Op med teltpælene
MIN MAND, Henrik, og jeg havde et godt liv i København med en fed lejlighed på Islands Brygge og hver vores arbejde, som vi brugte mange timer på hver uge. Jeg var HR-chef i ISS, og Henrik var direktionsassistent hos Velux. Der var som sådan ikke noget galt med det, men vi kunne se en helt forudsigelig tilværelse udspille sig foran os med hus nord for København, børn og en au pair til at passe dem, fordi vi selv havde for travlt til at gøre det.
I 2011, da vores første datter blev født, havde vi længe gået og talt om at få et fælles projekt, noget, vi kunne være sammen om, og som samtidig kunne give os mere tid til at være sammen som en familie. Men vi kunne ikke bare blive ved med at snakke om det – enten måtte vi gøre drømmen til virkelighed eller droppe det helt. Så vi begyndte at tale om, hvad det projekt rent faktisk skulle være: Vi overvejede at købe en restaurant, en bed & breakfast eller måske endda en isbar. Alt, vi vidste, var, at det skulle være på landet, ude i naturen.
VI FANDT Vikær Strand Camping ved den lille by Diernæs Strandby i Sønderjylland i januar 2012. Det var et konkursbo, som var blevet sat til salg, og vi kørte derned for at kigge på det. Det var isvinter, og campingpladsen ligger helt ud til stranden, så vi stod derude i stiv kuling og betragtede en helt øde plads med tomme hytter. Først tænkte jeg: ’Det her er lidt langt ude.’ Men Henrik var klar og kunne se en forretning i det, så der gik ikke mere end et par uger, før vi havde skrevet under på købsaftalen.
Vi flyttede fra København kort efter. Campingpladsen skulle åbne i marts, og intet virkede. Bommen kunne ikke gå op, dankortmaskinen var i stykker, der var ingen telefonforbindelse, og strømmen på pladsen virkede ikke. Her kom vi to københavnere, som intet anede om hverken camping eller Sønderjylland, men det lykkedes os at åbne campingpladsen til tiden, og da fastliggerne lige havde set os an, blev vi taget rigtig godt imod.
TIL AT STARTE med var der mange af vores venner i København, som slet ikke troede på os. De var overbevist om, at det var en joke. Men efterhånden gik det op for dem, at den var god nok, og i dag er det at ’lave en Liselotte og Henrik’ blevet et fast udtryk i vores vennekreds for at kaste sig ud i et vildt projekt. Jeg tror, at både venner og familie nyder godt af, at de kan komme forbi og besøge os og bo på campingpladsen. Begge vores familier har i hvert fald investeret i en campingvogn.
Hvis du havde spurgt mig for 10 år siden, om jeg ville have lyst til at bo et sted, hvor alle ved, hvem jeg er, når jeg kommer ned til den lokale købmand, ville jeg nok have slået en latter op. Men i dag er det virkelig med til at skabe et tilhørsforhold til lokalområdet, at vi kender alle, og at alle kender os. Efterhånden har jeg også lært at forstå, hvad folk siger, selv når de taler virkelig sønderjysk. Vi er gået hen og blevet nogle rigtige bonderøve – og vi elsker det.”
