Kærlig hilsen Sylvester
1. DEN DANSKE VIKING
I gymnasiet kunne jeg godt lide samfundsfag og var også interesseret i psykologi. Men generelt interesserede det mig mere at blive i stand til at sige noget om større grupper frem for det enkelte menneske. En kammerat foreslog antropologi, og jeg læste beskrivelsen og fandt ud af, at det var lige, hvad jeg synes er spændende: at se det kendte i det fremmede og det eksotiske i det kendte.
For at komme ind skulle jeg have et andet fremmedsprog end engelsk på A-niveau. Det blev spansk, og da jeg var bekymret for, at jeg ikke ville bestå kurset, tog jeg et sabbatår og tog til Bolivia, hvor jeg blandt andet arbejdede som pædagog og i et suppekøkken.
Jeg havde knap nok hørt om Bolivia, inden jeg tog af sted, men blev helt solgt til den kultur og de mennesker. Der er en hjertevarme og en umiddelbarhed, som man bliver smittet af. De er meget positive, og jeg oplevede at sidde i en frisørstol og få rost mit stråblonde hår. Eller blive kaldt den danske Hulk – eller viking – fordi jeg var større end de fleste. Det boostede selvtilliden. Og hos min værtsfamilie var jeg hurtigt den danske bror. Sådan blev jeg også omtalt over for fremmede: ”Det er min bror Sylvester.” Jeg følte virkelig, jeg hørte til.
2. FISK PÅ FINGRENE
Jeg begyndte på universitetet i Aarhus og var klar over, at det ville være svært at få 12-tallerne, da jeg er en lille smule ordblind. Jeg prøvede at sige: ”Hvordan kan jeg skille mig ud?” Jeg vidste, at jeg ville komme ud til hård konkurrence på jobmarkedet, og besluttede, at jeg ville være ham med konkret erfaring.
På universitetet har man dejligt lange sommerferier, så jeg gav mig til at lede efter noget at lave, googlede sommerjob i Norden, og jeg så, at organisationen Nordjobb havde en annonce for job på Royal Greenlands helleflynderfabrik i Qasigiannguit, også kendt som Christianshåb. Det var arbejdspladsen i byen. Så jeg indgik i fabriksarbejdet, fileterede, frøs og pakkede fisk. Og i fritiden inviterede mine kolleger mig ud at sejle og jage, og på den måde var det virkelig en vej ind i kulturen.
Året efter vendte jeg tilbage til Grønland med et mere studie-relevant job som kustode på bymuseet i Ilulissat, hvor jeg også hjalp med at oversætte deres informationsmateriale til engelsk, tysk og spansk.
Når danske besøgende spurgte, om det var Knud Rasmussens museum, svarede min kollega altid: ”Nej, det ligger i Hundested.” Det skabte ofte en lidt akavet stemning, syntes jeg. Ilulissat Bymuseum ligger faktisk i huset, hvor Knud Rasmussen blev født, og i sin tid var det dedikeret til ham. Men museet har siden udviklet sin egen identitet og er blevet et sted, der fokuserer på den lokale historie og de mennesker, der bor i byen. Det er ikke længere en dansk nostalgisk glorificering af fortiden, men snarere et museum, der er relevant og nærværende for lokalbefolkningen.
3. EN FREMMED KOMMER TIL BYEN
Efter min bachelor i antropologi fik jeg mulighed for at rejse et år til Hiroshima i Japan og arbejde med børnehavebørn som en slags engelsklærer gennem organisationen International Cultural Youth Exchange. Jeg arbejdede for et firma, der tilbyder alle mulige former for børnepasning, og chefen, Mister Horie, var fascineret af den skandinaviske tilgang til pædagogik og syntes, det var eksotisk at have en dansk antropolog gående.
Japan er en lidt tough kultur at bo og være i, nærmest modsat Bolivia. Folk er supervenlige, men du vil altid blive kigget på som en fremmed. Selv folk, der er børn af blandede europæisk-japanske par, skal kæmpe for at blive accepteret. Japan er en stolt kultur, der ikke har så stort behov for omverdenen.
For mig fungerede arbejdet udmærket, men det var lidt svært at interagere socialt. Det virkede, som om de tænkte, at jeg alligevel aldrig ville lære alle de uskrevne regler, så hvorfor overhovedet forsøge at lære mig dem? På arbejdet klappede de i hænderne, da jeg spiste med pinde under frokosten. Der tænkte jeg: ”Ah, come on!” Men jeg tror, det var sundt for mig som dansker at opleve, hvordan det er at blive kigget på som den fremmede.
4. VELDIG GØYT
Jeg var blevet klar over, at jeg ville noget med museer eller turisme, så da jeg hørte om Sustainable Heritage Management, en international kandidatuddannelse ved Aarhus Universitet, der fokuserer på, hvordan man arbejder med kulturarv på en bæredygtig måde, syntes jeg, det lød spændende.
Mit ophold i Japan havde imidlertid smidt mig af uddannelseshjulet, så jeg måtte vente et år på at blive optaget på kandidatuddannelsen, og i mellemtiden fik jeg job som turismekonsulent på Flåm Turismecenter. Flåm er en meget naturskøn landsby med 350 fastboende indbyggere i bunden af Aurlandsfjorden, som er en del af Sognefjorden. Flåm er Norges femtestørste havn for krydstogtsskibe. Hvert år byder byen 450.000 turister velkommen, og det kunne mærkes om sommeren. Jeg lærte at håndtere stressede situationer, være serviceminded og forstod turismen på et helt andet plan. Desuden skulle jeg prøve alle tilbuddene i området. Bjergbane, kajak, delikatesser.
Nordmændene synes, Danmark er veldig gøyt, og man kan altid få en god snak om dansk alkoholkultur. Og svarede jeg dem på norsk, talte de også norsk til mig – mens svenskere næsten altid slår over i engelsk. Det er en af mine kæpheste, at vi godt kan forstå hinanden i Norden.
5. GRØNT UNDER ISEN
Jeg ventede stadig på at blive optaget på studiet, da jeg i 2019 tog til Reyðarfjörður på Island for at arbejde på Tærgesen Restaurant and Guest House. Om dagen gjorde jeg rent og redte senge, og om aftenen var jeg i cafeen som tjener og lavede køkkenarbejde.
Island er et dyrt land, så jeg var glad for at have kost og logi inkluderet i min løn, og det var spændende at befinde sig yderst ude på den islandske østkyst, hvor Reyðarfjörður ligger smukt ved fjorden af samme navn. Da jeg ankom i marts, lå sneen metertykt, og da jeg tog af sted igen i august, var alt grønt og frodigt.
Jeg oplevede vekslende attituder til Danmark. Nogle af de unge, jeg mødte, kunne lidt dansk. Men de fleste sagde: ”Vi lærer det godt nok i skolen, men vi taler det ikke.” Min chef synes, det er fjollet, at islændingene har vendt sig væk fra Danmark. Han ville gerne have haft del i vores bloktilskud.
6. EN NORDISK UDFORDRING
Som del af min kandidatuddannelse var jeg i praktik på Nordiska Museet i Stockholm, Nordens største kulturhistoriske museum, med en kæmpe fed samling. De var ved at lave en ny basisudstilling om Sverige og Nordens historie fra 1500 til i dag, og jeg sad med i gruppen for årene 1900 til i dag. Jeg kunne virkelig fordybe mig og også more mig med mindre ting.
På et tidspunkt skulle vi lave en julekalender til sociale medier, og jeg kunne supplere med noget af min viden fra Grønland: Der vokser ingen gran i Grønland, så tidligere samlede danskere i Grønland mos og lyng om sommeren, som de tørrede og lagde på kosteskafter med tværstave i december. I dag er der selvfølgelig både plastikjuletræer og forsendelser af rigtige juletræer.
Efter min praktik skrev jeg speciale om, hvad der udgør nordisk kulturarv, og hvordan den udfordres, især når det kommer til at inkludere manglende stemmer fra minoritetsgrupper som for eksempel samer og grønlændere. Specialet fokuserede også på Nordiska Museet, der aktivt bruger det ’nordiske’ i sin formidling, og belyste de udfordringer, museet står over for, når det handler om at afspejle hele regionens mangfoldighed i sin samling og fortælling.
7. PÅ EN MISSION
Efter jeg blev færdig på universitetet, fik jeg et barselsvikariat på Københavns Museum, og da det var ved at slutte, så jeg, de søgte assistenter hos den danske sømandskirke i Hongkong. Det blev otte måneder, hvor jeg arbejdede tæt sammen med præsten, og hun kunne tænke store tanker, mens jeg kunne være praktiker.
Vi indrettede et bibliotek, fandt på tilbud til børn, åbnede en kiosk, hvor man kunne købe danske lakridser, og den slags. Vi tog på besøg på danskflagede skibe, der lå i havn, for at gøre opmærksom på os selv. Vi hjalp sømænd med småproblemer, og man kunne brevstemme hos os til europaparlamentsvalget.
Nu er jeg ansat i Københavns Kommunes Teknik- og Miljøforvaltning, der har besluttet, at der skal styr på udeserveringen. Min opgave bliver at tale med restauratører og andre erhvervsdrivende, skabe gode relationer og sørge for, at de kender reglerne, og at der er plads til fodgængere og kørestole. Jeg ser det som min opgave at kende de lokale gesjæfter på hvert et gadehjørne og være en form for diplomat.
Under min uddannelse har jeg altid forsøgt at udnytte de muligheder, der ligger derude. Det har ikke altid været den lige vej, men det har været en vej fyldt med oplevelser, spændende bekendtskaber og erfaringer, der har rustet mig til fremtiden. For mig handlede det om at finde styrken til at klare mig gennem systemet på min egen måde – i dag har jeg ikke den samme længsel. Nu er jeg et sted i mit liv, hvor jeg skal slå nogle rødder. Jeg glæder mig til at have et fast job og til at kalde København mit liv. Selv på en kedelig tirsdag.
