På sporet af …
ANNETTE MØLLER
80 år, pensionist, Østerport Station
Jeg skal mødes med en veninde, og så skal vi ud til Dyrehaven. Det gælder om at tage chancen, når sneen er der. Man går bare lige ind og finder et spor, der har altid været nogle andre.
Jeg svømmer, cykler, dyrker fitness og laver frivilligt arbejde. Jeg har undervist i filosofi i gymnasiet i 35 år, og nu leder jeg en studiekreds hos Ældre Sagen. For nylig har vi snakket om, hvad åndelig oprustning er. Det handler om fornuft. Om at bruge hovedet. Ikke kun sætte sin lid til AI.
Jeg tager også telefonen hos Børns Vilkår. Børnene taler om forældre, der skændes, trælse venner, kærestesorger. Forældrene taler om skilsmisser og samværsproblemer. Folk ringer og læsser af. Jeg må gerne give råd efter min livserfaring, men hovedsagelig henviser jeg dem videre.
Jeg har voksne børnebørn, som opdaterer mig og holder mig frisk. Og så prøver jeg at løse mine egne problemer. Jeg har lige fået ny telefon. Så er det jo om at lære den at kende i stedet for at ærgre sig.
__________________________________
BENJAMIN KÁRI ATLASON (T.H.), BERTRAM LILLE-LUND SILLESEN
21 år og 22 år, begge studerende, Lyngby Station
Benjamin: Mine forældre er fra Island, men jeg har boet i Danmark hele mit liv. Jeg mener, at Kári betyder ’vind’. Det går jeg i hvert fald rundt og siger. Det er meget sejt, synes jeg. Hurtig som vinden. Vi er på vej til en skatepark i Jægersborg. Jeg har aldrig været der, selvom jeg er fra Holte. Skørt, at Bertram, der er fra Roskilde, skulle fortælle mig om den.
Bertram:Vi studerer kunstig intelligens og data sammen på SDU. Vi er på første år og lige kommet igennem eksamensperioden. Det har været en hård omgang.
Benjamin: Programmering er lidt som at lære et nyt sprog. Jeg ved ikke helt, hvad jeg vil med AI. Det er unpredictable, præcis hvad der kommer til at ske, men jeg ved, at det kommer til at blive så stort, så man kan lige så godt være med.
Bertram: Jeg ved heller ikke, hvad jeg vil, men jeg ser det som en måde at tjene nogle penge, så jeg kan få min egen båd og foretage en jordomsejling. Det drømmer jeg om.
__________________________________
POUL HAUCH FENGER
50 år, advokat, Hellerup Station
Jeg havde ikke regnet med det, men jeg badede i Vesterhavet i går. Jeg skulle til Esbjerg som forsvarer i en straffesag, og da jeg ankommer til stationen, er der ingen taxaer, der kan køre mig til Hjerting Badehotel, hvor jeg skal overnatte.
Jeg stiger på bussen, men har ikke nogen kontanter. En ældre kvinde tilbyder at tjekke mig ind på sit rejsekort, og jeg overfører hende pengene. Hun skal af to stop før mig. Chaufføren siger, at det er op til mig, om jeg vil risikere det. Jeg beslutter at køre på røven det sidste stykke.
Kort efter hun er steget af, ringer hun mig op, hun må have set mit nummer på MobilePay. Om hun har glemt sin taske på bussen? Jeg finder den og afleverer den i hotellets reception. Senere ser jeg hende pludselig i saunaen, hvor hun sidder med nogle veninder. De skal vinterbade, vil jeg med? Det kan jeg ikke sige nej til. De bliver fandeme et minuts tid i vandet, så min mandighed byder mig at gøre det samme.
Og sagen? Den blev udsat, fordi to vidner ikke var dukket op.
