Yndig korsanger, ihærdig radioreporter, glødende Anne Linnet-fan, selvbevidst Melodi Grand Prix-stjerne, bloddryppende skuespiller og mor. TRINE DYRHOLM slår ned på nogle af de afgørende punkter i sit liv.
1.
MINE FORÆLDRE var vidt forskellige. Min mor var den sociale, og hun har det brede smil med store, hvide tænder, som jeg har arvet. Det var under hendes indflydelse, at der var gang i vores hjem i Seden uden for Odense. Altid en jævn strøm af gæster og ofte folk sovende. Min far var anderledes privat, men samtidig var han sportsmand og havde konkurrencegenet: ”Jeg skal noget!” Jeg kan godt forstå, at jeg siden hen har været forvirret over, hvem jeg selv var. De to personligheder sloges i mig.
De delte en masse, de var folkeskolelærere, de var musikalske, og de sang sammen i et rytmisk kor ved navn Vocal Focal. Koret bestod af 20 mennesker, der sang forskellige popnumre. Hjemme på badeværelset havde vi en plakat fra en af deres koncerter. Den var forsølvet, og man kunne se min far stå i lilla vest med frynser øverst og en gul stjerne. Ved siden af stod min mor i hvid T-shirt. Alle klappede. De så helt fantastiske ud.
Min lillesøster og jeg var tit af sted med koret. Hjemme stillede vi os op på hver vores stol og sang i et sjippetov, iført ens kjoler syet af vores mormor. Vi gav numre med ABBA, Beatles og ikke mindst fra Vesterbro Ungdomsgårds ’Kattejammer rock’: ”Deeeeeet var som bare pokker. Viiiiii går med røde sokker!”
At stille sig op på den måde var aldrig noget, jeg blev spurgt om. Det skete af sig selv. Så længe jeg kan huske, har jeg optrådt.
2.
OTTE ÅR GAMMEL stod jeg i Odense Koncerthus med et kor på 200-300 børn bag mig. Det var til et stævne, hvor man samlede en masse børnekor, der sammen skulle optræde med et værk, som John Høybye, Laus Høybyes far, havde skrevet til os. Et af stykkets to hovedpartier skulle jeg synge, mens den anden solist var langt ældre, vel omkring 14 år.
At jeg kom til at stå der i min lilla flæsebluse med veloursløjfe, skyldtes min korlærer Birgit. Hun kastede sin kærlighed på mig, skubbede på og fik på en eller anden måde anbefalet mig som den ene solist. Det var virkelig seriøst. Vi blev akkompagneret af Odense Symfoniorkester, dirigeret af Børge Wagner, og John Høybye kom selv og øvede med os. Der lærte jeg virkelig at stille mig op og tage den.
Det med at tage den accelererede i de kommende år. Fra jeg var 10 år, deltog jeg i H.C. Andersen-festspillene i Den Fynske Landsby. Jeg spillede med i fem år, og det blev rammen for meget af mit ungdomsliv. Min første fest, min første brandert og mit første kys skete alt sammen i den kreds af venner, jeg fik der.
Via festspillene kom jeg til en optagelsesprøve på Odense Teater og fik som 11-årig min første rolle med replikker. Det var som Ebenezer Scrooges lillesøster i Dickens’ ’Et juleeventyr.’ Senere blev jeg anbefalet til to journalister ude på DR Fyn, som ville starte en ungdomsredaktion. De gav os vide rammer, samtidig med at de underviste os i interviewteknik og berettermodel. Vi blev sendt i marken med tunge Nagra-båndoptagere og besøgte både fodboldlandsholdet i Vedbæk-lejren inden VM 1986 og børn på Christiania. Ofte skrev jeg sange om de temaer, vi dækkede. Dem indspillede jeg i vildt lækre studier på DR og tvangsindlagde de fynske børn til at høre dem.
3.
NÅR JEG OG DE ANDRE piger til H.C. Andersen-festspillene ville synge Anne Linnet Band-sange, kom vi altid op at skændes om, hvem der skulle være Sanne. Vi syntes, at hun sang bedst, og så kunne hun alle de der showting på scenen. Jeg var helt syg Sanne-fan, men jeg fik aldrig lov. I stedet fik jeg Anne Linnets stemme. Med tiden fandt jeg ud af, at jeg nok identificerede mig mest med hende. Jeg havde sådan en grundfølelse af at være anderledes sammenlignet med andre i min klasse. At være off. Mens de andre gik i Pringle, Lacoste og sejlersko, gik jeg i pyjamasbukser eller en postjakke. Det pæneste, jeg havde, var en malerkittel med pletter på.
Da Anne Linnet udgav albummet ’Hvid magi’ med Marquis de Sade, var jeg fuldstændig solgt. Hele den måde, hun spillede identitet og køn ud på, ramte mig. Samme sommer, i 1985, optrådte hun ved Grøn Koncert på Dyrskuepladsen i Odense. Jeg havde aldrig gået op i at møde forbilleder, men iført en tandlægekittel, der matchede Marquis de Sades look på den turné, møvede jeg mig op på forreste række og fik Annes autograf på armen. Jeg var 13 år, og det var den største koncertoplevelse i mit liv. Den er kun blevet matchet af Prince på Gentofte Stadion.
TRINE DYRHOLM
er født i 1972 og vokset op i Odense.
Hendes far, Arne Dyrholm, var en driblestærk spiller for B1913 i klubbens gyldne æra fra midten af 60’erne. Han fik 283 kampe – heraf to mod FC Barcelona.
Som 18-årig fik Trine Dyrholm sin første Bodil for hovedrollen i ’Springflod’. Hun har blandt andet vundet seks Bodil-priser og otte Robert-priser. I 2016 vandt hun som første danske kvindelige skuespiller en Sølvbjørn ved Berlinalen for sin hovedrolle i ’Kollektivet’.
Spillede efter sin uddannelse på Statens Teaterskole i 1995 en del roller på det toneangivende teater Dr. Dante. Blandt andet ’Paradis’ i 1997 sammen med blandt andre Mads Mikkelsen, Nikolaj Coster-Waldau, Sofie Gråbøl, Lotte Andersen og Hella Joof.
Monologen ’4:48 Psykose’ sikrede Dyrholm en Reumert. Teksten er skrevet af engelske Sarah Kane, som færdiggjorde den kort inden, hun begik selvmord som 28-årig.
Siden debuten i ’Springflod’ har Trine Dyrholm spillet med i film som ’De største helte’, ‘Festen’, ’I Kina spiser de hunde’, ’Forbrydelser’, ’En soap’, ’En kongelig affære’, ’Hævnen’, ’Kollektivet’ og ’Du forsvinder’. Hun er lige nu aktuel i ’Unge Astrid’ og ’Dronningen’. På tv har hun haft gennemgående roller i ’Taxa’ og ’Arvingerne’.
Hun er bosat i København med sin kæreste, instruktøren Niclas Bendixen. Sammen har de sønnen Axel på 10 år.
4.
MIN REJSE TIL Berlin i 1986 blev skelsættende. Jeg tog derned for at lave radio om børne- og ungdomslivet på hver side af muren. Hjemmefra lærte vi om systemet i øst, men det kunne slet ikke forberede mig på det chok, jeg fik, da jeg stod i Østberlin. Grå betonbygninger, butikker med kun ét styk af hver vare og en fornemmelse af, at alt var lukket. Midt i det hele stod et fancy skinnende hotel med swimmingpool, hvor vi skulle bo.
Vi havde guide på 24/7 og tog rundt og interviewede børn. Undervejs jokede vi med, at vi sikkert blev overvåget, hvilket viste sig at være sandt. En dag, vi havde fri for guiden, kørte vi ud for at tale med en familie, som var lidt ugleset af systemet. Pludselig var der en i bilen, der sagde: ”Hey, det er da vores guide, som kører bag ved os.”
Da Stasi-arkiverne senere blev åbnet, ringede en person til de to DR-journalister, der var med i Berlin: ”Er I klar over, at hele jeres tur står skrevet ned?” Der har simpelthen siddet en i bedste ’De andres liv’-stil og hakket det hele ned på sin skrivemaskine. Efter en uge i øst kørte vi gennem ingenmandsland. Forbi skydeskår og pigtråd og ind i Vestberlin. Det var som nat og dag. I vest kørte 80’erne på fuldt drøn, bøjet i overdimensioneret neon. Dér kunne jeg uden problemer finde en gave til min søster og bruge mine diæter på Michael Jackson-sko, hængerøvsbukser og et par nittebælter.
De havde allerede åbnet Mauermuseum med historier om flugtforsøg. Det gjorde et uudsletteligt indtryk på mig. Jeg har snart været på det museum 10 gange, for den bys historie bliver ved med at rage os alle sammen. Den fortæller noget om verdensordenen. Om de systemer, vi mennesker skaber. Alt sammen symboliseret i den mur. Og det var så tæt på Danmark. Lige dernede.
5.
EN AF DE SANGE, jeg skrev til radioen, handlede om min veninde. Hun var adopteret, dansede ballet og blev mobbet. Den kom med i et tv-program, hvor jeg sad og spillede keyboard på Brandts Klædefabrik med mit krøllede hår, min hat på sned, ansigtet fuld af bruncreme og kindrødt, mens min veninde dansede ballet på tåspidser i sin fine, hvide kjole. ”Lille og anderledes, men kun på grund af farven. Alligevel bliver hun mobbet. Hvorfor? Hvorfor? Misundelse selvfølgelig, misundelse selvfølgelig,” sang jeg.
En talentkonkurrence fra P3 opfordrede mig til at sende den ind, fordi de ikke havde fået nogen bidrag. Derfor vandt jeg naturligvis. Kort efter blev jeg ringet op af Per Nielsen Jr., der havde skrevet en tekst til en Melodi Grand Prix-sang komponeret af Frans Bak. De ville gerne have mig over til en audition i København.
Jeg var smart i skoen og svarede, at det vidste jeg ikke rigtig, om jeg var interesseret i. Det skulle i hvert fald være en sang, jeg kunne stå inde for.
“Hvor gammel er du egentlig?” spurgte han. ”Jeg er 14.” Det overraskede ham. ”Okay. Så må du hellere lige snakke med dine forældre om det.”
Sammen med min mor tog jeg over i Sun Studiet i Københavns Nordvestkvarter for at mødes med Frans Bak. Han trådte ind med håret stående ud til alle sider, hawaiiskjorte og en lilla ghettoblaster. Han trykkede play og spillede ’Danse i måneskin’, hvor der var lagt en demovokal på, stoppede båndet og sagde: ”Nå, hvad synes du?” ”Det kan jeg godt lide.”
Vi øvede en hel uge, og jeg fik min egen koreograf, der hjalp mig med trin og med, hvor jeg skulle kigge hen. Produktionen dikterede, at jeg skulle synge live, mens bandet, The Moonlighters med Frans på saxofon, kørte på bånd. For mig var det fede ellers at være en del af et orkester.
Efter showet kom der hurtigt tilbud om at optræde i storcentre og på blokvogne. Men jeg krævede at få bandet med. Jeg ville ikke stå med en båndoptager i nakken. I dag er jeg sindssygt glad for, at jeg havde modet til at sige fra dengang. Den dér bandfeeling er noget, jeg har søgt efter altid. Også da jeg kom ind i teater og film. Blokvogne og playback havde været min død.
6.
SOM 11- og 12-ÅRIG spillede jeg ’Et juleeventyr’ på Odense Teater og mødte skuespilleren Hugo Øster Bendtsen. Han havde et stort, sort overskæg og en brovtende facon. På scenen spillede han markant og vildt. Han var kompromisløs i sin tilstedeværelse. I begyndelsen var jeg bange for ham, når han drillede mig i kantinen: ”Du skal sgu ikke være skuespiller. Det er noget værre lort!”
18 år gammel besluttede jeg mig for at søge ind på skuespillerskolerne, og jeg ringede til Hugo. ”Vil du læse med mig?” Det ville han gerne. Jeg skulle op i to tekster. Statens Teaterskole kom med et par bundne tekster, jeg kunne vælge imellem, og jeg tog ’Frk. Julie’ af Strindberg. Den anden hjalp Hugo mig med at finde. Vi blev enige om den scene fra ’Macbeth’, hvor Lady Macbeth hallucinerer og kigger på sine blodige hænder. ”Disse hænder!” I dag tænker jeg: ”Okay, du var 18 år. Strindberg og Lady Macbeth, kunne du lige være der?”
Hugo og jeg mødtes inde på Odense Teater, gik teksterne igennem og talte om, hvordan jeg kunne gribe dem an, og hvor tit vi kunne mødes.
Hugo gjorde meget ud af, at jeg skulle tage mit rum. Jeg kan være meget social og sensitiv i selskab med andre. Det bliver tit noget med, at vi alle sammen skal have det godt, og jeg tager andres følelser på mig. Det nyttede ikke noget til en optagelsesprøve, som ville være hektisk og fyldt med nervøse mennesker. Han forberedte mig på at koncentrere mig udelukkende om mig selv og om at gå ind og spille. Og når jeg så stod der, skulle jeg give mig selv tid.
Kort inden prøven på Statens Teaterskole ringede han. ”Hvad laver du?” ”Jeg går og øver på teksten.” ”Ja, det håber jeg fandeme også. For sidst var du eddermame dårlig!” Min reaktion var sportsmandens: Okay, nu skal jeg vise ham! Jeg tror, Hugo udmærket vidste, at jeg ville reagere sådan.
Da jeg kom ind på scenen, tog jeg mine sko af. Jeg ville helst spille i strømpesokker i og med, at Lady Macbeth går rundt om natten. Jeg gav mig god tid, mens de sad nede i salen og ventede.
Jeg gik i gang med den intense tekst, men da jeg stod med hænderne foran mig og sagde ”Disse hænder …”, gik jeg i stå. Jeg ville ikke bryde momentet, så jeg ventede på stikordsgiveren. Han kom ikke med noget. Jeg holdt blikket fast på mine hænder. Stadig ikke noget stikord. Til sidst løftede jeg langsomt blikket, mens hænderne fortsat hang fastfrosset foran mig, og sagde: ”Jeg kan ikke huske, hvad jeg skal sige.” Så kom stikordet. Mit blik faldt ned igen, og jeg fortsatte. At jeg klarede den situation, tilskriver jeg Hugo. Han var vist alligevel overrasket over, at jeg kom ind i første forsøg.
7.
SOM 27-ÅRIG sad jeg i min lejlighed med en følelse af, at jeg ikke kunne fylde min krop ud. Jeg begyndte at græde helt ukontrolleret. Udadtil manglede jeg ikke noget. Jeg var gået fra den ene rolle til den anden, efter jeg blev uddannet. Men siden jeg var 14, havde jeg været en offentlig person og havde fået påduttet en masse identiteter. Jeg havde været ’Grand Prix-Trine’, jeg havde været ’Dr. Dante-Trine’, og jeg havde senest været ’Taxa-Trine’. Som menneske måtte jeg selv finde ud af at fylde det hele ud.
Den del af mine 20’ere var præget af ulykkelig kærlighed, utilstrækkelighed og efterhånden en følelse af, at jeg var ved at knække over. Jeg var blevet tynd og kunne blive afgrundsdyb ked af de mindste ting. Det handlede aldrig om en frygt for scenen. Det handlede altid om en frygt for alt det udenfor.
En dag i lejligheden kulminerede det. Jeg fandt ud af, at det var mødet med en eksistentiel ensomhed. Erkendelsen af, at jeg er her alene, uanset hvor mange mennesker jeg er omgivet af. Det var ikke relateret til en bestemt situation eller til en bestemt person. Det var mere grundlæggende. Jeg forstod, at jeg faktisk altid havde haft det sådan, også som barn og teenager. Først nu fattede jeg det. Og jeg fandt ud af, at vi alle sammen, på tværs af sprog og kulturer, deler den ensomhed. Man kan sige: Du er alene, men du er ikke alene med at være alene. Så den er der stadig, ensomheden, men nu ved jeg, at den gerne må være der.
8.
JEG FIK ET NYT mantra omkring årtusindskiftet: Hvis jeg ikke tør, skal jeg sige ja. Kort efter ville instruktøren Jacob F. Schokking sætte monologen ’4:48 Psykose’ op, og jeg blev foreslået. Han havde det sådan: ”Hende fra ’Taxa’?!”, men sagde alligevel okay til et møde. Teksten var som et langt digt. Voldsom og intellektuel. ”Aldrig om jeg vil lave den her,” tænkte jeg. Og jeg havde ikke lyst til at stå alene på scenen.
Til mødet traf jeg en høj mand med et markeret ansigt. Han betragtede mig uden at lægge skjul på, at han syntes, jeg var en irriterende poptøs, der kom ind fra højre.
“Ja, jeg skal bruge dit instrument.” ”Mit hvad?” ”Din teknik.” Han talte i helt andre termer, end jeg var vant til, og jeg tænkte: ”Det går jo aldrig!” Og så sagde jeg ja.
Vi var vitterlig forskellige. Han så alt udefra med konceptkunstnerens briller. Jeg var hele tiden helt inde i følelserne. Efter et par dage faldt vi netop derfor i hak. Han var ekstremt god for mig, fordi han lærte mig at forstå, hvad indpakningen betyder for materialet. Når han instruerede, sad han og dirigerede med hænderne, som var jeg et orkester. Han nynnede endda med. Det var ren fysik og rytme. Pludselig kom hele min musikbaggrund på spil, og jeg fik mit behov for samspil dækket i samarbejdet med lyden, lyset og de videoer, der blev projiceret op bag mig. Det hele spillede sammen.
Min figur var psykotisk og uden filter. Nogle steder tog hun hele verdenshistorien på sig: ”Jeg gassede jøderne, jeg dræbte kurderne, jeg bombede araberne.” Jeg gik ind og ud af følelser, intet var entydigt, og jeg brugte min stemme på nye måder. Skreg, vrælede, talte mærkeligt. Det var et emotionelt monster at komme igennem. Men jeg mærkede, at jeg flyttede mig. Så ved premieren tænkte jeg for første gang: ”Jeg er faktisk ligeglad med, hvad der bliver skrevet.”
Rollen gav mig en Reumert, og jeg har spillet ’4:48 Psykose’ flere gange nu. Sidste gang var for syv år siden, kort efter jeg mistede min far. Det var en stor personlig sorg, fordi jeg følte mig så beslægtet med ham. En uge efter hans begravelse satte vi forestillingen op i Berlin. Jeg var i tvivl om, hvorvidt jeg kunne stå i sådan et rum, der i ekstrem grad er fyldt med død og søgen efter sig selv. Men jeg besluttede, at jeg bare måtte forlade scenen, hvis det gik galt. Da jeg først kom i gang, oplevede jeg, at jeg var blevet så trænet i at arbejde med følelser, at jeg kunne skille de to ting helt ad. Jeg kunne lukke op for sluserne, uden at jeg stod og græd min far ud.
‘DRONNINGEN’
er skrevet af Maren Louise Käehne og May el-Toukhy og instrueret af sidstnævnte. Filmen kredser om advokaten Anne, der kæmper for retfærdighed for sine klienter og for passion i samlivet med sin lægemand, spillet af Magnus Krepper, i en travl, privilegeret hverdag. Sammen har ægteparret to tvillingepiger, men børneflokken bliver udvidet, da mandens søn fra et tidligere forhold, den utilpassede teenager Gustav, flytter ind. Han og Anne bliver hurtigt tiltrukket af hinanden.
’Dronningen’ har inden sin danske premiere vundet publikumsprisen ved Sundance Film Festival samt tre priser ved Göteborg Film Festival: bedste nordiske film, publikumsprisen og bedste skuespilpræstation – den gik til Trine Dyrholm.
9.
AT VÆRE GRAVID fandt jeg meget svært. Noget tog ligesom bo i mig, uden at det var konkret. Inspireret af, at jeg blev større og større, skrev Line Knutzon en rolle til mig i forestillingen ’Håndværkerne’ på Det Kongelige Teater. Min figur havde virkelig noget boende i sig, og selv om jeg skulle dratte ned i en papkasse hver aften, spillede jeg til tre uger før min termin.
Med et par uger igen tog jeg ud og spillede julekoncerter med band, hvor jeg hoppede rundt med min store mave og sang ”We’re the Kids in America oh-oh!”. I de øjeblikke glemte jeg, at jeg var gravid, så jeg kunne næsten ikke gå af scenen bagefter.
Jeg var vant til at klare mig selv, selv slæbe mine kufferter og mine indkøbsposer. Derfor var det grænseoverskridende at blive sat helt ud af spillet. På samme tid gik jeg og tænkte: ”Åh, jeg bliver sikkert den dårligste mor.”
Så snart jeg fødte, blev det enormt konkret. Og alt det, jeg hidtil ikke havde kunnet tage stilling til, lå der nu som et menneske, jeg skulle lære at kende. Derfra var det nemmere, end jeg havde frygtet, samtidig med at det gav noget perspektiv, at jeg nu havde noget vigtigere end mig selv at være ansvarlig for.
Jeg er en mor, som har stor kærlighed i relationen med mit barn, og en mor, som insisterer på at rejse væk og gøre mit og prøve at få det til at hænge sammen. Jeg har heldigvis en dreng, som virker robust. Vi gør meget ud af, at han ikke skal gå alene med sine følelser, og vi taler om, at det at savne ikke nødvendigvis er en dårlig ting.
10.
FILMEN ‘DRONNINGEN’ kredser om temaer, der altid har interesseret mig: Ophav, selvopfattelse, systemer, magt og skyld. Det øjeblik, jeg husker klarest fra arbejdet, var den dag, vi fandt Gustav Lindh, som spiller min stedsøn. Instruktøren og jeg sad hos en caster, og de havde valgt fem kandidater. Jeg kendte ingen af dem. Da Gustav kom ind, og vi prøvede at spille sammen, skete det ret fantastiske, at han bare gik på niveau.
Nogle gange kan man som lidt ældre føle, at man ligesom skal hjælpe talentet på vej. Måske fordi vedkommende er tilbageholdende, måske fordi der stadig mangler det sidste. Han kom med en værdighed i sit spil, og det virkede som det naturligste i verden at spille sammen med mig. Jeg oplevede det samme med Alba August i ’Unge Astrid’.
Det gjorde det trygt at træde ind i filmens ekstreme rum. Der er blandt andet nogle ret heftige sexscener, hvor der ikke bliver panoreret væk som sædvanlig. Alle vidste fra begyndelsen, at de var en del af filmen, og de er afgørende for fortællingen. Jeg var selvfølgelig opmærksom på, at jeg var en ældre dame, mens han var en ung fyr, så vi talte meget om det. Og vi kunne gå ind i det sammen, ligeværdige.
Det var bemærkelsesværdigt, at de scener og filmen generelt blev taget godt imod i USA. På Sundance Film Festival mødte jeg ingen, der mente, at scenerne burde være strøget, og jeg oplevede, at folk var engagerede i min figur, sat i relief af, at filmen vandt publikumsprisen. Det betød meget for mig. For det er en karakter, som skal vise nogle komplekse og voldsomme sider af det at være menneske. Det bliver aldrig sort-hvidt med hende. Efter sådan en oplevelse bliver jeg sulten efter mere. Mere af det svære.
