DET ER EN tidlig fredag aften, og i horisonten er solen begyndt at kravle i seng og kaster et rødligt skær over det sumpede texanske landskab, der breder sig i alle retninger og med jævne mellemrum bliver flænset op af store, trafikerede hovedveje. På landingsbanen ved Houston Executive Airport en times tid vest for millionbyen Houston holder Andreas Mogensen i tomgang i et lille, hvidt Cirrus-fly med blå og sorte striber. Han har hurtige solbriller på og NASA-logo på brystkassen. Ved hans side sidder piloten Taylor, en skarptskåret fyr med kort, mørkt hår og skægstubbe. Der flyder hurtige, rockede toner fra radioen, det er AC/DC. 

Så kommer klarmeldingen fra kontroltårnet: 

”Sky is clear.” 

Den danske astronaut trykker speederen i bund, så flyet glider hen over asfalten og ryster let i vinden. Da han trækker styrepinden helt tilbage, rejser det sig fra jorden og flyver som en pil mod det aftenblå lærred med strejf af hvide klatter, mens lyden af ’Thunderstruck’ pumper i højttalerne:

”Rode down the highway.
Broke the limit, we hit the town.
Went through to Texas,
Yeah, Texas, and we had some fun.”

OG SJOVT BLEV det. Eller det vil sige, det syntes de to andre i hvert fald. For det var ikke en hyggelig søndagstur i aftensolen, det var en af den slags flyveture, som adrenalinjunkier lever for, hvorimod det for forfatteren af denne artikel blev en, nå ja, oplevelse.

Lidt tidligere på aftenen mødes vi på Taylors kontor i Henriksen Jet Center i nogle store, hvide lagerbygninger. Andreas Mogensen har hyret Taylor til at tage sig igennem en håndfuld træningstimer som forberedelse til sin flyveeksamen. Som aktiv astronaut er det nemlig et krav at have pilotcertifikat, og eftersom han i sin tid fik sit certifikat i Tyskland, hvor det skal fornyes hvert andet år, er det ved at være på tide forud for hans kommende rumrejse til august.  

Der hænger billeder af små, smukke fly i aktion på kontorets vægge, og en stor skærm viser aktuel radarinformation fra luftrummet over Houston og omegn. Over en halv times tid gennemgår de først a bunch of bad moves, som Taylor formulerer det: uhensigtsmæssige scenarier, der potentielt kan udspille sig i luften. Piloten fyrer en endeløs salve af spørgsmål af: ”Hvad gør du, hvis højdebarometeret sidder fast?” ”Hvad hvis der opstår brand i kabinen?” ”Hvad hvis motoren falder ud af flyet?” ”Hvad hvis der går ild i vingen?”

For det meste parerer Andreas Mogensen prompte med et løsningsforslag, andre gange konstaterer han nøgternt: ”Ja, det ville være en virkelig skidt situation” og må tænke sig om, før han finder løsningen, som regel noget med at nødlande hurtigst muligt. 

Til sidst har de været igennem alt, der potentielt kan gå galt på sådan en flyvetur med et lille Cirrus-fly, og det er ikke så lidt. Tilsyneladende inspireret af samtalen finder Taylor en video frem på skærmen, der viser et tilsvarende fly som det, de netop skal ud at flyve i, der på en tur fra Californien til Hawaii brød i brand, og hvor piloten kun mirakuløst overlevede på grund af det indbyggede faldskærmssystem. Det minder Andreas Mogensen om en historie:

”En af naboerne på min vej er også privatpilot, bortset fra at det er han så ikke mere, fordi han for et par år siden fløj om natten, da han pludselig mistede sin motor. Han var nødt til at nødlande i blinde og styrtede, men overlevede. Til gengæld endte han et halvt år i kørestol, så nu har hans kone sagt til ham, at han ikke må flyve mere,” sagde han.

”Det kan man måske godt forstå,” svarer Taylor smilende med øjne som et legebarn. 

”Nå, jeg tror, vores fly er klar. Skal vi komme af sted?”

NU ER VI så i luften, og dårligt er vi nået op i højderne, før de første øvelser begynder. Med hovedvejen I-10 under os udstikker Taylor ordrer. Han vil have Andreas Mogensen til at lave skarpere og skarpere sving, hvilket får g-kraften til at træde helt tydeligt frem, så man bliver mast tilbage i sædet.

Da det er krydset af på tjeklisten, fortsætter de længere sydpå til en mikroskopisk ubemandet flyveplads for at lette og lande og lette og lande, hver gang på en ny måde. 

”Så bliver det ikke bedre,” råber Taylor af og til, når en landing sidder lige i skabet.

Andreas Mogensen forholder sig omvendt totalt i ro. Han gør bare, hvad han bliver bedt om. Også da Taylor stikker ham nogle speciallavede pilotbriller, der totalt mørklægger udsynet ved forruden og kun giver mulighed for at kigge på informationerne i cockpittet, beder ham lukke øjnene og hvile hovedet på sin skulder. I stedet griber Taylor fat i styrepinden, drejer i alverdens retninger, op og ned, til højre og til venstre og til sidst lige ned mod jorden.

Det er den slags, der får almindelige mennesker til at holde fast i flyet med begge hænder, som om det skulle kunne hjælpe noget. Men ikke Andreas Mogensen. Han åbner blot øjnene, da der langt om længe er grønt lys, retter flyet op i en glidende bevægelse og kigger over på Taylor: ”Hvad har du ellers til mig?”

AFTENEN FØR BEFINDER vi os på Saint Arnold ­Brewing Company lidt nord for flodløbet Buffalo Bayou, der slæber sig langsomt gennem Houston. Texas’ ældste mikrobryggeri har hjemme i en rustfarvet industribygning, men det er den tilstødende ølhave med et springvand formet som et drinksglas i midten, der har trukket fulde huse. Her vrimler det med texanere, der indtager kolde specialøl, pizzaer og burgere rundtom på træbænkene under et stort halvtag med lyskæder og varmelamper. Det sidste er ikke nødvendigt denne dag, hvor temperaturen har nærmet sig de 30 grader, og hvor luften, selv efter mørket er faldet på, stadig er lummer nok til at give svedpletter under armene af bare at løfte ølglasset.

Andreas Mogensen og familien, det vil sige hans hustru Cecilie og deres tre børn Emily, Frederik og Jakob på mellem ni og fire år, har også slået sig ned i ølhaven. Det blonde hår gør ikke meget for at skjule deres skandinaviske ophav, heller ikke selvom de to yngste har boet her hele deres liv. Modsat datteren, der klæber sig op ad sin mor, sidder de to sønner ikke stille længe ad gangen, de skubber, irriterer og løber efter hinanden og tumler eller trækker hunden Dude – en blanding af en labrador, beagle og border collie – rundt i ølhaven, så dens hundesnor vikler sin ind imellem folks ben som et ufrivilligt spil kluddermor.

”Mig og min lillebror kom altid op at slås, præcis som mine drenge gør nu. De kan være bedste venner og lege sammen, men så sker der lige pludselig et eller andet, og så ryger de i hovederne på hinanden og bliver dødsens uvenner. Nu forstår jeg, hvorfor mine forældre kunne være så irriterede på os, for det er forfærdeligt,” siger Andreas Mogensen og griner.

Det var lige omkring årtusindskiftet, at han og Cecilie lærte hinanden at kende.

”Åh, det er så pinlig en historie,” siger hun og smiler. ”Vores mødre arbejdede sammen og blev ved med at prøve at sætte os op.”

”Jeg boede i Congo på det tidspunkt, men var hjemme på ferie,” tilføjer han. ”Min mor gav mig nummeret på hendes kollegas datter. Jeg tænkte: ’Det kommer ikke til at ske.’ Men efter et par uger kedede jeg mig så meget og tænkte: ’Okay, så hvad er det værste, der kan ske?’”

Siden da har de været sammen og boet adskillige steder på grund af hans astronauteventyr, de seneste snart syv år i Texas. Efter sin første rumrejse i 2015 blev han tilbudt en stilling i NASA som repræsentant for det europæiske rumagentur ESA. 

”Det der med at flytte til et nyt land på grund af et job og tage hele familien med sig har aldrig været skræmmende. Det har været en helt naturlig ting og forbundet med spænding at komme til et nyt sted og slå sig ned og lære folk at kende. Jeg har altid godt kunnet lide det,” siger han. ”Men det er nok noget, der kommer fra min opvækst med at rejse så meget.”

DET ER MÅSKE ikke så mærkeligt, at Andreas Mogensen altid har haft udlængsel. Selvom han blev født i Danmark i det sene efterår 1976, var han ikke mere end et par måneder gammel, før familien flyttede mod fjerne egne, nærmere bestemt Thailand. Det var farens arbejde, der trak dem dertil. Han havde en stilling i Mærsk, der betød, at han kunne blive kastet rundt på verdenskortet som en dartpil. Han havde forinden tilbragt nogle år i Gabon i det vestlige Afrika og hele 15 år i Tokyo. På en ferie i Danmark havde han mødt en kvinde, der fik lokket ham til hjemlandet, hvor de blev gift, og inden længe blev Andreas Mogensen født. Senere fulgte også en lillebror, og forældrene adopterede desuden to piger. 

I Thailand boede familien lidt uden for Bangkok ved bredden af en sø fuld af krokodiller – sådan gik historien i hvert fald. Det var et meget gammelt og traditionelt hus med åbne døre til alle sider for at skabe gennemtræk i den fugtige varme – og med en meget stor have, som tjenestefolk hjalp med at passe. 

Da faren stoppede i Mærsk, rejste familien efter tre år hjem til Danmark, men han forblev i shippingbranchen, så tre år senere gik turen igen til udlandet, denne gang til Singapore. Det er her, Andreas Mogensens første rigtige minder er fra, dem, han er sikker på, han ikke blot har set i gamle billedalbum. Han husker aberne, der kravlede rundt i elmasterne, og at man på sin fødselsdag stod med tre gyldne muligheder på hånden: grillede satayspyd ved havnens gadekøkkener, fondue på en af byens hotelrestauranter eller fin middag på det dekadente Raffles Hotel.

To år senere var familien tilbage i Danmark, denne gang bare i et enkelt år, før de flyttede til Californien på den amerikanske vestkyst. Sådan var det bare, det var en del af tilværelsens rytme at rejse nye steder hen, og det var ikke noget, Andreas Mogensen tænkte synderligt over, da de denne gang bar flyttekasserne ind i en stor villa med veltrimmet baghave i sovebyen Los Altos syd for San Francisco. 

DET VAR DET typiske amerikanske forstadsliv. Børnene kunne selv gå eller cykle til skole, og Andreas Mogensen, der begyndte i 4. klasse, fik sine første rigtige venner. Han elskede sit nye liv i Californien. I idræt fulgte skoleåret en fast skabelon: fodbold om efteråret, basketball om vinteren, baseball om foråret. Han kastede sig ud i det hele, og i fritiden blev han fascineret af enhver form for adventuresport, fra skateboard og windsurfing til flodkajak og bjergbestigning, der alle havde den ekstra kvalitet, at de kunne nære den spirende eventyrlyst i ham med opdagelsesrejser i den vilde natur.

I skolen var det en del af pensum at lære om NASA og Apollo-missio­nerne, de bemandede rumflyvninger til månen. En af klassekammeraternes far arbejdede i rumfartsbranchen og kom en dag med plakater til alle. Andreas Mogensen hængte straks sin op på sit værelse, og derfra var rumfart og astronauter udgangspunktet, som alting udsprang fra. Det var det, han lavede alle projekter om i skolen, næsten uanset projektbeskrivelsen, så han kunne opsnuse mere viden. Han byggede modeller af rumraketter og skrev om sorte huller. 

Det var hans store drøm at blive astronaut, men så kom ’Top Gun’ med Tom Cruise i hovedrollen i midten af 80’erne, og så omformulerede han drømmen, så han først ville være jagerpilot, så testpilot og til sidst alligevel astronaut. 

Senere fik han en lærer, der opfordrede ham til at læse populærvidenskabelige bøger om astronomi og astrofysik og pegede ham i retning af forfatteren John Gribbin, hvis bøger om alt fra big bang til dobbelthelix og Schrödingers kat han labbede i sig. På det tidspunkt var familien tilbage i Danmark, hvilket ikke passede ham specielt godt. Han var især træt af at vinke farvel til det gode vejr, så i et anfald af stædighed insisterede han på stadig at gå i shorts, men måtte omsider give op i slutningen af november. 

Der ventede ikke faren flere udenlandsrejser, men efter fire år i hjemlandet begyndte han selv at mærke rastløsheden.

”Det er først rigtig nu om dage, hvor jeg har børn, der går i skole, at jeg ikke mærker den så meget. Men i mine unge år var det en stor del af mig. Der skulle ske noget nyt.”

DRØMMEN OM AT blive den danske Tom Cruise lagde han på hylden igen. Det var mest af taktiske årsager. Hans interesse for rumfart var for stor, og hvis han først blev pilot og så ikke lykkedes med at blive astronaut efterfølgende, ville han være pilot resten af sin karriere. I stedet flyttede han til London for at uddanne sig til rumfartsingeniør på Imperial College. Så kunne han måske komme til at udvikle robotbiler eller noget i den stil, hvilket var en tanke, der også fyldte ham med begejstring.

Hver sommer opsagde han sit værelse og tog på hjemmestrikkede missioner med medstuderende: på kanotur i Amazonas til dybet af regnskoven, på vildmarkstur til det centraløstlige Afrika for at bestige Kilimanjaro og Mount Kenya, på kajakekspedition i Andesbjergene og ind i den peruvianske jungle.

Den store galaktiske mission, klimakset i hans indre drøm, lod sig dog ikke sådan åbenbare. Det var lige omkring årtusindskiftet, og da det efter endt uddannelse ikke var muligt for ham at finde et job i rumfartsbranchen, søgte han mod olieindustrien. Han meddelte, at han var klar på hvad som helst, så længe de sendte ham et spændende sted hen, og så røg han til en olieplatform i Congo. 

Her fik han ansvar for de forskellige instrumenter, der kunne måle på det roterende borehoved, der gravede sig ned i undergrunden. Og efterfølgende for at indsamle og analysere data, før han sendte dem videre til olieselskabet. De fleste af hans kolleger var franskmænd, der arbejdede i rotation: fire uger på olieplatformen, fire uger fri. Selv kørte han 12 uger ad gangen med 12-timersvagter, og fordi han både var den nye og den unge i sjakket, fik han altid nattevagten, der startede ved midnat. Når han havde fri, forsøgte han at downloade e-mails fra venner og familie på den tvivlsomme internetforbindelse, men som regel var han så udmattet, at han sov det meste af tiden.

Sådan gik der to år, men det var ikke blot selvpineri. Hele tiden havde han en bestemt tanke i baghovedet:

”Hvis jeg ikke havde taget det job, havde jeg manglet den praktiske, professionelle erfaring, som de også lægger vægt på, når de optager nye astronauter. Så havde jeg haft langt sværere ved at blive udvalgt, for jeg havde ikke været i militæret, jeg havde ikke pilotcertifikat. Jeg vidste, at det her ville trække betydeligt op.”

EN FORÅRSDAG I 2008 begyndte det at strømme ind med beskeder i Andreas Mogensens mailindbakke og på hans telefon. Det var fra familie, venner og bekendte, der alle sammen spurgte om det samme: 

”Har du hørt det?” 

Det havde han naturligvis. For første gang i 17 år og for kun tredje gang nogensinde havde det europæiske rumagentur ESA åbnet op for ansøgninger til et nyt hold af astronauter.

På det tidspunkt boede Andreas Mogensen i Konstanz ud til Bodensøen i det sydlige Tyskland, hvor han arbejdede som rumfartsingeniør hos Airbus efter at have færdigafsluttet sin ph.d. på University of Texas. Men det var det her, han havde ventet på, så han gik straks i gang med at udfylde den lange onlineansøgning, hvor han ud over alverdens former for information om uddannelse, job­erfaring og interesser skulle besvare en række spørgsmål om, hvorfor han gerne ville være astronaut, og hvad han selv mente, at jobbet gik ud på. Han skrev, at det handlede om at være en opdagelsesrejsende, der skulle hjælpe menneskeheden med at udvide sin horisont, både ved fysisk at rejse ud, hvor ingen før havde været, og mentalt ved at lave forskning, naturvidenskab og teknologiudvikling. Til sidst, tilføjede han, var man som astronaut en rollemodel og inspiration for resten af verdens befolkning.

Ud af de næsten 10.000 ansøgere fra hele Europa var de kun cirka 1.000, der gik videre til første testfase på den tyske rumbase i Hamborg, hvor de i løbet af en hel dag foran computerskærme skulle løse matematiske, mentale og kognitive gåder. 

Det var det sværeste, Andreas Mogensen nogensinde havde prøvet, og da han gik derfra, var det med følelsen af, at hans chance var forpasset. Han takkede ja til et nyt job som research fellow på The Surrey Space Centre sydvest for London og flyttede til England, men så kom meldingen, at han var gået videre til næste runde.

ET HALVT ÅR inde i ansøgningsprocessen var de 200 kandidater tilbage, og efter en uge med diverse helbredstjek pludselig under 50. Andreas Mogensen begyndte at få overblik over de andre og lavede alle mulige mentale udregninger: De skulle i hvert fald have en pilot, en læge og en ingeniør i mikset. Så hvem var de andre ingeniører, han var oppe imod? De ville sikkert også vælge en franskmand og en tysker, fordi det er store lande, der spytter rigtig mange penge i ESA. Hvad var hans chancer så? Den slags spørgsmål fyldte konstant hans hoved.

Efter et interview med udvælgelseskomiteen var de nede på 22. Så var der tale om noget, der lignede 25 procents chance. Han begyndte virkelig at mærke presset og spekulerede døgnet rundt på, hvornår de ville ringe med nyt. Det skete først i foråret 2009, da han og Cecilie var i Australien for at besøge en af hans bedste venner, der skulle giftes. Efter en festlig aften kom han hjem til hotellet, hvor telefonsvareren blinkede med en uaflyttet besked. Han trak vejret dybt. Han havde drømt om det her øjeblik, siden han gik i 4. klasse: 

”Shit, så er det nu!”

Men da han fik hul igennem, var det blot til den melding, at generaldirektøren i ESA var i tvivl og havde bedt om at møde de sidste kandidater en gang til. To måneder senere var feltet barberet ned til 10. Den næste tid var forfærdelig. Han gik rundt og ventede og kunne ikke være i sig selv, og det blev ikke bedre, da ESA pludselig udsendte en pressemeddelelse om, at det nye hold astronauter ville blive præsenteret i Paris to uger senere. Han begyndte igen på sine udregninger: ”Hvis man skal være i Paris om to uger, skal man i hvert fald have en uge til at planlægge det.” Så gik der en uge, og han hørte stadig ingenting: ”Okay, det er på onsdag, så jeg må i det mindste høre det fredag.” Fredagen gik. Stadig ingen lyd: ”Hvad fanden sker der?”

Sent mandag aften ringede telefonen så lige pludselig. En af cheferne fra ESA var i røret. Han gjorde kort proces: 

”Du er blevet valgt. Vi ses i Paris.”

ANDREAS MOGENSEN HAR hjemme i et pænt villakvarter i centrum af Houston. Der er grønne træer og fuglefløjt på den rolige, lukkede vej, og der står gyngestole på verandaerne foran flere af de næsten identiske toplanshuse, typisk malet i hvid eller lyseblå. Indenfor i nummer 705 behøver man ikke være ekspert på ’Kender du typen’ for at se, at det er en astronaut med sin børnefamilie, der har hjemme. 

Det er formiddagen efter besøget på Saint Arnold-bryggeriet. På spisebordet ligger en legetøjsedderkop klar til at give nogen et chok, i køkkenet flyder malebøger og farveblyanter, og ved trappen til førstesalen en større bunke legetøj, især biler og Legoklodser, i en stor rodekasse. På køkkenbordet har en dejrører været i brug, og på det sølvgrå køleskab med indbygget vand- og isterningmaskine er forskellige børnetegninger hængt op sammen med magneter fra rejsedestinationer og et postkort med teksten: ”Til dig, der f*#king hader at smøre madpakker.”

Der hænger også to magneter med Andreas Mogensen selv fra hans første opsendelse og en med Huginn-logoet for hans kommende mission. På væggen hænger et billede af den første månelanding, og på den store, hvide reol, ved siden af lysestager, to livgarderfigurer med dannebrogsflag i hånden og en række Lonely Planet-bøger, står en rød raket, der ligner den fra Tintin. På den allerøverste hylde står to store Lego-versioner af henholdsvis Saturn 5-raketten og rumstationen. 

”Jeg fik dem i gave i forbindelse med min første opsendelse, og nu har jeg sat dem så højt op, at børnene ikke kan nå dem. Se bare på alt det andet Lego,” siger han og nikker mod rodekassen ved trappen.

I foråret 2016, før han og familien flyttede til Houston, var han selv i byen for at træne på NASA. Her fik han catchet up med gamle rugbyvenner fra University of Texas, og flere af dem boede i det grønne, centralt beliggende villakvarter. Cecilie havde på forhånd meddelt, at hun ikke var interesseret i at bo i forstæderne, hvor mange af hans kolleger fra NASA ellers bor, da man har mindre transporttid og får mere for pengene, så han tjekkede kvarteret ud, og da hun senere kom over, kunne hun ligeledes lide det. 

”For samme pris kan man få et dobbelt så stort hus med kæmpepool i baghaven nede omkring NASA. Det er helt andre priser, men man lever så også et andet liv i forstaden. Det er lidt mere ’Desperate Housewives’, hvor vi omvendt elsker at kunne cykle til downtown eller til en af parkerne for at spille baseball,” siger han. 

Området er et af byens bedste for fodgængere, og så kan man rent faktisk cykle uden at sætte livet på spil hver gang. De har sågar anskaffet sig en ladcykel i bedste københavnerstil, som Cecilie hver morgen bruger til at aflevere børnene i skole. 

”Sådan noget kan man slet ikke nede ved NASA. Alene vejen ved Space Center Houston har fire spor i hver retning. Det ville tage en halv dag at komme over,” siger han. ”Samtidig kører folk virkelig, virkelig dårligt. Nogle gange går man over et fodgængerfelt, og så kommer der pludselig en bil kørende med fuld fart, så man må springe til side.”

PÅ NUVÆRENDE TIDSPUNKT er størstedelen af den tekniske og praktiske træning forud for rumrejsen overstået. I stedet er han i gang med en form for vedligeholdelsestræning, blandt andet med robotarmen, rumvandringer i bassinet og andre simuleringer i NASA’s model af rumstationen. Der venter også stadig en del træning af selve opsendelsen med Dragon-rumskibet. Han skal selv være pilot, hvilket vil sige, at han sammen med astronauten Jasmin Moghbeli har kommandoen over rumskibet. Hvis alt går, som det skal, er deres opgave blot at overvåge systemet og en gang imellem trykke på nogle knapper, lidt som i en moderne flyvemaskine.

Men hvis noget går galt, skal de være klar til at overtage styringen. 

I rumfartsbranchen er det en fast filosofi, at træningen foregår der, hvor teknologien er blevet udviklet, så for tiden er han en gang om måneden af en uges varighed i Los Angeles, hvor SpaceX har hovedsæde. Træningen, der har at gøre med de amerikanske moduler på rumstationen, sker i Houston, mens han forbereder eksperimenter i det europæiske Columbus-laboratorium i Køln i Tyskland, og når det handler om laboratoriet Kibo, som han også skal lave forskning på, må han til Japan.

Det betyder, at kalenderen er spækket med rejser. Halvanden uge senere skal han først en dag til Los Angeles, så en uge til Køln, så direkte til Rusland for at træne en uge, så tilbage til Houston en uge, videre til Florida, videre til Los Angeles, tilbage til Houston i to uger og så en uge til Japan, to uger til Køln og en uge til Los Angeles.

”Jeg kan godt blive lidt træt af at rejse så meget, også i forhold til jetlag, for vi skal jo samtidig holde os sunde, raske og i god form. Man når kun lige at vænne sig til en ny døgnrytme, før man rejser videre. Meget af træningen er samtidig passiv, hvor vi sidder i et klasseværelse. Forestil dig at have jetlag og sidde på en stol i otte timer og følge med i en PowerPoint-præsentation …”

DET ER INDTIL videre planen, at Andreas Mogensen skal opsendes 17. august, men intet kommer til at ligge helt fast før sidste øjeblik. Tre uger før afslutter han og de to andre astronauter den sidste del af træningen, og så venter en lille uges crew rest uden noget på programmet, hvor de kan sunde sig lidt og være sammen med familien, før den officielle karantæne starter, hvor de skal holde sig inden døre for at undgå at blive syge. Hvis tidsplanen holder, vil opsendelsen være før, skolerne starter igen, og så kan han være derhjemme sammen med familien. Hvis først de er tilbage i skole, kan de hive alt muligt med sig hjem af sygdomme, og så skal han i stedet alene i karantæne på NASA.

På det seneste er Andreas Mogensen gået ind i en mere påpasselig fase. Han tumler mindre med børnene, og han har heller ikke planlagt aktive ferier som skiture, for det ville være surt at få en skade. Det er ikke en helt ubegrundet nervøsitet, for der er faktisk flere i tidens løb, der har lidt den skæbne at misse deres rumrejse. Mest kendt er russeren Nikolaj Tikhonov, der en måned før sin opsendelse fik en gren i øjet på en skovtur, hvilket beskadigede hans syn så slemt, at han måtte på pension i stedet. Men der var også astronauten Tim Kopra, der var ude at cykle, da han styrtede og brækkede hoften.

Den slags forsøger Andreas Mogensen ikke at tænke for meget på. I det hele tager prøver han ikke at lade sig gribe for meget af forestillingen om sin næste rumrejse.

”Det er også et spørgsmål om at holde forventningerne på det rigtige niveau. Vi plejer at sige, at man ikke er sikker på at komme i rummet, før man sidder i raketten med motoren tændt.”

IND AD HOVEDDØREN kommer Cecilie med sort kjole og havaianas og med hunden Dude logrende foran sig. De har været i en hundepark i nærheden.

”Hvordan gik det?” spørger Andreas Mogensen.

”Det gik godt,” siger hun tilfreds. 

Lidt efter er det ham, der rejser sig for at tage af sted. Denne dag skal han holde foredrag om sin astronautkarriere på sine sønners skole. Udenfor er der varmt på den texanske måde, en tung, kvælende varme, selvom sommeren officielt først ligger flere måneder forude. Han går gennem baghaven og ud til garagen, hvor hans sorte Dodge Challenger holder parkeret.

”Den ene gang i livet, jeg havde mulighed for at eje sådan en bil, var jeg nødt til at slå til. Det gør det lidt sjovere at køre på job,” siger han, mens sportsvognen bakker ud og lidt efter svæver gennem det stille villakvarter.

Fem minutter senere når han frem til skolen. Han trasker hen til
hovedindgangen i den røde murstensbygning med sin blå jakke fra NASA og ringer på. 

”Jeg kan godt lide at tale om rumfart, og så hjælper det også på min egen begejstring. Når man arbejder med noget, bliver det hverdag, men så kommer man ud og mærker andres begejstring, og så husker jeg, hvorfor jeg selv synes, det er fantastisk,” siger han.

Inspektøren kommer smilende ud for at tage imod. En lidt kraftig fyr omkring 40 år med briller, sort skæg og kort, sort hår, der dækker hovedbunden på sidste udkald. En telefon stikker op af hans ene lomme, og i hånden har han en stor walkie-talkie. 

”Velkommen. Kom ind, kom ind,” siger han venligt og leder ind på sit kontor, hvor et stort mørkebrunt skab proppet med legetøjsfigurer af diverse sportsfolk fylder væggen:

”Jeg tror ikke, jeg kan understrege, hvor spændte børnene er på i dag. Mange af de andre skoleinspektører i byen er også meget jaloux!”

LIDT SENERE LYDER meldingen over højttalerne, at de respektive klasser må gå op i spisesalen. Her er en masse borde med små indbyggede stole klappet sammen og skubbet til side. Væggene er prydet med en form for jungletema: slanger, aber, papegøjer, leoparder og flamingoer spredt mellem træer, lianer, blomster og blade. Der hænger stadig en tung lugt fra frokosten i lokalet. 

Blandt de første til at ankomme er en overspændt pige fra en af de yngste klasser.

”Hey astronautmand!” råber hun op til Andreas Mogensen, der vinker tilbage fra sin position på scenen, hvor han som en sand patriot står klar mellem det texanske og det amerikanske flag. 

Støjen i lokalet fortsætter med at stige, som flere børn kommer til. En af klasserne er klædt ud som astronauter med hjemmelavede rumhjelme på hovedet. Da alle har fået sat sig i rækker på gulvet, tager inspektøren ordet.

”Okay, god eftermiddag, alle sammen. Hvordan har vi det?”

”GODT!” råber alle tilbage.

”Vi har fået en helt fantastisk mulighed her i dag, som jeg ikke tror, andre skoler har. Det viser sig, at en af vores forældre ligefrem er astronaut, der er i gang med at træne, og som skal på mission til august. Det her er Mister Andy Mågenson. Kan I sige: ’Hej Andy!’”

”HEJ ANDY!”

Så er det Andreas Mogensens tur. 

”Fantastisk. Mit navn er Andy, og jeg er astronaut. Hvor mange af jer har hørt om NASA?”

En del rækker hånden op.

”Jeg kan se, at flere af jer ligefrem har NASA-T-shirts på. Nå, men jeg er fra Europa, fra et land, der hedder Danmark. Jeg arbejder her i Houston på NASA’s Johnson Space Center, og til august skal jeg tilbage til Den Internationale Rumstation for anden gang. Jeg havde min første mission for syv år siden og har lige siden ventet på at skulle tilbage, for det er helt fantastisk. Min drøm om at blive astronaut startede, da jeg var omkring jeres alder …”

HEN OVER DEN næste halve times tid tager Andreas Mogensen skoleeleverne igennem ikke bare sin egen, men rumfartens historie. Han viser billeder fra Apollo-missionerne i 60’erne, dengang USA og Sovjetunionen udkæmpede en svimlende dyr galaktisk proxykrig om at blive de første til at plante flag på månen, billeder af Den Internationale Rumstation, der har været bemandet siden 2000, og billeder af den 18 meter lange robot­arm, som astronauterne bruger til at fange ubemandede opsendelser med forsyninger.  

Det første store stik tager han hjem, da han viser en video af nogle af sine kolleger, der flyver vægtløse gennem rumstationen, heriblandt japanske Satoshi Furukawa, der laver et backflip. Et ”Wow!” går gennem salen.

”Det kræver meget træning at være i stand til at flyve sådan. I starten er man som en elefant i en porcelænsbutik. Man vælter ind i væggene. Men efter noget tid begynder man at lære det. Astronauter kan bruge hele dagen på bare at lege og have det sjovt i rummet,” siger han og smiler stort.

Bagefter viser han en video, hvor han selv slår en kolbøtte i luften og smyger sig ind i sin sovepose, som han har hængt op i loftet på rumstationen. Den går også rent hjem. 

”Når man er vægtløs i rummet, er der ikke noget, der hedder op og ned. Derfor er det også lige meget, om man sover på gulvet eller i loftet, for det hele er det samme.”

Han viser billeder af særlige træningsmaskiner, der kan bruges på rumstationen, så man ikke mister muskelmasse i den vægtløse tilstand, og af forskellige eksperimenter, blandt andet en vandrensningsmembran, som han selv var med til at teste. 

”Alt vand på rumstationen er genbrug, hvilket også vil sige, at vores urin, sved, selv fugten i luften, bliver renset og forvandlet til drikkevand. Vi plejer at sige, at det vand, vi drak i går, er det samme, vi kommer til at drikke i morgen,” siger han og smiler, tydeligvis selv tilfreds med den kommentar. 

Til sidst slutter han af med en kavalkade af billeder taget fra rumstationen, blandt andet et af Danmark, han selv har taget: 

”Kan I se byer, veje, bygninger, broer på billedet?”

”Nej,” råber nogle stykker.

”Nej, det er rigtigt. Fra rummet kan man slet ikke se tegn på mennesker. Jorden ser fuldstændig ubefolket og fredfyldt ud. Man ser alle de lyse, smukke farver, det blå hav, de hvide skyer, de grønne kontinenter,” siger han og klikker videre til billeder af blafrende nordlys, grønne og røde, en krater-sø i Canada, Sahara-ørkenen, en aktiv vulkan med en pulserende askesky over sig, en enorm tyfon i Stillehavet, røgen fra kæmpemæssige skovbrande.

Med hvert nyt billede lyder et kollektivt ”Whoa!”, der får Andreas Mogensens smil til at vokse sig større og større. Han klikker også forbi et billede taget ud mod universet.

”Fra rumstationen kan man se milliarder og atter milliarder af stjerner, og man får meget hurtigt en fornemmelse af, hvor stort universet er, næsten uendeligt stort. Når noget er så stort, og der er så mange stjerner, betyder det også, at der venter os så mange spændende opdagelser i fremtiden. For hvem ved, hvad der er derude i universet?”

BAGEFTER ER DER spørgerunde, og spørgsmålene kommer i øst og vest: ”Svæver krummerne rundt, efter I har spist?” ”Har du nogensinde set aliens?” ”Ville du ønske, man kunne få Taco Bell leveret til rumstationen?” ”Hvordan går man på toilettet?” Andreas Mogensen forsøger at svare på det hele, så godt han kan: 

”Det første, man gør, når man går på toilettet, er at tænde en pumpe, der hjælper med at suge al luften ud. Det er lidt som at bruge en støvsuger som toilet. Men prøv ikke på det derhjemme, for det tror jeg ikke, jeres forælde vil blive særligt glade for!”

Til sidst er der kun to børn tilbage i rækken, og det er åbenbart de eksistentielt anlagte, der har stillet sig bagerst: 

”Bliver du bange, når du er ude i rummet?” spørger en lille pige med håret i hestehale.

”Man kan sagtens blive bange. Frygt er en fuldstændig normal menneskelig reaktion. Men spørgsmålet er, hvordan man håndterer frygten. En del af vores træning er at lære at ignorere den og i stedet bruge adrenalinen til at koncentrere os og fokusere på at arbejde endnu hårdere for at løse problemerne,” svarer han.

Til sidst er det en lille genert dreng, der har tabt halvdelen af sine tænder:

”Føler du nogensinde angst?”

”Det kan jeg godt nogle gange, for det kan være klaustrofobisk. Det er vigtigt at prøve at trække vejret dybt, berolige sig selv og ikke fokusere på angsten eller frygten.”

LIDT OVER TRE måneder efter, at Andreas Mogensen og de andre astronauter blev præsenteret for verdenspressen i Paris i foråret 2009, begyndte træningen på astronautcenteret i Køln, og det var lige på og hårdt. Efter et par ugers introduktion blev de sendt på en måneds intensiv russiskundervisning på en sprogskole i Bochum i Tyskland. Som europæisk astronaut foregår store dele af træningen i Rusland, så det er et krav, at man kan tale sproget.

”Når de træner sprogofficerer, er det kurser på 12 dage ad gangen, hvor man løbende kommer hjem en måned og fordøjer det. Vi tog en hel måned i streg. Det var på mange måder sindssygt. Det er umuligt at studere et sprog intensivt i en hel måned. Det var det i hvert fald for mig,” siger han.

Så havde han større succes med andre aspekter af træningen. Journalisten Tom Wolfe døbte det i 1979 the right stuff, dét, som særlige astronauter har. Hvor man tidligere skulle være et fysisk pragteksemplar, har det i mange år handlet om at være mentalt ubrydelig, og her kunne Andreas Mogensen for alvor være med. Den stod på parabolflyvetræninger i vægtløs tilstand, overlevelsesture i den sibiriske vinterkulde, ugelange ophold på havets bund og den berygtede svimmelhedstest, hvor den russiske læge skruer højere og højere op for snurrehastigheden, så enhver astronautaspirant til sidst må give fortabt, men hvor det i dette tilfælde var lægen, da selv det højeste niveau ikke kunne få danskeren ud af kurs.

I en uge udforskede og boede de også i bælgravende mørke i grottesystemet Sa Grutta på Sardinien, der snor sig så langt og trangt ned under jorden, at ingenting eksisterer. Andreas Mogensen elskede det.

”Hvis det var noget, man kunne gøre på en ferie et sted, ville jeg betale for det. Det var selvfølgelig hårdt, det er en form for bjergbestigning i totalt mørke under jorden, og jeg er i forvejen ikke sådan en tynd klatretype, men det var samtidig så spændende og fascinerende,” siger han.

Undervejs kom han også til at springe i faldskærm for første gang. Da han stod i flyvemaskinen, føltes det som det mest grænseoverskridende, han nogensinde havde gjort, men det var samtidig noget, han altid havde haft lyst til.

”Jeg har altid tænkt, at hvis andre kan lære at springe i faldskærm, så kan jeg også. Jeg har ikke specielle evner, det tror jeg heller ikke, at andre har. Det er mit udgangspunkt, så hvis man virkelig gerne vil noget, sætter sig for at gøre det og arbejder hårdt nok, så skal det selvfølgelig nok ske.”

I SEPTEMBER 2015 skete så endelig det, Andreas Mogensen altid havde drømt om. Fastspændt i Soyuz-kapslen krydsede han 100 kilometer over jordens overflade Kármán-linjen, der adskiller den blå planet fra resten af universet. Yderligere 300 kilometer oppe ventede rumstationen, hvor han skulle bo og arbejde i otte dage. Den samlede rejse skulle blot have taget seks timer, men endte med at tage 52 timer. Fire dage før opsendelsen fik han og de to kosmonauter, en russer og en kasakher, at vide, at rumstationen havde været nødt til at ændre bane som resultat af rumskrot, så rejsen nu ville tage næsten 10 gange så lang tid. 

”Vi havde ikke forberedt os på det mentalt, og alt var allerede pakket, så vi havde ikke rigtig noget med, som vi kunne bruge til at underholde os med i de mange timer. Der var ikke så meget andet at lave end bare at sidde og vente …,” siger han.

Det var ikke en mulighed at kigge ud ad vinduet, for på længere rejser slukker man rumkapslen og sender den i et spin om sig selv for ikke at bruge batteri, hvilket betød, at den konstant drejede om sig selv. 

”Hvis man kiggede ud ad vinduet, ville man se jorden, så rummet, så jorden, så rummet, og når man samtidig stadig skal vænne sig til vægtløsheden, er det meget let at få kvalme og kaste op,” siger han.

Han kunne heller ikke snakke med de andre, for de snorkboblede begge to.

”Jeg ved ikke, om det var deres forsøg på at fordrive tiden, men hver gang der ikke var noget at lave, lagde de sig til at sove. Så sad jeg der for mig selv og tænkte: ’Okay, hvad skal jeg så?’ Jeg nåede at tænke, at hvis jeg skal af sted igen, og det er 52 timer, er jeg ikke sikker på, at jeg gider,” siger han og griner. 

”Det var sådan en underlig fornemmelse af at være i rummet og have glædet sig og arbejdet frem til det, og så sidder man og tænker: ’Ej, hvor er det kedeligt!’”

TIL AUGUST SKAL Andreas Mogensen så af sted igen. Efterhånden kender han de fleste af de eksperimenter, han skal stå bag på rumstationen, især de fysiologiske eksperimenter, hvor han selv er forsøgsperson. Han er blevet briefet og er begyndt at indsamle data i form af blodprøver, urinprøver og spytprøver, og snart skal han også igennem en MR-scanner. Det hele for at opsamle data, som så skal sammenlignes med data, når han kommer hjem.

Der er groft sagt to typer af forsøg på rumstationen: dem, der kan hjælpe med at forbedre livet på jorden, og dem, der skal være med til at forberede længere rumrejser i fremtiden. Han skal blandt andet stå bag 10 danske forsøg. For DMI skal han fotografere månen for at studere såkaldt ’jordskin’, og for DTU Space skal han fotografere røde og blå kæmpelyn med et specialkamera, der opsamler data svarende til 100.000 billeder i sekundet. Modsat almindelige lyn opstår de på toppen af tordenskyerne og skyder op i stratosfæren. 

”Det vil også sige, at det er en måde at få transporteret vanddamp op i stratosfæren, og da vanddamp er en drivhusgas, kan det have stor indflydelse på klimaet. Det er måske noget, der ikke er taget højde for i klimamodellerne, fordi vi ikke rigtig forstår det endnu,” siger han.

Der er forskellige søvnstudier, blandt andet for Aarhus Universitet, hvor han skal bruge specialbyggede ørepropper med et elektro­encefalogram, der kan måle hjernebølger og vurdere søvnkvaliteten, og et andet, hvor han skal teste et lyspanel, der simulerer farveforskelle og skaber en kunstig døgnrytme, som potentielt kan blive gavnlig på fremtidige missioner. For Aquaporin skal han teste en videreudvikling af deres vandrensningsmembran, og så skal han lave forsøg med en 3D-metalprinter og forskellige virtual reality-forsøg. 

Han skal også være involveret i en masse anden ESA- og NASA-forskning, blandt andet de mere kontroversielle eksperimenter med mus for at forstå fysiologien og få indikationer på, hvad der sker med kroppen i vægtløs tilstand, så som en del af træningen har han lært at dissekere mus. 

Og så er der selvfølgelig alt det, der kan opstå undervejs, her­iblandt rumvandringer. Der er endnu ikke planlagt nogen, men han håber, det kommer til at ske, eksempelvis hvis der bliver sendt forsyningsfartøjer op med nye solpaneler, der skal installeres, eller hvis noget går i stykker på ydersiden af rumstationen.

”Det må jeg indrømme, det gad jeg virkelig godt. Det må være det vildeste at hænge der i en line og svæve frit i universet.”

EFTER ANDREAS MOGENSEN har skrevet flere hundrede autografer på sine sønners skole og stillet op til det ene fællesbillede efter det andet, forlader han skolen igen og går i retning mod sin bil. 

”Det var meget sjovt, men man skal også arbejde hårdt for det. Både for at fange deres opmærksomhed og så for at holde den efterfølgende,” siger han, sætter sig ind, spænder selen, og få øjeblikke efter har gps’en ledt ham ud i den tunge Houston-trafik.

”Jeg er faktisk lidt sulten. Skal vi stoppe og tage noget med?”

De første fastfood-muligheder dukker hurtigt op i en enklave med brede drive-in-spor til de store amerikanske øser. 

”Wendy’s måske? Jeg har aldrig været der, men vi kan prøve.”

Det bliver til nuggets og spicy barbecuesauce og en cola til at skylle ned med, og lidt efter drejer Andreas Mogensen ud på I-10, den mangesporede motorvej, der et enkelt sted når helt op på 26 spor, hvilket gør den til verdens største. Han skærer hurtigt sin Dodge Challenger tværs over asfalten og ender i ydersporet. Der bliver han liggende hele vejen til Houston Executive Airport, hvor flyvetræningen med Taylor venter. 

Det sker fra tid til anden, at han bruger sit flycertifikat for fornøjelsens skyld. For nylig havde han en ven på besøg, og så lejede de et fly og fløj til Boca Chica helt nede i spidsen af Texas, hvor SpaceX’s rumhavn ’Starbase’ ligger. Han har endnu ikke haft familien med. Selvom han flere gange har spurgt de to ældste, er det ikke blevet til mere end ’ja, jo, nej, måske’-svar.

”Jeg håber, jeg snart får dem overbevist, men lige nu er jeg også bange for at køre hele vejen herud og tænde flyvemaskinen, for at en af dem så siger: ’Nej, jeg vil af, jeg vil af!’” siger han og griner.

DA CIRRUS-FLYET er på jorden igen efter halvanden time i luften med piloten Taylor, slukker Andreas Mogensen motoren, klikker sig ud af selen og hopper ud ad døren over vingen og ned på asfalten. På vej hen til sin bil, der holder parkeret på den anden side af lågen ved Henriksen Jet Center, kommenterer han dagens træning – hvor han blandt andet først skulle lukke øjnene og dernæst rette flyet op ved brug af cockpittets informationer.  

”Man har en idé om, at man selvfølgelig kan mærke, hvilken retning flyet bevæger sig i. Det kan man slet ikke. Så snart man er inde i en sky og ikke kan se jorden og himlen, kan man kun stole på sine instrumenter. En af de hyppigste årsager til, at weekendpiloter styrter ned, er faktisk, at de mister orienteringen og pludselig spiralerer mod jorden, og på et tidspunkt bliver farten for høj, og så falder vingen af.”

Da han rammer I-10 igen, er mørket ved at falde på. Overalt i vejkanten ligger ødelagte dæk, der er slidt i stykker, og selvom det er fredag aften, er trafikken stadig tung, og de mange røde baglygter snegler sig langsomt fremad som et stort lysende tusindben. Andreas Mogensen kender det alt for godt, når han de fleste morgener kører mod NASA. I de forgangne syv år har han især arbejdet rigtig meget i kontrolcenteret, der er bemandet døgnet rundt, så man hele tiden kan være i kontakt med astronauterne på rumstationen, hvis der opstår behov for det.

Det er ikke nødvendigvis umuligt for ham at forblive i samme job, når han vender hjem efter sin mission. Han er dog ikke sikker på, om han har lyst. Så trækker det mere i ham at lave noget nyt. Der er sådan set muligheder nok, blandt andet at arbejde på ESA’s ­astronautcenter i en form for lederrolle i forhold til nye astronauter eller et andet ledelses­job i ESA i enten Køln eller på deres største center, ESTEC i Noordwijk i Holland, hvor alle ingeniørerne og forskerne sidder. Og så er der den mulighed at finde et privat rumfartsfirma i enten USA eller Danmark. 

”Det er lidt svært, for Cecilie og jeg kan virkelig godt lide at bo i Houston, men samtidig har vores børn bedsteforældre i Danmark, som bliver ældre. Vi kunne både tænke os at blive boende her og komme tilbage til Europa,” siger han. ”Det bliver formentlig min sidste mission, for de er ved at uddanne et nyt hold astronauter, men samtidig er jeg kun 47 år, når jeg vender tilbage, så der er jo rig mulighed for at lave andre spændende ting.”

DET ENESTE, ANDREAS Mogensen er sikker på, er, at han ikke er færdig med rumfart. Der er for mange store spørgsmål at besvare og for mange løbende fremskridt at bevidne, til at han kan forlade det. Som Perseverance-missionen til Mars i 2020, hvor helikopteren Ingenuity fløj rundt og tog billeder af den røde planet, og roveren Curiosity indsamlede prøver, som den deponerede, og som forhåbentlig skal samles ind om få år igen og studeres på laboratorier på jorden. Og James Webb-teleskopet, som blev sendt op for halvandet år siden og bliver ved med at vise nye afkroge af universet. 

”Det kan se længere ud i rummet, og pludselig opdager vi galakser, der er langt større og mere fuldvoksne, end vi troede. Det ændrer jo også vores forståelse af, hvordan universet blev skabt, måske helt fundamentalt, for nu ser vi fuldvoksne galakser meget, meget tidligt efter big bang, så hvem ved, hvordan vi vil tænke på universet om fem år, 10 år, 25 år?” 

Da Andreas Mogensen gik i skole, kendte man slet ikke til nogen planeter uden for vores eget solsystem, nu kender man til næsten 10.000 exoplaneter, der ligesom jorden kredser om andre stjerner. I takt med at rumteleskoper bliver kraftigere og kraftigere, får man større og større chance for at studere de her exoplaneter direkte, kigge på deres atmosfære og analysere sig frem til, om de måske er i stand til at understøtte liv. 

”Vi har altid tænkt på jorden som et meget, meget specielt sted, og så har vi fundet ud af, at måske er jorden, og liv i det hele taget, ikke så specielt igen. Måske er der liv mange steder i universet. Tænk, hvis det er tilfældet, også selvom vi måske ikke finder intelligent liv i første omgang, men mikroorganismer, bakterier, planter og den slags,” siger han med barnlig ivrighed, som han altid gør, når snakken falder på de spørgsmål, der optager ham allermest: 

”Det er sindssygt spændende, for lige pludselig er der måske masser af andre verdener, og engang langt ude i fremtiden, hvor vi måske har warp speed som i ’Star Trek’, vil vi være i stand til at rejse mellem stjernerne. Tænk, hvis man kunne besøge andre planeter!”

DET ER BLEVET mørkt, da Andreas Mogensen parkerer bilen i garagen uden for villaen i Houston, men byens lys slører stjernerne på nattehimlen. Næste uge er det spring break, så skolerne har lukket, og børnene har fri. Det samme har Andreas Mogensen, men for en gangs skyld har de ikke planlagt ferie nogen steder hen. Måske endagsture til strandbyen Galveston eller et smut ned forbi Houston Space Center, men ikke mere end det.

”Der er så mange rejser for tiden, så det har jeg ikke lyst til. Det bliver egentlig rart nok med en afslappende uge, hvor drengene forhåbentlig kan sove lidt længere end til klokken halv syv. Nu skal jeg jo også snart et halvt år i rummet,” siger han og åbner bagdøren.

Der dufter af pizza indenfor. Børnene sidder og gumler ved børnebordet, mens der kører tegnefilm på iPad’en. Cecilie står lænet op ad køkkenbordet og drikker en kold dåseøl. Hun kigger smilende op: 

”Hvordan gik flyveturen?”

”Det var stille og roligt.”