Levende lys
ELEKTRISKE HESTEKRÆFTER
Vectron er DSB’s nyeste og eneste type el-lokomotiv. Det trækker passagervogne som dobbeltdækkervogne og Talgo-vogne. Med el som drivkraft erstatter Vectron de tidligere diesellokomotiver. Dets 8.700 hestekræfter gør, at det kan accelerere hurtigt og køre op mod 200 km/t.
VARME I GLASSET
På Vectron bruges LED-lys – den samme type teknologi, som mange kender fra moderne pærer derhjemme. LED holder længe og bruger mindre strøm end ældre lyskilder, og det er en stor fordel på tog, som skal kunne køre i mange timer og under skiftende forhold. Men LED har også en udfordring. De udvikler ikke særlig meget varme, og i vintervejr kan det faktisk være et problem. Hvis lygten ikke selv bliver varm, kan sne, dug og fugt lettere sætte sig på glasset. Derfor har Vectron-lokomotiverne indbygget varme i lygteglasset, som sørger for, at ruden holdes fri, så lyset stadig kan trænge igennem.
OP OG NED FOR STYRKEN
Et tog skal kunne ses på lang afstand. Derfor er der også faste krav til, hvor kraftigt frontlyset skal være. På Vectron styres lyset manuelt af lokomotivføreren, som selv blænder op og ned. Det kan måske lyde gammeldags, men giver føreren kontrol over lyset i situationer, hvor det er nødvendigt. Vectron kører som udgangspunkt altid med fjernlyset tændt. Der er dog enkelte undtagelser, som eksempelvis på Storebæltsbroen, hvor lyset ikke må blænde bilisterne på vejen.
OPLYSNINGSARBEJDE
Det mest overraskende er måske, at frontlyset ikke primært er lavet, for at føreren skal ’se vejen’ som i en bil. Toget kører på skinner, og derfor har lyset også en anden funktion. Det skal gøre toget tydeligt for alle andre. De tre hvide lys foran lokomotivet danner en trekant, som gør det let at genkende et tog forfra. For folk, der arbejder langs banen, er det et vigtigt signal. Hvis en af lygterne svigter, registrerer systemet det og giver besked.
