Når lokomotivføreren møder ind til et lokomotiv eller togsæt, der ikke har kørt dagens første tur, er der afsat 30 minutter til at klargøre lokomotivet. Følgende ting bliver kontrolleret:
UDEFRA
Ser alt på lokomotivet ud, som det skal? Lokomotivføreren er blandt andet opmærksom på hjulene, bremserne, lyset, og at der er sand i sandkassen, hvis der bliver behov for et skridsikkert underlag under togkørslen.
HOLDER DET TÆT?
Lokomotivføreren tjekker, at bremsesystemet er tæt, og om det kan bremse og løse bremserne. For at tjekke det sænker lokomotivføreren bremseledningstrykket med førerbremsehåndtaget, og så skal instrumenterne i lokomotivet gerne vise, at toget bremser.
TRYK PÅ
Når lokomotivet har holdt stille natten over, er der ikke luft på, og når motoren startes, vil kompressoren trække luft til bremsesystemet. Det tager omkring 10-15 minutter, før luftbeholdningen til bremsesystemet er fyldt op.
LIV I FØRERHUSET
Under togkørsel skal lokomotivføreren træde på en pedal med jævne mellemrum for at vise, at der er en vågen og opmærksom fører. Sker det ikke, vil toget bremse af sig selv for at forhindre ulykker. Dette såkaldte dødmandsanlæg kan testes, selv om lokomotivet holder stille, ved at indstille lokomotivet til at opføre sig som under en kørsel. Så kan lokomotivføreren sikre, at toget standser, når pedalen ikke bliver påvirket.
PÅ DEN SIKRE SIDE
Sikkerheds- og kontrolanlægget hjælper lokomotivføreren under kørsel, viser signalerne, og hvor hurtigt toget må køre. Anlægget skal virke, før lokomotivet må køre. Når anlægget tændes, skal lokomotivføreren indkode togets længde, hastighed og bremseprocent.
INDENFOR
Lokomotivet ses efter indefra, og lokomotivføreren gennemgår derefter maskinrummet med særlig opmærksomhed på lufthanerne til bremsesystemerne, på sikkerhedsudstyret, på at der er fyldt dieselolie på, og på at alle knapper og sikringer er indstillet korrekt.
PAPIRARBEJDE
Lokomotivføreren udfylder en bremseseddel, som følger toget hele dagen og er en godkendelse af, at klargøringen er gennemført, og at sikkerheden er i orden.
KOBLINGSTIDSPUNKT
Inden toget kan køre, skal der laves en endelig bremseprøve på hele toget. Lokomotivføreren får hjælp af en stationsbetjent, som går rundt om toget og tjekker, at alt er, som det skal være. Vognene kobles på lokomotivet, dørene åbnes og lukkes for at sikre, at de virker, og der tjekkes, at der er lys og varme i vognene. Til slut tjekker stationsbetjenten, om bremsemelderne kan skifte mellem rød og grøn. Hvis det virker, er toget klar til afgang.
Kilde: Jimmi Rasmussen/DSB