Glasklart koncept

PÅ OTTO KRABBES PLADS genlyder luften af legende børn. En gruppe utæmmede træer og buske giver skygge for sensommersolen, mens en aroma af stærk tobak kommer sejlende med brisen fra en gruppe yngre mænd i træningssæt på nabobænken lidt væk. I vores eget hjørne af pladsen er der kommet schwarzbier fra Mikkeller i glasset.

”Ååhr, det er dejligt,” sukker en mand med sølvgråt skæg, en af i alt 14 deltagende på denne eftermiddags ølvandring på Vesterbro. 

Imens fortæller vores guide Marcus om hårdt ristet malt, bittersøde noter af kaffe og karamel og om det transformerede arbejderkvarters farverige historie. For eksempel om udtrykket at skyde papegøjen, som har sin oprindelse lige bag den grønne plet, hvor vi smager på sort øl. Før Skydebanehaven blev hjemsted for en populær legeplads og et halvhemmeligt grønt område, fandtes der i det samme byrum en skydebane til morskab for de kongelige og andre medlemmer. Og ramte man en udskåret papegøje, der var placeret et særligt vanskeligt sted, skulle man fejre det ved at løbe godt én kilometer fra skydebanen op til Rådhuspladsen, ringe med en klokke og proklamere: ”Jeg har skudt papegøjen.”

Det er alle 14 ølvandrere nu ikke enige i, at de har med schwarz-bieren i glasset. 

”Det er ikke en, man drikker meget af,” bemærker en  midaldrende kvinde med hvide jeans.

Guiden Marcus forklarer, at det er naturligt, at ikke alle kan lide alle øllene i dagens smagning, og at det vel er det, der adskiller en ølsmagning fra almindelig øldrikning. 

En kvinde i løs satinkjole har en anden forklaring til kvinden med de hvide jeans:

”Er du måske svagdrikker?”

”Ja,” griner damen i jeans.

”Og svagpisser!”

CHRISTOFFER HUNDAHL HANSEN kommer fra Bornholm, hvor han gik i lære som bankelev, inden han flyttede til København i 1995 for at arbejde for Unibank, forløberen for Nordea. I 1998 blev han udstationeret i Frankfurt og fik via Weissbier, Kristall, Hefeweizen og Dunkel øjnene op for, at øl kunne være andet end Tuborg og Classic. I de dage var udvalget af øl begrænset herhjemme. Men mikrobryg-revolutionen var så småt begyndt at boble, og da en gammel bekendt fra Bornholm ved navn Kristian Keller var begyndt at brygge på hobbyplan sammen med vennen Mikkel Borg Bjergsø, spurgte Christoffer Hundahl Hansen, om ikke de ville lave nogle øl til en julefrokost, han plejede at holde for nogle venner hjemme på Bornholm. Og i december 2003 modtog han 25 flasker håndbrygget juleøl lagret på et loft over en toværelses Vesterbro-lejlighed. På bagsiden var en etiket med skitsen til et logo og navnet Mikkeller.

Godt 16 år senere ramte corona. Christoffer Hundahl Hansen havde været vant til at rejse 80-100 dage om året i Nordea-regi, men var nu i en periode mellem to jobs. Ligesom mange andre havde han svært ved bare at sidde derhjemme, mens verden gik i stå. Så han steg på et tog fra sit hjem i forstaden og kørte mutters alene ind til Københavns Hovedbanegård, købte en øl hos Irma i Industriens Hus og gik rundt og kiggede på en helt øde by. 

Det var som at være trådt ind i en parallelverden, men det gjorde ham i bedre humør at gå rundt i gaderne, og snart begyndte han at invitere venner og kolleger med i mangel på værtshuse og andre mødesteder. Gåturene gjorde ham nysgerrig, han ville ind bag facaden på den by, han havde boet i on-off i 25 år, og efterhånden som Google-søgningerne greb om sig, begyndte han at dele ud af fun facts om det gamle København.

Medgængerne nød bonusinfoen, og Christoffer Hundahl Hansen så et koncept for sig: byvandring, godt øl og gode historier. Så i april 2021 afholdt han sin første gennemresearchede tur i sit gamle nabolag, Vesterbro i København, for de fire inviterede gæster, som forsamlingsforbuddet tillod.

Pale ale og anekdoter på Enghave Plads.

PÅ ENGHAVE PLADS er der konkurrence på lydsystemer. En enlig mand i træningstøj spiller Tobias Rahim, mens barmavede, solbrune polterabendgæster danser til noget elektronisk musik og tisser i hækken. På fortovscafeerne sippes der aperitiffer, mens barselsforældre og deres blebørn nyder en is i varmen omkring springvandet. Marcus fortæller om pladsens gentrificeringsrejse fra råt narkoman-tilholdssted til hip byoase og sender dåser rundt med en frisk pale ale fra det københavnske mikrobryggeri Seagrove Public. Flere af kvinderne i selskabet kommer med velbehagelige lyde under indtagelsen. 

I rask tempo bliver vi af vores guide taget med gennem århundreders udvikling i engelsk ale, der var en grumset affære, så længe det blev drukket af lertøj. Med glassets opfindelse kom ren og klar ale på mode, og i vores craft beer-tider er vi så kommet full circle, hvor ølkendere sætter pris på såkaldt hazy pale ale – gyldne, tågede drikkeoplevelser med intens humlesmag, tydelig bitterhed og frugtige noter af citrus og ananas.

”Og det var så pale alens historie,” siger Marcus.

”Skååål,” svarer ølvandrerne.

Købmanden Kihoskh på Sønder Boulevard har et imponerende øludvalg –
og udskænkning.

CHRISTOFFER HUNDAHL HANSENS første forsøgskaniner syntes rigtig godt om konceptet, så arrangøren satte straks nogle flere ture op på Vesterbro. I første omgang var de gratis. Og historien om de personligt bryggede julefrokost-øl fra Mikkeller – inden brandnavnet blev internationalt kendt med barer fra Tórshavn til Tokyo – tog altid kegler. Efterhånden måtte han have ni deltagere med – og til sidst blev forsamlingsforbuddet helt ophævet – og folk klappede tilfredse, når han rundede en ølvandring af. Samtidig begyndte han i et nyt finansjob, men uden at have hjertet med, og da det blev november 2021, besluttede han at give den hele craft beer-armen og fuldstændigt forlade finansverdenen. 

”Det var en ret dårlig årstid at gå i gang på,” griner han. 

I dag, 15.500 solgte billetter senere, har Christoffer Hundahl Hansens firma BeerWalks 45 guider fordelt på otte byer i Danmark og på Færøerne. Mange af guiderne har henvendt sig uopfordret, fordi de havde hørt om konceptet. Baggrundene er forskellige. En er vægter, en anden ølblogger, en tredje kok. Fælles for dem er kærligheden til lokalhistorie og kærligheden til øl. Samtidig skal de forstå at formidle begge dele på et let tilgængeligt niveau.

”Mainstream-øl udgør stadig 90 procent af markedet. De øl, vi præsenterer, er nok eksotiske for nogle, så vi fortæller om brygstile og smagsnoter. Men vi går ikke nødvendigvis helt ned i, hvad der sker i enzymet under en brygning. Vores publikum er unge og ældre, flest danskere og enkelte turister, og det er vigtigt, at alle får en oplevelse, hvor de føler, de udforsker en by, samtidig med at de smager noget godt øl,” siger Christoffer Hundahl Hansen. 

Han mener, at han har kunnet bruge de evner til at se strukturer og skabe klare koncepter, som han er opflasket med fra bankverdenen, og at det blandt andet er derfor, at det er lykkedes at få samarbejder op at køre med Tivoli, Wonderful Copenhagen, Nationalmuseet og 15 danske bryggerier.

”Resultaterne er gode. De viser, at vi har noget at skyde med,” siger Christoffer Hundahl Hansen, der stadig selv afholder masser af byvandringer – 254 i alt sidste år – og ellers jonglerer med alle slags kasketter.

”Jeg kører også rundt til bryggerierne, når vi mangler øl. Så kommer der en mail: ’Jeg skal på BeerWalk med min hund. Den har glutenallergi. Hvad gør vi med øl?’ To dage er ikke ens. Jeg har aldrig arbejdet mere, tjent så lidt og haft det så sjovt.”

FORAN BEERWALKS BUTIK på Istedgade er selskabet nået til eftermiddagens sidste smagning. Smilene er blevet et par tænder bredere, øjnene lidt mere hazy, og småsnakken går internt i gruppen. I glasset kommer en såkaldt seksdobbelt India Pale Ale fra Amager Bryghus, der holder 16 procent. Marcus stævner ud på en længere forklaring om engelske sømænd, soldater og gentlemens trang til øl i orienten, dengang Indien var diamanten i kæden af kolonier. Og hvordan varmen og transporttiden var med til at skubbe humle- og alkoholindholdet i vejret, da begge dele virkede konserverende. Karaktertræk, som nutidens brygmestre viderefører og eksperimenterer med i både dobbelte og tredobbelte ipa’er, der rangeres efter alkoholstyrke. 

Det nærværende seksdobbelte eksemplar er et ekstremt eksempel. Smagen er på en gang sur, bitter, sød og skarp. Alt i alt en meget intens og lidet læskende oplevelse.

”Det er en af de mest vanvittige øl, jeg har prøvet,” indrømmer Marcus, da han har afrundet foredraget om kolonihistorisk tørst og indbyder folk til at blive hængende, mens de drikker ud.

Damen med de hvide jeans har en forespørgsel:

”Har I mon mere … af noget andet?”