udarter katastrofalt. Hvorfor har du valgt den åbning?
”Julen er jo noget, langt de fleste af os holder af, og som er omgærdet af en masse traditioner og vaner. Det er et godt sted at starte noget, der skal overraske. Og så er den jul mit første helt klare og konkrete minde. Den står snorlige i erindringen. ”
Facaden begynder at krakelere ved middagsbordet, da din far forgæves efterspørger agurkesalat og efterfølgende suger al luft ud af julehyggen. Er det en autentisk erindring?
”Den er fuldstændig autentisk, jeg har det stadig lidt stramt med agurkesalat den dag i dag.”
Din mor får en perlehalskæde, og du får en walkman i julegave. Fik I det i virkeligheden?
”Ja. Det var endda en gul walkman fra Sony, og vi fandt kraftedeme en magen til, da vi lavede filmen. Jeg husker det som en rigtig fed gave. Min mor var hjemmegående, og min far var elektriker, så vi havde ikke så mange penge, men min bror og jeg havde friplads på en dyr privatskole, hvor klassekammeraterne havde nogle lidt andre økonomiske muligheder. Den walkman var sådan en ting, man kunne vise frem i klassen og være stolt af.”
Foto: Eposfilm/Mislabel
Det ser ud, som om der er lagt energi i at finde kostumer og skabe interiør, der klart siger 1989. Hvorfor var det vigtigt?
”Når man laver noget, skal man lave det ordentligt, lige meget hvad man laver i livet. Så vi har lagt mange kræfter i at gå i genbrugsforretninger og finde ting, der svarede til min erindring om, hvordan tingene så ud.”
Hvilke metoder har du ellers benyttet for at huske alle detaljerne?
”Ikke rigtig nogen. Det hele sidder allerede prentet i mit hoved. Jeg kan huske afskyelig mange ting.”
Ja, det er et angstprovokerende julescenarie med både partnervold og psykisk terror …
”På længere sigt er den psykiske vold faktisk den værste. Det er den, der sætter sig i dig, og jeg vidste aldrig, hvornår min far ville eksplodere. Som barn havde jeg en quiz, jeg kørte med min mor, og en række ting, jeg skulle teste for at være helt sikker på, at hun var min rigtige mor, og at hun ikke var blevet kidnappet og erstattet af en kopi. Jeg turde ikke tage med på lejrskole, ikke overnatte hos venner. Jeg havde ofte meget svært ved at sove, og det fortsatte, da jeg blev teenager – også efter vi flyttede væk fra min far. Jeg var enormt bange for at gå i seng. Bange for, at der kom nogen og slog min mor ihjel. Bange for, at der sprang en atombombe, og vi alle sammen døde. Heldigvis gik jeg til en dygtig børnepsykolog, der endte med at få styr på det.”
I filmens juleaftensscene lukker din mor dig og din bror inde på værelset, da jeres far begynder at køre på hende, efter at gæsterne er gået hjem. Hun vil skåne jer for at overvære det, der nu skal ske …
”Det skete af og til. Så sad jeg inde på værelset med en fornemmelse af, at nu ville der ske noget ubehageligt – uden at jeg kunne gøre noget ved det. Det var svært at føle sig så magtesløs. Jeg ville jo gerne redde min mor, men var realistisk nok til at vide, at det kunne jeg ikke. Så jeg tog tit min walkman på og skruede rigtig højt op. Når stormen så havde lagt sig, åbnede jeg døren og kunne konstatere, at hun stadig levede.”
Foto: Eposfilm/Mislabel
Hvordan var det at behandle sådan en oplevelse som scene i en film?
”Jamen, skønt på en mærkelig måde. Det var ret frisættende at lave filmen. At kunne give det videre, så det ikke længere skulle bo i min egen krop. Heldigvis synes jeg, at jeg er kommet ud af det hele uden de store psykiske mén. Min mor var virkelig god til at hjælpe mig med at håndtere det hele. Hun insisterede også på, at vi blev ved med at se min far, efter de blev skilt. Han kom endda fra tid til anden til juleaften med sin nye kone. På den måde undgik han at blive et monster. Så det var ikke problematisk for mig at fortælle min egen historie, heller ikke de voldsomste elementer.”
Er din far tilgivet i dag?
”Det har jeg ikke helt besluttet. Jeg synes, tilgivelse er et stort ord. Men jeg er et sted nu, hvor jeg kan være i det uden at være vred på ham. Der skete noget, da han fik Alzheimers. Så kunne jeg se ham i et andet lys. Pludselig blev han et svagt og sårbart menneske, som jeg på en eller anden måde ikke kunne andet end at forbarme mig over. Han var ikke uhyggelig længere. Egoistisk set er jeg virkelig glad for, at han fik Alzheimers – det gav mig mulighed for at føle det tætteste, jeg kom på kærlighed, til ham.”
Hvornår fik du ideen til filmen?
”Allerede som teenager tænkte jeg, at det kunne blive en god fortælling en dag. Jeg har aldrig sluppet ideen, men ventet, indtil min far ikke var her mere. Da han døde på plejehjemmet i 2023, gik jeg hjem derfra og følte behov for at gøre et eller andet. Derfra tog det mig tre uger at skrible ned, hvad jeg først troede skulle være en bog. Senere mødte jeg Brian Sean Tange og Yusuf Othman (henholdsvis executive producer og manuskriptforfatter på ’Englemageren’, red.). De syntes, det lød, som om det kunne blive en god film. ’Jamen, jeg ved ikke, hvordan man laver film,’ sagde jeg. ’Det gør vi,’ sagde de, og jeg endte med at skrive manuskriptet sammen med Yusuf og instruere sammen med Brian.”
Det er din eksmand Johannes Nymark, der spiller rollen som din far. Hvordan fik du den idé?
”Jeg havde ham i tankerne helt fra begyndelsen. Han er pissedygtig, og jeg har set ham spille småpsykotisk og rasende og være uhyggelig god til det. Han havde også den bonus at have mødt min far mange gange, så han havde kendskabet til ham. Det gav et ekstra lag af nærvær. Alligevel aftalte vi, at han ikke skulle være en kopi af min far, men sin egen version.”
Du har stor erfaring i showbiz – hvor stor en udfordring var det at instruere en film?
”Med fare for at lyde som Karl Smart synes jeg, at det var dejlig simpelt. Jeg siger ikke, at det er let at lave film. Men fra dansen er jeg vant til at fortælle historier, og fra koreografien er jeg vant til at sørge for, at tingene har en nerve, en puls, et flow. Jeg følte mig rimelig rustet. Mange af processerne kendte jeg. Men nu skulle jeg så skabe noget, der varede halvanden time og ikke halvandet minut.”
Ja, det må være et andet pres?
”Jo. Men der er også noget rock and roll ved det. På den sidste optagedag skulle vi have en del af juleaftenen – en festscene, hvor de voksne har fået noget at drikke og danser rundt i dagligstuen – i kassen. Vi havde kun 15 minutter til at indspille den. Jeg bad fotografen tage kameraet over skulderen og sagde til skuespillerne: ’Nu skal I forestille jer, at I danser til ’Jingle Bell Rock’, og så råber jeg bare til jer indimellem, hvad I skal gøre.’ Så sker der nogle gange magiske ting, man nærmest ikke engang kunne have fundet på. På et tidspunkt skal der skoddes en cigaret, men den rammer ved siden af askebægeret og rammer i stedet for en pude, som pludselig står i flammer. Og det virkede bare pissefedt.”
Hvilke følelser giver julen dig i dag i kroppen?
”Jeg elsker jul. Jeg samler på pynt hele året rundt og køber det med hjem fra rejser, selvom det er sommerferie, og pynter op det øjeblik, halloween er overstået. Jeg laver skattejagter hver morgen, som fører til dagens pakke i pakkekalenderen. Jeg har installeret en app, der kan få nissen til at gå igennem stuen. Jeg står meget tidligt op hver morgen i december og hader lidt mig selv for at sætte det op på det niveau, men jeg håber virkelig, at børnene vil tænke tilbage på det med glæde, når de bliver store.”
’Jeg tror jeg elsker dig’ kan ses i biografer over hele landet.
