PANAMA, SAN BLAS, 2018
Jeg arbejdede som kommunikationskonsulent i en stor virksomhed i København, men følte ikke, at jobbet gav nok mening. Mine to døtre var ude at rejse, og da jeg talte med dem, fortalte de mig om øgruppen San Blas med 378 små øer ud for Panamas nordkyst. Her bor kuna-indianere i jæger-samler-stammer. Der er begrænset adgang for turister, og øgruppen er noget af det tætteste, man kan komme på livet, som det engang var. Jeg blev med det samme fascineret.
På det her tidspunkt havde jeg været enlig mor siden 2005, haft faste job i årevis, lejlighed i Hellerup og et stift fokus på at holde strukturen omkring os, tjene penge og sørge for, at vi havde et godt liv. Mine to døtre var netop flyttet hjemmefra, og jeg stod et nyt sted i livet. Noget var i bevægelse i mig, og derfor aftalte mine piger og jeg at mødes i Panama og rejse til San Blas sammen.
På San Blas-øerne ved Panama bor kuna-indianerne.
Vi ankom til den her lille Anders And-ø, man på ingen tid kan komme rundt på, og blev installeret i primitive hytter. Her var intet fra det moderne liv, ingen el, wi-fi eller noget, og vi spiste det, indianerne skaffer fra naturen og selv spiser: kokosnødder og fisk.
Alle deler alting, ingen ejer noget for sig selv, og livet er centreret omkring hængekøjen. De bliver lavet i den, fødes i den, sover i den, lever i den, dør i den og bliver også begravet i den. Det forekom som et simpelt og smukt liv. Det var rørende at opleve, og jeg stillede spørgsmålstegn ved vores liv, ved mit liv. Jeg har knoklet i jobs, jeg ikke altid har brudt mig om, alt imens mine børn er blevet passet af en anden mor, der selv skal aflevere sine børn til en tredje mor. Jeg følte mig tænksom og kunne se, hvor lykkelige de her indianere virkede, selvom de ingenting ejede. Eller måske netop derfor. Den rejse blev et vendepunkt for mig.
PERU, TRUJILLO + CHILE, TALTAL, 2019
Mit seneste parforhold gik i stykker i december 2018, og jeg begyndte for alvor at stille spørgsmålstegn ved hamsterhjulet. Via mine døtre får jeg øje på muligheden for at arbejde som frivillig i udlandet, og jeg har både lyst til det og til at vende tilbage til Sydamerika.
Min ven, der er headhunter, frarådede mig på det kraftigste at sige mit job op. Det ser bestemt ikke godt ud på cv’et med sådan et hul, men jeg kunne mærke, at jeg knækkede, hvis jeg blev i min stilling. Så jeg besluttede at følge min indskydelse. I efteråret 2019 siger jeg op og rejser til Peru, hvor jeg skal være engelsklærer i byen Trujillo, som hører til en af de fattigste dele af landet. Her skal jeg bo i et gammelt hus med andre frivillige fra forskellige verdenshjørner. Huset lugter af skimmel, og udenfor er der så støvet, at de fleste bliver syge, når de ankommer. Derudover skal man passe godt på sig selv og sine ting. Der er adskillige røverier og overfald, og fattigdommen er slående.
Jeg kommer op på skolen og ind i den klasse, jeg skal undervise, men jeg har ingen lærererfaring og tror, jeg skal undervise klassen i engelsk med en anden. Det viser sig, at jeg skal freestyle. Der er ingen undervisningsplan. Jeg har alle klassens timer og må helt selv bestemme, hvad børnene skal undervises i. Jeg taler lidt spansk, så det skal jeg også undervise dem i. Den første uge er jeg overladt til mig selv, men herefter kommer en fransk pige, der har undervist før, og vi laver en plan.
I Peru underviste og passede Marianne Sommer fattige børn.
En af eleverne er otteårige Juan, og pludselig knækker han læsekoden. Han farer ellers rundt i klassen, op og ned ad væggene med noget, der ligner ADHD, men da ordenes verden åbner sig for ham, kigger han på mig med et dybt forundret blik: ”Du lærte mig at læse.”
Jeg bliver stadig rørt, når jeg tænker på det. Mange af de her børn bliver udsat for forfærdelige ting derhjemme. Der er hele tiden nye frivillige og skift i deres liv, men alternativet er, at de aldrig lærer at læse og skrive. Deres familier er for fattige til at have råd til uniformer og skolebøger, som er et krav på de almindelige skoler. Nogle af børnene lever i deciderede jordhuler, de vokser op og lever i jord og er møgbeskidte. Det til trods har mange af dem ren glæde. Det rører mig dybt. Det er nok en af de største menneskelige og mest hjerteåbnende oplevelser i mit liv.
Efter to måneder i Peru rejser jeg til videre til Taltal, en lille kystby i Chile, for at undervise som frivillig på en skole, hvor børnene har mobiltelefoner, er rene, kan koncentrere sig, og hvor jeg skal undervise i engelsk nogle timer dagligt. På et tidspunkt siger jeg noget om tredjeverdenslande til ejeren af skolen, hvortil han svarer: ”Mig bekendt er der kun én verden.”
Marianne Sommer arbejdede på et hostel på Camino-ruten.
HORNILLOS DEL CAMINO, 2020
Jeg kan mærke, at jeg ikke er færdig med at rejse, da jeg kommer hjem fra Sydamerika. Jeg har længe drømt om at gå Caminoen og beslutter mig for at være frivillig på et vandrerhjem i en landsby på ruten, Hornillos del Camino. Jeg går selv med min datter i en uge først, og herefter arbejder jeg på vandrerhjemmet, hvor jeg serverer morgenmad og gør rent efter gæsterne.
De fleste, der går Caminoen, står ved en skillevej i livet, og hver morgen falder jeg i snak med alle de her spændende og forskellige personer. At oplevelsen er så forskellig alt efter, hvem vi er, hvor vi befinder os i livet, og hvad vi bærer med os, fascinerer mig og giver mig ideen til bogen ’10 Paths to Santiago’, hvor man møder 10 helt forskellige mennesker fra 10 forskellige steder i verden.
Alle, der vandrer ruten, er med i et større fællesskab. Man går på en sti, fødderne skifter, og måske skifter man selv undervejs, der er kæmpe vidder, et stort himmelrum over én, og man føler sig som et lille fnug i det kæmpe univers.
Tiden som frivillig på vandrerhjemmet er nogle af de bedste uger i mit liv. Jeg har min rygsæk med meget få ting, og efter mine tjanser kan jeg bare vandre mig en tur, sidde og skrive eller hygge mig og drikke kaffe. Simple living.
Nye horisonter ved Vesterhavet.
NR. VORUPØR, 2022
Efter nogen tid hjemme i Danmark ligger jeg en nat vågen og spekulerer. Jeg bor alene i min lejlighed med alle de her ting, jeg ikke længere har brug for. Måske er det på tide at slippe det hele? Næste morgen kontakter jeg en ejendomsmægler og sætter lejligheden til salg. Kort tid efter er den solgt. Jeg får pengene, men mærker også en sorg. Jeg har boet i den lejlighed i 12 skønne år med mine døtre. Det var en vigtig epoke i mit liv. Jeg elskede, når deres venner kom på besøg, vi hyggede os, og jeg så dem vokse op. Måske er det angst for den sorg, der får mange til at blive hængende og ikke give slip på deres bolig?
Efter salget af lejligheden solgte jeg en stor del af mine ting og flyttede over til en veninde. Jeg har fundet ud af, at jeg faktisk er god til at blive omplantet. Livet handler om menneskelige relationer og den energi, der er mellem menneskene, hvor jeg befinder mig. Og jeg kan godt gå på kompromis med komfort.
Jeg har besluttet mig for – foreløbig – at flytte til Nr. Vorupør, tæt på Klitmøller. For nogle år siden lærte jeg at surfe, og jeg elsker det. Og jeg elsker nu at handle på min indskydelse uden en Plan B. Der sker bare noget fedt, når man er uden for sin komfortzone. Det er utrygt, men hvad er alternativet? At gøre det samme dag ud og dag ind? Nu følger jeg mit hjerte og føler mig som det heldigste menneske i verden.
