Hånd i hånd
DE HAVDE TÆNKT det hele igennem. Hvert enkelt lille stykke træ var for-boret, nummereret og pakket på paller, så alt var lige til at gå til, da hun og to holdkammerater en dag i juni for to år siden skulle skrue beklædningen fast i sirligt sildebensmønster på en 16 meter lang bro, der lige var blevet lagt hen over Fuglsang Sø ved Herning.
”Træet skulle lægges i et ret kompliceret mønster, fordi vi havde lavet et design med en stjerneformet kompasflise i midten af broen. Det var vigtigt, at alle mål gik op,” fortæller Anna Storm, der var i lære som tømrer og sammen med en anden tømrerlærling havde ansvaret for den træfaglige del af byggeriet.
Forud var gået tre måneders forberedelser, hvor de havde designet, beregnet og planlagt alt omkring opførelsen af broen sammen med deres holdkammerater, der blandt andet talte elever fra tømrer-, elektriker-, kranfører-, struktør- og bygningskonstruktørfagene.
De var oppe mod to andre hold af unge fagfolk under uddannelse, som også drømte om at løse byggeopgaven mest eksemplarisk og om at kunne kalde sig Verdens Vildeste Brobyggere. Som led i konkurrencen fik de feedback og sparring fra professionelle arkitekter og håndværkere samt ingeniørfirmaerne Rambøll og COWI. Desuden skulle både håndværk og design godkendes af en dommerkomité, så der var sikkerhed for, at den færdige bro også ville kunne bære.
Broen efter fyraften.
INDEN KONKURRENCEN GIK løs, fik de tre hold mulighed for at forproducere broens elementer, og der blev blandt andet støbt beton, savet bjælker op og smedet beslag på et værksted i nærheden.
”Broen var i massivt konstruktionstræ, og den skulle ligge på et fundament af beton. Man kan sige, at vores stil var nordisk-brutalistisk. Der var ikke noget, der skulle skjules, alt skulle kunne ses. Alle skruer, alle beslag,” siger 37-årige Anna Storm, der også forklarer, at det enkle, uindpakkede design havde en anden fordel: Dels var det hurtigt at samle, dels skulle det være så enkelt som muligt at skrue fra hinanden og pille ned igen, når brokonkurrencen først var overstået. I overensstemmelse med byggelovgivningen må man nemlig ikke bare rejse en bro og efterlade den i landskabet.
”Alle på holdet var grønne i faglig forstand. Men at få lov at lave en bro helt efter bogen fra første idéfase til endelig udførelse var der en stor læring i,” siger Anna Storm, der er uddannet inden for statskundskab og havde flere ansættelser, blandt andet hos dagbladet Politiken og i Aarhus Kommune, på cv’et, inden hun for fire år siden besluttede at bytte hæve-sænke-borde og rapporter ud med savsmuld og sikkerhedssko.
”Jeg var lidt nervøs for, hvordan man ville opfatte mig, da jeg begyndte på den lokale erhvervsskole,” siger Anna Storm. ”Jeg var mor til tre, først i trediverne. Mine medstuderende var heldigvis helt ligeglade og uden fordomme. Og hen ad vejen fandt jeg ud af, at jeg ikke kom til at savne min gamle branche så meget, som jeg havde frygtet. For byggebranchen er de nysgerriges legeplads. Du kan aldrig blive færdig med at lære.”
DA DAGEN OPRANDT i Herning, og konkurrencen skulle stå, havde de tre hold fra den tidlige morgenstund kørt hver deres kranvogn ind på konkurrencepladsen, hvor elementerne lå klar på ladet – en del af opgaven bestod i, at en kranførerelev skulle hejse det hele præcist og forsvarligt ind til sine holdkammerater. Borgmesteren holdt tale, DR-sportens Josefine Høgh var konferencier, og både byggebranchefolk og menige herningensere kom forbi for at besøge madboderne og heppe på de tre brobyggerhold. Syv timer havde de til at få deres broer op at stå, og alle knoklede indtil sidste minut.
”Alle byggede for at vinde, og der var et ret højt arbejdspres. Men vi ville ikke have, at nogen skulle råbe og skrige ad hinanden på vores hold. Det kan man jo komme til, når man har travlt. Men det gavner ikke nogen,” siger Anna Storm, som med fuldt fokus og hjælp fra to holdkammerater gennemførte træbeklædningen af broen på under en halv time.
”Det tog virkelig lang tid at forberede, men selve arbejdet var ret hurtigt overstået. Det hele spillede. Det var en rigtig fed følelse.”
Da træbeklædningen var på, kunne holdets elektriker som dagens sidste fagmand gå i aktion med at lyssætte broen. Og det var lige til øllet tidsmæssigt, fortæller Anna Storm. ”Der var nogle ting, der drillede. Og vi andre kunne desværre ikke hjælpe ham. Sådan er reglerne. Du må ikke arbejde med el, hvis du ikke er uddannet til det. Men han holdt hovedet koldt, og vi nåede at blive færdige i sidste minut.”
Da stemmerne blev gjort op, var der imidlertid et mulehår på fem point op til vinderholdet. Anna Storms hold fik megen ros, men også en påtale, fordi hun på et tidspunkt havde skåret en strittende ende af et af broens beslag med en vinkelsliber.
”Vinkelslibere er udskældte, fordi de er gnistproducerende og har været skyld i nogle brande. Børsen var brændt samme forår. Det tror jeg, dommerne havde i tankerne. Vi skulle nok bare have ladet være med at skære den ende til. Men vi blev perfektionistiske. Selvfølgelig kunne vi næsten ikke bære, at vi ikke vandt. Men alle tre broer blev ekstremt flotte.”
DETTE FORÅR FIK Anna Storm sit svendebrev. Et par måneder forinden stiftede hun sammen med sin kollega Sidsel Skovsen, der er uddannet fra Den gamle by i Aarhus, tømrerfirmaet S&S Heritage & Build. Sammen slår de et slag for bevaringen af gamle håndværksdyder og teknikker, og mens Ud & Se er igennem på telefonen, befinder de to tømrermestre sig i en bil på vej på studie-tur til Normandiet, hvor de blandt andet skal kigge på nordfranske byggetraditioner i lader og klostre og lære disciplinen at hugge træ til med en økse. Tømrer-mestrene finder det naturligt at finde inspiration i gammeldags snusfornuft.
”Meget af materialelæren er gået tabt i den moderne byggebranche. Og vi glemmer, at træet faktisk er en ressource, som vi skal værne om. En ressource, som er meget holdbar, hvis man vedligeholder den ordentligt,” siger Anna Storm og nævner Europas ældste træhus, der blev bygget i Schweiz i 1287 og stadig står.
”Vi bygger med stål, gips og rockwool i dag. Det er effektivt, hurtigt og vedligeholdelsesfrit. Men også tit umuligt at renovere. Og så en dag ender det i deponi,” siger hun:
”Den vej kan vi ikke blive ved at gå.”
