DE GULE TAXAER dytter morgensurt og prøver at møve sig frem ad 5th Avenue, hovedåren i New York City, der gelejder folk i titusindvis til arbejde. Mens der bores i vejene, knækker turisterne nakken i forsøget på at forevige skyskraberne på deres telefoner. Det larmer, det lugter, det summer af sitrende storby-virak, og fortsætter man fra toppen af Manhattan og ned forbi Central Park, Rockefeller Center og Empire State Building, rammer man på et tidspunkt West Village, hvor larmen forstummer, bygningerne gradvist bliver lavere, og luften ligesom lettere. 

Her er det travle morgenmylder byttet ud med hundeluftere, der snildt håndterer et broget bundt af fem forskellige racer i én hånd, og med trimmede folk, der skal have en kop to-go–kaffe i deres træningstøj efter løbeturen. Der er fuglekvidder fra trækronerne, og New York er ligesom sat på mute i den her del af byen. I højderne er der frodige rooftop-terrasser, Hudson River bruser stille et sted tæt på, hundene bjæffer stadig søvnigt, og varmedisen lægger en hinde over horisontens skyskrabere, der på en dag som i dag vitterlig ser ud, som om de fortsætter op i det uendelige. 

Brandtrapper zigzagger op og ned ad rødbrune murstensbygninger, og inden i en af dem er der en elevator med tre indstillinger: 1. sal, 2. sal og PH. Det sidste betyder åbenbart penthouse, og det er den knap, der skal trykkes på. Oppe ved ejendommens taglejligheder står en af dørene på klem, og indenfor er der så stille, at man kan høre gulvbrædderne knirke. Ved første øjekast virker lejligheden mennesketom, mens begrebet newyorker-loft folder sig ud med 15 meter til loftet, blanke hvide gulve og et scenisk lys, der tonser ind ad store industrielle vinduer. 

På et bord bag en sofa står en overdimensioneret glasvase med en buket, der virker større end en granvoksen kvinde. Buketten får lejligheden til at dufte af skovbund en tidlig forårsmorgen, og den blander sig med en duft af rent, sprødt sengetøj. På væggen hænger et vægtæppe på størrelse med et mindre svømmebassin. Der er polstrede lædermøbler, lammeskind, statuer, træudskæringer, stenbuster, femarmede lysestager og såmænd et stykke af en meteor fra det ydre rum, der ligger og skinner på en kommode. Læderjakker, hatte, en racercykel og adskillige skateboards hænger klar til at gribe på vej ud ad hoveddøren. 

PLUDSELIG GÅR DØREN fra badeværelset op, og ud kommer Connie Nielsen. Frisk ud af badet med et hvidt håndklæde om sig, håret løst samlet med en elastik og en hale af damp efter sig, da hun sætter kurs mod sit køkken. Den danske skuespiller er lige kommet tilbage fra sin morning jog, en tur ned mod Frihedsgudinden langs Hudson River og tilbage igen. 

”Kom ind! Slå jer ned!” siger hun med det samme i ét stort smil, da hun får øje på den indtrængende entourage, der består af en fotograf, en pressedame, denne journalist og to hår- og makeup-artister. Hun trækker stole ud fra sit krummelurede spisebord, der står med de samme stole og det samme maleri hængende over sig som dengang, hun boede i Milano for 30 år siden. Hun har taget sit højtskattede spisehjørne med til New York i et 1:1-forhold, og hun sætter sig på en stol i midten af arrangementet med let spredte ben og slår hænderne i lårene. ”Sæt jer ned, sæt jer ned!” siger hun stadig kun iført håndklæde, et ansigt on the rocks og med reminiscenser af en nordjysk dialekt, der lige skal genstartes. Hendes stemme er lys og blød. Der er ingen øh’er eller bump på vejen, når hun taler. Hun har en oplagt lydbogsstemme og har også indlæst noveller for New York Times.

Lejligheden er en stilet Maggi-terning af artefakter, der er indsamlet gennem mere end et halvt liv og fra hele verden. Connie Nielsen svarer umiddelbart ”ja, sgu da”, når nogen spørger, om de må nappe et glas vand eller låne badeværelset. Stylisterne står klar med deres kufferter, der i bagage-lingo er odd size og på størrelse med skiudstyr. I stedet for skijakker og stive støvler er bagagen fyldt op med hårgrej og sminke. De er klar til at sætte det helt rigtige udtryk sammen til dagens fotoshoot, men badeværelset skal lige dampe af, inden Connie Nielsen kan komme videre med påklædningen derude. Skuespilleren spilder ikke tiden af den grund. 

”Lad os snakke om alle ideerne,” foreslår hun fuld af pep. Fotografen fortæller, at han ikke har lyssætning med, og at han kun ’skyder med ruller’. Ikke noget digitalt her. ”I like,” siger Connie Nielsen, mens hun nikker og kniber øjnene koncentreret sammen. Selv vil hun gerne køre et så naturligt shoot som muligt, men hun vil også gerne have fjernet sporene af, at hun kun har sovet tre timer i nat. Sent i aftes landede hun direkte fra San Francisco, hvor hun bor det meste af året sammen med sin yngste søn Bryce, der lige nu er i Danmark hos sin far. ”Lars is touring,” siger hun med reference til sin eksmand Lars Ulrich, der er trommeslager i Metallica. Det giver den 15-årige Bryce en masse frihed. ”Måske lidt for meget,” pointerer hun. Hendes øjne kaster et glimt fra sig, og hun griner, mens hun siger det. 

SÅ LANGT FRA New York City, som man næsten kan komme, finder man Elling. Syv kilometer nordvest for Frederikshavn ligger den vendsysselske by med godt 1.000 indbyggere. Langs byen løber en å, der er rig på regnbueørreder og ynglende strandskader. Blandt en lille smule andet finder man en XL Byg, en kirke, en kennel, Kajs Butik, en slagter og en blomsterbinder. Fra Connie Nielsen var ni år, voksede hun op i downtown Elling. Familien bestod af far Bent, mor Laila og de tre søskende Bent (junior), Ulrik og Søs, der flyttede op til toppen af Jylland fra Helsingør. Connie var den ældste i søskendeflokken på fire, der blev opdraget som rettroende mormoner, efter forældrene var blevet omvendt af omrejsende missionærer, da Connie var to år gammel.   

”Jeg var den, der skulle stå for det hele, fordi min mor meget, meget ofte – men ikke altid – var dybt, dybt, dybt deprimeret og simpelthen levede på Valium,” siger Connie Nielsen med tryk på ’ikke altid’, mens hun omsorgsfuldt og med blik for både sin mors og fars forhistorier fortæller om sine forældre.

Faren blev sendt på børnehjem i den nordjyske by Vodskov. Faktisk var det efter datidens standarder mere en ’åndssvageanstalt’, end det var et hjem for børn. Far Bent var kommet til verden uden for ægteskab, og den skam kunne hans forældre, Connies farmor og farfar, ikke leve med. De blev senere gift og fik fire børn sammen. Familien besøgte Bent hvert år til jul, og da Connie Nielsen var blevet 12 år, kørte hun med sin far til stedet, hvor han var vokset op. Det fik noget til at falde i hak, og hun forstod pludselig, hvorfor han kunne være en hård tryner. 

Morens familie og opvækst derimod kastede glittede, dragende skygger ind i Connie Nielsens barndom og fik hende til at drømme. På væggene i barndomshjemmet hang sort-hvid-billeder af oldemoren, der i 30’erne var kendt som ’hele Danmarks Olga’. I smart – og efter datidens normer outreret – ridedragt var der billeder af hende, hvor hun spankulerede ned gennem Thisted. Her drev hun en biograf sammen med sin mand, Connies oldefar. Da manden døde i en ung alder, drev Olga biografen videre ene kvinde, og fortællingen om den idérige og excentriske oldemor sad fast i Connies hjerne.  

”JEG VOKSEDE OP i et fattigt hjem, min far var buschauffør, men alligevel havde vi genstande fra et rigt hjem. Flotte marmor-ure, som kom fra Paris, og min oldemors meget smukke smykker, som min mor havde arvet,” siger Connie Nielsen, hvis mor var hjemmegående. De drømmende vægge var tilsat historier om, hvordan oldemoren havde brændt en af sine elskeres tobaksforretning af nede på havnen. Han havde taget sig en anden elsker, og så var der afregning ved kasse ét. Brandvæsenet kom, men oldemorens eneste kommentar var angiveligt: ”Lad det brænde, det er mit!”

Connie Nielsens mormor blev uddannet modist og levede af at sy hatte, og da Connies mor, Laila, senere satte sine forsigtige fødder på revyscenen, syede mormoren kostumer til hende. Familien havde været kreativ i generationer med rullende biografer og kostume-produktion.

”Alt det voksede min mor også op under. Og så blev hun gravid med mig som 18-årig. Min far giftede sig så med hende, men de var overhovedet ikke … tilpasset hinanden,” siger Connie Nielsen, der fortæller, at faren helst bare ville være derhjemme og spise sigtebrød, mens moren gerne ville ud i verden og – i sine gode perioder – var fuld af spræl. Til en af Connie Nielsens børnefødselsdage havde moren sammen med en veninde klædt sig ud som heks. Hun havde fyldt en gammel kedel med tøris, som hun rørte rundt i med indlevede bevægelser og en skraldende hekse-latter, da hun tog imod datterens kammerater.   

”Jeg var så flov og tænkte: ’Hvorfor kan jeg ikke få en ganske almindelig kage på papirtallerkener med små flag på!?’ Men i virkeligheden var hun jo genial.”

Til trods for morens kreative sjæl lå migrænen, depressionerne og den hårde tone som en uigennemtrængelig tåge over de i alt fire søskendes barndom i Elling. Deres mor kunne ligge i sin seng i ugevis. Døren var ofte lukket ind til hendes værelse, og så skulle man ikke gå ind. Heller ikke selvom far Bent var på arbejde. Han var langturschauffør og kørte – med Connies egne ord – danskerne til den tyske grænse for at købe billigt sukker. 

Det var bedre at finde ud af tingene selv. Som seksårig blev Connie Nielsen storesøster til sin mindste lillebror, Ulrik, der blev født med hoftedysplasi, en lidelse hos spædbørn, der gør, at de skal have benene i skinner de første måneder af deres liv. 

”Jeg stod der og rensede og lagde salve på de der små lår,” husker hun med en stemme, der instinktivt bliver en tak blødere. Snart skifter hun både toneleje og dialekt, da hun på et langsomt, syngende nordjysk fortæller, hvordan den forældreomsorg, hun blev nødt til at give sin lillebror, har holdt dem tætte lige siden: ”Vi er stadigvæk, altså, meget tætte. Så tætte, at jeg tror, at mine to andre søskende nogle gange har følt: ’Prø’ lig’ å’ hør’ her, I er lidt fucking irriterende, gider I lige lade være med at være så selv-lækre.’” 

Ligesom Connie flyttede lillebror Ulrik også fra Danmark. Han ramte Amerika før Connie og etablerede sig inden for tech-industrien. Lillebror Bent er kranfører i København, og lillesøster Søs bor ude på landet i Danmark med sin kæreste og sine heste, de er begge landmænd. ”Vi er vildt forskellige alle sammen, men vi elsker hinanden.” 

DA DE FIRE søskende Connie, Bent, Ulrik og Søs blev voksne, kom der en forklaring på deres mors lange dage i soveværelset. Cyklotymi hed det. En lidelse, hvor en person svinger mellem stærkt depressive tilstande og dramatiske tilstande af glæde. Connie Nielsen husker, at når hendes mor var glad, var hun next level.

”Lige pludselig kunne der være ostefad med 70 franske oste, og vi var pænt fattige, så min far sad der og svedte tran: ’Gud, hvordan fanden kommer vi igennem næste måned!’ Eller også var der pludselig 10 nye kjoler til hende selv, som hun havde købt nede i byen … og jeg gik i skole i laser. Jeg overdriver ikke. Jeg havde huller på mine knæ, før det overhovedet var fashionabelt at have. Jeg havde det værste tøj. Jeg kan huske, at der var nogle dage, hvor jeg gik i skole, og det var så grimt, det tøj, jeg havde på, at de ikke engang drillede mig, fordi de syntes, at det var synd for mig,” siger Connie Nielsen, der som barn var lidt af en boss, den, der satte i gang, og den, der styrede slagets gang. 

”En af de skønne ting …” siger hun og stopper sig selv, mens hun på én gang griner sarkastisk og overbærende og fortsætter: ”Der er altid noget positivt.” Og det positive i den her sammenhæng med en mor med dårlige nerver og en fraværende far var, at der ikke var nogen, der holdt øje. Og når ingen holdt øje, var der heller ikke særlig mange regler. Søskendeflokken rendte rundt i skoven og ved ’Skredet’, som de kaldte skrænten nede ved Elling Å. ”Vi byggede dæmninger og svang os med reb hen over vandet. Vi var fuldstændig frie,” siger Connie Nielsen, der som den eneste havde en bagkant. Hun skulle smutte fra legen tidligere end de andre, fordi hun skulle hjem og lave aftensmad. 

I EN GEOGRAFITIME var store kort over Danmark, Europa og verden trukket ned foran tavlen. Connie Nielsen var 11 år gammel, hun sad i klassen og stenede over, at den by, hun boede i, slet ikke kunne ses på danmarkskortet fra hendes plads. Elling og Frederikshavn var umulige at få øje på, Danmark kunne kun svagt anes på kortet over Europa, men landet var så godt som usynligt på verdenskortet. 

”Jeg sad der og tænkte: ’Jeg kommer fra nowhere! Der er jo en kæmpe verden derude,’” siger Connie Nielsen, der klapper hårdt og hurtigt som en træner, der giver en peptalk. ”Jeg kunne slet ikke vente. Voks nu op, så du kan komme af sted!” 

I skolen var hun vant til at få skældud, fordi hun kom for sent de fleste dage. De mindre søskende skulle på en bus til Strandby Skole, og som regel var det Connie, der skulle sende dem af sted klokken kvart i otte. Men hun kunne ikke nå fra Elling til sin egen skole i Frederikshavn på et kvarter. 

”Jeg spurtede alt, hvad jeg kunne, for at minimere, hvor for sent jeg skulle være. Men man kan ikke forklare sådan noget til lærere,” siger Connie Nielsen på sit danske, der har adopteret en engelsk syntaks. Lærernes kommentar var som regel: ”Nå, nu er dronningen mødt op.” 

Da hun var 15 år, fik hun sit første job i en af de finere dametøjsforretninger i Frederikshavn. Hun cyklede rundt til de store villaer med perlegrus i indkørslen og afleverede tøj til damerne. 

”Der var meget gråt og beige,” siger hun, griner og fortæller, at hun bagefter fik job på en grillbar. Motivationen var, at hun ville købe sit eget tøj. Men sin allerførste løn brugte hun på en rød Christian Dior-læbestift og matchende neglelak til sin mor. 

”Det var min gave til hende, så hun kunne blive glad.” 

Moren pyntede sig med neglelakken og læbestiften, så tit hun kunne. Men sygdommen stoppede aldrig med at æde af hendes humør. 

Den næste løn brugte Connie Nielsen derfor på ny vinyl, en Electric Light Orchestra-plade, der med sit out of space-cover fik hendes drømme og fantasi til at stikke af. 

I HJEMMET I Elling var kaffe, te og alkohol forbudt, og Connie Nielsen skulle være tildækket til håndled, hals og ankler. Familien fulgte mormonkirkens retningslinjer, men som 15-årig tog hun et opgør, især med sin far. Ved middagsbordet var faren i gang med at holde en tale for hendes brødre, der gik på, at hvis man røg hash, ville man partout blive stiknarkoman. Som den ældste storesøster gav Connie stilfærdigt sin far ret i, at det nok ikke var verdens bedste idé at ryge hash, men at man altså ikke nødvendigvis endte med en nål i armen, hvis man gjorde.  

”Så bad min far mig om at forlade bordet. Jeg rejste mig op for at gå, men han stod i vejen for mig og sagde: ’Du skal ikke være næsvis.’ Så svarede jeg: ’Det er ikke at være næsvis at have en anden mening.’ Og så slog han mig.”

I det samme sagde Connie Nielsen til sin far, at hvis han nogensinde rørte hende igen, ville han aldrig se hende mere. Faren stod chokeret tilbage. Og han lagde aldrig hånd på sin datter igen, ligesom forældrene heller ikke slog hånden af hende. De lod deres datter have sin egen overbevisning, og langsomt indslusede hun sig i et mere almindeligt nordjysk ungdomsliv anno 80’erne. Snart efter stod hun som nummerpige i en rød badedragt i en Melodi Grand Prix-sketch i Møllerevyen i Frederikshavn og gik til fester med sine venner. 

”Da jeg begyndte i gymnasiet, var der basketballfest, og det var første gang, jeg fik alkohol. Sammen med alle pigerne. Det var rigtig sjovt, og jeg kom meget sent hjem. Min far låste døren, så jeg var nødt til at banke på. Og så stod han der. Jeg var bange for, at han kunne lugte det,” siger Connie Nielsen, der listede sig forbi sin far med bukket hoved og et hviskende ‘godnat’. Den næste dag havde festen udkrystalliseret sig i vaskeægte tømmermænd. Connie Nielsens mor blev bekymret og ringede fluks til lægen, der kom hjem til dem.

”Jeg vil gerne lige være alene med Connie,” sagde lægen, der lukkede døren ind til forældrene, så han og teenageren kunne være i fred. Derinde sagde han: ”Mellem dig og mig, du drak i går aftes, ikke?” ”Jo,” svarede hun. Så kaldte lægen moren ind på værelset og sagde: ”Ja, hun har fået akut mavekatar.” 

Connie Nielsen stopper for at grine færdig. ”Jeg har aldrig glemt det: ’Akut mavekatar’.”  

I 80’ERNES FREDERIKSHAVN sad hun hjemme hos sin perleveninde Marianne Sørensen og hørte Rickie Lee Jones til klokken tre om natten, når de ikke var i byen. De sad i badekarret med en drink i den ene hånd, der blev holdt kold af en frossen blomme, og en leverpostejmad i den anden. 

”Det var simpelthen så hyggeligt. Hendes mor var sådan en supermor, der kartede uld fra fårene, som de havde gående rundt i haven,” siger Connie Nielsen, der tilskriver sine venner sine bedste barndoms- og ungdomsminder.

”Jeg har haft fantastiske venner, som elskede mig på trods af, at vi var fattige.” Dengang var de en fast flok: Connie, Marianne, Susanne, Helle og Lone. De andre er i dag arkitekter, restaurant-medarbejdere og husmødre. De holder kontakten telefonisk og ses, så tit de kan. Connie Nielsen kalder den dag i dag stadig Susanne og Helle for sine tætteste mennesker. 

Dengang i 80’erne gik de på Gatsby’s sammen i Frederikshavn, som var stedet, hvis man ville ud og danse til ’Thriller’ og ’Billie Jean’. Det var først fedt at tage derhen klokken 23:30, så man skulle finde på noget at lave indtil da. De spiste middage sammen, og nogle af drengene i venneflokken – der i øvrigt var medlemmer af Konservativ Ungdom – havde lavet en vinklub, som Connie Nielsen og hendes veninder på et tidspunkt besøgte. 

”Og så skulle vi prøve en Pommard,” siger hun, mens hun løfter øjenbrynene og udtaler vin-navnet på et næsten overdrevent fransk. Drengene iltede, duftede og smagte efter på de dyre vine. ”Jeg var sådan: ’Skal vi sidde her og lege voksne!?’”

Heldigvis gled vinklubben over i Gatsby’s, et med Connie Nielsens ord lillebitte diskotek, som alle ville ind på, og hvor det kun handlede om at danse. Nætterne gled over i morgener med friske rundstykker fra bageren, og vennerne sov i samlet flok på sofaer hos enten den ene eller den anden.  

PÅ PERRONEN I Frederikshavn stod 18-årige Connie Nielsen. Med en beskeden sum penge på lommen og en stor papkuffert fuld af hjemmesyet tøj. Hun havde solgt sin mors symaskine, som stod og samlede støv, og de 200 kroner, den indbragte, var hendes lommepenge. Laila og Bent, Connies mor og far, var netop blevet skilt, men de stod der begge to for at sige farvel til deres datter, der havde kurs mod eventyr uden bagkant i Paris. Forinden havde den unge nordjyde fået nys om, at familien vistnok havde en onkel i den franske hovedstad, og så spurgte hun sine forældre, om hun ikke måtte rejse ned og bo hos ham. Moren fik ringet rundt, og det hele kom hurtigt i stand. Med ordene ”Pas godt på dig selv, min pige” sendte Bent sin ældste datter ud i verden, og Laila supplerede med rådet: ”Husk lige, du går ikke ud og spiser, medmindre du kan betale halvdelen af regningen og taxaen hjem.”  

I Aalborg og Hamborg skiftede hun tog, og snart stod hun i Paris og havde brugt alle sine penge. Hun og onklen havde aftalt et backup-mødested i tilfælde af, at de missede hinanden. Og da Connie ikke kunne få øje på sin onkel det første sted, måtte hun praje en taxa og sætte kursen mod Gare du Nord i 10. arrondissement. Turen kostede alt, hvad hun havde, men hun fandt sin onkel, og hun boede hos ham de første tre måneder. Og der stod hun så som en – med egne ord – blåøjet mormon-pige midt i Europas kulturelle hovedstad. Heldigvis mødte hun Lisa fra Florida, der inviterede hende til en middag og i øvrigt foreslog, at de kunne finde en lejlighed sammen. Til middagen var en filmproducer med.

”Jeg var så fræk, at når folk spurgte: ’Hvad laver du?’, så sagde jeg fra begyndelsen: ’Jeg er skuespiller.’ ’Okay, hvad har du lavet?’ ’Jeg har lavet revy! Det er en meget vigtig ting i Danmark, en 150-årig gammel tradition, og det har jeg lavet, siden jeg var 15, og min mor har lavet det, siden jeg var lille.’” 

Sådan nogenlunde lød det pitch, hun holdt for produceren og resten af middagsselskabet, og kort tid efter havde hun en rolle i sin første film. Snart blev Paris til Rom og Milano, men rollerne var de samme: at være sexobjekt. 

”Det var ikke det, jeg ville. Jeg var en seriøs person, og jeg ville tages alvorligt. Jeg ville være kunstner, jeg ville ikke være starlet. Jeg var ikke interesseret i noget af det,” siger Connie Nielsen, der som 33-årig hev sine italienske teltpæle op og rejste til New York med sin førstefødte søn Sebastian og sin opsparing under armen.

Hun havde lige nøjagtig seks måneder til at slå igennem i Staterne, ellers ville pengene være brugt op. Det var en sensommer i slutningen af 90’erne, og efter kort tid blev hun tilbudt at indspille en film sammen med Arnold Schwarzenegger og en tv-serie med Don Johnson. Men tiden som høj, blond starlet var endegyldigt forbi, og med en solid portion is og stædighed i maven takkede hun pænt nej til rollerne. 

”Det var ikke derfor, jeg var kommet til Amerika,” siger Connie Nielsen. Og det betalte sig at stå fast. En måned senere blev hun castet til at spille Christabella, Al Pacinos datter i ’Djævelens advokat’, som blev en verdensomspændende succes, da den kom ud i 1997, og hun skrev selv den scene, hvor hun holder et formfuldendt advokat-forsvar på italiensk i filmen.

BIOLOGISK SET ER 57-årige Connie Nielsen mor til to, Sebastian og Bryce, men hvis hun selv skal sige det, har hun fem sønner: 32-årige Sebastian Sartor, som hun har med sin eksmand, den italienske skuespiller Fabio Sartor, og 15-årige Bryce Ulrich-Nielsen, som hun har med eksmanden Lars Ulrich. Og så er der de tre andre: 24-årige Myles Ulrich og 22-årige Layne Ulrich, hendes stedsønner, som hun boede sammen med i en lang årrække. Og endelig 35-årige Yema Khalif, som hun har adopteret fra Nairobi-forstaden Kibera. 

Newyorker-lejligheden emmer af deres tilstedeværelse, for det er ikke moren, der tager et skateboard under armen, når hun skal ud. Det er heller ikke hende, der mikser musik i lydstudiet, der står op ad vinduerne. Eller hende, der bruger bordtennisbordet, der står klar til at beværte en duel med et fad fuldt af bolde og bat. 

Connie Nielsen har haft lejligheden i West Village siden 2000. Dengang var Lou Reed hendes nabo, og det vrimlede – med hendes egne ord – med transvestitter og prostituerede. I dag indlogerer hun sig i lejligheden cirka tre gange om året, for hun har også et hus i San Francisco, hvor hun bor med sin yngste søn. Til gengæld bruger hendes store sønner newyorker-lejligheden en hel del. ”De ved godt, at de er lidt forkælede,” siger hun.  

I gangen er en totempæl boltet fast i væggen. Den var en del af det legehjørne, som Connie Nielsen indrettede til sin søn for nu mange år siden. Nu står pælen med en antik Napoleon-seng som sidemakker, købt i Rom, dengang Connie Nielsen boede i La Monserrato – hun ruller på R’erne og trækker A’erne lange, når hun siger det – byens historiske hjerte, i en lejlighed fra 1500-tallet, hvor den moderne elektricitet hang frit ned langs væggene, og hun og hendes daværende kæreste sov på madrasser på gulvet. 

24 år gammel gik hun dengang rundt i den italienske hovedstad, hun var medlem af en feministisk gruppe, og hun ville hjemmeføde sin søn i dén seng. Hun havde også veer i den, men ak, et kejsersnit blev nødvendigt, og hun måtte på hospitalet. 

34 år senere emmer penthouselejligheden i New York af livshistorisk museum på en næsten højtidelig måde, men uden en følelse af, at man som besøgende skal tale afdæmpet og gå med armene langs siden. Et gammelt apotekerskab med nummererede skuffer og glaslåger skinner i al sin mahogni-glans og huser lejlighedens porcelæn og sølvtøj. 

”Der er endnu mere i San Francisco. Jeg elsker smukke borde. Mine børn har altid spist med sølv. Hele deres liv. Ikke fordi det skulle være fint, men fordi det skulle være smukt,” siger hun. 

Et Steinway & Sons-flygel står majestætisk og sender diamant-genskin gennem lejligheden, hvor der er reolmetre fyldt med lp’er og cd’er. 

Tom Waits, Gasolin’ og Mahlers 5. symfoni står der blandt andet på de tynde rygge. Selv spiller Connie Nielsen guitar og klaver. Foran sofabordet må fjernsynet vige en smule for kaminen, der er flankeret af kurve med optænding og aviser. En moppedreng af en Thomas Piketty-bog ligger på sofabordet (den franske økonom, som forsker i økonomisk ulighed). Hun er i gang med at læse den, og hun genfortæller med tydelig forargelse historien om de gigantiske summer, der ligger i skattely, som man ellers kunne forandre verden med. Connie Nielsens sprog er rundet af bløde amerikanske efterdønninger, der som små krusninger væver sig ind og ud af både sætninger og endelser. 

MAKEUP-ARTISTERNE PUSLER, pensler og klipper. Hovedpersonen sidder rank og rolig foran et stort spejl midt i køkkenet. Hendes søns influencer-kæreste, der er rutineret i at tage selfies, har skaffet et flytbart spejl. Connie er konversationskunstens dronning. I hendes hjem er der ingen akavet stilhed, og hun sidder ingen overhørig. Det tager to timer at lægge hendes makeup og sætte hendes hår, og da seancen er overstået, kender hun assistenternes livshistorier i overordnede træk, og hun har loyalt delt ud af sig selv og sine egne fortællinger imens. ”I cannot do botox. I wanna look like a human,” siger Connie Nielsen til hår- og makeup-artisterne og forklarer, at hun vil se vred ud, når hun er vred, ked ud af det, når hun er trist, og glad, når hun er glad.

Da hårstylisten har klippet hendes spidser, flyver Connie op og henter en håndstøvsuger, og i en hurtig bevægelse har hun fjernet håret på gulvet. Hun er høj, graciøs og langlemmet og bevæger sig let, næsten svævende, rundt. Kort forinden har hun rejst sig fra beautystationen for at sætte musik på. Drømmende lounge-toner sniger sig blødt og klaveragtigt ud af højttaleren, og Connie Nielsen sætter i vuggende hoftedans tilbage mod styling-stolen. Pludselig ringer det på. Det er buddet fra et italiensk supermarked, der kommer med varer til den middag, hun gerne vil lave til sin søn, når han kommer i aften. Buddet vil vide, hvilket navn han skal trykke på ved dørtelefonen. ”Nielsen,” svarer Connie og udtaler sit efternavn langsomt. Kort efter kommer fire brune papirsposer ind ad døren, der bugner af grøntsager og italienske delikatesser. 

Playlisten skifter mellem fransk, afrikansk, rap, lounge og kenyansk dancehall. Hun får sat ekstra hår på, og musikken skifter til noget italiensk, der emmer af fest. En af hendes nylige roller krævede rødt hår, og den kemiske farve ødelagde håret, der er knækket af flere steder, og hun har små tjavser oppe ved panden. Hvis de vil bruge rød igen, må de gå full wig, lader hun forstå: ”The red was a fucker!” 

Små sorte buer bliver lagt på hendes øjenlåg med ferm hånd. Ingen siger noget, indtil makeupartisten pludselig udbryder: ”Et voila!” 

CONNIE NIELSEN SPRINGER OP: ”Okay, shoes on!” Hun er klar til at få taget billeder i sit nabolag. 

”Normalt er mit New York-look sorte jeans, hvid tee og en læderjakke,” siger hun, da hun går ud ad døren i loose skotskternede shorts, en lyseblå T-shirt, der har en lille plet af blomsterstøv fra San Francisco, som ikke kan gå væk, og hvide og blå Nike Jordans. 

Udenfor siger den mandlige makeup-artist: ”She’s gorgeous,” da Connie Nielsen let stryger hen over gaden i West Village. På afstand ligner skuespilleren et lyseblåt og lyserødt bolsje.  Hår- og makeup-artisterne har pusletasker fulde af remedier, som de fresher Connie op med, når hun poserer. På trappetrin, midt på gaden. Håret rettes, læbestiften fikses. Hun går gyngende og afslappet og smalltalker, men så snart fotografen løfter kameraet, er hun på arbejde. Ansigtet fortrækker sig til en fokuseret og professionel karakter, bevidst om vinkler og bevægelse.

På hjørnet af Perry Street og West 4th. Street bryder hun ud i et på én gang snorlige og brandvarmt model-smil. ”Så inviterer jeg på italiensk kaffe!” siger hun og stryger ind på sit italienske stamsted, hvor hun i årevis har spist søndagsfrokost med sine sønner. 

Da hun kom til byen for 20 år siden, var det ikke nemt at opstøve en ordentlig pasta, der matchede de standarder, hendes tid i Italien havde sat i hende. I dag drikker hun espresso i marmorbaren, hun tager en tår af den lille porcelænskop under skinnende sorte solbriller og slår over i et fejlfrit italiensk og bestiller kaffe til resten af rosset. Restauranten ligner en scenisk tidslomme. Baristaerne har hvide skjorter, sorte veste og ærmeholdere på. Citrusfrugter bjerger sig op fra bardisken, og der er vin galore i reolerne fra gulv til loft. Connie Nielsen drikker ud, siger: ”Grazie mille” til personalet og drejer ud på gaden igen. 

DET STORE SATS over Atlanten lykkedes. Efter ankomsten til New York i 1996 begyndte større roller med mere tyngde efter kort tid at dukke op. Hun fik en tre-films-kontrakt med Warner Bros., og den første film var som nævnt ’Djævelens advokat’. Den allerførste dag på settet skulle hun skyde en scene i Central Park, og hun satte sig i en makeup-stol ved siden af Al Pacino.

”Han rejser sig så op og siger: ’Christabella’ – det er min karakters navn – ’I saw your screen test. I couldn’t be happier to have you as my daughter.’ Og så satte han sig ned igen.” 

Skuespilleren, der senere spillede med i film som Ridleys Scotts ’Gladiator’, Susanne Biers ’Brødre’ og den store Warner Bros.-produktion ’Wonder Woman’, bider sig let i fingrene og gør sine øjne store, da hun fortæller historien. 

Omtrent på samme tid blev Connie Nielsen introduceret til den danske modefotograf Marc Høm, og sammen med balletdanserne Alexander Kølpin og Nikolaj Hübbe dannede de en slags dansker-middagsklub i New York, alle med hver sin spirende karriere.  

”Nikolaj og jeg blev med det samme fuldstændig forelskede i hinanden. Han er ikke til piger, men det blev bare et kammeratskab fra day one,” siger Connie Nielsen, der som regel var den, der var vært for forsamlingerne. Hun havde sin søn Sebastian, og det var også hende, der perfektionerede adskillige pastaretter. ”Og så var det mig, der havde et rigtigt setup. Jeg havde et spisebord, jeg havde sølvtøj, jeg havde et rigtigt hus, hvorimod de andre …” siger hun og griner. 

”Vi spillede piratbridge til klokken jeg ved ikke hvad! Det var meget, meget fedt. Og så handlede det ellers om vores kunst. Nikolaj snakkede om alt det, han lavede på New York City Ballet, og Marc lavede de her fantastiske sort-hvide portrætter. Alle var vi ved at sætte vores mærke på, hvad det var, vi skulle lave. Vi var alle sammen på den her rejse, og vi var alle sammen virkelig ambitiøse. På sådan en afslappet, fandenivoldsk måde.” 

TILBAGE I LEJLIGHEDEN danser Connie Nielsen i sin hvide flydersofa med poserings-stop foran kameraet. Der er Kanye West på højttaleren, mens hun lægger sin krop og sit ansigt i de rette vinkler. ”Bingo!” siger fotografen, og Connie Nielsen siger straks efter: ”Lunch!” og klapper hænderne sammen. 

Hun går fra topprofessionel model til rutineret signora i løbet af et fingerknips, og på få minutter er der sat vand over til pasta, skyllet salat og snittet hvidløg. Der er pasta bottarga på vej, en angiveligt 3.000 år gammel ret, hvor tørret og presset fiskerogn rives ud over nykogt spaghetti. En orange klump bliver til fint drys, og der er frokost på vej til hele entouragen. Opskriften sidder tydeligvis i hovedet. Skinnende marmorbordplader bugner af olier, eddiker, støbejernsgryder og krukker fulde af røre-remedier, der er rødbrune og patinerede af tidens tomatsaucer.  Når hendes sønner kommer på besøg, bliver der lavet varm mad. Hver gang, ikke fordi de har en forventning om det, men fordi hun elsker at lægge tid og kærlighed i italiensk spaghetti til dem. I en håndsyet brasiliansk kjole fuld af glitter, farver og frynser åbner hun en flaske vin. 

Som en matriark får hun sat alle i sving, mens hun selv lægger sidste hånd på måltidet, der ud over pastaretten består af et overdådigt bræt med prosciutto, parmesan og salat. Mens pastaen bulderkoger – hun smager undervejs, så hun kan tage den af, når den er perfekt al dente – bliver der dækket bord med sort Royal Copenhagen-stel og foldede servietter. Hun forklarer, at pastaen kun er god i tre minutter, da alle har sat sig. Der er ingen, der mangler hverken vin i glasset, mad på tallerkenen eller noget at tale om på hendes vagt. Hun fortæller, hvordan hendes dengang 12-årige søn en dag kom hjem til newyorker-lejligheden fra en tur på skateboardet. Han fortalte nysgerrigt, at han havde mødt en masse damer, der lignede mænd. Connie Nielsen svarede, at de var transvestitter, og at hvis han nogensinde havde brug for hjælp, skulle han bare spørge dem til råds. 

EFTER MÅLTIDET GÅR VI uden entourage en tur i raskt og hjemmevant trav gennem West Village og SoHo, forbi hendes ældste søn Sebastians gamle skole, basketballbanen, han spillede på, forbi deres gamle yndlingsrestaurant, Da Silvano, og de efter deres mening mest vidunderlige slagtere og oste-mænd.

”Min søn Sebastian og jeg havde en weekend-ting, som vi altid gjorde, da vi boede i New York. Om lørdagen gik vi i en pladebutik og om søndagen i en bogbutik,” siger Connie Nielsen. Besøgene kulminerede altid med, at de hver måtte vælge tre bøger om lørdagen og tre cd’er om søndagen, som de købte. Sammen byggede de samlingerne af bøger og cd’er, der strækker sig fra gulv til loft i penthouselejligheden i West Village. Fredagene var for det meste helliget til at gå på The Museum Mile og stoppe på enten Metropolitan Museum of Art eller MoMa.

”Jeg prøvede at gøre det sjovt, så det aldrig var en pligt. Jeg sørgede for, at der var masser af våben og ting, som var spændende. Og rustninger og hvad ved jeg. Jeg ville gerne gøre ham konversationsdygtig. Ikke med andre mennesker, men med sig selv. Om hvad kunst er, hvordan man skaber noget kreativt, nogle ideer, og hvordan man kan stille spørgsmålstegn ved tingene.” 

Ruterne fra sønnens barndom sidder stadig i Connie Nielsens fødder, mens hun fortæller om sønnen og om sit eget liv.  

OPPE I LEJLIGHEDEN igen sætter hun sig i sin sofa og tager en glubsk tår vand. Hun har været på i ni timer uden pause. Inden længe skal hun i køkkenet igen og lave pasta til sin søn, der kommer til late night dinner. Og i morgen er hun på vej til Danmark for at lave presse om sin hovedrolle som Karen Blixen i tv-serien ’Drømmeren – Karen Blixen bliver til’, som hun også er executive producer på. 

”Jeg er stolt af, at jeg har bygget en karriere, som ikke kun er baseret på, at jeg var cute, da jeg var 25. Jeg er stolt af, at jeg har en stemme. Jeg er stolt af, at jeg er kommet frem til ikke at være bange for at fortælle,” siger Connie Nielsen, der har trukket benene op under sig i sofaen. Kornfede regndråber slår mod ruden, og de sorte skyer har gjort aftenen mørk før tid. 

”Der er noget inden for psykologien, der hedder parentified. Som barn blev jeg gjort til en forælder og fik ikke lov at være barn. For mig har skuespillet virkelig været en måde at genfinde legen i mig selv. Jeg elsker at lege. Men der ligger altid en alvor meget tæt på.”

1. BARNEPIGER OG STJERNEKASTERE  

Fra jeg var tre måneder gammel, var barnepigen omdrejningspunktet i mit liv. Hun var den første, jeg så, når jeg stod op, og den sidste, jeg så, før jeg gik i seng. Min far var direktør for et stort firma i Allerød, der solgte indpakningsemballage. Han tog min storebror Lars og mig med på fede skiferier eller med til Island eller Marokko, hvor han begge steder havde lejligheder, men i det daglige var han ikke en del af butikken. Han tog på arbejde klokken seks, kom først hjem om aftenen, og så rejste han 180 dage om året. 

Min mor havde sit eget teater, Riddersalen, der var hele hendes verden. Hende så vi heller ikke meget til. Det betød, at vi tilbragte sindssygt meget tid med barnepigen. Lis var der i syv år, Margrethe i fire, og så var der Bodil og Sonja. Det var dem, der sørgede for regelmæssighed og aftensmad. Alt det praktiske var der fuldstændigt styr på takket være dem.

Når min mor kom dumpende forbi, blev der straks arrangeret ting. Så havde hun mødt to italienske klovne, Carlo og Alberto, der kunne køre på ethjulet cykel, og de blev indlogeret i vores kælder og lærte også mig at køre på ethjulet cykel den sommer. En anden gang var det dukkeførere fra Tjekkiet, og en tredje gang kom jeg hjem fra skole, hvor min mor havde ommøbleret hele stuen og hængt tæpper op overalt, fordi hun var ved at lægge programmet til ’Svend, Knud og Valdemar’. Jeg blev bestukket med 10 stjernekastere til at spille med, og som otteårig sad jeg dér helt skrækslagen uden en trevl på kroppen som Adonis. 

Min mor var vild, åben og nysgerrig, og når hun rent faktisk var der, kom der mange forskellige mennesker ind ad døren. Enhver var velkommen, og folk som Elsa Gress, Daimi, Ghita Nørby og Dirch Passer kom i mit barndomshjem. 

Hun var til gengæld ikke en, der havde smurt madder, når man kom fra skole. Min barndomsven Jans mor havde altid en tallerken klar, når man trådte ind ad døren, og det kunne ikke være en større kontrast til det hjem, jeg kom fra. Men mine venner elskede min mor, for man vidste aldrig, hvad hun fandt på. Nogle gange kom vi ind ad døren og fik straks stukket nogle store fuglefigurer i hænderne, som hun havde gået og bygget og ville have os til at hoppe rundt i. Og hvis vi var heldige, tog hun os med ind til Vor Frue Plads, hvor hun lavede gadeteater hele sommeren i mange år. Min mor var anderledes, og mine venner elskede at komme hos mig. Men de kunne selvfølgelig også tage hjem til deres egne trygge rammer igen bagefter.

Selvom jeg ofte savnede mine forældre, havde jeg aldrig prøvet andet. Længere nede ad gaden boede Poul Reichhardt og hans børn, og der var også altid en barnepige, der tog sig af dem. Det var bare sådan, det var. Senere blev mine forældre skilt, og min mor flyttede fra det store hus i Charlottenlund og ind til Vesterbrogade oven på Waterloo Stripclub. Det var vildt at være på besøg derinde, hvor man om aftenen kunne høre de høje lyde fra stripklubben nedenunder. Derfor foretrak jeg at være derhjemme. For nogle børn er det et chok, når deres forældre bliver skilt. Men jeg manglede ikke nogen, for hun var der stadig, og hun hed enten Lis, Margrethe, Sonja eller Bodil.

Hver onsdag kom min mormor hjem til os og lavede varm kakao og krydderboller. Det var et fast ritual. Mine bedste barndomsminder har med hende at gøre. Hun og min morfar havde et sommerhus i Dronningmølle, hvor vi tilbragte alle sommerferier, og de repræsenterede for mig den kernetryghed, som er så sindssygt vigtig for alle børn. Min mormor var min tryghed, hun så mig og elskede mig for den, jeg var. For jeg var et barn, man bekymrede sig om. Jeg fik ikke de bedste karakterer i skolen, jeg havde svært ved at koncentrere mig og skabte meget uro.

2. KLASSEKLOVN PÅ KOSTSKOLE

Fordi jeg savnede opmærksomheden fra mine forældre, prøvede jeg at gøre krav på den ved at optræde og underholde. Min mor var meget betaget af dukketeater, og vi havde et dukketeater i kælderen, hvor jeg lavede den ene forestilling efter den anden. Jeg elskede også at komme ind på min mors teater og kravle rundt oven på kulisserne, mens de var klædt ud og optrådte. Jeg var betaget af hele den verden og fandt det selv fuldstændig naturligt at optræde. Det blev tidligt min måde at få kontakt til mennesker på.

Mine lærere var til gengæld bekymrede for mig, fordi jeg klarede mig dårligt og kun gik op i at have det sjovt. Da vi blev teenagere, blev jeg den festglade i klassen, og fordi jeg boede i en kæmpevilla i Charlottenlund, der næsten altid stod tom i weekenderne, kunne jeg holde alle de fester, jeg ville. Alle var inviteret, også drankerne og hashhovederne, og der gik ikke længe, før jeg selv blev lidt for glad for at ryge hash og forsvinde ind i rusen.

Selv betragtede jeg mig som en almindelig teenager, der bare kunne lide at fyre den af, og derfor havde jeg ikke på forhånd set det røde kort, som min far pludselig stak mig. 

Et halvt år efter min 13-års fødselsdag præsenterede han mig for ideen om, at jeg skulle på kostskole i Schweiz. Først så jeg det som noget lidt eksotisk, jeg troede bare, det ville dreje sig om et par måneder. Jeg havde endnu ikke fattet, at jeg skulle tilbringe de næste fem år på kostskolen Lyceum Alpinum i Schweiz. 

Den efterfølgende sommer tog han mig med til Schweiz, hvor der uden for alpelandsbyen Sankt Moritz åbenbarede sig en kæmpestor Hogwarts-bygning med en snert af ungdomsfængsel over sig. Her skulle jeg bo sammen med 379 andre drenge. Det var en kostskole for de riges forkælede børn, der var vant til at blive passet i hoved og røv. Man skulle blandt andet eje et jakkesæt og 24 forskellige lommetørklæder, så det havde vi på forhånd været ude at købe. Jeg gik ellers altid i cowboyskjorte og cowboybukser, men i 1977 stod jeg i jakkesæt på den seksmandsstue, hvor jeg skulle bo, og kiggede ud ad vinduet, da min far gav mig en schweizerkniv i afskedsgave og sagde: “Vi ses.”

3. MOBNING OG SELVKIDNAPNING

Så stod jeg der og var i chok. Jeg forstod overhovedet ikke sproget og boede på værelse med fem andre drenge. På min stue boede blandt andre to italienere, der havde så meget hjemve, at de græd hver dag: ”Mamma!” Jeg græd også i starten, men deres gråd overdøvede i den grad min. De havde levet i et trygt hjem, hvor mor lavede pasta til dem hver dag, og nu var de så pludselig havnet her.

Skoledagen begyndte kvart i otte og sluttede først klokken 18:30, også om lørdagen. Man blev hele tiden bedømt, i undervisning, i sport, i oprydning, i alt. Og man var Des med læreren, ellers råbte hun: “Raus!” Det var afstraffelse, ikke fysisk, men på de fleste andre måder, og man fik hele tiden eftersidninger. Til gengæld skulle man ikke selv rede sin seng. Det var der nogle unge, underbetalte italienske kvinder, der tog sig af. Nogle af dem kunne man også betale for at have sex med, men det krævede lidt mod, for der var stor udsmidningsfaktor, hvis man gjorde noget som helst forkert. Hvis man blev taget med hash, røg man også ud. Lige i starten lykkedes det mig to gange at smugle tjald med ind, men det stoppede hurtigt, da det gik op for mig, at man indimellem skulle afgive urinprøver. 

Vi var 380 drenge, der var lukket inde bag mure i 1.800 meters højde. Ikke overraskende var der sindssygt meget mobning. Jeg oplevede et utrygt fællesskab, hvor mange gik rundt og var pissebange hele tiden, fordi de ikke vidste, hvornår utrygheden ramte. En del blev virkelig hårde for at beskytte sig selv, for det var et benhårdt miljø. Det var survival of the fittest. Hver etage havde otte brusere til omkring 60 drenge, og hver morgen fik hver elev to minutter under bruseren. I hvert fald i udgangspunktet. Der stod nemlig en brusekaptajn og råbte: ”Wechsel!”, og nogle fik kun ni sekunder, så blev de smidt ud igen. Man havde intet at skulle have sagt. Jeg havde en ven, der aldrig fik vasket shampoo ud af sit hår, fordi kaptajnen hældte det i håret på ham og sendte ham ud igen. Han blev mobbet så meget, at han til sidst hoppede ud ad et vindue, fordi han var så desperat. 

En anden af mine kammerater kidnappede sig selv. Mange af børnene havde forældre med gamle penge. De var vokset op med svimlende rigdom og havde tilbragt alle deres ferier i Monaco. Der var både Volkswagen-børnene og arvtagerne til greven af Liechtenstein, og ham, der kidnappede sig selv, var søn af direktøren for Springer-koncernen. Familien var en af de rigeste i Tyskland, så sønnen hyrede nogle mænd i Napoli til at kidnappe sig selv på skolen og afpressede efterfølgende sin egen familie for 10 millioner kroner. De fandt ud af, at han selv havde arrangeret det hele, og han kom ikke tilbage på skolen igen. Det gjorde ham, der hoppede ud ad et vindue, heller ikke. Han brækkede begge ben og endte i kørestol. 

4. MYGIND, DER KAPITÄN

Jeg fatter ikke, at jeg ikke løb skrigende væk, men blev der i fem år. Men som tiden gik, blev det mit liv. Selvom kostskolen var ren overlevelse, kunne jeg mærke, at jeg måske havde noget med hjemmefra, der gjorde mig i stand til at rumme det. Jeg havde aldrig kendt til at have min mor eller far tæt på til daglig, og jeg var vant til uforudsigelighed.

Jeg kunne også få folk til at grine, og jeg kunne lide sport og spillede meget ishockey og fodbold, så jeg røg ind i forskellige fællesskaber. Min evne til at kunne snakke med alle betød, at jeg hurtigt steg i hierarkiet på kostskolen. Jeg kunne snakke med de største røvhuller, der styrede hele lortet, og samtidig snakke med de svageste. Fordi jeg kunne mingle med alle, blev jeg valgt som kaptajn – en udnævnt elev, der skulle repræsentere og tage ansvar for de andre. Det betød, at jeg skulle stå til regnskab over for lærerne, hvis nogen havde lavet ballade, men jeg fik også det privilegium, at jeg måtte gå senere i seng. Vi var 28 nationaliteter på skolen, og jeg boede selv på værelse med en, der hele tiden blev ekskluderet af fællesskabet. Men fordi jeg boede med ham, blev folk tvunget til at tage ham med, for de havde selv valgt mig som kaptajn. Med tiden blev det i det hele taget min rolle at være ham, der tog sig lidt af dem, der havde det svært.

En gang imellem kunne man ringe hjem fra kostskolen, men som regel var der ingen, der tog den, fordi dem i den anden ende jo ikke anede, at man havde tænkt sig at ringe. Så stod man der i telefonboksen og ventede forgæves. Det skete også fra tid til anden, at mine forældre ringede og spurgte: ”Hvordan går det?” Eller fortalte, at farmor var død. Og så gik der en måned mere, før man snakkede med dem igen.

Jeg var sur på dem, og jeg oplevede stor ensomhed, savn og sorg over at føle mig fravalgt, for min bror blev ikke sendt af sted. Han klarede sig fint, og han var skidegod i skolen. Men jeg måtte klare mig alene i teenageårene med alle de tanker og følelser, hvor man burde have haft nogle forældre ved sin side til at sige: ”Det forstår jeg godt, skat.”

Jeg fandt i stedet en fyr fra Hongkong, der var god til engelsk, og det var det tætteste, jeg kom på det. ”It’s tough,” kunne jeg sige. ”I think it’s tough, too,” svarede han så. Der gik en del år, før jeg første gang endte hos en psykolog, hvor jeg kunne mærke, at jeg havde nogle ting at bearbejde. Der var helt klart en vrede i mig over, at jeg bare blev sendt væk i fem år.

Og så spøgte en fornemmelse af, at mine forældre tænkte: ”Den klarer han ikke.” Jeg vidste, at de ikke troede, jeg havde styrken til det, og det tændte en ild i mig, for jeg ville fandeme vise dem, at jeg ikke var den pivskid, som de forestillede sig. Det hele lå på mine egne skuldre. Jeg havde ingen at gå til, når jeg var ked af det eller vred. Jeg havde kun mig selv og mine grædende italienske venner. Og det har i virkeligheden vist sig at være en gave, for i den tid lærte jeg en enorm arbejdsdisciplin, og da jeg efter fem år blev færdig på kostskolen, var det med triple color. Det var den fineste udmærkelse på kostskolen, og til den afsluttende middag med alle afgangseleverne og deres forældre var min far ikke til at skyde igennem. Den havde han ikke set komme. Han havde sendt sin hashrygende, småalkoholiske søn af sted til en fin kostskole i Schweiz og tænkt, at det ville gå helt galt, men i stedet havde jeg klaret det med bravur. Jeg var også selv sindssygt stolt. Jeg havde lært, hvad det vil sige at gøre sig umage.

5. PALLE ALENE HJEMME 

Efter kostskolen stod jeg i 1983 med et brev fra de schweiziske myndigheder om, at jeg kunne blive schweizisk statsborger. Jeg var 19 år gammel, havde handelsdiplom efter min afgangseksamen, og min far mente, jeg skulle flytte til Genève og fortsætte ad det spor. Selv var jeg mere i tvivl. Jeg ringede hjem til min mor for at høre, hvad hun skulle den sommer: ”Jeg skal fortælle grønlandske eventyr med nogle store masker.” ”Må jeg være med?” ”Selvfølgelig.” Så var jeg ikke i tvivl. Jeg rejste hjem til min mor, smed min cottoncoat og slips ind i skabet og startede et nyt liv.

De næste par måneder tilbragte jeg i et stort cirkustelt med at spille grønlandske eventyr. Min far troede, at jeg bare skulle brænde krudt af hen over sommeren, før jeg ville søge ind på en ny uddannelse, formentlig i Schweiz, men selv var jeg ikke et sekund i tvivl. Min bror og jeg førte dukker, mens min mor fortalte forskellige eventyr, vi rejste rundt i landet og optrådte for børn og voksne i et stort cirkustelt. Når vi havde fri, tog vi ned på det lokale torv og lavede gadeteater.

Jeg spillede teater hele tiden, og ellers drak jeg mig kanonstiv, for det havde jeg ikke rigtig gjort i fem år. Mine forældre nåede at blive bekymrede for mig endnu en gang: ”Er han ved at falde tilbage?” Men jeg var bare en 19-årig dreng, der lige skulle leve livet og møde nogle damer og drikke lidt sprut. 

Fordi jeg havde været væk i fem år, havde jeg ikke længere nogen venner i Danmark. Min far havde solgt den store villa i Charlottenlund, og jeg havde ingen kontakt til mine gamle venner fra folkeskolen. Jeg følte mig totalt som Palle alene i verden, så når jeg ikke lavede teater, sad jeg inde på Kultorvet i København med en øl og prøvede at komme i kontakt med andre mennesker: ”Hej, hvad hedder du så?” Jeg skulle opbygge en ny identitet og en ny venskabskreds. 

På teatret havde min mors veninder kigget på mig med skeptiske miner: Skulle den der kostskoledreng være med her? Daimi sagde ligefrem til mig, at hun ikke syntes, jeg havde talent. Når vi lavede forestillinger, var der ingen instruktør, så man sad og fordelte rollerne, og jeg prøvede mange gange at få en hovedrolle, men hver gang satte hun foden ned. Det slog mig heldigvis ikke omkuld. At spille skuespil føltes som en urkraft i mig, og sådan har det været lige siden.

6. ”UNDSKYLD, GIDER DU SIGE DET IGEN?” 

De næste fem år rejste jeg rundt i landet og lavede hovedsageligt børneteater om sommeren og voksenteater om vinteren. Jeg kunne leve af det, og jeg fik lov til at spille og hoppe rundt. Men hvis jeg ville noget mere med alt det her teater, blev jeg nødt til at åbne en ny dør. Min mor repræsenterede noget andet end resten af teaterverdenen, og jeg måtte vikle mig ud af hendes kærlige arme.

Skuespilleren Kristian Halken så mig til en forestilling på Søpavillonen og opfordrede mig til at søge ind på Statens Teaterskole. Jeg kom ind i første hug, selvom den daværende rektor Lone Hertz havde sine tvivl. Hun mente, at jeg var for Jytte Abildstrøm-agtig og sagde, at hun ærligt talt ikke vidste, om ikke det var bedre, at jeg blev i ”Jyttes vidunderlige univers”, som hun formulerede det. Men jeg kiggede hende i øjnene og sagde: ”Nej, jeg vil det her.”

Den første tid på Teaterskolen var ingen dans på roser. Min dramalærer sagde til mig efter to måneder, at jeg ikke burde gå der, fordi jeg overhovedet ikke havde talent til at blive skuespiller. Og i øvrigt heller ikke begavelse nok. Når hun stod og fortalte om skuespilteknikker, fattede jeg det simpelthen ikke. Jeg blev nødt til hele tiden at række hånden op og få hende til at forklare det igen. Det var så mærkeligt nærmest at være vokset op på et teater, og så var det ren volapyk for mig at blive undervist i det. Jeg fattede intet af det, og efter noget tid opfordrede hun mig direkte til at stoppe. Hun syntes, jeg var a pain in the ass, og jeg begyndte at tvivle på mig selv. Det er umuligt andet, når der står et voksent og begavet menneske og siger: ”Du har simpelthen ikke talent.”

Heldigvis havde jeg en oplevelse fra tidligere i mit liv, jeg altid fandt frem, når tvivlen begyndte at blive for stor i mig. Efter jeg i 1983 havde hoppet rundt bag en maske til en forestilling, var Erling Schroeder kommet hen til mig og havde sagt: ”Du er da et spændende ungt menneske.” Han var en legendarisk teaterinstruktør og den første, der så noget i mig. Der var mange andre, der intet så i mig, så det var en stor drivkraft for mig, at han havde sagt det. Uanset hvem jeg mødte siden hen, havde jeg i baghovedet, at han troede på mig. 

7. SCENEKIKS, STOR KÆRLIGHED OG EN BEGYNDERKAMEL

Tilfældigt mødte jeg en pige i Hornbæk, der inviterede mig til sin fødselsdag i Frederikssund, selvom vi lige havde mødt hinanden. Jeg kendte ingen af de andre mennesker, men i et mærkeligt ironisk indfald slog jeg alligevel på glasset, rejste mig op og holdt en passioneret tale. Da jeg satte mig ned, kom en lille mand hen og sagde: ”Dav, jeg hedder Michael Obel, det var fandeme godt. Er du skuespiller?”

Det viste sig, at han var ved at lave en film, der hed ’Høfeber’, og før jeg fik set mig om, havde jeg landet en rolle som sådan en lidt Karl Kæk-agtig karakter. Jeg skulle spille sammen med folk som Frits Helmuth og Lisbet Dahl, og det var sindssygt grænseoverskridende, for jeg havde aldrig filmet før. Jeg anede ingenting om den verden. Til den første scene var der lagt skinner ud, som kameraet skulle køre på, og jeg vadede bare over dem. ”HVAD LAVER DU?” brølede den ældre fotograf rødglødende gennem lokalet. Det viste sig, at de skinner var lagt med vaterpas og små klemmer, og det var nærmest en dødssynd at gå ind over dem. Jeg fik en gedigen skideballe og var i komplet choktilstand, før jeg var kommet i gang. 

I 1991 var jeg til en anden fest, hvor jeg faldt pladask for Lise (Mühlhausen, red.). Jeg forsøgte med alle tricks i bogen at lokke hende ud på dansegulvet. I et sidste forsøg på at affeje mig bøvsede hun mig i hovedet, men jeg lod mig ikke afskrække. Jeg fik min dans, vi endte med at tilbringe weekenden sammen, og jeg var ikke i tvivl om, at jeg havde mødt kvinden i mit liv. Fem uger efter var hun gravid. Jeg var i Jylland, da hun ringede og fortalte det, og jeg skyndte mig hjem med en buket blomster. Ingen af os var i tvivl om, at vi skulle beholde barnet, så 10 måneder efter vores første møde blev vi forældre til Julius.

Jeg blev færdig på Statens Teaterskole i sommeren 1992, og som nybagte forældre flyttede Lise og jeg ind i et lillebitte hus i Vanløse. Ud over ’Høfeber’ havde jeg spillet med i en lille Ole Bornedal-film, og jeg var helt sikker på, at telefonen ville ringe. Men der skete ikke en skid. Flere af mine kammerater skulle på Det Kongelige eller på Folketeatret. Efter et par måneders arbejdsløshed var jeg overbevist om, at min karriere var færdig, før den overhovedet var begyndt. Pludselig ringede de så fra Bellevue og spurgte, om jeg ville være med i ’Folk og røvere i Kardemomme By’. Det var en meget lille rolle, hvor jeg skulle spille hovedet i kamelen, men det var da bedre end ingenting. Jeg var i gang. 

8. HVEM FANDEN ER PETER MYGIND?

Mens jeg studerede, havde jeg lavet et underholdningsshow på TV 2, der hed ’Quizboyshow’, hvor jeg selv var den overstyrede vært, der væltede rundt: ”Velkommen til Quizboyshow, jubiii, første runde!” Efterfølgende var jeg med til at lave ’Eleva2ren’, hvor jeg spillede en hollandsk reklamemand, der solgte dildoer og ligkister. Det var en karakter, jeg selv havde opfundet. Tv-produceren Mogens Vemmer så programmet og ringede til mig og sagde, han havde et kvarter hver lørdag morgen på Danmarks Radio, hvor jeg måtte lave lige, hvad jeg ville. Jeg ringede straks til min ven Lars Mering og gik i gang med at brainstorme. Vi havde fri leg, hvad skulle det handle om? Det skulle handle om at score. Det var det eneste, vi kunne komme i tanke om, og til et af programmerne fandt vi på figuren Score-Kaj, der var god til at score lamsebamser. Bagefter ringede Mogens Vemmer igen og sagde: ”Vi skal have mere Score-Kaj.” Det var øjeblikkeligt blevet en total landeplage, og overalt på gader og stræder gik folk rundt og snakkede om ”de tre S’er – charme, selvtillid og lækkert hår”.

Jeg fik på den ene side ry i branchen for at være ’ham den sjove’, men sideløbende spillede jeg med i først Birger Larsens ’Frihedens skygge’ og Lars von Triers ’Riget’. Det betød, at jeg om formiddagen var i fjernsynet som Score-Kaj, der stod i guldtøj og plateausko og scorede lamsebamser, og om aftenen var jeg med i ’Riget’, hvor jeg knaldede på laboratoriet med Solbjørg Højfeldt. Og så lavede jeg pludselig det store juleshow på DR, hvor jeg sang gamle Gustav Winckler-sange. Der var anmeldere, der var virkelig forvirrede. Altså, hvem fanden er Peter ­Mygind? Der var en anmelder på Politiken, der skrev, at jeg var færdig og aldrig ville komme til at lave noget seriøst igen, for jeg havde mistet min troværdighed, og ingen seere ville længere tro på mig. Det var slut, konkluderede hun. Det gjorde mig sur og ked af det, for hvorfor skulle man ikke kunne lave det ene og det andet? Men dengang var man groft sagt enten kongelig skuespiller, eller også var man useriøs. Jeg tænkte slet ikke taktisk på den måde. Jeg havde en enorm eventyrlyst som skuespiller, og hvis noget sjovt dukkede op, gjorde jeg det uden at tænke over konsekvensen. 

9. STOR SUCCES OG SVANESANG 

Selvom jeg både havde lavet ’Taxa’ og ’Riget’, var det noget helt andet, da jeg i starten af 00’erne spillede med i ’Nikolaj og Julie’. Den serie ramte virkelig noget. Det var helt vildt. 1,7 millioner danskere sad og fulgte med i min og Sofie Gråbøls kærlighedshistorie hver søndag aften. Der var så stor opmærksomhed, at jeg til sidst havde brug for en timeout. Efter næstsidste afsnit var blevet vist, var Lise og jeg i Dyrehaven. Det var en solskinsdag, der var fyldt med folk, og jeg kunne ikke gå otte meter, uden nogen råbte: ”Hvordan ender det?” Jeg blev helt kvalt i det, så da vi kom hjem, besluttede vi os for at rejse væk. Vi fandt en lillebitte hytte på en lillebitte ø halvanden time fra Thailands kyst. Da vi et par dage senere sejlede mod øen, stod jeg i stævnen i hurtigbåden og nød et fredfyldt øjeblik. Inde på stranden kunne jeg se to hvide mænd, der stod med fadbamser i hænderne. Da båden var næsten inde ved land, begyndte de at råbe: ”Hvad fanden, det er Nikolaj!” Den ene vendte sig om og begyndte at råbe op til konen: ”Skat! Det er Nikolaj!” Jeg kan huske, at jeg bare stod der og tænkte: ”Det er fucking løgn.”

Det hele blev pludselig kæmpestort, og vi vandt også en Emmy for serien. Men så spillede jeg hovedrollen i en musical bagefter, der gik sindssygt dårligt, og det var en meget effektiv måde at komme ned på jorden igen. Det var ’The Full Monty’, hvor jeg skulle synge alle sange i tenor, selvom min stemme mildest talt ikke passer til den slags. Dagen før premieren var min stemme smadret, fordi jeg havde presset den så meget. Jeg fik skudt kor­tisol ind og forsøgte at klare mig igennem, men da jeg stod op dagen efter, var det til overskrifter som: ”Hvor dybt kan man falde?” ”Hvor elendigt kan man synge?” ”Fjern den mand!” Jeg blev nakket fuldstændigt. Jeg gik fra at være helt oppe at flyve til at få de dårligste anmeldelser i mit liv.

Fordi det var en teaterforestilling, måtte jeg gentage fiaskoen aften efter aften. Der var totalt udsolgt. Jeg sled mig selv fuldstændig mentalt ned, og jeg mistede min egen selvrespekt. Jeg havde allerede til første sangprøve forsøgt at sige, at sangene ikke passede til mig, men ingen lyttede for alvor, og jeg fik ikke stået ordentligt fast. Det var første gang, jeg virkelig prøvede at gå ned med flaget, og det sad i mig i lang tid efter. 

Senere spillede jeg med i Ludvig Holberg-forestillingen ’Jean de France’ på Det Kongelige Teater. Det gik heller ikke godt. Og så lavede jeg en forestilling ved navn ’Shopping’ på Aveny-T, der handler om T-shirtens rejse, hvor jeg spillede alt fra amerikansk bomuldslandmand til fattig kinesisk syerske. Jeg var sindssygt stresset i den tid og havde blackouts på scenen. Siden har jeg ikke spillet teater. Jeg har det ikke sådan, at jeg er færdig med at spille teater, men jeg har ikke haft lyst til at gøre det siden.

10. MERE ALVORLIG TALETID 

De seneste 10-15 år er foredrag blevet en stor del af mit liv. Før det var jeg den sjove mand, man kunne hyre til sin sommerfest eller julefrokost, men det gik op for mig, at jeg havde brug for også at fortælle historier, der betød noget for mig, og gerne skabe lidt eftertanke hos publikum. Det passede ikke rigtigt ind i en julefrokost med 400 stive Telia-medarbejdere.

Min ældste søn blev så som 13-årig overfaldet to gange på vej hjem fra skole inden for blot tre uger. Han provokerede ikke nogen, men stødte ind i nogle unge drenge, der kedede sig og smadrede ham. Klokken var 16 om eftermiddagen begge gange, og der var rigtig mange mennesker, der kunne have grebet ind, men ingen gjorde noget. Folk gik bare videre. Jeg fortalte om det i et interview, og bagefter begyndte forskellige skoler at ringe til mig og spørge, om jeg ikke ville holde foredrag om social ansvarlighed. Siden er det begyndt at handle mere om mobning og fællesskaber, også på arbejdspladsen. Folk deler ting med mig, forældre skriver til mig om børn, eller unge skriver til mig, at de er desperate og ikke tør gå i skole. Jeg er taknemmelig for den tillid, jeg oplever, og jeg prøver at svare så godt, jeg kan, men der er også nogle, der skriver med selvmordstanker. Dem prøver jeg at sende videre, for jeg er ikke psykolog, jeg er bare en voksenven.

Jeg har altid troet, at jeg skulle være ham, der underholdt. I mange år kunne jeg ikke gå til et bryllup eller en fødselsdag, uden jeg skulle rejse mig op. Jeg blev tit spurgt og følte, at jeg ville svigte fællesskabet, hvis jeg sagde nej. Med tiden begyndte jeg at tage mig i at blive nervøs, hvis jeg skulle til et socialt arrangement, fordi jeg vidste, at lige om lidt ville jeg melde mig til et underholdende indslag, også selvom jeg ikke havde lyst. I årevis rejste jeg mig op og slog på glasset, selvom en stemme i mit hoved sagde: ”Hvorfor fanden skal jeg altid stå her og lege klovnen?”

Tilbage i folkeskoletiden var jeg den, der underholdt i klassen. Jeg var ikke dygtig i skolen, men jeg kunne være sjov, og det var virkelig vigtigt for mig, at andre folk kunne lide mig. Det bar jeg med mig i mange år. Jeg troede kun, at jeg var god nok, hvis folk grinede. Det er først for alvor her i halvtredserne, at jeg er blevet bedre til at tage mig selv alvorligt.

11. LIVSLYKKE TRODS DØDSSKYGGE

Jeg vågnede en morgen i 2015, hvor Lise var i Jylland, og kunne mærke, at jeg havde ondt i benet. Det føltes som en fibersprængning. Jeg havde haft ondt i benet to gange før, hvor jeg havde været ramt af blodpropper. Derfor vidste jeg også, at de ikke er farlige, når de sidder i benene, så længe man får gjort noget ved dem i tide. Jeg fik en af min svigermors venner til at køre mig på Gentofte Hospital, men da jeg steg ud af bilen, viste det sig, at de havde flyttet akutafdelingen et andet sted hen, så jeg måtte gå alene hen over parkeringspladsen. Pludselig fik jeg det vildt dårligt og faldt om, jeg var teknisk set død, og da jeg vågnede igen, var der en mand, der var ved at give mig hjerte-lunge-massage.

Det viste sig, at jeg havde flere hundrede blodpropper, der var røget op i lungerne med fuld hammer. Jeg røg på akut blodfortyndende og skal være på blodfortyndende medicin resten af mit liv. Jeg blev reddet af ham, der fandt mig, for han havde ikke mærket nogen puls til at starte med. Han er min engel. Det er sådan, jeg omtaler ham i dag. Man bliver religiøs af sådan noget, for hvis ikke jeg var taget på hospitalet, kunne jeg være død. 

Efterfølgende blev jeg virkelig bange for at dø. Jeg er generelt ret livsglad og livslysten, men efter den oplevelse blev døden langt mere nærværende i mit liv. Jeg gik i kognitiv terapi lang tid efter og bruger stadig tankefeltterapi, når jeg får angst. Så trækker jeg vejret dybt og mærker på min krop. Det sker sjældent i dag, men dengang havde jeg det mindst et par gange om ugen, som om jeg var ved at dø af angst. Jeg kunne sidde alene i en bil i Jylland og pludselig blive rædselsslagen for at få en blodprop. Andre gange kunne jeg sidde i toget og være nødt til at spørge ud i vognen, om der var nogen, der kunne hjerte-lunge-massage. ”Jeg har det rigtig dårligt, og jeg er bange for, at jeg falder om,” sagde jeg. Jeg var nødt til at sige det højt for en sikkerheds skyld. 

At råbe højt om sorgen, angsten og bekymringen er blevet min måde at kurere mig selv på. Jeg har ry for at være en blød mand, fordi jeg snakker åbent om følelser, men jeg ser mig selv som et åbent menneske, der deler ud af sin sårbarhed. Det er en af mine grundværdier ikke at være bange for at sige tingene højt. Nogle offentlige personer, især skuespillere, mener, at hvis man siger bare én sætning om sit privatliv, kan ingen kigge på dig som en rolle igen. Men det oplever jeg ikke, og selvom det er en kliche, er min taknemmelighed for livet blevet større. Jeg er stadig gift, og jeg har børn og venner, der gider se mig. Der er meget at værdsætte. 

12. RIGETS TILSTAND

For et par år siden blev jeg ringet op af en producent på Zentropa, der spurgte, om jeg ville være med i ’Riget’. ”Snakker vi ’Riget’ med Lars?” ”Jaja, han har sgu skrevet nogle afsnit,” sagde hun så. Der var gået næsten 25 år, siden sidste afsnit var blevet sendt, og jeg var ikke i tvivl om, at jeg ville være med igen.

’Riget’ betød sindssygt meget for mig i sin tid. Det blev startskuddet til hele min tv-karriere. Jeg havde medvirket i en krimiserie i 90’erne, og da den var ved at blive klippet sammen på Zentropa, gik Lars von Trier tilfældigvis forbi og så mig i klipperummet. Kort efter blev jeg ringet op og spurgt, om jeg ville komme til casting på ’Riget’, hvor jeg fik rollen som Mogge. Da jeg læste manuskriptet, tænkte jeg: ”Wow!” Det var vildt at læse. Det var kun den anden eller tredje rolle, jeg lavede, og til første læseprøve sad jeg med folk som Jens Okking, Ghita Nørby, Søren Pilmark, Kirsten Rolffes og Ernst-Hugo Järegård. Lars von Trier lagde ud med at sige: ”Jeg hader skuespillere.” Det skulle vise sig, at det gør han ikke, men han kan godt lide at sige det. 

Det var vildt at være en del af. Vi lavede håndholdte scener, der var 10 minutter lange, og der var en kæmpe frihed til stede. Jeg var ung og havde ikke prøvet særlig meget andet. Det var først senere, det gik op for mig, at det ikke var helt normalt, det, der foregik. På et tidspunkt gik jeg bag Lars von Trier og Ernst-Hugo Järegård på vej til frokost, da sidstnævnte begyndte at rose mig. Så skyndte Lars sig at sige: ”Hold kæft, hold kæft, han må ikke høre sådan noget, for helvede!” Men jeg nåede at høre det, og det gjorde noget for mig at høre den slags fra så stor en stjerne. Det var et af de små dryp af anerkendelse, man får igennem et liv og en karriere, hvor nogen har set én og troet på én. 

Lars von Trier er et sindssygt varmt og kærligt menneske, men han har en sarkastisk side, som man lige skal vænne sig til. Det oplevede jeg også igen til den nye sæson af ’Riget’, hvor han efter de første optagelser kom hen til mig og helt tørt sagde: ”Jeg vil bare lige fortælle dig, at det altså ikke er ’Min søsters børn’, vi laver her.”

På den nye omgang ’Riget’ har jeg også haft dage, hvor jeg har siddet og rystet og tænkt, at jeg ikke havde styr på noget, fordi der var sådan en totalt kaosagtig energi. Det kan Lars von Trier godt lide. Selvom jeg har været i showbiz det meste af mit liv, har der været dage, hvor jeg har været så nervøs. Jeg tager ikke noget for givet, og jeg prøver at være ydmyg. Det vigtigste for en skuespiller er at gå helt åbent og nysgerrigt ind på en scene og reagere på, hvad der sker. Hvis man planlægger for meget, kan det gå galt. 

13. HELT UDSPILLET

Kort før jul sidste år sad jeg før en optagelse og kunne pludselig ikke mere. Jeg havde filmet 73 dage i træk på ’Sommerdahl’, hvor jeg havde været med i så godt som alle scener. Dagen efter sad jeg i Helsingør og var klar til at filme en optagelse i ’Borgen’, som jeg også spillede med i foruden ’Riget’. Jeg har aldrig før i min karriere haft så mange store roller på så kort tid. Jeg følte mig sindssygt grundtræt, da der kom en sød produktionsassistent ind og fortalte, at min scene var udsat i fire timer. Da hun sagde det, var det, som om noget knækkede inde i mig. Jeg tænkte straks: ”Det kan jeg ikke.” Så begyndte jeg at ryste og få det dårligt. Jeg kunne ikke trække vejret, og jeg prøvede at sige til hende, at det ikke kunne lade sig gøre. Lidt efter kom en fra højere oppe i hierarkiet ind og spurgte, hvad problemet var. ”Scenen er bare flyttet fire timer,” sagde han uforstående. Så løb jeg grædende ud af lokalet og ned på stranden, hvor jeg brød fuldstændigt sammen. Til sidst fandt producenten mig, der kunne konstatere, at Peter Mygind var færdig. Min krop havde fået nok, og selvom jeg har levet af at spille skuespil i 40 år, måtte jeg lære det på den hårde måde.

Hele mit liv har jeg fået at vide, at jeg ikke behøver spille mig ud til prøverne, men jeg spiller for at mærke, hvor vi er på vej hen, og så min kollega også kan mærke det. Det er et aktivt valg, som jeg gerne vil holde fast i, for jeg har ingen planer om at skrue ned for min energi. Det kan jeg ikke. Men så er jeg også nødt til at trække stikket helt nogle gange.

14. TILFÆLDETS GAVER 

Jeg er dybt taknemmelig for at være et sted, hvor jeg på en måde er genopstået som skuespiller, og folk vil bruge mig igen. Som skuespiller kan man ikke undgå at have perioder, hvor man synes, at der er gået lige lovlig længe, siden telefonen ringede. Der har da også været tidspunkter, hvor jeg har tænkt: ”Så sluttede den karriere”, og jeg har mindst en gang sagt til Lise, at vi blev nødt til at sælge huset, fordi jeg ikke havde nerver til det liv, hvor man pludselig ikke har noget at lave i et halvt år. 

Der er så mange tilfældigheder på spil i skuespilbranchen. Jeg løb rundt i badebukser og spillede fodbold med mine sønner en sommerdag for flere år siden, da min nabos søster tilfældigvis hørte min stemme igennem hækken. Hun var caster på Ole Christian Madsens film ’Flammen & Citronen’ og var ved at lede efter ham, der skulle spille Aksel Winther. Pludselig slog det hende: ”Hvorfor ikke Peter Mygind?” Karakteren er lidt af et røvhul, og de havde egentlig tænkt på nogle helt andre, men jeg blev hevet ind til en prøve og endte med at få rollen. Det var min første rigtige røvhulsrolle, og den har betydet meget for mig. Til premieren kom Søren Kragh-Jacobsen hen og sagde: ”Det var fandeme interessant at se dig i den slags rolle. Vi er ved at lave ’Borgen’, hvor vi leder efter en til en rigtig røvhulsrolle. Har du lyst til at komme og give dit bud?” Sådan blev jeg den skruppelløse sladderjournalist Michael Laugesen. Der er mange, der har været interesseret i, om jeg har bygget min rolle på Henrik Qvortrup, og ja, jeg har taget noget Qvortrup til mig, men også alle mulige andre, jeg har mødt gennem tiden. På et tidspunkt sad jeg ved siden af en til en fødselsdag, der sagde alt muligt grænseoverskridende uden at fortrække en mine. Sådan noget suger jeg til mig. Men der er også noget af Peter Mygind i rollen, for jeg har også haft røvhulsøjeblikke, hvor jeg har været i mit iskolde hjørne. Hvis man vil gøre det troværdigt, bliver man nødt til at kravle 100 procent ind i den person, mens kameraet kører. Næste år er det 40 år siden, jeg som 19-årig blev en del af min mors teater, og jeg nyder stadig at prøve at skabe en karakter.