På sporet af …
AVAD HAMDOUSH
32 år, arbejder ved kriminalforsorgen i Norrköping, Malmø Centralstation
Jeg står og venter på mine venner, fordi vi skal til Kill-Town Death Fest, en dødsmetal-festival, i København. Det er min fjerde gang. Jeg elsker stemningen og atmosfæren. Det er beroligende musik for mig. Jeg har været til mange metalfestivaler i mit liv. Man kan altid finde nogen at tale med, drikke nogle øl med og bare have a good time.
Min far elskede gamle biler. Han havde en Cadillac, som han satte en ny kassettebåndafspiller i. Jeg fik lov til at købe et bånd, som vi kunne lytte til sammen, når vi kørte. Jeg tog ud og kiggede på forskellige bånd og fik øje på Cannibal Corpse. Det var et usædvanligt navn, der fangede mig. Den dag i dag er det mit yndlingsband. Jeg var 13 år, og i begyndelsen var musikken en lille smule uhyggelig. Men så var det fantastisk.
Da jeg var fem år, begyndte jeg at spille klaver. Jeg spiller klassisk klaver, Beethoven, Bach og Chopin. Når jeg spiller, føles det, som om kroppen bare flyder med musikken. Det er ubeskriveligt. Klassiske symfonier og dødsmetal minder faktisk meget om hinanden. Begge dele er virkelig komplekst bygget op.
__________________________________
SYLVIE BAGOU
40 år, social- og sundhedshjælper, København H
Min lillesøster har fødselsdag i dag. Hun bor i Malmø, og jeg skal overraske hende. Vi skal ud og spise, og hun bestemmer, hvad vi skal have.
Jeg er sosu-hjælper, og jeg har lige sagt op på mit arbejde i Søllerød Kommune, fordi transporten er for lang fra mit hjem i Københavns Nordvestkvarter. Nu har jeg fået nyt job på et plejehjem, der ligger fem minutter væk på gåben. Jeg kan lide de ældre mennesker. At hjælpe dem. Snakke med dem. De har så meget at fortælle os fra dengang, de var unge. De inspirerer mig til at være glad, nyde livet, være åben, tålmodig og at kunne tilgive.
Jeg takker Gud, fordi jeg er i live i dag. Jeg har haft kræft i knoglemarven, men jeg fik en transplantation og har været kræftfri siden 2016. Heldigvis. Det er ikke alle, der får lov til at leve igen. Men det fik jeg, og derfor skal jeg leve livet. Man skal ikke være sur på nogen. Har man noget imod nogen, skal man snakke om det, gå derfra og glemme det igen.
__________________________________
YOAN DIALLO
20 år, fransk arkitektstuderende, Kastrup Lufthavn
Jeg er lige landet fra Paris og skal med toget til København. Det er min første rejse alene. Jeg glæder mig til at møde nye mennesker, gå på opdagelse i en cool by og tage billeder af arkitektoniske steder. Det er et stort eventyr for mig. Jeg har nogle venner, der gjorde det tidligere i år, og så fik jeg det sådan: Okay, let’s go! Nu er det min tur.
Jeg elsker at tegne og har gjort det, siden jeg var lille. Men jeg elsker også tøj og har drømt om at lave mit eget, siden jeg var omkring 12 år. Under corona-lockdown sidste år havde jeg en masse tid. Mit studie foregik udelukkende over computeren, så jeg besluttede, at tiden var inde, og lavede mit eget brand, Strange Day.
Forretningen går godt. Vores anden kollektion blev lanceret for nogle måneder siden. Den hedder Beau Séjour, som betyder ’god rejse’ på gammelt fransk. Jeg tegner og designer alle vores print. Min bedste ven styrer webshoppen, og en anden ven tager billeder til hjemmesiden. Den T-shirt, jeg har på i dag, har jeg også selv lavet.
