Et liv med DSB
Hvad går dit job ud på?
”Jeg tjekker billetter og fløjter afgang. Jeg har været i DSB i 27 år og har været togfører i alle årene. Selvom det er den eneste stilling, jeg har haft i DSB, har jeg også fået lov til at lave ting, jobbet som togfører ikke normalt indebærer. Jeg har for eksempel kørt rigtig mange særtog. Jeg har blandt andet kørt skitog til Østrig, og så var jeg med, da vi i 2005 kørte et gallatog til Odense i forbindelse med H.C. Andersens 200-års fødselsdag.”
Hvilken strækning er du togfører på?
”Jeg kører hovedsageligt på strækningen mellem København og Padborg. Toget kører helt til Hamborg, men vi overleverer toget til tyskerne ved grænsen, så jeg kører kun til Padborg. På det seneste har jeg mødt mange ukrainske flygtninge på strækningen. De krydser grænsen mellem Danmark og Tyskland i tog.”
Hvordan tager du hånd om ukrainerne?
”Jeg bruger for eksempel Google Translate, som kan læse tekst op på andre sprog, når jeg kalder ud i toget. Så sætter jeg telefonen ned til højttaleren, så der også er udkald på ukrainsk. I ekstraordinære tilfælde kan jeg også godt finde på at reservere pladser til dem. Det kan for eksempel være, hvis der er mange mennesker i toget, og der er en mor med sit lille barn. Så kan jeg reservere sæder, så der ikke er andre, der booker dem.”
Er der en oplevelse, der har gjort særligt indtryk på dig?
”Min kollega og jeg mødte en ældre ukrainsk mand i et tog, der skulle ankomme til Københavns Hovedbanegård klokken 21:33. Han ville gerne videre til Oslo samme aften, men jeg var nødt til at forklare ham, at der ikke var flere afgange den dag, og så begyndte han at græde. Han var bange for, at han ville blive efterladt alene, og at han skulle sove på gaden.”
Hvordan håndterede du det?
”Jeg forklarede ham, at Røde Kors har en tryghedszone på Københavns Hovedbanegård, men det endte faktisk med, at der var en passager, der betalte et hotelværelse til ham. Han var så taknemmelig for vores hjælp, at han insisterede på, at vi skulle komme til Ukraine og besøge ham, når krigen var slut. Så vi udvekslede telefonnumre, og vi fik hans adresse. Da jeg kom hjem den aften, kunne jeg ikke sove, fordi jeg lå og spekulerede på den ældre herre. Morgenen efter tog jeg derfor hen til det hotel, han var blevet indkvarteret på, for at sikre mig, at han var kommet af sted til Oslo. Det var han.”
Hvordan har krigen i Ukraine udfordret dit arbejde som togfører?
”Det er mest min egen moral, der bliver udfordret. Jeg kunne jo bare være en kold skid og passe mit arbejde, som om alt var i den fineste orden. Så det er mit eget behov for at hjælpe, der bliver udfordret, for man kan ikke redde alle. Men hvis man bare kan gøre nogle små ting som at tilbyde dem en kop kaffe, lave udkald på ukrainsk eller give dem et stykke chokolade, er det min opfattelse, at man kan gøre en forskel.”
