På sporet af …
JUTTA FITZNER
66 år, pensionist, Næstved Station
I dag har jeg cyklet et maraton sammen med min søn, som bor i Ringsted. Han skulle have løbet Odense Maraton på søndag, men er blevet forhindret, fordi han lige er blevet far – mit barnebarn nummer seks. I stedet løb han i dag, mens jeg fulgte ham på cykel, desværre på en lidt forkert cykel, så det var hårdt at komme gennem skovstierne. Jeg har også en mountainbike derhjemme, men han havde ikke fortalt mig om ruten.
Jeg har altid været aktiv. Før dyrkede jeg triatlon, men mine knæ kan ikke klare løb længere, så nu cykler og svømmer jeg. I mange år arbejdede jeg som idrætslærer på Nykøbing Katedralskole, hvor jeg var fra 1992, til jeg gik på pension sidste år. Det var svært i starten at undvære de unge mennesker, men jeg er faldet godt til i pensionistlivet.
Flere gange om ugen cykler jeg med en gruppe i Næstved. De fleste har elcykler, jeg har ikke, men de venter på mig, og fællesskabet betyder meget. Derudover syr og strikker jeg, er sammen med mine børnebørn og tager på svampejagt – helst på Bornholm, hvor jeg er vokset op i Svaneke. Det er stadig verdens bedste sted.
__________________________________
THOMAS FORUP
34 år, lærer, Nykøbing F. Station
Metal-musik er en stor del af mit liv. Jeg har hørt det, siden jeg var barn. Jeg har min vest på hver dag med patches fra de bands, jeg har set. Iron Maiden er de største for mig. Jeg elsker metal, fordi det ikke handler om materialisme eller pral, men følelser: smerte, glæde, håb, protest. Og så er det et fællesskab, hvor man passer på hinanden – selv i en moshpit stopper man op og hjælper den, der falder. Folk synes måske, vi ser farlige ud, men vi er nogle af de mest hjælpsomme, man kan møde.
Jeg troede, at jeg skulle være grafisk tekniker, men efter en fyring tog jeg HF. Her brugte jeg meget tid på at hjælpe mine medstuderende – og opdagede, at jeg selv blev glad. Da jeg senere stod i en klasse, hvor ingen havde brug for hjælp, føltes det tomt. Dér gik det op for mig: Det er underviser, jeg skal være.
Min ring betyder alt. Den har jeg arvet fra min morfar Jens, som døde i år, 92 år gammel. Han var altid glad, nysgerrig – og stolt af, at jeg turde være mig selv som metalhoved. Jeg har den på hver dag. Så er han med mig.
__________________________________
EMMA STØVRING
23 år, studerende, Næstved Station
Jeg læser audiologopædi i Odense. Mange siger talepædagog, men mine medstuderende siger: ”Vi går ikke fem år på universitetet for at blive kaldt pædagoger.” Vi arbejder både med anatomi, stemmelære og sprog. Man kan hjælpe børn med talevanskeligheder eller voksne, der skal lære at tale igen efter en hjerneskade. For mig er det den perfekte blanding: Jeg har altid interesseret mig for sprog, og samtidig kan jeg arbejde med mennesker.
Egentlig startede jeg på medicin, men jeg savnede noget mere menneskeligt og sprogligt. Jeg har også kort været på sygeplejerskeuddannelsen, men nu føler jeg, at jeg har fundet det rigtige sted. Tredje gang er lykkens gang.
Jeg er hjemme i Næstved, fordi min far har fødselsdag. Jeg er født og opvokset her, men kan ikke forestille mig at flytte tilbage. Det er de samme gader og de samme mennesker. Odense giver mig det byliv, jeg har savnet.
Når jeg ikke studerer, gamer jeg lidt, ses med veninder – og så har jeg lært japansk i mange år på efterskole, højskole og ungdomsskole. Det startede med manga og anime. Jeg har endnu ikke været i Japan, men det står øverst på listen.
