På sporet af …
SOL NONNEGAARD BAK
19 år, gymnasieelev, Nørrebro Station
Så længe jeg kan huske, har jeg godt kunnet lide pigetøj og været uinteresseret i at passe ind i det, vi normalt tænker på som maskulint. For et par år siden besluttede jeg mig for at skifte navn, og i dag opfatter jeg mig selv som en trans-kønnet pige. Jeg har lidt svært ved at kalde mig kvinde, det bliver jeg vel først, når jeg bliver voksen.
Og hvornår bliver man voksen? Tja, det kan man vel kalde sig, når man er flyttet hjemmefra, har et arbejde, den slags. Lige nu chiller jeg, bor hjemme hos mine forældre i Holte, går i 2. g på Det Frie Gymnasium, skriver nogle digte. Det er et privilegium at tage det langsomt.
Jeg er virkelig god til at komme bagud i skolen, jeg har svært ved at få sat mig ned og lave mine ting. Jeg har sikkert ADHD. Heldigvis har jeg en mentor, der hjælper mig med at holde overblik. Jeg lader mig let distrahere. Af sociale medier – og skak. Jeg spiller blandt andet online på chess.com, og jeg kan nemt komme til at sidde i en time og zone ud, fordi jeg tænker på skak.
Jeg drømmer om at blive sociolog. Det virker som en fed måde at arbejde med mennesker på.
__________________________________
ASJA KARKOV
27 år, jurastuderende, Nørrebro Station
Jeg blev lidt fuld i går, og nu er jeg på vej for at hente min cykel, som jeg efterlod ved min kærestes arbejde, en restaurant og bar, der hedder Friheden. Bagefter skal jeg ud på Københavns Universitet, hvor jeg studerer.
Jeg kan rigtig godt lide jura. Det er megaspændende at reflektere over, hvilke regler vi har lavet, hvem de tjener, hvordan vi får folk til at overholde dem, og om der var nogle, man burde lave om.
Men jeg ved ikke, om jeg passer så godt ind i studiemiljøet, der kan være lidt konservativt og karakterdrevet. Det hjælper måske heller ikke, at jeg opfatter mig selv som anarkistisk kommunist og som modstander af sociale og økonomiske hierarkier. Selvfølgelig er det et svært sted at komme og sige ’fuck regler’.
Jeg har sendt 30 ansøgninger på studiejobs som stud.jur. Men intet virker, så nu er jeg gået på kompromis og har investeret i et par brune suit pants og en hvid skjorte.
__________________________________
JONATHAN JOHANSEN
30 år, pædagogstuderende, København Syd
Jeg er på vej i Bauhaus for at købe blomsterkasser og noget, vi kan plante i dem, til det psykiatriske botilbud, hvor jeg er i praktik. Der er 14 beboere, og jeg har blandt andet fået ønsker om lavendel, lupiner, hortensia og gulerødder. Jeg har en liste med i lommen.
Det bedste ved arbejdet er, når nogle af beboerne siger: ”Nu vil jeg gerne have et arbejde”, ”Jeg er klar til at prøve at bo alene”, eller ”Jeg kunne godt tænke mig at begynde at træne og få en sundere livsstil”. Forandringsudsagn, kalder vi det.
Andre beboere starter så at sige forfra hver dag. Eller også har du en god kontakt til dem den ene dag – den næste er der helt lukket ned. Dem, der lider af en kombination af skizofreni og borderline og måske også har misbrugsproblemer oveni, er dem, der har det sværest.
Efter sommerferien skal jeg i gang med at skrive mit bachelorprojekt, og til september skal jeg være far. Det bliver kæmpestort, ja, det allerstørste!
