NEW YORK
I 2007 flyttede jeg til SoHo i New York i to måneder, fordi jeg fik tilbudt en legatlejlighed, som forfattere kunne låne. Det var en fantastisk lejlighed med tagterrasse i et af byens dyreste kvarterer.
Fordi min bog ’Undtagelsen’ udkom derovre på det tidspunkt, blev jeg venner med andre forfattere og journalister, som jeg bagefter savnede, når jeg var væk. Det er også derfor, jeg besøger byen en måned om året, hvor jeg bor hos mine venner eller på Airbnb. Jeg har boet hos alle mulige mennesker. Blandt andet har jeg været Airbnb-bums hos nogle unge franske finansfolk, som var i New York for at skabe en karriere på Wall Street. Vi boede i East Village med madras på gulvet og lagner for vinduerne, når solen blev for stærk.
Nogle af mine venner i New York er uddannet på Harvard eller Yale. Der er noget fascinerende ved at komme i sådan et miljø. Det ene øjeblik taler de om basketball, og det næste sekund diskuterer de komplicerede intellektuelle værker. Den der enorme råstyrke af uddannelse og belæsthed er dejlig at være i selskab med.
Da jeg som 22-årig gik rundt i gaderne i Greenwich Village, der dengang var et kunstnerkvarter, kan jeg huske, at jeg kiggede op på en kunstnerlejlighed. Der var kæmpe malerier på væggene og udsigt lige ned i Washington Square Park. Jeg tænkte, at dét må være det bedste liv. At bo i New York, arbejde med kunst, ikke skulle gå på kontor hver dag og alligevel have råd til sådan en lejlighed. Det har været en drøm for mig siden dengang.
New York er en by, som folk rejser til, når de er unge, for at kæmpe og forsøge at blive så gode, de overhovedet kan til hver deres ting. En ud af 20 bliver hængende, fordi de får succes. Resten flytter tilbage, hvor de kommer fra. Det er en by af folk, der kæmper hårdt. Det er derfor, gademusikanterne er så dygtige, og billedkunstnerne er så gode. Det gælder faktisk alle. Fra reklamefolk til børsmæglere. Bedre operasangere, bedre bands, bedre alting. Men mange ting er også værre. Det er en meget kold by. Folk er der for sig selv. Det er byens bagside. Hvis du er nede, er du helt nede, og hvis du er oppe, er du helt oppe.
Derhjemme var jeg netop blevet bestsellerforfatter, men her var jeg underground. Vi var til fester hos tidsskrifterne The Paris Review og The New Yorker, fordi nogle kendte nogle. En af de første fester var hos The Paris Review. På femte sal i en anonym lagerbygning var der 200 unge mennesker, som alle var besat af litteratur og drømte om at blive forfattere. Så stod man der med dem og drak billig vin.
De forfattere, jeg hang mest ud med, mødtes i en lagerbygning i Brooklyn, drak sprut af plastikkrus og spiste billig kebab. Det giver højstatus i det miljø at bo i en slummet lejlighed, gå i billigt genbrugstøj og ikke have råd til noget. Men mange lader som om og har i virkeligheden forældre, der er millionærer.
MALTA
Mit første møde med Malta i 2012 er nok den tur, der har ændret mit liv mest. Jeg har en ven, der ejede en lejlighed dernede, og den lånte jeg en måneds tid til et skriveophold. Det endte med, at jeg forlængede mit ophold, og så forlængede jeg det igen. Jeg endte med at bo der i et par måneder, før jeg besluttede at leje lejligheden året rundt og bo der.
Det er selvfølgelig skønt, at det er varmt, og solen skinner. Men det vigtigste for mig er menneskene. Jeg er medlem af en del grupper for udlændinge, der bor i Malta. Her har jeg mødt de vildeste mennesker. Det er tyrkiske operasangere, østrigske advokater, tidligere efterretningsagenter og en fysikprofessor, der har opfundet et matematisk system, som han har solgt for mange millioner.
Det var en befriende oplevelse at flytte til Malta. Mennesker, der emigrerer, har det ofte enten rigtig godt eller rigtig skidt, der hvor de kommer fra. Det er mennesker, der er lidt anderledes, og derfor kan du møde folk, der har ting i bagagen, man ikke tror er mulige, og som forsøger at starte et nyt liv. Det er så inspirerende. En kvinde i min omgangskreds var engang mand og revisor. Hun tog til Malta, blev kvinde, og nu arbejder hun som kunstfotograf.
Malta er et sted, folk flytter til for at genopfinde sig selv. Jeg indså, at jeg skulle have fast base på Malta, da jeg efter fem udlandsrejser i træk længtes tilbage. Når jeg er på øen, har jeg fornemmelsen af at være i én stor spa med skønne, overraskende mennesker.
Der er ikke noget federe end at tage på bådtur en weekend med sine venner, lægge til ved en lille ø i Middelhavet, stille et musikanlæg og en barbecue op på stranden og så ellers danse med 100 mennesker fra hele verden. Det er nærmest som en fuldmånefest i Thailand, hvor alle bare 50 eller 60 år – ikke 21. Jeg kan godt lide at gå til en fest og ikke vide, hvad der sker fem timer senere. I Danmark er det som regel kun unge, der fester sådan.
Jeg bor meget småt i en et-værelses lejlighed med udsigt over Middelhavet. Og der lever og skriver jeg så, i et konverteret vaskeskur på toppen af en betonblok. Mange danskere derhjemme vil gerne have deres egen lille ’restaurant’ hjemme i lejligheden. Der skal være plads til at invitere 12 mennesker, men hvor ofte gør de det? Det giver mere mening for mig at spare de penge på husleje og i stedet rejse pengene op og invitere mine venner på restaurantbesøg en gang imellem.
THAILAND
En af mine venner på Malta er hypnoterapeut. Hun har i mange år rejst rundt og arbejdet på forskellige luksushoteller i Asien – steder, som har deres egne krystalhealere, eksperter i urtete fra Tibet og terapeuter til gæsterne.
Hun fortalte mig om hele den verden af spirituelle luksushoteller, hvor man betaler 5.000 kroner i døgnet, fordi man gerne vil have, at ens kinesiske naturlæge kommer fra Kina, og at ens yogalærer kommer fra Indien. Og man vil måske både have en yogalærer og en yogakonsulent. Det er på det niveau. Det er en ekstrem hippie-overklasse, og det lød skægt.
Jeg ved godt, at andre måske synes, det er latterligt, men det synes jeg ikke. Hvis folk har røven fuld af penge, hvorfor så ikke bruge nogle af millionerne på en yogalærer i stedet for på en Ferrari eller et hus på Maldiverne?
Det liv ville jeg gerne inkludere i min nye roman ’Du kan alt’, men jeg havde ikke råd. Så jeg landede en aftale med Dagbladet Børsen om for en meget lille løn at anmelde luksushotellet Kamalaya på den sydlige del af øen Koh Samui. Derefter ringede jeg til hotellet og spurgte, om de ville anmeldes i Skandinaviens største avis for millionærer. Det ville de gerne. Og så gav de mig gratis ophold i en uge.
Jeg fik hele luksusbehandlingen. Jeg blev hentet i lufthavnen i limousine, som kørte mig op til min egen lille villa. Der er plads til omkring 100 gæster, og hotellet har næsten fire gange så mange ansatte. En aften spiste jeg middag med hoteldirektør John Stewart, som er tidligere buddhistmunk, og hans kone, som er kinesisk naturlæge. Han fortalte, at han begyndte sin erhvervskarriere med en yogatøj-business og derefter blev vurderingsmand af tibetansk kunst for de store auktionshuse i New York og London, inden han besluttede sig for at lave det her spirituelle luksushotel. Her ville han give oplevelsen af spirituel søgning på femstjernet niveau og mere til.
Den første, jeg mødte, efter at jeg var blevet kørt til min villa, var min personlige sundhedsvejleder, som jeg skulle fortælle om mine problemer og ønsker. Jeg fortalte, at jeg gerne ville kunne skrive længere og mere fokuseret, og at jeg havde lidt rygproblemer. Så sammensatte hun en pakke med min egen personlige meditationscoach, min egen personlige yogacoach, min egen personlige kinesiske urtelæge og en række andre ting.
Et kapitel i min nye roman bygger på det ophold. Jeg har hængt ud med de mennesker og ved, hvordan det er at være mangemillionær sådan et sted.
Min nye roman handler også om ungdomskriminelle, så jeg deltog i et voldsforebyggelseskursus i Jyderup Fængsel, hvor jeg blev undervist i, hvordan jeg kan undgå at slå folk ned. Det er kurser, de har i fængslerne. Og så har jeg også uddannet mig selv som hypnoterapeut, fordi jeg troede, min hovedperson skulle være hypnoterapeut. Det endte han så med alligevel ikke at blive, men sådan er det jo.
