Den tidligere statsminister udpeger sine tre favoritsteder i Danmark.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Brian Berg, Colourbox, PR

ESBJERG

”Jeg vender altid tilbage til min fødeby, når jeg skal finde ud af, hvor jeg er på vej hen. Jeg voksede op i husvildehusene og var ikke blevet til noget uden en kommune, der tog ansvar for de fattigste. I Esbjerg drager man omsorg for hinanden, og kan man bestille noget, kan man bruges. Det lærte jeg på havnen som dreng, hvor jeg hjalp fiskerne med alt muligt. I dag er der ikke så mange fiskere, der er det folk i vindmølleindustrien, jeg får en snak med. Byen finder altid nye veje, når de gamle levevilkår løber ud.”

TISVILDELEJE

”Lone og jeg har haft sommerhus her siden 1993. Her er hav, skov og en stilhed, jeg kan mærke nærmest fysisk, når jeg træder ind i huset. Her kan jeg være mig selv. Det er stærkt vanedannende.”

TEATER GROB, KØBENHAVN

”Der er højt til loftet. Der er kritik og diskussionslyst. Instruktøren Ina-Miriam Rosenbaum – hun er en dynamo – brugte mig som konsulent på sit stykke ’Corydong’, og jeg var gæst ved en enkelt forestilling, hvor jeg havde lejlighed til at diskutere Dong-salget med et meget samfundsinteresseret publikum. Vi skal passe godt på de få politiske teatre, vi har.”

Poul Nyrup Rasmussen er 76 år og tidligere statsminister. Initiativtager til og protektor for Det Sociale Netværk, der hjælper psykisk sårbare, for eksempel gennem Headspace, et gratis rådgivningstilbud til børn og unge.

 

Tags: ,
SE MERE