Ind i overtiden
Du troede i mange år, at du skulle være professionel fodboldspiller. Hvad fik dig til at tro på det?
”Det var det eneste, jeg lavede. Jeg elskede Ronaldinho, spillede i CIK, Christianshavns Idræts Klub, og var ret god til det. Jeg blev optaget på et eliteidrætsakademi, mens jeg gik på Gefion Gymnasium i København. Det gav mulighed for morgentræning i klubben og bedre tid til lektierne.”
Hvorfor satsede du ikke på fodbolden?
”Jeg kom til B.93, hvor jeg spillede en enkelt divisionskamp for førsteholdet. Alligevel kunne jeg godt se, at jeg ikke var god nok, når det kom til stykket. Det blev klart for mig i løbet af 3. g.”
Hvordan rykkede du fra fodbolddrømmen til en lægedrøm?
”Jeg havde fået en del behandling af skader og var interesseret i kroppen, så jeg tænkte, at det kunne være fedt at blive idrætslæge og arbejde med fodbold. Det hele gav mening. Men det var lidt sent, det gik op for mig. Mit gennemsnit var ikke godt nok. Jeg ville gerne ind på Københavns Universitet, og jeg tror, de havde et adgangskrav på 10,4 eller 10,5. Jeg lå omkring 9,5. Desuden havde jeg taget en samfundsfaglig gymnasieuddannelse, så jeg manglede matematik, fysik og kemi. Efter gymnasiet gav jeg mig til at læse supplerende fag, samtidig med at jeg arbejdede som manager på en burgerrestaurant på Christianshavn. Det var skidesjovt, og jeg var glad for at få lidt luft om aftenen, når jeg havde siddet og læst fag op hele dagen.”
Men det lykkedes ikke at få løftet snittet?
”Jeg prøvede, men det virkede næsten umuligt. Jeg skulle have 12 i en masse fag. Og det fik jeg ikke.”
Kunne du have gjort noget andet for at kvalificere dig til at komme ind i København?
”KU (Københavns Universitet, red.) optager ikke særligt mange medicinstuderende på kvote 2, og dem, de optager, har typisk en anden bachelorgrad i biologi eller noget andet naturfagligt. Og det havde jeg jo ikke, så efter to sabbatår så jeg det som den eneste mulighed at tage til optagelsesprøve på SDU – Syddansk Universitet i Odense.”
Det må du lige forklare …
”På SDU kan man gå til optagelsesprøve på kvote 2, så længe man har et gennemsnit på over 4,0. Optagelsesprøvens første runde var en multiple choice-test. Herfra gik nogle af os så videre til anden runde, hvor vi skulle lave flere miniinterview om vores motivation, og hvor vi blev sat i nogle situationer, der kunne vise vores formåen på andre parametre end de boglige. Vi skulle blandt andet folde servietter med en person, vi ikke kendte – begge måtte kun bruge deres dårlige hånd – og det viste noget om vores evner til at samarbejde. I en anden test skulle jeg hjælpe en ’patient’ – i dette tilfælde en skuespiller – som var dement, med at snøre sine snørebånd. Her blev man vurderet på empati og kommunikationsevner. Syv opgaver skulle vi løse i alt. Jeg havde en rigtig god fornemmelse, da jeg gik derfra.”
Hvorfor?
”Det havde været en vildt stressende dag. Min bil brød sammen omkring Køge, da jeg var på vej til Odense. Jeg ringede til Falck for at få dem til at hjælpe mig med bilen, og samtidig lykkedes det mig, efter at vi havde ringet lidt frem og tilbage, at komme med en sygetransport til Odense Universitetshospital. Jeg nåede prøven som dagens allersidste deltager. Til mit motivationsinterview kunne jeg så fortælle, hvordan jeg havde fået strikket den løsning sammen, og det syntes de var ret godt klaret.”
Du blev optaget. Blev du mere boglig undervejs i studierne?
”Det var jeg tvunget til. Men jeg fandt også mine egne måder. Medicin er et fag med megen udenadslære – i slutningen af første semester skal man for eksempel kunne alle menneskekroppens knogler, muskler og nerver. Hvor jeg tidligere har været god til at snakke til eksamener, var der ikke noget at diskutere her. Kan du det, eller kan du det ikke? Vi kvote 2’ere, der ikke havde let ved at sidde 8-10 timer over en bog, hjalp hinanden og brugte YouTube og andre mere visuelle metoder, der virkede bedre for os. Jeg klarede den, men det var fandeme svært. Jeg var rigtig glad for at være endt i Odense, der var et godt sammenhold. Men da jeg fik muligheden for at skifte til Københavns Universitet på kandidatdelen, gjorde jeg det. Jeg savnede min familie og mine venner.”
Siden du blev færdig i 2022, har du arbejdet på Hillerød Hospital, i en lægepraksis i Hørsholm – og i Nordnorge. Hvor højt oppe var du?
”Lige ved polarcirklen i Mo i Rana, Nordnorges fjerdestørste by. Et vikarbureau tilbød muligheden, og det var meningen, at min kæreste og jeg skulle derop sammen. Hun er også læge. Lige da vi skulle af sted, fik hun så tilbudt et job på neurokirurgisk på Rigshospitalet, som hun ikke kunne sige nej til. Jeg havde 24 timer til at tænke over det, men sagde: ’Det gør jeg!’ Jeg havde ikke rejst alene før, ikke prøvet at rejse i udlandet. Ville gerne prøve det eventyr.”
Var det mørkt?
”Det var benhårdt. Jeg ankom 27. december i en lufthavn, der ikke var mere end en forvokset parkeringsplads. Det var minus 30 grader og nul sol. Første gang jeg så den, var slut februar, hvor vi var nogle, der kørte til Sverige, og vi kom højt nok op på fjeldet til, at vi kunne se solen. Dét var magisk. Fagligt var det også en hård start, jeg var jo relativt nyuddannet og fik ikke megen hjælp fra de norske kolleger. Men jeg voksede med opgaven og blev del af en lille enklave af danske læger, som jeg tog på vandreture med. Det fællesskab gjorde, at jeg overlevede syv måneder deroppe.”
Og da du kom hjem, blev du ansat på Amager Sygehus, din barndoms hospital …
”Et par studiekammerater var blevet ansat, og jeg tænkte, at det ville være et magisk sted at få lov at arbejde – her har jeg været, hver gang jeg havde vrøvl med fodboldankler, og da jeg som lille skød en plastikpil i øjet på mig selv. Så jeg skrev uopfordret til dem, og de manglede en læge på et sengeafsnit, hvor jeg er blevet fastansat. Indimellem har jeg også hjulpet til i akutmodtagelsen, og på længere sigt tror jeg, det ville passe mig rigtig godt at arbejde med akut medicin. Jeg synes, det er sjovt, når det skal gå stærkt, og en patient kræver behandling her og nu, og du hurtigt kan se, om det virker.”
Men du skal vel også være overlæge en dag?
”Selvfølgelig vil jeg gerne være overlæge på et tidspunkt. Jeg kan godt lide hospitalsverdenen. Nu må vi se, hvad mit speciale skal være. Det ved jeg ikke endnu. Foreløbig håber jeg bare, at Amager Hospital består.”
