MIN STOREBROR og hans slæng var nogle fliphoveder. Hvordan fanden det så gik fra, at de røg pot og hash til, at de stak sig i armen, er et godt spørgsmål. En eller anden kom og gav dem noget farligere, han må være kommet udenbys fra. I dag er de næsten døde alle sammen. De kom for tæt på solen i deres søgen efter det østerlandske. Min storebror mente, at vi havde et afhængighedsgen i vores familie. Hvis du tager 50 unge mennesker og stikker en nål med heroin i armen på dem, vil de 49 ikke gøre det igen. Nummer 50 bliver hooked med det samme. Og det var min storebror.
JEG KOM TIL Aarhus midt i 70’erne. Jeg havde min pose med rene strømper og to lommetørklæder og min Martin D28S-guitar med. Jeg vidste ikke helt, hvor jeg skulle hen. Den første aften spiste jeg gratis i Huset, hvor jeg mødte nogle venner hjemmefra. En af dem foreslog mig at læse dansk. ”Enhver idiot kan komme ind, og det vrimler med kællinger,” sagde han.
JEG VAR en kyst (skræmt, red.) ung mand, da jeg kom til Aarhus. Jeg søgte et tilhørsforhold til byen, så jeg kunne bygge en identitet op. Men jeg følte mig enormt alene og havde ikke rigtig venner. Og det var medvirkende til, at jeg kom til at skrive sange.
FØRE DISKUSSIONER kunne jeg ikke, jeg havde ikke ordforrådet til det, men jeg havde en intuitiv fornemmelse af, at den anti-amerikanske stemning dengang på universitetet ikke holdt. ”Det drejer sig om at emancipere proletariatet, fatter du dét, Allan?” Da jeg hørte en pige sige den sætning på danskstudiet, forstod jeg den simpelthen ikke. Jeg troede, at pigen talte om en slags marcipan.
Aarhus, 1978. Foto: Lotte Dyhrberg
EN AFTEN sad vi nogle stykker omkring et bord på Skjoldhøjkollegiet i Aarhus. Jeg havde min guitar med, og jeg gav mig til at spille Tom Paxtons ’The Last Thing on My Mind’. En velskrevet og fin sang, jeg havde optrådt med på værtshuse. Bagefter tog en pige fra en af de andre opgange ordet. Hun var et par år ældre end mig og pæn. Hun sagde: ”Sig mig, hva’ mener du, vi skal med det shit? Hvad kan vi, der sidder her, bruge det til, mand?” Jeg forsvarede mig med, at den handlede om at blive forladt af den, man elsker, og det kunne vel være okay i en sang. Men nej. ”Har du slet ikke fattet alvoren i samfundet? Folk er undertrykte, og så sidder du der og synger det USA’ske imperialistiske shit!” Stemningen blev aldrig helt god.
DET VAR en mærkelig tid. Ungdommen i de store byer var inspireret af Østeuropa, og det gav nogle dybt reaktionære omgangsformer. Du kunne ikke sætte et ben forkert uden at få det savet over. Det er en utrolig periode i danmarkshistorien, en kritikløs forelskelse i statsapparatet og noget kommunistisk. Man talte også meget om at udradere kønnene, ligesom man gør i dag. Mændene forsøgte at feminisere sig, og kvinderne forsøgte at maskulinisere sig. I bakspejlet ser den tid komisk ud.
FØRSTE GANG, jeg skulle spille sangen ’Mergelgraven’ live, var i den lille by Bedsted. Jeg skulle med tog til Struer, skifte i Thisted og videre med bus derfra. Der var ikke noget lydanlæg på værtshuset, men krofatter mente nu heller ikke, at vi skulle regne med det store rykind. Når diskoteket i den anden ende af værtshuset begyndte, kunne vi nok alligevel ikke hamle op med deres spektakel. Da jeg entrede krostuen til showtime klokken 22 efter at have spist to skiver franskbrød med rullepølse, sad der tre mænd iført blåt arbejdstøj ved et bord tæt på baren. De gjorde deres rygge brede og sænkede panderne mod ølglassene foran sig. Efter jeg havde sunget De gyldne løvers ’Jeg er ikke som de andre’ og havde sagt ’skål’, fulgte total tavshed. Jeg gik i gang med min nye sang ’Mergelgraven’. Efter første linje kom krofatter op og stoppede mig. ”A er æ’ te’freds mæ’ dæ,” sagde han og spurgte de tre andre i lokalet: ”Er I te’freds?” ”Nææææj,” lød det. Jeg fik mine penge, og dagen efter tilbragte jeg på missionshotellet i byen, indtil næste forbindelse til Thisted afgik. Jeg turde ikke vise mig i byen. Heldigvis fik ’Mergelgraven’ andre chancer.
Frost Festival 2016, København, solokoncert på Arbejdermuseet. Foto: Malthe Ivarsson
DA JEG ENDELIG havde alderen og evnen til at henvende mig for at få en pladekontrakt, havde det aldrig været mere taberagtigt at spille akustisk guitar og være sanger og sangskriver. Vi var lige kommet ud af en forfærdelig periode med den slags musik i 70’erne med virkelig mange dårlige sange.
JEG VEJREDE MORGENLUFT, da Bruce Springsteen lavede sin akustiske ’Nebraska’-plade i 1982. Jeg kan tydeligt huske, hvor jeg var, da jeg fik øje på den plade første gang. Jeg var i Gøteborg, og jeg købte pladen sammen med Randy Newmans ’Good Old Boys’. Jeg sad bagefter i køkkenet hos mine forældre og læste teksterne. What the fuck! Har Springsteen lavet en plade med sådan nogle sange? Uden E Street Band? Det var satans. Nu kunne jeg hoppe på bussen.
MIT MØDE med skattevæsenet var uvirkeligt. Ingen havde nogensinde talt skat med mig før, og jeg havde kun spillet få koncerter i 1981, fordi jeg det meste af året var militærnægter. Men skattemedarbejder P.E. Eriksen vurderede med bemyndigelse fra Ligningskommissionen min indtægt til 80.000 kroner og regnede derefter ud, at jeg skulle betale 32.000 kr. i B-skat. Et par år senere lykkedes det mig at betale, og jeg skrev derefter et brev til Eriksen. Der stod i al sin korthed, at jeg inden længe ville stige ovenud af hans lønramme, og at han ved lejlighed var velkommen til at kigge mig op i røven for at se, om der var noget, han kunne bruge. Og i øvrigt kunne al videre henvendelse rettes til min revisor. Jeg hørte aldrig fra ham igen.
I 1983 var jeg på landevejen med folkesangerne Andrew John & Lissa. Vi spillede 99 koncerter på 66 dage. Vi lejede os ind alle mulige og umulige steder, for spillestederne ville ikke have os. Vi solgte kun i snit 20 billetter, men tanken var at etablere et kartotek af adresser. Næste gang vi kom til området, blev fans fra forrige tur inviteret gratis, hvis de tog to med, der købte billet. På den måde byggede vi vores eget publikum op. Det viste sig, at vi blev rubriceret under finkultur hos Koda, fordi vi spillede steder, hvor der ikke normalt skete noget kulturelt. Da vi fik vores Koda-check, var den enorm, og vi var helt i chok. Men pengene var ikke grunden til, at vi lavede turen. Vi ville bare gerne ud og spille.
JEG LÆRTE, at det er sværere at optræde for 20 mennesker end en hel forsamling. Jeg har lært mit gebet som musiker to steder. På værtshusene og på den turné. Alt siden har været lettere. Jeg ved, at jeg altid kan underholde et publikum med en guitar. Også selv om jeg ikke har en ny plade bag mig.
MANGE SPØRGER, om det ikke er hårdt i showbusiness. Som Niels Hausgaard siger: ”Du tjekker ind på et hotelværelse med et langhåret tæppe og fylder vand i badekarret. Så står du op om morgenen og spiser en overdådig morgenmad, der er gratis. Når du kommer op på dit værelse igen, har nogen redt din seng. Sikke noget svineri.”
Aarhus 1992, Lilholt, Madsen og Olsen. Foto: Thorarinn O. Thorarinsson
I SIN TID i Dalton-trioen (Allan Olsen, Johnny Madsen, Lars Lilholt, red.) sagde jeg nej til, at vi skulle spille på Grøn Koncert. Den beslutning står jeg ved. På det tidspunkt var jeg blevet pladekunstner, men jeg havde også været igennem en uddannelse hos Andrew John og Lissa. Jeg lærte også en del af Johnny Madsen til at begynde med. Men i dag har han jo en selvopfattelse som Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm fra ’Den Korte Radioavis’. Det er på sin vis fantastisk.
DER KOMMER HELT sikkert ikke nogen ny runde med Dalton. Det, vi lavede, udsprang af det kammeratskab, vi havde dengang. Vi er sådan set stadig gode venner, men da kammeratskabet ikke fandtes i hverdagen længere, var der ikke nogen grund til at fortsætte. På den sidste turné blev det tydeligt, at kammeratskabet ikke længere var intakt. Vi ankom til koncerterne i hver sin bil og tog af sted i hver sin bil. Efter den turné tror jeg ikke, nogen af os forestiller os, at vi gør det igen.
LIGE NU er jeg på en kort, hemmelig turné. Kunsten er at spille nok koncerter i løbet af et år, så jeg ikke mangler penge. Der er 20 byer i landet, hvor vi kan lave koncerter med mig, der har stor fokus. Måske 25. Sådan en tur kan du ikke lave hvert år, for publikum skal være sultne. I mellemtiden kan jeg så spille nogle mere skjulte akustiske job for musikforeninger rundtomkring. Vi arbejder også på en turné i forsamlingshuse i 2020. 80 procent af måske 300 mennesker dukker op de steder, hvis der sker noget spændende. Vi vælger fortrinsvis efter bynavne, der lyder spændende, som for eksempel Korinth eller Christiansfeld.
Bøgescenen, Smukfest 2007, Allan Olsen & band. Foto: Per Lange
JEG HAR ALDRIG været vild med at skrive sange. At sidde og krydre røv i timevis over et stykke papir, hvor der ikke står ret meget på, er træls. Og når du har siddet der i flere dage, og der ikke kommer ret meget ud, opstår der en følelse af spildtid. Jeg er for rastløst anlagt til det. Jeg kommer i en filosofisk disput med mig selv, hvor jeg synes, det er latterligt at sidde og hænge over et rim frem for at leve livet.
NÅR JEG GÅR på scenen, er det uden sætliste. Ellers kan du jo lige så godt sidde i en bank. Jeg har et stykke sort karton, hvor der med bogstaver står titlerne på de 103 eller 104 sange, jeg kan spille. Det er alle dem, jeg har lavet. Mens jeg synger, lader jeg øjnene glide ned over arket og vælger den næste efter stemningen i salen. Når jeg ikke gider spille nogen af dem længere, er det tid til at skrive nye.
JEG FORSØGER OFTE at lave om på mine sange. En god sang kan ændres. Vi prøvede en gang at lave ’Op til Alaska’ om til en uptempo country-sang på Sølund-festivalen, den for udviklingshæmmede. Jeg har aldrig set så mange rejse sig fra deres kørestole. Der skete simpelthen mirakler.
