Komplet loko

Hvordan endte du i DSB? 

”Jeg har arbejdet i Lokaltog inden DSB, så jeg har altid været interesseret i jernbanen. Jeg så en jobannonce med mangel på togførere i København og syntes, det lød spændende, så jeg søgte det og har været her siden 2015. Først som togfører og herefter som togpersonaleleder. Mine opgaver spænder meget bredt, og jeg står til rådighed, når mine ­medarbejdere bøvler med nogle ting. Det kan være IT, bestilling af tøj eller oplevelser i toget. Der er selvfølgelig også nogle knap så underholdende opgaver som fraværsopfølgning og udfordringer med sporarbejde.” 

Hvad giver dit arbejde dig? 

”Jeg elsker at være med til at gøre en forskel. Det kan lyde lidt som en kliché, men det er virkelig rigtigt. DSB er jo en gammel virksomhed, og vi skal ikke hænge fast i fortiden. Vi må gerne være stolte af fortiden, men vi skal stadig flytte os i den rigtige retning. Vi er blevet mere miljøbevidste alene de seneste 10 år. De forandringer skal jeg være åben over for og forsøge at føre ud i livet. Jeg er i hvert fald stolt af at være ansat i DSB. Jeg var også stolt, da jeg var kørende togfører. Der er bare noget specielt over at hoppe i uniformen og se, at der står DSB på tøjet. Og at man er en del af fællesskabet.”

Hvad husker du særligt fra dine otte år i DSB? 

”Tour de France sidste år var tre vanvittigt hårde, men også sjove dage, hvor det hele kulminerede, da feltet kørte over Storebæltsbroen med et DSB-tog susende bagved på lavbroen. Der fik jeg en følelse af, at vi lykkedes. Jeg var især stolt af måden, hvorpå vi så hurtigt fik bugseret 4.000 mennesker ud af København i løbet af en halv time efter enkeltstarten. Der skulle jeg virkelig holde tungen lige i munden i forhold til planlægning og koordinering af folk i marken.”

Og de knap så fede episoder? 

”Jeg har prøvet mange ting her i DSB. En dag var jeg togfører mod Nivå Station, hvor jeg gennemgik toget, inden det skulle køres ud på vendespor. Toilettet var låst, og jeg kunne ikke få kontakt til vedkommende derude. Jeg låste døren op og kunne se, at der lå en på tværs af toilettet. Så begyndte jeg ellers at gøre plads til at udøve hjertemassage, inden ambulancen ankom ganske kort efter. Det var egentlig ikke så slemt, da det stod på, men efterfølgende gik jeg hjem med en meget tom fornemmelse i maven. Jeg hev fat i min lillebror, der på det tidspunkt arbejdede på et sygehus. Han kunne relatere til det. Og så lever jeg med en pædagog til daglig, så jeg har altid været god til at tømme rygsækken, når jeg kommer hjem. Alligevel kan jeg stadigvæk den dag i dag have det lidt mærkeligt med at køre til Nivå, hvor det skete.”

Du har købt dit eget lokomotiv. Hvorfor? 

”Jeg er lidt af en tognørd eller -entusiast. Jeg er sikkerhedschef i Østsjællandske Jernbaneklub i Køge. De yngste medlemmer er vel et par år nu, mens de ældste er omkring 80. Fællesskabet og rummeligheden i klubben er omdrejningspunktet. Vi starter altid søndag morgen med en bid mad, en kop kaffe og en status på stort og småt. Mange synes, det er sjovt at tage billeder af tog. Det gør jeg ikke. Jeg kan bedre lide at gå og banke lidt på dem. Tidligere købte vi i foreningen et andet lokomotiv, som stod i Randers, og jeg ville gerne have købt lokomotivet til mig selv. Men det blev stadig brugt af DSB, så jeg ventede nogle år, inden en mellemhandler i Jylland købte en hel pulje med ni lokomotiver. Og så bød chancen sig for, at jeg kunne købe et rangerlokomotiv Köf 259 fra 1966. Det står i Køge, og lige nu er jeg i gang med en nænsom restaurering af det. Det er sgu bare lidt blæret at sige, at man har sit eget tog.”