Scenestærk
Du begyndte på en bachelor i scenekunstnerisk produktion i sommeren 2023. Hvorfor ville du gerne ind på uddannelsen?
”Jeg kom meget i teatret og til prøver som barn, da mine forældre arbejdede med teater og scenekunst. Jeg ville gerne være skuespiller og søgte ind på Scenekunstskolen ad flere omgange. Sideløbende fik jeg mit første assistentjob, som affødte flere og flere jobs i branchen, Blandt andet var jeg på turné med Folketeatret som scenetekniker og arbejdede tæt sammen med forestillingslederen på Giro 413-musicalen ’Så længe mit hjerte slår’ i 2019. Det var en vild oplevelse og et stort maskineri. Kæmpe rekvisitter, mange skuespillere. Vi havde travlt: Det var bygge, afvikle, pille ned og køre videre. Heldigvis var forestillingslederen rigtig dygtig og gav altid alle en følelse af, at det hele var trygt, selvom man stod på en scene, der var lidt for lille, eller der var et andet problem, der skulle løses i en fart. Hun vidste altid, hvad man skulle gøre. Sådan vil jeg også gerne være, tænkte jeg. Alligevel blev jeg ved med at søge ind som skuespiller på Scenekunstskolen, indtil det gradvist gik op for mig, at jeg fungerer bedre personligt og måske også kan bidrage med mere bag scenen. I gymnasiet var det mig, der arrangerede festerne. Og jeg har altid ubevidst søgt rollen som den, der får ting til at ske. Jeg skulle bare indse det. Og en dag for et par år siden søgte jeg ind på teaterledelse – og kom ind i andet forsøg. Med mine forsøg som skuespiller har jeg i alt søgt syv gange. Det var en stor lettelse at komme ind.”
Du har været utrolig vedholdende …
”Det er der mange, der er på den her uddannelse. Teater bevæger sig, og man ved aldrig, om næste år er året, hvor man rammer det helt rigtige tidspunkt. Næsten alle mine venner laver også scenekunst. Mange har, da det endelig lykkedes dem, sagt til mig: ’Jeg forstår godt, hvorfor det var nu, jeg kom ind.’ Det har altid irriteret mig: ’Vil du ikke fortælle mig, hvordan du gjorde?’ Da jeg så endelig kom ind, havde jeg det på samme måde. ’Ah, nu forstår jeg.’ Jeg tror, jeg havde den modenhed og ro, der skulle til. Jeg har brugt mange optagelsesprøver på at tænke over, hvad juryen gerne ville have, i stedet for at give dem det, jeg gerne ville. Var jeg ikke kommet ind, havde jeg såmænd nok søgt igen, hæhæ.”
Hvad skal man kunne i din rolle?
”Teatret er en kollektiv kunstform, så man skal kunne arbejde sammen med mange slags mennesker. Derudover er det nødvendigt, at man interesserer sig for teater og for, hvad der kan ske på og bag ved en scene. En af mine opgaver er at forstå, hvad alle laver, og at forstå deres faglige behov. Alle har samme mål: ’Hvordan fortæller vi den her historie?’ Men alle ser den fra forskellige vinkler. Scenografen skal designe det fysiske rum, mens lydteknikeren ser på lydbilledet. Alle taler et lidt forskelligt fagsprog. Det handler om at forene alle kræfterne, så ingen står til premieren og siger: ’Hvorfor lyttede I aldrig til mine ideer?’ Det er følsomt at arbejde med kunst, og jeg synes, det er spændende at sørge for, at alle bliver hørt. Jeg har det godt med at være den skulder, nogen kan støtte sig til, mens forestillingen bliver til, hvis der er nogen, der er usikre på, om tingene fungerer. Kunsten er personlig, der er meget på spil. Så kan man godt have brug for nogen, der siger: ’Det er godt, det, du laver. Det kører for dig.’ Eller: ’Vi skal nok nå det.’”
Så din telefon er altid tændt?
”Jeg kan godt lide at være den person, der giver omsorg og tryghed. Både privat og professionelt. Det er min rolle at observere processerne, så det er naturligt, at mange kommer til mig. Jeg tror, kunsten bliver bedre, hvis de involverede ved, at der står en person tæt på og hepper på dem. Så jeg tager telefonen, når det er nødvendigt.”
Og hvem ringer du til, hvis du får brug for støtte?
”Jeg kender forskellige folk, der altid gider sparre. Det er en branche, hvor man hjælper hinanden, hvis nogen har noget, de gerne vil drøfte, eller har brug for opskriften på teaterblod. Desuden har scenekunstskolen en masse konsulenter fra branchen tilknyttet.”
Hvorfor har du brug for den her uddannelse, når du allerede har professionel erfaring?
”Der er mange i branchen, der er autodidakte. Men jeg var nået til et punkt, hvor jeg tænkte: ’Jeg ved alt muligt om teater, men jeg har lyst til at fordybe mig.’ Jeg elsker at gå på arbejde, men mens jeg arbejdede, var der sjældent lejlighed til at stoppe op og reflektere over, hvorfor man gjorde sådan eller sådan. Nu er jeg så privilegeret at have en masse dygtige mennesker, der propper viden ind i hovedet på mig. For eksempel teaterhistorie. Vi vil jo blive ved med at spille Shakespeare og Brecht, så det skader ikke at vide, hvilken kontekst deres stykker opstod i, så man kan tage stilling til den, når man laver en ny opførelse.”
Shakespeare og Brecht overlever. Men sidste år afskedigede Jyllands-Posten deres teaterkritikere. Publikumstallene er endnu ikke tilbage på niveauet fra før corona. Hvordan er teatrets fremtid?
”Det kan godt være, at teaterkritikere bliver nedprioriteret, men der er bloggere og influencere, der også følger teatrets udvikling. Der kommer heldigvis ny dramatik til, og nye teatergrupper opstår. Nærværet er vigtigt mellem mennesker. Det er det, publikum responderer på, når de oplever en liveforestilling.”
Du tror, der vil være jobmuligheder for dig?
”Faktisk mangler der forestillingsledere netop nu. Jeg tror altid, der vil være scenekunst. Jeg tror ikke, vi kan leve uden. Folk har brug for at komme ud og op af sofaen. Se verden fra en ny vinkel. Blive blæst lidt bagover.”
Hvad drømmer du om at lave med faget?
”Jeg drømmer om at blive direktør for mit eget teater og holde styr på hele butikken. Jeg har en veninde, der er dramatiker. Og vi har en aftale om at gøre det sammen. Skabe den arbejdsplads, vi godt kunne tænke os. Men der går nok lidt tid.”
