Gode gamle dage
JEG ER VOKSET OP i Ålsgårde i Nordsjælland og har altid tegnet meget. Jeg gik på Steiner-skole, indtil jeg droppede ud af 11. klasse, hvad der i Steiner-systemet svarer til 2. g. Skolen gjorde, at jeg ikke fik arbejdet nok på mine tegninger, og jeg er dårlig til at gøre noget, jeg ikke har det godt med, i længere tid ad gangen. Jeg var 17-18 år gammel og prøvede en produktionsskole af, men droppede også ud af den.
Så gik jeg og tegnede og malede derhjemme. Jeg havde masser af tid, blev fascineret af de klassiske traditioner, fra hollandsk barokmaleri til de italienske mestre, og lånte bøger om de danske guldaldermalere.
Jeg udviklede mig meget, men det var også en svær periode på mange måder. Jeg havde den her bevidsthed om bare at fise husleje af. Jeg havde forskellige småjobs og arbejdede for eksempel i en Tiger-butik. En overgang var jeg i praktik som gartner. Det ændrede ikke på, at jeg gerne ville male.
Foto: Privat
Efter 3-4 år på den måde nåede jeg et punkt, hvor jeg vidste, at nu havde jeg brug for, at nogen lærte mig noget, så jeg søgte ind på Swedish Academy of Realist Art i Simrishamn i det østlige Skåne. Skolen er startet af tidligere elever fra The Florence Academy of Art, en kunstskole i Firenze, der dyrker de italienske malertraditioner, og jeg blev pludselig del af et miljø, hvor alle snakkede om kunst.
Folk kom langvejs fra: Malaysia, Australien, Amerika. Alligevel var vi kun få, der ønskede at gå den klassiske vej uden kompromis. En dag blev holdet spurgt, hvordan vi gerne ville tjene til dagen og vejen. Vi var kun fire ud af 20, der svarede, at vi ville lave billedkunst. Mange af de andre var der for at blive game-designere, tatovører og den slags.
Selvportræt med hat, 2024.
JEG HAVDE PENGE til at studere halvandet år på skolen og nåede kun at følge linjen for tegning, men var nødt til at stoppe, da jeg skulle påbegynde maleriet. Jeg snakkede med min lærer, der anbefalede mig at kontakte Charles Weed, en amerikansk maler, der er stor på den realistiske scene. Jeg kendte ham godt og havde set hans billeder på Instagram. Jeg vidste, hvor dygtig han var, men jeg anede ikke, at han boede i Svendborg. Så jeg besluttede at besøge ham. Inden jeg tog af sted, sagde skolens direktør til mig: ”Det er meget avanceret, det, Weed laver.” Jeg tænkte: ”Bring it on!”
Jeg besøgte Charles Weed i hans atelier, hvor han allerede havde tre elever. Men jeg var også velkommen til at komme i mesterlære, sagde han, og en måned senere flyttede jeg til Svendborg. Igennem tre fantastiske år gik jeg til hånde og fulgte hans undervisning. Han gav mig et helt nyt niveau for lys og skygge, farveharmonier, linjekvalitet og proportioner. Han introducerede mig for en helt ny måde at se verden på.
I dag har vi ikke længere et lærer-elev-forhold, men vi mødes stadig og snakker om kunst. Nu har det udviklet sig til et venskab. Charles er kun 55 år og kunne allerede leve af at male og undervise, da han var yngre end mig. Han er meget kompromisløs. Maler det, han vil – og finder kunder til det alligevel. Han er en mand, der skiller sig ud, fordi han har nogle interesser, der på sin vis er konservative, men som jeg håber, vi er ved at vende tilbage til.
HVIS MAN SKULLE have lavet et portræt af borgmesteren i barokkens Holland, gik man efter byens dygtigste maler, lige så vel som man fik den bedste arkitekt til at tegne byens rådhus. Dengang var kapaciteten i højsædet, den æstetiske forståelse, raffinementet. I nutiden oplever jeg ikke helt, at det er de samme kriterier, i hvert fald ikke inden for de æstetiske kunster, hvor jeg synes, at en god historie eller gimmicks ofte er lige så vigtige som at være dygtig.
Samtidig er vi oppe imod AI, som gør det supernemt at skabe kunst ved at taste lidt på nogle knapper. Jeg håber, at den oplevelse får andre end mig til at tænke over, hvor lang tid det tager for eksempel at lære at tegne og male, og over, at vi mennesker ikke desto mindre er i stand til at lære det, hvis vi tager os tid. Vi mennesker kan utrolig meget, hvis vi vil, og jeg håber, at vi på trods af den teknologiske udvikling vil sætte fokus på det igen, så håndværket kan få en renæssance.
I dag bor jeg i et kollektiv på et slot i Hesselager mellem Svendborg og Nyborg. Mit værelse har store vestvendte vinduer, det giver en del lys hen på eftermiddagen. Jeg arbejder kun i naturligt lys.
En LED-pære eller et lysstofrør giver meget stabilt lys. Men det er også statisk. Det naturlige lys bevæger sig, vibrerer, har forskellige toner, alt efter om lyset kommer gennem en sky, om det regner eller sner.
JEG MALER OG TEGNER alt fra portræt og nøgenmodel til opstillinger, stilleben og landskaber. Jeg elsker naturen og er specielt fascineret af måden, træer gror på. Så jeg går mange ture og laver skitser. Andre gange tager jeg måske et stykke af træet med hjem, så jeg kan studere mønsteret. Jeg bruger aldrig fotografi som forlæg for mine billeder.
Det handler om, at det skal være så smukt som muligt, ikke om hurtighed og effektivitet. Arbejder du med abstrakt kunst, spiller det måske ikke den store rolle, men når man skal kopiere virkeligheden, gør det en forskel. Det handler om at fange en kompleksitet i verden, som du kan fornemme i det færdige maleri.
Det er ikke sådan, at jeg er stået op en morgen og har tænkt: ”Nu skal jeg fandeme være excentrisk!” Men det kan godt være, nogle ville kalde mig det, hvis de kom hjem og besøgte mig. Mine møbler er fra 1500- og 1600-tallet. Jeg synes, de er smukke, og jeg har nogle venner, der er antikvitetshandlere, så vi har byttet lidt.
Jeg er primært et menneske, der forsøger at finde fodfæste i en verden, jeg ikke altid føler mig så velkommen i. Men jo ældre jeg bliver, desto mere vil jeg gerne indenfor. Selvom jeg på nogle måder ikke er en del af kulturen, ønsker jeg ikke at melde mig fuldstændigt ud.
LIGE NU arbejder jeg 33 timer om ugen som graver på to landsbykirker. Det er begrænset, hvad jeg har af energi til at male, når jeg kommer hjem. Siden jeg kom til Svendborg, har jeg haft syv forskellige arbejder. Jeg har været tækkemand, museumsvært, pædagogmedhjælper, restaurationsmedarbejder.
Engang kunne man få stipendier af kongen. Det kan man ikke længere. Jeg ved godt, at jeg er nødt til at satse fuldt ud på maleriet og en identitet som kunstner. Jeg tror, jeg er sat i verden for at male, og jeg ved godt, at jeg er nødt til at gøre opmærksom på mig selv, hvis jeg skal opbygge en kundekreds, finde en gallerist og alt sådan noget.
Problemet for mig er at tage springet. Men nu prøver jeg.
