BLOD PÅ TANDEN
Hvad laver en special effects make-up-artist?
”Jeg bliver tilkaldt på et filmset, hvis der er en karakterforandring i manuskriptet, som siger, at en figur skal være tykkere, have en større næse eller tilføres noget karakter. Også hvis nogen har været udsat for et uheld eller er blevet forslået, skudt eller er druknet. Sagt på en anden måde: Jeg ville ikke have meget at lave, hvis der kun blev lavet romantiske komedier.”
Hvad har været din sjoveste opgave?
”Arbejdet på ’Mænd og høns’ (komedie fra 2015 med Mads Mikkelsen, David Dencik, Nicolas Bro, Nikolaj Lie Kaas og Søren Malling, red.). Det var sjove skuespillere, et sjovt manuskript og sjove makeupeffekter. Vi skulle lave fem brødre med hareskår. Jeg var særligt glad for min idé om krøllet hår til dem alle. Det endte med, at det kun var Mads Mikkelsen, der fik krøller, men det var perfekt til hans karakter.”
Hvad var den mærkeligste special effect på den film?
”Hareskår. Vi skulle trække op i skuespillernes overlæbe, men de skulle stadig kunne snakke. Så jeg brugte en form for gummestykke eller gebis, som sad inde i deres overmund med en lille krog på. Vi limede et lille gummistykke fra næsen ned på læben, som blev spændt op på krogen inde i munden. Det kunne hægtes af, når de ikke filmede. Jeg har stadig et billede siddende på nethinden af at møde ind i makeup-traileren og se Danmarks mest sexede mand, Mads Mikkelsen, sidde med et lille frisørslag og curlere i håret, mens han læste om anden verdenskrig i Illustreret Videnskab. ”
Hvad er det sværeste ved dit job?
”Når fiktion og virkelighed på filmsettet flyder sammen. Det er sværere, når skuespilleren bruger meget af sig selv i en scene og bliver stærkt følelsesmæssigt påvirket. Da jeg lavede ’Dancer in the Dark’, brugte Björk method acting, så hun følte virkelig de ting, som hendes karakter føler i filmen. Det er jo voldsomt at lave en scene, hvor hun skal stå med et reb om halsen, fordi hun skal hænges. Det er intenst at være der, hvis man ved, at det er det, hun føler.”
Hvad er dit bedste faglige overlevelsestrick?
”Sminkøren er ofte sammen med skuespilleren sekundet inden, de skal på. For nogle skuespillere kan det være rart, hvis man kan være en støtte for dem. Det kræver lidt psykologisk snilde. Jeg sminkede Emily Watson i ’Breaking the Waves’, hvor hun bliver mishandlet ude på et skib af Udo Kier. Vi lavede en prøvesminke. Hun skulle have sår og størknet blod i ansigtet, og det gik fint. Da vi så kom til selve optagedagen, brugte hun også method acting og græd som pisket. Jo længere jeg kom med sminken, jo mere tudede hun, så hun brugte det tydeligvis til at komme ind i den tilstand, hun skulle bruge for at spille traumatiseret. Det var ret voldsomt. Jeg stod ved siden af hende og sminkede hende, mens hun mellem tårer sagde: ’It’s okay! Just go on, it’s okay!’”
Hvordan føles det at arbejde med uhyggelige ting som vold, død og ødelæggelse?
”Jeg arbejder jo med kosmetiske produkter, som dufter godt, og når jeg laver en, som ser ud, som om han er blevet tæsket halvt ihjel, har jeg en teknisk tilgang til det. Jeg tænker: ’Gad vide, hvordan vi kan lade øjnene være hævede?’”
Hvordan researcher man?
”Før internettets tid brugte jeg et retsmedicinsk fagleksikon. Jeg har set ting i den bog, som jeg ville ønske, jeg aldrig havde set. Jeg skulle engang lave et brændt lig i en bil og billedgooglede ’burned corpse car’ og kneb øjnene sammen og valgte fire billeder. Jeg lærte, at armene bøjer opad, når man brænder. Det er, fordi senerne bliver kortere, når de bliver brændt, vil jeg tro.”
Hvad er opskriften på godt teaterblod?
”Det er ikke, som det ofte er på amerikanske film: Det er ikke rigtig tykt eller særlig mørkt. Bløder man fra hovedet for eksempel, bløder man ret rødt og ret tyndt. Jeg laver også meget tværet blod, for hvis du har fået en på kassen, lader du det jo ikke sidde, som man ofte ser på film. Du ville forsøge at stoppe blødningen og tørre dig om mund og næse. Jeg er ikke vild med makeupeffekter, der er for teatralske eller filmagtige. Quentin Tarantinos film eller serier som ’The Walking Dead’ er flot lavet, men det er ikke noget for mig.”
Hvor lang tid tager det at lave en karakterforandring?
”Hvis man skal sminke nogen gammel, tager det nemt en måned at forberede. Man starter med en klump ler, og det er en stor proces. Det hænger også sammen med, at film er blevet meget skarpere. Da det var 35mm celluloid, var det nemmere at skjule, men kvaliteten på film er blevet digital på godt og ondt. I dag står det så skarpt, at du kan se små dun på ansigtet.”
Hvor lang tid tager det at få et blåt øje?
”Fem minutter, hvis det kun er farve. Hvis det også skal være hævet, skal man lave en afstøbning af skuespilleren, lave en negativ form og støbe det i silikone. Så tager det nemt flere dage at lave, men selve påsætningen af øjet tager under en time.”
Hvad er den flotteste sminke, du har set på film?
”Japanske Kazuhiro Tsujis karaktersminke af Gary Oldman i ’Darkest Hour’. Den vandt en Oscar for bedste makeup og lader Gary Oldman forvandle sig til karakteren Winston Churchill, men man kan stadig tydeligt se, at det er Gary Oldman. Det er en perfekt sminke.”
Hvad har du i sminkekassen?
”Den er ret stor. Når jeg er på optagelse, er jeg ude i mere almindelige sminkeprodukter som mascara og foundation, men på mit værksted arbejder jeg med save, skruetvinger og boremaskiner foruden silikone og polyuretan, gipsmaterialer, modellervoks, hudlim og alkoholbaserede sminkefarver. Ikke helt som en almindelig sminkør.”
__________________________________
VINGEFANG
Hvad er det sværeste ved dit job?
“Jeg ser på konservatorarbejdet som forskellige grader af mislykkethed. Vi prøver at skabe noget, der ligner det levende mest muligt, men det lykkes ikke altid. Jeg synes, at det er en hån mod naturen, hvis resultatet ikke er anatomisk korrekt. Meget konservatorarbejde er mangelfuldt, fordi kun det håndværksmæssige er i orden. Konservatorens egen fortolkning af dyrene er ofte godt nok til kunden, fordi de færreste ved, hvordan en spurvehøg ser ud i levende tilstand. Nogle konservatorer føjer ubevidst deres egne personlighedstræk til dyret. En af mine kolleger har fremtrædende øjenbryn, og mange af hans pattedyr har alt for prominente øjenbryn. Man skal helst ikke kunne se på mine musvåger, at jeg har lavet dem. De skal bare være musvågeagtige.”
Hvad er så interessant ved fugle?
”Fugle har altid fascineret mig. De har så mange forskellige former og farver. De er i ørkener, på havene, i bjergene, i storbyer og på lossepladser. De har lige siden de gamle ægyptere haft stor symbolsk værdi. Det gælder også i Danmark, hvor mange steder hedder noget med trane eller ravn. Tranekæret, Ravnhøj og så videre. Dansk Ornitologisk Forening har 13.000 medlemmer, hvilket siger noget om, hvor populær en dyregruppe det er. I modsætning til pattedyr og insekter, der lever skjult i skovbunden eller er nat-aktive, ser og hører vi jo fugle alle steder. Det er meget vigtigt for mig konstant at se på levende fugle. Uden det kunne jeg slet ikke arbejde med faget. Fuglene er mit speciale, og derfor laver jeg kun få pattedyr årligt. Jeg har lavet mit sidste egern.”
Hvorfor?
”Pattedyr er et helt andet fag. Storvildtjagt interesserer mig for eksempel ikke. Hvis man skal lave en hovedmontering af en antilope, måler man skindet, sender det til garveren og køber en mannequin i den rigtige størrelse. Der er lavet fordybning til øjnene, og muskulaturen er modelleret på mannequinen. Det er en afstøbning af en model, som en konservator har lavet i tidernes morgen, som så er blevet sat i produktion. Det er med andre ord et standardiseret arbejde, som minder om møbelpolstring. Hvis du derimod skal lave en spurvehøg, skal du selv flå fuglen, rense skind og knogler og derefter lave en anatomisk korrekt krop. Så skal der sættes ståltråd i kranie, hals, vinger, ben og hale. Først da begynder det sværeste: Alle lemmer skal bøjes korrekt, krop, hals og ben placeres indbyrdes rigtigt, og så skal man placere skindet. Taksidermi betyder at ’flytte rundt på skind’. Du får en masse forærende ved at købe en præfabrikeret form til et rådyrhoved, men en fugl skal du selv lave fra bunden.”
Hvad er den sværeste fugl, du har lavet?
”Det sværeste er at få liv i de fugle, jeg kender bedst, for der er jeg mest selvkritisk. Jeg laver ret få helt store fugle såsom hejrer, svaner og gæs, så jeg føler mig sommetider som en begynder, selvom jeg har 37 års erfaring. I dag er der fantastiske muligheder med internettet, hvor jeg kan finde videomateriale og billeder, når jeg er i tvivl. Det bruger jeg, hvis jeg får et tropisk kræ ind, jeg ikke kender.”
Hvordan gør man det døde levende?
”Man gør det døde livagtigt ved at have en stor viden om det levende dyr. Håndværket bør altid være tilpasset det færdige resultat, det vil sige en livagtig fugl. Ellers får du bare en anatomisk skrupforkert fugl, der står stift på en pind.”
Hvilke fugle kan du mindst lide at lave?
”Marabustorken. Den er et kæmpe skrummel, og så har den en stor, nøgen, lyserød hudsæk hængende på halsen, ofte fuld af råddent kød som den har spist. Den vil jeg nok ikke ligefrem hoppe af glæde over at få indleveret. Men uanset om det er en solsort eller en påfugl, giver det mig glæde og daglige udfordringer, for det er sgu svært at puste liv i en død fugl.”
Hvad er der i din værktøjskasse?
”Hammer, ståltråd, fladtang, bidetang, pincet, sakse og skalpeller til at flå fuglen og rense skindet. Jeg har også træ-mel, som bruges, når den vaskede fugl puttes i en tromle, hvor det virker som trækpapir, der trækker fugt og fedt ud af fjerene. Man bruger også arsenik til at præparere fuglen.”
Det lyder farligt?
”Det er først og fremmest hundedyrt. Jeg bruger handsker og sørger for at vaske hænder grundigt bagefter. Arsenikken påføres i en pasta med samme konsistens som piskefløde, og så smører du det på indersiden med en pensel. Et gram arsenik er stadig giftigt om 1.000 år. Det kan ikke fordampe og forebygger insektangreb.”
Hvor længe kan sådan en fugl holde?
”Når folk stiller mig det spørgsmål, viser jeg dem en udstoppet skovsneppe fra 1902. Den fremstår præcis, som den gjorde for mere end 100 år siden.”
__________________________________
BINDEORD
Hvorfor blev du bogbinder?
“Jeg har altid interesseret mig for grafik og faldt over bogbinding, da jeg søgte ind på Den Grafiske Højskole. Det grafiske kan tale meget tydeligt til folk, række ud og skabe en nysgerrighed. Jeg fik hurtigt lyst til at lave mine egne bøger. Det handlede om at få mulighed for at skabe noget med hænderne i stedet for at sidde og trykke på nogle taster og skabe noget på en skærm.”
Hvorfor skal man købe en håndindbundet bog?
”Du kan slet ikke lave de samme finesser og den samme funktionalitet på en industribog som på en håndbundet. Den bliver ikke lige så fleksibel eller lige så smukt forarbejdet. Jeg laver bøger på gammeldags maner med skindryg, guldpræg og marmoreret papir. Du kan ikke bruge skind med maskiner. De kan lave noget, som ligner – imiteret skind – men det er noget helt andet end det garvede gedeskind, som jeg bruger.”
Hvor mange af din slags er tilbage i Danmark?
”Der er kun fem bogbinderier tilbage i København, selvom faget er flere hundrede år gammelt. Vi har længe været en niche.”
Læser du e-bøger?
”Nej, men jeg har ikke noget imod dem. Jeg kan bare godt lide papir og det at bladre. Jeg vil også helst læse en rigtig avis. Men hvis man skal lave bøger så elendigt, som man nogle gange gør i dag, kan man lige så godt læse dem som e-bog.”
Hvad har været den sjoveste opgave?
”Jeg fik engang en bestilling på et smykkeskrin til kronprinsesse Mary. Kongehuset havde tilpasset dronning Ingrids rubin-tiara til kronprinsessen, og der var nogle rubiner til overs, som juveleren Marianne Dulong brugte til at lave tre hårspænder og en ring. Min opgave var at lave noget, der lignede et gammeldags smykkeskrin. Det sværeste var at få det hele til at passe sammen. Jeg brugte rødt gedeskind med indmad i sandfarvet iris med guldpræg.”
Så du har siddet med kronjuvelerne?
”Jeg fik ikke lov at se de rigtige juveler. Jeg fik lov at lege med nogle attrapper, som passede i størrelsen.”
Hvad er dit vigtigste redskab?
”Alt, hvad jeg laver, er stort set på øjemål. Jeg bruger aldrig måleinstrumenter, men laver små mærker med en kniv på pappet og bygger det op, så det passer præcist. Jeg kender tykkelsen på det stof eller skind, det skal indbindes i. Så ved jeg, at det slutter helt tæt. Det er kommet med øvelsen. En dag sidder det der.”
Hvad kan et godt bogomslag?
”Det kan være som et kunstværk: Det vil dig noget. Det gik op for mig, da jeg i 2017 modtog Den Danske Bogdesignpris for bogen ’Mærke’, som jeg havde skrevet og indbundet. Jeg havde været igennem et forløb med modermærkekræft, og det fyldte meget. Jeg mistede lysten til at gå på arbejde og kunne ikke se ideen i at binde bøger ind længere. Så fik jeg ideen til at bruge mit fag til at bearbejde det. Jeg endte med at lave en scrapbog af journaludskrifter, fotos og håndskrevne tankestrejf, der var indbundet i hudfarvet gedeskind med en skindpålægning, som forestillede et modermærke. Jeg havde ikke tænkt så langt, som hvorvidt den ville berøre andre, men den blev taget godt imod. Vi bogbindere kan lave bøger, som er kunstobjekter i sig selv. Omslaget taler sit eget tydelige sprog.”
Hvad er det bedste ved jobbet?
”Duften og taktiliteten. Jeg fodrer mit intellekt og min krop med alt muligt ved at røre og bearbejde materialer. Jeg elsker de forskellige marmorerede papirer, som findes i et utal af varianter. Hvis man går i antikvariater eller på biblioteker, kender man måske de ældre og marmorerede bogbind. Det er et meget gammelt håndværk, en asiatisk tradition. Jeg syntes, at det lignede syretrip i starten med alle de psykedeliske mønstre, men jeg lærte at sætte pris på dem. Det er fantastisk smukke papirer, der er håndlavet, ét for ét. Man laver dem i store kar, blander farverne, trækker mønstrene, lægger sine ark, trækker farven af, og så er det ellers forfra.”
Og den største udfordring?
”Jeg står hele tiden med materialerne i hånden, mens processen står på. Der opstår ting, man ikke selv ville kunne have tænkt sig til. Man bliver overrasket.”
Hvilken indbundet bog ville du tage med på en øde ø?
”’Det lykkelige Arabien’ af Thorkild Hansen, indbundet af Ole Olsen. Den skulle være helt fantastisk. På den måde ville jeg med sikkerhed få den læst og samtidig nyde det gode håndværk af min læremester.”
