DEN PRIMÆRE erindring fra min barndom er, at jeg kedede mig. Jeg tror, det var derfor, jeg tidligt lærte mig selv at læse. Man keder sig så meget, at man kunne tage et ’Lucky Luke: Storfyrsten’ eller et ’Asterix i Alperne’ og læse det for tusinde gang.
Senere begyndte jeg også at læse aviser. Jeg startede altid med sporten, for det var på mange måder det eneste, jeg interesserede mig for. Særligt fodbold. Jeg spillede selv i den jødiske fodboldklub, som var en mærkelig klub, fordi man jo ikke var med, fordi man var god til at spille fodbold, men fordi man var jøde.
Hver morgen brugte jeg en halv time på at gennemgå alle sportsresultater. Altså alt, der stod i avisen om samtlige sportsgrene. Når der var en sommer med VM, så var det det eneste, jeg interesserede mig for. Der var ikke andet i mit liv.
Senere prøvede jeg kræfter med håndbold, men det var jeg heller ikke særlig god til. Til gengæld var jeg god til rulleskøjtehockey. Det var et af de store 80’er-fænomener, og det kom også til Charlottenlund, hvor jeg voksede op. Der skete ikke en skid på de der villaveje, og når man var holdt op med at interessere sig for dåseskjul og fangelege, og man ikke var gammel nok til at interessere sig for piger – eller også var man gammel nok, men de interesserede sig ikke for én – måtte man finde på noget andet. Derfor begyndte vi intensivt at spille rulleskøjtehockey.
Fra det tidlige forår til det sene efterår spillede vi dagen lang. Hele vejen var med, og vi spillede mod de andre veje. Vi løb på side-by-side-rulleskøjter og købte fuldt ishockeyudstyr. og som 14-15-årige dannede vi klubben Gentofte Rollers med dragter og hjelme og hele molevitten, Og endte med at vinde københavnsmesterskabet. Hen over en weekend blev der afholdt en kæmpe turnering for alle rulleskøjtehockeyhold i byen. Jeg scorede en masse mål, og det var helt fantastisk. Jeg er dårlig til alle andre sportsgrene, men virkelig god til rulleskøjtehockey.
Desværre var der på et tidspunkt en eller anden, der opfandt inlineren. På inliner vender man meget hurtigere, og de var simpelthen bare hurtigere end os på side-by-side. Vi blev for dårlige og begyndte at tabe. Og da jeg smadrede mit korsbånd i en gymnastiktime i gymnasiet, var det slut.
Jeg står nogle gange på skøjter med mine børn, men man virker lidt som en gammel idiot, når man kommer kørende på sine gamle rulleskøjter. Jeg bilder mig stadig ind, at jeg ville være fantastisk til rulleskøjte-hockey, men jeg er også lidt bange for at teste det, hvis det skulle vise sig, at jeg slet ikke er så god, som jeg husker det.
Foto: Privat
SOM 16-ÅRIG kørte jeg alene med tog gennem Europa og igennem Jugoslavien. Det var før borgerkrigen, men der var fyldt med soldater i sovekupeerne. Jeg var drevet af en nysgerrighed. Når jeg ser på mine egne store børn og deres kammerater, virker det, som om der ikke rigtig er nogen unge, der rejser på den måde længere, bare ud i det blå. Jeg gjorde det hele tiden. Jeg tog bare af sted.
Jeg har altid fundet det tiltrækkende at kaste mig ud steder, hvor jeg ikke ved, om jeg kan bunde. En form for grænseløshed kunne man vel kalde det.
Samtidig besidder jeg også i høj grad det modsatte. Ellers ville jeg ikke have så stor en familie. Jeg har også de samme seks venner, som jeg har haft siden børnehaven. Jeg flytter mig ikke særlig meget, og jeg har boet i København i næsten hele mit liv. Så jeg er også temmelig reaktionær og konservativ.
Begge sider er en del af mig. Under den stille overflade ulmer rastløsheden og frygten for at kede sig. Derfor er det så vidunderligt at være journalist. Det er simpelthen mit livs lykke, at jeg er blevet det.
Da jeg gik i 7. klasse, kom min fætter Michael i praktik på en lokalavis i Randers. Han skulle skrive om en lokal fyr, der havde været med Siriuspatruljen i Grønland, og fordi jeg syntes, at det var så spændende, at han var på en avis, fik jeg lov til at skrive en faktaboks til.
Jeg tog et leksikon ned fra hylden, slog op under Sirius-patruljen og skrev en lille boks. Næste dag stod det trykt i avisen. Jeg var fuldstændig mageløst betaget af det.
Efter den oplevelse blev jeg nærmest besat af at skrive og få noget i avisen. Det var simpelthen det, jeg ville.
Nogle år senere sad jeg på taget af et hostel i Cairo og skrev på en artikel til Weekendavisen. Jeg var i starten af tyverne, og jeg sad bare der og tænkte: ”Det her er så fedt!” Jeg havde Cairos sindssyge liv lige nedenunder, og jeg sad der med min computer og skulle skrive en rigtig artikel til en rigtig avis. Lige dér følte jeg, at jeg levede fuldstændig op til det billede af en journalist, jeg havde oppe i hovedet. Jeg kunne simpelthen mærke den vilde energi boble indeni, nærmest som en fysisk drift. Sådan har jeg det stadig i dag. Jeg er hele tiden lidt nervøs for, at driften en dag vil aftage, for hvad fanden skal man så? Jeg har svært ved at se mig selv som højskolelærer.
SOM BARN VAR jeg på kvindelejr på Femø to gange. Jeg husker stadig alle de der nøgne damer og de meget store sovetelte, der lugtede af muggent overskudslager. Der var stort set ingen drenge med, så man blev virkelig kastet for løverne. Den der måde, man skulle være frie og nøgne på, det var lige stærkt nok for mig.
Jeg var også med på Avernakø, hvor der hvert år blev afholdt miljølejr. Det ene år var temaet, at vi skulle bekæmpe farvestoffer i maden. Hen over en hel uge handlede det kun om det, og vi tog ind til Svendborg og lavede en happening, hvor vi farvede nogle chokoladekiks blå, så folk kunne få noget at tænke over.
I hele min familie var der en stærk tradition for, at man stemte til venstre for midten – eller i hvert fald aldrig til højre for den. Det havde noget at gøre med, at vi var jøder, og så vidste man, at alt det til højre hurtigt kunne bevæge sig imod noget, der kunne blive lidt problematisk for jøder.
Senere kom jeg på Gentofte Statsskole, et flippet, venstreorienteret gymnasium. Her var det kutyme, at man tog ind til Pisserenden og købte sådan nogle ekstremt slaskede, grimme militærfrakker. I hele det her venstrefløjsmiljø, som jeg var en del af, var der nogle dogmer, som var nærmest religiøse. Man var altid imod. Man var imod institutionerne, man var imod politiet, man skulle være imod regeringen, og man skulle først og fremmest være imod EU. Alle de demokratiske samfundsinstitutioner var man grundlæggende imod.
Jeg var med til at besætte gymnasiet i et par uger, hvor vi demonstrerede mod den borgerlige regering, som var nogle fascister i vores øjne. Jeg kendte ikke nogen, der stemte til højre for midten. Jeg kendte ikke engang nogen, der kunne drømme om at gøre det.
Weekendavisen var med til at forandre det for mig. Mine forældre abonnerede på den og læste den fra ende til anden. Her stødte jeg på borgerlige skribenter som for eksempel Ulrik Høy, der var et fyrtårn af vid og humor. Mit møde med ham og andre på Weekendavisen, som skrev kritisk om alt det, som jeg selv kom fra, var rystende og totalt forandrende.
Det, der særligt var tiltrækkende, var, at de skrev så uforfærdet om emner, der i starten af 90’erne blev opfattet af stort set alle progressive, veluddannede typer som enormt sort og reaktionært. Lige så langsomt begyndte jeg at indse, hvor konformt det var, det, der foregik på venstrefløjen.
Jeg følte mig simpelthen ikke hjemme i det mere.
DER FINDES IKKE noget mere vidunderligt end at hoppe på et fly og træde ud et helt nyt sted og se på de mennesker, der lever dér. Jeg husker tydeligt det sug, der gik igennem kroppen, da jeg første gang besøgte USA. Hele fornemmelsen af at lande i lufthavnen, tage toget ind til New York City og træde op på gaden første gang. Det der med nærmest at flyve op af undergrunden og blive mødt af et landskab, man kender fuldstændig, selvom det er første gang, man er der. Lydene, farverne, menneskerne og den måde, de bevæger sig på. Husene, stednavnene. Det er fuldstændig som at træde ind i et billede, som sætter sig i bevægelse, og man er midt i det.
Ligesom alle andre fra vores del af verden kendte jeg New York, mange år før jeg var der første gang. Sådan har det været, hver eneste gang jeg er kommet et nyt sted hen i USA. Fra mit første ’Anders And’-blad og senere ’Radiserne’, som jeg var vildt optaget af, og til alle tv-serierne og filmene er jeg vokset op med, at meget kultur stammer derfra. Hver gang har jeg følt, at jeg allerede har været der tusind gange før. Tænk engang at føle sig hjemme i en verden, man aldrig har sat sine fødder i. Alt det, man har læst om, set i en film eller hørt om i musikken, og så møder man det endelig selv.
Og jeg har det stadig sådan, når jeg kommer til New York. Når jeg sidder i taxaen og ser skylinen, når jeg træder op fra undergrunden eller går over Brooklyn Bridge. Jeg får sådan en fornemmelse af, at jeg flyder med på en måde, og så er jeg fuldstændig i ro.
Jeg har det på samme måde med London. Jeg boede der i et par år, mens jeg studerede, og fuck, altså, hvor var det vidunderligt at sætte stikket i dén stikkontakt der og være en del af den energi, London havde i 90’erne.
Det er noget af det bedste ved at være journalist, at man bare kan rejse steder hen. Jeg husker også tydeligt, da jeg var i Hongkong, lige før kineserne overtog byen fra briterne Årh, hvor var det vidunderligt. At opleve det her ikoniske sted, se det hele og tale med folk og så give det et sprog ved at skrive om det.
Jerusalem, 1995. Foto: Privat
JEG FLYTTEDE TIL Jerusalem som korrespondent i midten af 90’erne. Det var under Oslo-processen, Yitzhak Rabin blev skudt, og der var selvmordsbombere og knivstikkerier overalt i byen. Men det var samtidig så fantastisk at være dér – med sin krop og med sit sind – og på allernærmeste hold opleve ting, som virkelig betyder noget.
Jeg havde allerede boet i byen som barn. Vi var der i halvandet år, fordi min far skulle lave et projekt i forbindelse med sin medicinuddan-nelse. Det var under Yom Kip-pur-krigen i 1973, så det var også en heftig tid. Jeg kan ikke huske noget af det, men jeg har set billeder, og det var en by i total mørklægning under en krig, som mange i Israel troede, at de ville tabe. Min søster blev faktisk født midt under krigen, og min mor måtte køres af sted i en ambulance med sortmalede lygter. For familien var det en totalt definerende begivenhed, og Jerusalem er blevet en slags anden hjemby for os.
Mens jeg gik på Carolineskolen (jødisk skole, red.), var vi i Israel på lang lejrskole, hvor vi ikke blot besøgte Jerusalem, men rejste landet rundt. Som 15-årig syntes jeg, at det var helt forkert, at vi ikke mødte nogen palæstinensere. Det var lige efter den første intifada, så der var en anspændt stemning, og det var nok en af grundene. Men jeg syntes stadig, at det var forkert. Man kan ikke forstå, hvad der foregår i Israel, uden at forstå begge sider af konflikten. Der var en vis portion ensidighed i den måde, vi fik præsenteret konflikten på, og jeg har siden brugt en stor del af mit liv på at få alle nuancer med.
Det var også en af grundene til, at jeg selv flyttede til Jerusalem. Det var så meningsfuldt, spændende og sjovt, for der sker noget hele tiden. Når man godt kan lide at være til stede lige midt i den helt store historie, er det et fantastisk sted.
Korrespondent, Cairo, 1996. Foto: Privat
JEG ER EN ret dedikeret, ikke-troende jøde. Jeg har kun én gang bedt til Gud, og det undrer jeg mig stadig over. Det er 30 år siden og kom sig af, at jeg havde fået aggressiv cancer i armen. Pludselig var der to ting, jeg var rædselsslagen for: Det ene var at dø, hvilket er heftigt nok, når man er i tyverne. Det andet var at få amputeret armen, som i flere måneder var den reelle løsning på problemet. Jeg tænkte bare: ”Hvordan skal jeg så kunne blive journalist?”
Det lykkedes at fjerne kræftsvulsten med operation og stråling, men der var ét tidspunkt, hvor jeg var sikker på, at kræften var kommet tilbage. Jeg sad hos lægen og kiggede på ham, der kiggede på en skærm, og lige dér bad jeg til Gud. Jeg havde brug for at udtømme alle muligheder, der kunne have en positiv indvirkning på min situation.
Scanningen gik godt, men i flere dage bagefter tænkte jeg: ”Hvorfor gjorde du det?” Det føltes som et lille forræderi, at jeg var så desperat.
Nu om dage fylder angsten for sygdommen meget lidt. Altså lige bortset fra når jeg skranter med et eller andet og pludselig er sikker på, at det må være canceren, og at jeg denne gang vil dø af det. Så man slipper det aldrig helt, og det tror jeg, at alle, der har haft kræft, vil nikke genkendende til. Det har virkelig sat dybe spor i mig.
Det positive er, at det sætter gang i nogle ting. Når sådan noget sker, bliver ens karaktertræk forstærket, og jeg reagerede ved, at min livsvilje kun blev endnu større. Nu skulle det gå hurtigt. Jeg skulle hurtigt blive journalist, jeg skulle hurtigt ud og bo i udlandet, jeg skulle hurtigt have nogle børn. Jeg skulle ligesom i gang.
Martin Krasnik med sit første barn. Fødslen gik i gang 11. september 2001, da det første tårn i New York styrtede sammen. Foto: Privat
Da jeg skulle have mit første barn, gik fødslen i gang 11. september 2001. Mens jeg stod og så fjernsyn, hvor tvillingetårnene stod i flammer, og prøvede at begribe, at mit verdensbillede var ved at styrte i grus, faldt det ene tårn sammen i samme øjeblik, som vandet gik. Tre en halv uge før termin. Ens fokus skifter ret hurtigt til det helt nære, når man pludselig skal på hospitalet og være far for første gang.
Men om natten lykkedes det mig at skrive en artikel om terrorangrebet i USA. I virkeligheden gik der lang tid, inden jeg forstod, hvor vildt det faktisk var. Vi havde haft et årti siden Berlinmurens fald, hvor tilværelsen ikke var forbundet med skræk – som den er i dag, og som den var under den kolde krig. For mig var det forbundet med en stor lykke, at verden hele tiden åbnede sig.
Så kom 9/11, og pludselig kom der alle mulige indskrænkninger på vores frihed, og hele vejen frem til i dag har der kørt den der konstante forhandling om, hvad frihed overhovedet går ud på.
Når jeg tænker tilbage på mit liv, kan jeg se, hvor definerende 9/11 blev for mig. Hele mit perspektiv ændrede sig, fordi jeg samtidig fik et barn. Jeg tænker over, hvilken verden mine børn vokser op i. Hvordan vil verden komme til at se ud? Hvilke forventninger har de, og hvilke knuder skal de gøre på sig selv for at kunne leve så frit som muligt? Frihed er det vigtigste, vi har.
Jeg har altid tænkt, at jeg skulle have fire børn, men det blev til fem, for Anna, min kone, fik tvillinger. Jeg husker stadig, da vi var til en scanning inde i byen et sted og fik ultralyd, og hende sonografen sad og kiggede på skærmen og sagde: ”Det ser fint ud med hjertelyd.” Og pludselig blev der stille, da hun tilføjede: ”Jeg tror, jeg kan se to.”
Det var sådan en stor, mirakuløs glæde, og samtidig tænkte jeg: ”Det her bliver ustyrligt. Nu er vi ikke bare i mindretal, vi er skrumpet ind til ingenting. Vores frihed er fuldstændig forever gone!”
Men jeg har altid vidst, at jeg ville have børn. Det er den største beslutning, man kan træffe. I det øjeblik man går i gang, ved man godt, at nu bliver man ufri. At få børn er at lægge bånd på sig selv, men på en måde, som er fantastisk, for den inkarnerer alt, hvad det vil sige at være menneske – et himmel og helvede i ét, hvor den egentlige mening findes. Når det så er sagt: Fem børn er jo vanvittigt. Fire børn er meget, fem virker som en, der ikke har styr på det længere.
Nebraska, USA, 2000. Foto: Privat
BOGEN ER DET skønneste, der findes – ud over avisen. Det er det ypperligste at kunne placere sine tanker, sin tilværelse, sit liv i en fysisk genstand, som andre mennesker kan tage i hænderne. Den fysiske bog giver en helt særlig fornemmelse af, at her er noget, der er vigtigt, sandt og risikabelt for den, der har skrevet den. Jeg kan selv blive helt overvældet af at sidde med en bog eller en digtsamling fra slutningen af 1800-tallet og føle det, som om jeg befinder mig i samme lille rum som den, der skrev den.
Min nye bog hedder ’Den skinnende by’, og den har jeg skrevet, fordi der er gået et kvart århundrede siden 9/11, og det er blevet tydeligere, at frihedskampen er meget mere omfattende, end vi troede, og at vi har brug for at definere, hvad frihed overhovedet er, så vi ved, hvad vi skal kæmpe for at forsvare.
Min første bog hed ’De retfærdige’. Jeg skrev den kort efter 9/11, hvor det viste sig, at kampen mod militant islamisme var utrolig meget større, end vi havde troet. Jeg prøvede at finde ud af, hvad islamismen egentlig handlede om, og rejste til Mellemøsten og mødtes med forskellige islamister. I flere tilfælde mødte jeg deres børn og koner og fulgtes med dem på arbejde. Det var mit forsøg på at prøve at forstå deres verden og deres måde at se tingene på.
Den person, der gjorde størst indtryk på mig, var en iransk fyr, Muhammed, som jeg tilbragte en uge med. Vi talte om livet, arbejde og bekymringer. Han havde børn, og jeg havde lige fået min søn. Jeg var studievært på ’Deadline’, og han arbejdede også som studievært og underviste i engelsk litteratur. Han var meget optaget af engelsk poesi og havde studeret i England – det havde jeg også selv.
Der var simpelthen så mange fælles referencer, men så var der bare lige det med, at han var hardcore islamist og så Vesten som falsk, overfladisk og løgnagtig. Vi havde fuldstændig den samme måde at være på og tale på, og samtidig var vi dybt fundamentalt forskellige i vores verdenssyn.
Hver person, jeg interviewede, forærede jeg sådan en snekugle, der viste New Yorks skyline, da World Trade Center stadigvæk var der. Det var ret interessant at få en hardcore islamist fra Pakistan eller Saudi-Arabien til at sidde og ryste kuglen, så sneen dalede ned over de to tårne. Det var ligesom udgangspunktet for samtalen om, hvor forskellige vi var.
Inden min rejse havde jeg tænkt meget på, hvordan jeg kunne nærme mig det sted, hvor der virkelig var noget på spil. Meget journalistik er jo bare teater: Jeg spørger om noget, han eller hun svarer noget, og vi ved begge to, at vi ikke kommer ind til noget, der er besværligt eller ømtåleligt. Men jeg har altid haft et behov for at prøve at nærme mig det besværlige og ømtålelige. Hvis jeg viger fra det, får jeg nærmest en fysisk tunghed i kroppen. Jeg ved ikke, om man kan kalde det en mini-depression, men det er sådan en ’hvad dælen skal det så nytte, det hele?’-sindsstemning.
Folk i min omgangskreds var til gengæld ikke særlig begejstrede for snekugleideen eller min rejse i det hele taget. Der var historier om folk, der blev kidnappet og slået ihjel, og den amerikanske jødiske journalist Daniel Pearl var kort forinden blevet halshugget i Pakistan. Mens jeg selv befandt mig i landet, fik jeg pludselig en opringning om, at jeg skulle være forsigtig og ikke sige noget om min jødiske baggrund. Jeg aner stadig ikke, hvordan de havde fundet ud af, at jeg var jøde, men her ramte tanken mig da: ”Hvad laver jeg egentlig?”
Ellers har jeg aldrig følt mig på dybt vand i forhold til mit arbejde. Jeg har følt mig langt mere på dybt vand ved at få så mange børn og så stor en familie. Så svært er det jo heller ikke at rejse til Pakistan og tale med nogle mennesker.
Partilederdebat i Publicistklubben dagen efter folketingsvalget 2022. Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
JEG HAR LIGE været i Berlin med min 18-årige datter og hendes jævnaldrende kusine. Det var en storslået tur, for det er simpelthen en storslået by. Jeg har alt for sent fået øjnene op for den, og jeg ærgrer mig indædt over, at jeg ikke på noget tidspunkt i 80’erne tog turen derned. Tænk engang at gå glip af 80’ernes Berlin.
Det skyldtes også, at min familie havde boykottet byen. Eller hele landet faktisk. Min farmor og farfar nægtede at komme til Tyskland og ville ikke have tyske produkter – køleskabe, biler, ingenting under nogen omstændigheder. De havde været i koncentrationslejre og mistet deres familier, så man kan godt forstå skepsissen. Når vi skulle på campingferie i Frankrig, ræsede vi igennem landet nærmest uden at gøre holdt.
I dag synes jeg, det er ærgerligt. For det første, fordi tyskerne som de eneste i verden tog ansvar og virkelig har forholdt sig til Holocaust, og for det andet, fordi Tyskland er et vidunderligt land.
Det var så skønt at rende rundt i Berlin med de to unge piger. Kusinen var faktisk lidt yngre end 18, så der måtte fifles med nogle ID-kort for at komme ind på klubberne.
Jeg er utrolig glad for at gå i byen i Tyskland, for det ægte åbne og liberale samfund finder man i det tyske byliv. Hvis altså man kommer forbi det mest illiberale, der findes, nemlig dørmanden. Men så er der også plads til alle mennesker på en måde, som er ret unik.
Folk snakker altid om, at Berlin ikke er det samme, som det var engang, men den køber jeg overhovedet ikke. Det var fuldstændig forrygende at opleve byen med helt unge mennesker, der kommer ind på en rigtig berlinerklub for første gang. Hold kæft, hvor er det stort.
