DET TEGNEDE DYSTERT i foråret 2017. En ting var, at anmelderne sablede Sanne Salomonsen ned – det havde hun prøvet før. Men at danskerne, selvom de mødte op, når hun spillede fest-ivaler og koncerter, ignorerede hendes seneste albumudspil så det dryssede ud af hitlistens top-40 efter én sølle uge, var alligevel ildevarslende toner.
Spurgte man de mest insisterende kritikere, var der intet odiøst ved dukkerten. I deres øjne havde Sanne Salomonsen – kvinden, der i 90’erne gjorde sig fortjent til betegnelsen ’hele Danmarks rock-mama’ – længe været pensionsmoden. Og lige siden en blodprop i hjernen var ved at slå hende ihjel i 2006, havde hun i Ekstra Bladet måttet vænne sig til betegnelser som ”håbløst falleret”, ”afdanket” og ”ringvrag”.
Et år senere sidder Sanne Salomonsen og suger sol og cigaretter i haven til sin nyerhvervede lystejendom nær Gilleleje. Hendes hår er lyserødt som candyfloss. De steder, hvor den syntetiske farve ikke længere bider, er små totter af rapsgult kommet til syne. Bag solbriller så runde og store som cd’er ænses en skarp bræmme af mascara. Hun ryger konsekvent med højre hånd.
”Det var en virkelig mørk vinter, men nu er her pludselig røvlækkert hele tiden. Jeg synes, det er vidunderligt. Jeg er så glad for mit liv,” siger hun.
Albummet blev ikke nogen svanesang. Efter et par måneder – som seernes yndlingsdommer i DR1’s ’X Factor’ – banede dokumentarserien ’Anne, Sanne og Lis’ på søsterkanalen DR2 vejen for en kommende 2019-turné med veterankollegerne Anne Linnet og Lis Sørensen til kongerigets største koncertarenaer. Det går op og ned i rock and roll.
”Jeg tror, at Danmark har lært mig at kende igen. Der var en, der skrev noget med, at jeg er det nye sort. At alder, rynker, erfaring og substans fra en kvinde i tresserne er det nye sort. Jeg er 62, og jeg føler mig ikke en dag over 35,” siger Sanne Salomonsen.
”Jeg krudter øjnene, jeg har en fest. Måske er det dét, jeg repræsenterer, måske er det dét, folk bliver glade for. At man ikke nødvendigvis skal have store læber og falske bryster for at blive ved med at føle sig ung og lækker.”
NÅR SANGERINDEN FÅR hul på sit fistrende grin, er det som en F16, der buldrer ind i lydmuren. Det hæse skrald har rækkevidde og bæres snildt fra køkkenet og ud på gårdspladsen, via porten, rundt om hjørnet og ud på vejen, hvor en flok svaler letter, og en gøg for en stund indstiller sin introverte murren – som lyttede den mistroisk efter mere.
Midt i en mobilsnak med vennen Manne (eksfodboldspilleren Michael Manniche) byder hun velkommen med en storladen ’mit hus er dit hus’-gestus.
”Jaja, Manne. Jeg skal nok stille op til den charity,” siger hun og lægger på.
Det er en ny ting for hende at bo ved vandet. Ellers er her gammelt. De tre stråtækte længer blev lagt og lavet i år 1800, men selvom hun ankom i november i fjor, er de løse ender i overtal.
”Hvor mange værelser der er?” gentager hun.
”Det ved jeg ikke. Men jeg har mange, for der er 450 kvadratmeter. Jeg lejer jo en af længerne ud, og mit hus er så stort, at det er åbent for alle. Det er hyggeligt sådan. Jeg er en gammel hippie, for fanden.”
De vandrette flader befolkes af tingeltangel, fingerringe, samlerobjekter, vaser, lysestager og antikke lamper. Langs panelerne på klinkegulvet spejder malerier efter et søm, de kan hænge på, og oppe på førstesalen mangler kasser på stribe at blive pakket ud.
”Det var mine venner, der flyttede for mig. Hele lortet, siger jeg dig. Jeg var midt i optagelserne til ’X Factor’ og var ikke klar over, at det ville blive så intenst. Man vinker farvel til sit eget liv, mens det står på. Men så kom de … og vupti!”
Sanne Salomonsen vil ud i sin summende have, tilbage i det knastørre vejr. Hun åbner køleskabet og foreslår forfriskninger, der kan gøre den stegende hede tålelig.
”Du vil have en Coke Zero? Er du simpelthen en dåsedreng? Hahahaha! Du er en dåsedreng, jeg er også en dåsepige,” siger hun og rækker ud efter to dåsecolaer.
I fjernsynsstuen gør hun holdt foran nogle af oliemalerierne. Motiverne peger alle tilbage på et København af ældre afstøbning, som hun husker byen fra sin barndom. Før modernisering, altanbeton og tung trafikering.
”Her har vi Frederiksberg Slot, og det er så hernede bagved, at Zoologisk Have ligger, ik’. Det er da sjovt at tænke på. Jeg er vild med Monet-stilen, det er malet i. Altså, det er jo nogle superbillige billeder, men teknikken er virkelig svær. Det er pisseflot. Og her er så ridebanen, hvor jeg red som lille pige. Så er man altså københavner, når man har gået til ridning på Christiansborg Ridebane. Det må jeg jo indrømme. Og her har vi Rosenborg. Jeg husker det lige så tydeligt, når garden kom stavrende ud.”
Netop som hun har sat sig til rette ved et spinkelt havebord og en forkølet parasol, der knap kaster skygge, triller en varevogn fra TDC ind i indkørslen. Det grove grus knitrer som en frisk bagerpose. Lyden får Sanne Salomonsen til at kaste hovedet bagover, så solbrillerne rutsjer på næseryggen og stopper ved det diskrete knæk, der har fulgt hende siden teenageårene.
”Jeg fik oprettet fastnet, så snart jeg flyttede herop, men så kom en håndværker til at hakke kablet over. Men det pis skal bare være i orden. Ellers kan jeg jo ikke ringe til min mobiltelefon, når jeg ikke kan finde den.”
Har du altid gået op i din københavnske fortid?
”Det med malerierne har måske stået på i 10 år, og jeg flipper mere og mere ud over det. Jeg bliver så rørt over at se billeder fra min barndom.”
Hvorfor?
”Fordi gamle ting fortæller historier. Jeg elsker også gamle træer. Og jeg elsker gamle hunde. Når tiden har sat sig. Når tiden har slidt sig vej. Forstår du, hvad jeg mener?”
Sanne Salomonsen tænder cigaret nummer to, men fortsætter talestrømmen, mens hun trækker luft ind. Da røgen har været nede og vende, fryser sløret i den stillestående luft. Hendes stemme skratter.
”Hvis du havde spurgt mig som barn, hvad jeg ville være, når jeg blev stor, havde jeg allerede fra 11-årsalderen sagt sanger. Jeg har hele mit liv vidst, at jeg skulle være sanger. Men hvis du spørger mig i dag, ville jeg sige, at jeg godt kunne tænke mig at læse historie på universitetet. Interessen er kommet sent – da der blev tid og plads til at tænke andre tanker end noder og sangtekster og alt det dér, ik’.”
Det med at omfavne det patinerede ligger ellers ikke lige til tidsånden …
”Nej, patina er vanvittig umoderne. Det er da også derfor, jeg kan få mange af billederne så billigt. Hahahaha! Men nej, det er rigtigt. Alting kommer i bølger, og jeg er nået til den bølge i mit liv, hvor det er det, jeg omfavner.”
SANNE – ELLER SUSANNE, som hendes forældre havde navngivet deres eneste datter – voksede op på Nørre Farimagsgade, lige over for Ørstedsparken. Faren var den udfarende type. Universitetslektor, grønlandsforsker, ornitolog, eventyrforfatter, amatørpianist. Moderen var 14 år yngre, fra provinsen og kendte sin plads. Den bestod i at være en god husmor og værtinde.
”Der blev holdt på formerne,” husker sangerinden tilbage.
En dag i 1967, da Susanne var 11 år, overværede hun en ordveksling, der brændte sig fast.
”Jeg stod og kiggede på min mor, der løj over for min far. Alt sammen for at lokke nogle flere husholdningspenge ud af ham. Jeg tænkte, at jeg i hvert fald aldrig skulle bede nogen om noget. Jeg skulle klare mig selv.”
Sanne Salomonsen halvvejs råber ordet ’aldrig’. Det gør hun tit: betoner det centrale i sine sætninger ved at skrue op for volumen. Hun bruger også engelske udtryk i flæng, og så siger hun ’vitterlig’ lige så hyppigt som Morten Olsen. Men der er selvfølgelig også kun seks år mellem de to giganter.
Susanne var 15 år, da hun i begyndelsen af 70’erne løb med rollen som Sheila og en stor del af opmærksomheden i musicalen ’Hair’. I forbindelse med sin optræden fik hun skåret den første stavelse af sit navn og indkasserede det første af mange kælenavne: ’Lille Sanne Superstar’.
Hun spillede i bands om dagen, stillede op i forestillinger om aftenen, og ud på natten gav hun den som sangerinde på Pariserklubben og La Fontaine i Kompagnistræde.
”Der var åbent alle ugens syv nætter, og det var dér, jeg som 17-årig mødte min første mand (jazzmusikeren Bo Stief, red.), men det var absolut ikke for at feste, jeg var der. Jeg var der for at lære.”
Eksperimenterne fik ben at gå på, og Sanne Salomonsen nøjedes ikke med at pladedebutere som soloartist i 1973. Hun blev blandt andet involveret i et jazzfusionsband i Tyskland og i en vokalgruppe, der nåede til London og indspille, ligesom hun optrådte i sommerrevyer og agerede korsangerinde for ølhunden John Mogensen.
”Det lyder selvfølgelig tumultarisk, men 70’erne var en supervigtig tid for mig. Det årti var min skole.”
Kan man sprede sig så meget, at man ikke finder sin egen grundtone?
”Så man bliver forvirret eller ikke ved, hvem man er?” spørger Sanne Salomonsen tilbage og svarer selv:
”Tværtimod – og det er lige det, jeg vil frem til – for da jeg nåede 1979, følte jeg mig afklaret. Nu vidste jeg, hvad jeg ville, jeg turde lægge resten bag mig og se fremad.”
Og hvad var det, du var nået frem til?
”At jeg ville tage den helt forfra og spille melodisk rock and roll med Sneakers.”
Hvad måtte du sige nej til?
”Jeg vaskede tavlen ren og sagde: ’Her starter min rigtige karriere.’ Og det gjorde den.”
På trinnet til et nyt årti var den danske musikindustri en overskuelig størrelse. Især hvis man var udøvende kvinde:
”Der var en del dansktopsangerinder, og så var der jazzsangerinderne Gitte Hænning og Grethe Ingmann, og når det kom til musik med et beat, var der Annisette fra Savage Rose. Og så var Anne Linnet kommet med sine første plader, og det samme var jeg.”
Det kan nærmest lyde ensomt?
”Det var i hvert fald ikke nogen stor branche. Den blev faktisk først til en branche i 80’erne med en reel livescene og en reel pladescene. Det er fantastisk at have været med til den del. Og fantastisk stadig at være der.”
Sanne Salomonsen sætter i et host, der er lige så forankret i hende som hendes underolierede karosseri af en latter.
Den noget mindre, allestedsnærværende formel viste sig at være sagen. Sanne Salomonsen bidrog til hits som ’Voodoo’, ’Sui-sui’, ’Efter festen’, ’Det er ikke det, du siger’ og ’Måne, sol og stjerner’. Både som enevældig frontfigur i Sneakers og som en tredjedel af Anne Linnet Bands vokalside scorede hun førstepladser på stribe. Og så, i 1983, midt i succesen, døde hendes far.
En del år senere, efter skilsmissen med Mats Ronander, rykkede Sanne Salomonsens mor ind hos sin datter – i et anderledes bofællesskab end dem, sangerinden havde lært at elske, siden hun flyttede hjemmefra.
”Min mor slap sit gamle liv og deltog i mit. Formerne og restriktionerne forsvandt, og hun blev så fri på så mange områder. Vi havde en fed tid sammen, og alle mine venner elskede hende.”
”Min mor var et skønt menneske,” siger hun så.
EN VENINDE PEGEDE ham ud. De befandt sig i VIP-området i den nyåbnede Royal Arena, til koncert med Aerosmith, og på en af pressepladserne stirrede en fyr med kassebriller og pagehår ind i sin lysende laptop.
”Treo sidder lige dér,” sagde veninden.
Thomas Treo. Ekstra Bladets musikanmelder. Ham, der gang på gang og over en årrække havde nedgjort hende, strintet op og ned ad hendes plader og ynket hendes koncertoptrædener. Lige siden comebacket i 2009 havde han holdt sig til.
Sanne Salomonsen snurrede om på støvlehælen og marcherede derhen.
”Da han så mig … jeg tror, han troede, jeg havde tænkt mig at stikke ham en flad. I stedet lagde jeg min hånd på hans skulder. ’Jeg ville bare se, hvordan du så ud, for vi har aldrig rigtig hilst på hinanden,’ sagde jeg. ’Fed koncert, synes du ik’?’ Han prøvede at sige noget: ’Mmmm, mmjæj, mmmmmmmmm.’ Men han kunne ikke tale, han kunne ikke kigge på mig. Og så gik jeg min vej igen.”
Nogle dage senere var der kommet en mail til Sanne Salomonsens manager. Thomas Treo beklagede sin opførsel i Royal Arena. At han havde haft så travlt med at sende sin trestjernede anmeldelse, at han havde manglet ord til at hilse ordentligt tilbage.
”Fint nok,” brummer Sanne Salomonsen. ”Han må sige, hvad han vil. Det er cool. Jeg fik sagt det, jeg ville. Og jeg fik set, hvordan han så ud. Det var nok for mig.”
Du fik kigget ham i øjnene?
”Ved du hvad? Jeg har det sådan med ham, at han ingen plads har i mit liv. Overhovedet. Jeg er for mange år siden nået frem til, at det er synd for ham at have et job, hvor han er tvunget til at gå ud og høre musik, som han ikke kan lide. Konstant. Det må ikke være sjovt.”
Sangerinden lukker øjnene bag sine cd-solbriller. Så siger hun, at der ikke skal bruges spalteplads på emnet – ikke for hendes skyld.
Men optrinnet, der daterer sig tilbage til juni i fjor, personificerer den forskelsbehandling, som optager Sanne Salomonsen i disse år. Hun kalder den ’aldersracisme’, og hun ser den knopskyde flere steder i medielandskabet.
”Min seneste plade røg ind i en ingenmandslomme på DR. DR ønsker ikke, at vi, der før blev spillet på P4, skal spilles på P4 længere. Nu skal vi ud på DAB-båndet. Og for min skyld må de meget gerne spille mig på P6 i stedet. Det er en super kanal, men på P6 synes de, at vi gamle er blevet for gamle. Så for mig handler det egentlig ikke om mand/kvinde-racisme, det er ikke dér, vi nødvendigvis skal rette vores opmærksomhed hen. Problemet er aldersracisme.”
Er det et dansk fænomen, synes du?
”Det er slemmere her. Du skal bare lige tage båden fra Helsingør. Det tager et kvarter, og så er alting anderledes. Svenskernes største live-artist, ham, som kan sælge flest store koncerter ud i rap, det er Björn Skifs, som er 70 år. De hylder deres store derovre. Mænd som kvinder. Tal med Steffen Brandt (TV-2’s forsanger, red.) om det. Men tal ikke med C.V. (Jørgensen, red.), for han er skideligeglad. Nøjes med Steffen. Han ved, hvad jeg mener.”
Sanne Salomonsen, der ellers udtrykkelig gør en dyd ud af at være et positivt og imødekommende menneske, fortæller om en særlig harmfremkaldende hændelse:
”Mit pis blev sat i kog. Og det kan godt have spændt ben for mig langt ud i fremtiden, for min reaktion var voldsom, og jeg blev godt nok vred. Men altså … sidste forår skulle vi bestemme os for en single, der kunne komme ud og repræsentere pladen i radioen, og pladeselskabet tog kontakt til DR for at høre, hvad man ville pege på dér. Så var der en chef derinde, der syntes, at pladen larmede, var for rocket, for støjende. Der var dog ét nummer, ’Livets træ’, som kunne komme i betragtning til noget airplay. Det krævede bare, at vi lavede nummeret helt om og fjernede guitarerne og den slags.”
Sanne Salomonsen skuler så hårdt, at bryn og brillestel ser ud til at dirre. Hun skynder sig at tænde en cigaret.
”Jeg er aldrig, som i nogensinde, aldrig i hele mit liv, blevet umyndiggjort for at kunne blive spillet i radioen.”
Så den gamle statsradiofoni bad dig ændre dit musikalske udtryk?
”Ja! Og hvad er det? Det er censur. Hvad er det ellers? Fordi vi er for gamle. Jeg ved, at andre gamle musikere, mænd som kvinder, er blevet bedt om det samme.”
Parerede du ordre?
”Jeg måtte overgive mig, fordi pladeselskabet var overbevist om, at det var det rette at gøre. Så sagde jeg: ’Fint, det er jeres bord, den tager I, jeg kan ikke.’ Jeg mener jo, at det er vigtigt, at en plade har et forløb, og numrene hænger sammen indbyrdes, så du kan fortælle en historie. Altså, jeg har haft en blodprop, jeg har været ved at dø, jeg har mange ting at synge om.”
Hvad tænker du i den forbindelse om hele #MeToo-bevægelsen og kvindernes underrepræsentation i musikbranchen?
”Det er aldrig noget, jeg har tænkt over. Jeg er jo half and half. Jeg er kvinde på ydersiden og har en mands drift indvendig. Altså, jeg har altid gået efter det, jeg ville, og det, jeg skulle, og det, jeg måtte i mit liv, og det er en maskulin drivkraft, ingen tvivl om det. Og så ligner jeg så en kvinde udenpå. Så nej, jeg har aldrig følt mig udsat i mine manderelationer, og dem har der ellers været mange af, hahahaha!”
13 RIGTIGE OM SANNE SALOMONSEN
1. Hun bor i Gilleleje med sine tre hunde. To gadekryds og en golden retriever.
2. Hun har dannet par med jazzmusiker Bo Stief, Sneakers-guitarist Morten Kærså, trommeslager og lydmand Peter Schiøtz og den svenske bluesstjerne Mats Ronander, med hvem hun har sønnen Victor Ray.
3. Hendes 2002-album ’Freedom’ prøvede nyt territorium af. Sangene var bl.a. skrevet af dancegruppen Infernal, Søren Sko og Søren Rasted fra Aqua.
4. Hun har to gange deltaget i det svenske melodigrandprix, Melodifestivalen.
5. I 1970’erne blev hun ansat til at eftersynkronisere lyden på en dansk pornofilm. Det blev blandt andet til en optagelse, hvor hun lagde stemme til begge piger i en lesbisk scene.
6. Som helt ung var hun med i to afsnit af ’Huset på Christianshavn’. Her spillede hun henholdsvis Bos veninde og en syngende slumstormer.
7. Virgin Records stilede i 1987 mod et amerikansk gennembrud, men den stjerneproducerede ’No Angel’ blev langtfra en kommerciel succes.
8. Comebackpladen ’Unico’ er opkaldt efter den portugisiske dressurhest, som hjalp hende gennem genoptræningen efter blodproppen i 2006. Sanne Salomonsen har ejet fire heste, men de er alle solgt videre.
9. Hun skrev og sang i 1987 det års største danske hit, ’Den jeg elsker, elsker jeg’, med Søs Fenger, Anne Linnet, Thomas Helmig – og Hanne Boel på kor. Støttesangen samlede penge ind til AIDS-Fondet.
10. I 1981 udgav hun både plader med Anne Linnet Band og Sneakers.
11. Sanne gik i 1990 nummer ét på den svenske albumhitliste som den første danske udgivelse nogensinde. Hun betragter i dag broderlandet som sit andet hjemland.
12. Singlen ’Taxa’ var den femtemest solgte i 2009 – på det tidspunkt var Sanne Salomonsen 53 år.
13. Hun solodebuterede med albummet ’Sanne Salomonsen’ i 1973 og har siden udgivet 17 studieplader i eget navn. ’Sanne’ fra 1989 har solgt 650.000 eksemplarer i Skandinavien og er en af de 10 bedst sælgende danske plader nogensinde.
DEN FØRSTE TORSDAG i april, aftenen før årets finale i ’X Factor’, drog Sanne Salomonsen og hendes personlige assistent Mette i krig på badeværelset. Over årene havde tv-showets kvindelige dommere markeret sig med spektakulært modellerede udseender – skarpe frisurer, kjoleskrud, avancerede smykker, makeup for viderekomne.
Hun foretrak til stadighed sig selv i basisudgaven – det vil sige ”boots, jeans og noget krudt omkring øjnene” – men de var blevet enige om at tage røven på stylisterne. Hendes manke blev farvet knaldende pink.
Det var stadig sjovt fredag formiddag. Men så fik Sanne Salomonsen et opkald. Hendes personlige kropsterapeut og ven gennem 40 år, Ole Kåre Føli, var blevet ramt af en blodprop i hjernen.
”Hele finaledagen gik jeg rundt med et stort pink hår, der skreg på party, men indeni var jeg en kæmpe klump. Det var så forfærdeligt.”
Mens deltagere og produktionsfolk fejrede, at ’X Factor’ var lukket ned med manér, gik Sanne Salomonsen i sort skærm.
”Jeg havde det rigtig, rigtig dårligt. Jeg havde the blues, jeg var sørgmodig, jeg var bedrøvet, og jeg var nødt til at fake den der fejring bagefter – mig, som er så elendig til at lyve. Den, hvor alle står og fortæller, hvor fantastisk det har været, hvor fantastiske de selv har været, hvor fantastisk sæsonen har været. Og bla-bla.”
Tragedien katapulterede hende 12 år tilbage i tiden. Til 5. maj 2006, da hun selv blev ramt af en blodprop i hjernen. Sanne Salomonsen var i kælderen i sit hus i Charlottenlund for at hoppe på trampolin. Pludselig lå hun på Glostrup Hospital og var lammet i venstre side af kroppen.
Ole Kåre Føli trådte i karakter som hendes skytsengel. Det var ham, der kom og behandlede hende på stuen, hver aften, tre uger i træk. Han havde været i stand til at hele alle på sin vej – bare ikke sig selv.
En dag stod hendes 18-årige søn ved sengegærdet og betragtede sin mor. Øjeblikket gengav hun i balladen ’Overgi’r mig langsomt’ fra ’Unico’ – hendes comebackplade fra 2009.
”Hele den virkelighed som alenemor … at du har et barn og ikke ved, om du skal herfra. Det er stadig meget svært for mig at synge det nummer. Det er jo lavet som terapi, og jeg skal bare tale om det, så …”
Sanne Salomonsens stemme grøder, før hun får gjort sætningen færdig. Hun tænder nok en cigaret og verfer en flue væk fra solbrillerne.
Så fortæller hun om de varige mén.
”Min venstre sides mave- og rygmuskler var lammet. Jeg kan stadig ikke mærke dem. Det er derfor, jeg synger med dobbelt kraft i højre side. Jeg ved ikke, om de arbejder sammen.”
Hun vender venstre håndryg væk fra sig selv: ”Hvis jeg stikker den her i min lomme for at mærke, hvad jeg har i den, skal jeg gætte. Nogle gange tror jeg, det er min telefon, og så står jeg i stedet med mine smøger i hånden. Det hele er lidt mærkeligt.”
Var det angstprovokerende at skulle tilbage på scenen?
”Det tog tre år, før jeg turde gå i gang med den plan, jeg havde lagt for mig selv. Før jeg kunne føle bare en snert af kontrol. Jeg indrømmer blankt, at de vokaler, jeg lavede på ’Unico’, ikke var de største eller flotteste i mit liv. Men jeg skulle i gang. Og jeg var nødt til at spille live, selvom det var grænseoverskridende. Jeg vidste jo ikke, om mit ben ville gøre noget sjovt, om min hjerne ville reagere på en eller anden lyd. Det var derfor, jeg valgte at spille de helt små steder.”
DE SENERE ÅR er Sanne Salomonsens guitarspillende søn, den for længst fuldvoksne Victor Ray Salomonsen Ronander, blevet en musikalsk partner.
”Når vi turnerer, er vores mor-søn-forhold not existing. Han har gjort, at den rock and roll-klang, jeg måske har savnet en smule, er kommet igen. For han er pissedygtig. Han er ikke nærig med sig selv, han er en mand, og han tager for sig på scenen og sender sig selv ud over rampen.”
Det er syv år siden, de to begyndte at skrive musik sammen. Mest af lyst, men også af nød. Efter sit sygdomsforløb behersker Sanne Salomonsen hverken klaveret, trommerne eller guitaren.
”Det er min helt store sorg. Min hjerne har ikke, hvad der skal til, for at min venstre arm kan arbejde sammen med den. Jeg kan ikke tage oktaverne, ikke lave harmonierne. Det eneste, jeg kan, det er at holde fast i nogle trommestikker og så skrue en tamburin på et stativ. Det elsker jeg stadig, det er en drift. Den venstre hånd kan som regel holde fast i stikken, men en gang imellem smutter den, og så har jeg heldigvis nogle ekstra med mig op på scenen.”
UNDER HAVEBORDET døser Romeo. De to går langt tilbage. Sanne Salomonsen tog gadekrydset til sig, da hun selv var allermest nede. Det var i 2007 i venners lag på Mallorca. Hun havde akkurat indset, at de mange måneders genoptræning var udmundet i en dyb depression, der rev hende ned i et fremmed mørke.
”Romeo stod lænket til en pæl. Efterladt. Det kunne jeg slet ikke bære, ikke oven i alt det andet. Til sidst måtte han altså med hjem.”
Tilbage i Charlottenlund vidste dengang 51-årige Sanne Salomonsen, at hun måtte bryde det løfte, hun havde afgivet til sig selv 40 år forinden.
”Nu var det tid til at bede nogen om seriøs hjælp, ikke bare en håndsrækning. En depression af den kaliber kunne jeg ikke overkomme, ikke alene.”
Hun fik anbefalet en psykiater, og de mødtes to gange om ugen de næste 11 måneder.
”Jeg hylede konstant, når jeg var hos ham. Konstant. Det er det sorteste år i mit liv, men jeg gider ikke gå ud og sige, det bare var forfærdeligt. For nu forstår jeg, hvordan det er, når nogen siger, at de har en depression. Det er enormt værdifuldt at kunne forstå sine medmennesker.”
Romeo dasker søvndrukkent med halestumpen, inden han bobler videre. Den gamle stodder lider af gigt. Sanne Salomonsen giver ham cannabisolie for at lindre smerterne.
”Han får to dråber om morgenen og to dråber om aftenen, og det hjælper. Selvom han sover det meste af dagen, kan han pludselig løbe igen.”
Sanne Salomonsen får aldrig førligheden tilbage i sin dårlige arm. Det har hun for længst måttet sande.
”Jeg kan huske, at Birthe Kjær (dansktop- og melodigrandprixsangerinden, red.) fik en blodprop i hjertet, året før jeg fik en i hjernen. 14 dage efter stod hun på scenen igen. Jeg kan blive helt misundelig. ’Birthe, for helvede, kunne jeg ikke have fået det samme som dig,’ sagde jeg engang til hende.”
Sanne Salomonsen tænder interviewets 10. smøg. Hun har for længst forklaret, at hun er nødt til at ryge, når hun berøres følelsesmæssigt.
”Jeg har været så tæt på at blive politisk, gå ind og blive rasende og gøre noget, men det går ikke. Jeg ville slå hovedet mod en mur. For dagens politikere er karrierepolitikere. De aner ikke, hvad livet er, de er beregnende. Undskyld mig, men det er de. Deres prioriteter er ikke på plads. Så ville sygehusene ikke se ud, som de gør. Jeg har set dem indefra. Jeg kan ikke klare den mangel på næstekærlighed, som politikerne giver udtryk for.”
HELE DANMARKS rock-mama får øje på en rødhals, en klejn fugl, der vimser omkring i det høje græs.
”Jeg bliver så øm om hjertet, når jeg ser sådan en lille fyr. Den skal lige have nogle frø,” lyder analysen.
Til efteråret skal Sanne Salomonsen agere frontfigur og dommer på programmet ’Live – Danmarks nye live-artist’, som er DR1’s nye fredagssatsning. Her handler det ikke om at spotte det største vokaltalent, men om at udvikle den bedste live-optræden.
”Jeg er jo enormt lystbetonet, og i øjeblikket er det tv, som jeg lyster,” forklarer hun.
Planen er at blive så hjemmevant foran kameraet, at hun kan beværte et talkshow, der har fokus på musik.
”Jeg har nu i en del år gået og været meget opmærksom på, hvor svært det er for os sangere at få promoveret og præsenteret vores musik på en ordentlig måde via dansk tv. Du kan komme ind og synge din nye single i mørke i ’Vild med dans’, i en rumbaversion, du ved, ik’, and that’s it! Vi er ekstremt afhængige af radioen og har lidt svært ved at acceptere det. Så jeg vil have mit eget show og gøre noget ved sagerne. Men jeg erkender omvendt også, at jeg er ung på det felt, i det marked. Så nu tager jeg nogle ture for at lære noget mere. Jeg prøver at gennemskue, hvordan produktionsfolket ræsonnerer. Hvad er det, der gør, at de siger: ’Det er godt tv!’ For de siger det ofte og ikke kun, når det giver høje seertal.”
TDC-MÆNDENE har for længst lukket sig selv ud igen.
Assistent-Mette er i København og hente et værk, som Sanne Salomonsen har købt på en internetauktion. Selv skal hun ingen steder. Sådan er det, når man har ventet på lysvældet hele vinteren og død og kritte må have det hele med.
”Det har været pissehyggeligt,” siger hun.
”Men jeg har også været oppe og køre undervejs og skældt ud på vores folkevalgte og sådan noget. Så nu skal jeg væk fra de tanker og alt det, hvor jeg bliver usaglig og …”
Sanne Salomonsen skralder sin latter af sted en sidste gang.
Lydbilledet hænger længe i luften. Som et oliemaleri med patina.
Denne artikel er oprindeligt publiceret i Ud & Se juli 2018.
