Gang i Orange-billetterne, kompensation for sporarbejde og gamle tog til salg. Her får du maj måneds nyheder fra DSB.
Tekst:RedaktionenFoto:René Strandbygaard, DSB, The Noun Project

FRI BEVÆGELIGHED

Da DSB lancerede den nye Orange Fri-billet i februar, havnede antallet af billige togbilletter, der er til salg om ugen, på 120.000. Det er dobbelt så mange som før lanceringen. Den nye billettype er mere fleksibel end de klassiske Orange-billetter og samtidig langt billigere end enkeltbilletterne. Orange Fri kan købes på dsb.dk, i DSB’s app og i billetautomaten på stationerne.

GULEROD PÅ DEN ANDEN SIDE AF SPORARBEJDET

Hvis du ofte rejser med lyn- eller regionaltog omkring Ringsted, har du nok ikke kunnet undgå at bemærke, at der i øjeblikket foregår et stort sporarbejde, der giver længere rejsetid. Hvis du pendler Korsør-Roskilde, Rødby-Roskilde eller over Storebælt, har du senere i år mulighed for at få 30 dage tilbagebetalt på dit pendlerkort. For at få dagene tilbagebetalt kræver det, at dit pendlerkort er købt mellem august og september 2019 og er på minimum 59 dage. Rejserne skal desuden foretages mellem august og december 2019.

NY OG BEDRE REJSEKAMMERAT

Har du allerede downloadet DSB’s nye app, ved du måske, at den som noget nyt giver dig trafikinformation på den rejse, du har købt, flere billettyper at vælge mellem end tidligere og mulighed for at flytte og refundere billetter, når du logger ind.

Kan downloades til iPhone og Android

340.000

Så mange skoleelever rejser hvert år med DSB ganske gratis som en del af programmet DSB Skolerejser, der transporterer eleverne til lejrskoler rundt om i landet. Det er skolerne selv, der én gang om året kan søge om en frirejse hos DSB. Det eneste krav er, at turen skal være på minimum to overnatninger og tre skoledage. 

Læs mere på dsb.dk/skolerejser

PENSIONISTER TIL SALG 

De har været en del af DSB’s togflåde siden 1978, men nu er otte af DSB’s resterende 12 såkaldte MR-tog til salg. De otte gamle dieseltog har været brugt som reservetog for DSB helt frem til 2017, men nu har DSB altså valgt at sælge dem. Blandt andet fordi de ikke passer ind i DSB’s fremtidige planer om at elektrificere den samlede togflåde.

89,3 PROCENT

… af DSB’s passagerer ankom til tiden i de første to måneder af 2019. Kundernes tilfredshed med DSB steg desuden mellem januar og februar fra 8,1 til 8,2 på en 10-punktsskala.  

VIDSTE DU …

… at DSB’s rejsetidsgaranti er din garanti for, at du kan få din rejse helt eller delvist refunderet, hvis dit tog er forsinket i 30 minutter eller mere? 

dsb.dk/rejsetidsgaranti

 

Tags: ,
SE MERE