SPORLØS PÅ MIDTSJÆLLAND
Et af årets helt store sporarbejder begyndte i slutningen af marts og fortsætter otte måneder frem. Fra 28. marts til 29. november vil Banedanmark spærre sporene mellem Ringsted og Næstved. Der vil i hele perioden være indsat togbusser til de berørte kunder, der også kan se frem til en ekstra kompensation.
Læs mere om sporarbejdet og kompensationen på dsb.dk/trafikinformation
1750
Så mange DSB-ansatte blev i slutningen af marts hjemsendt med løn som følge af coronavirus og de deraf drastisk faldende passagertal i togene. Omkring 400 blev fundet i DSB’s kiosker, mens resten kommer fra produktion og administration.
STAMMER FRA SPANIEN
Selvom det stadig er IC3-togene, der fragter flest kunder rundt for DSB på fjern- og regional-strækningerne, nærmer de sig en udløbsdato. En af afløserne bliver togvogne produceret af den spanske virksomhed Talgo. DSB har købt otte nye vognstammer, som tilsammen har mere end 3.500 siddepladser. De første vogne bliver leveret fra 2023, og de skal trækkes af de ligeledes nyindkøbte elektriske Vectron-lokomotiver, der bliver leveret til DSB i slutningen af 2020.
REJSEFØRERE
DSB har 30 udvalgte pendlerrepræsentanter, som alle arbejder frivilligt og ulønnet. Pendlerrepræsentanterne er valgt for to år ad gangen, og man skal rejse med tog minimum to gange om ugen for at stille op.
Find din lokale repræsentant på dsb.dk/pendlere
INTERESSE FOR INTERRAIL
2019 blev et rekordår for salget af interrailbilletter. DSB sendte 13.000 danskere af sted i løbet af året. Det er en stigning på 35 procent i forhold til 2018, der også var et rekordår i forhold til årene inden.
VIDSTE DU, AT …
Glemte sager i DSB’s tog bliver indleveret til politiets hittegodsafdeling efter en uge. Politiet opbevarer hittegods i op til to måneder. Nogle af de mest glemte genstande i DSB’s tog er telefoner, computere og andet elektronik.