Ikke flere trekanter
JEG ER VOKSET op i den lollandske provins i 60’erne. Med Materialisten og ansatte med kitler, før det blev til Matas. Med en provins-butikskæde, der hed Schous Sæbehus, med noget fantastisk, der kaldte sig Irma, og med togpersonale i flotte uniformer.
Cirka en gang om måneden kørte min far, mor, storebror og jeg med tog til Vordingborg. Enten med DSB, som flere gange om dagen kørte direkte fra Nakskov til København, eller med Lollandsbanen, der kørte fra Nakskov til Nykøbing Falster. I Nykøbing skulle vi skifte til DSB mod København for at komme til Vordingborg, hvor vi skulle besøge min farbror og tante, som hed Erik og Else (med glad hilsen til Rytteriet).
Lige før slutdestinationen kørte vi over Masnedsundbroen, og til højre lå der siloer, en lille industrihavn og en underlig flad nedlagt stationsbygning, hvorpå der var et kæmpe rødt skilt med ordet Buko. Jeg elskede de små trekantede smelteost-hapsere. Buko Bid kaldet.
Når jeg var i biografen i Maribo og så tyske cowboyfilm om Winnetou og Old Shatterhand og en enkelt gang en Sengekants-film – vi gik til spejder med kontrolløren Finn, der lukkede os ind ad bagvejen – med skue-spilhelten fra Lolland Ole Søltoft og Birte Tove, ja, så begyndte det hele jo med reklamer. Der var Rexona, hvor der altid var plads til én til. Der var reklamer for en cerut med sangerinden Daimi og trompetisten Perry, der var Cirkel Kaffe, og man kunne sige ”Jolly” til sin cola. Og så var der de der Buko-trekanter. Du skulle ”Ta’ Buko til bords”. I reklamen var ostene ’klædt ud’ som en pige og en dreng. Kjole eller brede skuldre.
Jonna og Pia pakker trekanter på Buko, 1978. Foto: Ukendt. Vordingborg Lokalhistoriske Arkiv
BUKO BLEV GRUNDLAGT i 1932 på Frederiksberg af en dansk mejerist ved navn C.U.F. Krag Hansen, der var kommet hjem fra USA, Canada og Schweiz, hvor han havde mødt såkaldt smelteost. Den lille virksomhed flyttede til Vordingborg efter anden verdenskrig, og man eksporterede efter sigende smelteost til især de amerikanske tropper i Tyskland, for nærområdet var jo landbrug med malkekvæg, og amerikanerne var vant til processed cheese.
Buko havde et mindre salg af naturel-trekanter til Mellemøsten og Sverige, men bid-markedet var ubetinget størst i Danmark. Blandt andet var den grønne alpeost populær – smelteost, hvor der var rørt alpekløver i osten, hvilken gav osten den specielle grønne farve. Stille og roligt blev Danmarks mælkeproduktion dog flyttet vest for Sjælland, hvorfor Buko lukkede fabrikken i Vordingborg og blev en del af Arla. Buko Bid blev fra 1984 produceret på Birkum Mejeri uden for Odense.
Bidderne blev solgt i runde pakninger med plads til 12 trekanter. Der fandtes også en halvmåne med seks trekanter. Der var forskellige trekants-oste gennem årene for at variere, men de oste, som oprindelig var fast del af 12-pakken, var to reje (rød folie), to champignon (grøn folie), to skinke (orange folie) og to almindelig (guldfolie). Derudover var der skiftevis to krydder (blå folie), to selleri (grøn folie) og to grøn alpeost (blå folie). Da firmaet flyttede til Birkum, ændrede man antallet i den runde pakke til otte, og indholdet var i dens sidste dage to reje (blå folie), to krydder (rød folie), to champignon (grøn folie) og to skinke (orange).
NAVNET BUKO SKYLDES ifølge Vordingborg Lokalmuseum, at Krag Hansen blandt mange forslag valgte netop det, som børn kunne udtale. Vi ved fra den gamle børnebog ’Spørge Jørgen’ af Kamma Laurents og fra Storm P., at en buko ikke har vinger, og her er ordet ’buko’ netop en blanding af lydord og børnesprog a la miavkat, pruhest og vovhund. Men hedder det i virkeligheden ikke en muhko?
Men sådan blev det, og nu er det desværre slut. Ikke med Buko, men med de trekantede ostehapsere i det karakteristiske farvede stanniol. ”Buko Ostebid er desværre udgået af vores sortiment,” står der på Arlas hjemmeside. Ifølge Arla stoppede man produktionen, da Buko Bid-maskinen var nedslidt, og reservedele ikke længere kunne skaffes. Da salget samtidig var vigende, valgte man at koncentrere sig om bægrene, som stadig produceres i Birkum. Her er topsælgerne rejeost, skinke og champignon. Den dårligst sælgende var til sidst alpeost, hvorfor den nu også er taget ud af produktion.
Hvorfor Buko/Arla ikke har skrevet til mig, undrer mig. Altså, algoritmer og alting, deres robot har da kunnet se, at jeg købte bidder igen og igen. Jeg tænker, der måske var et restlager, jeg kunne overtage. Jeg ville elske at preppe i trekanter. De er perfekte. De kan holde sig i meget, meget lang tid uden så meget som en mugplet. Biografreklamer og månedlige togture gjorde mig afhængig. På den gode måde. Ja, det var en guilty pleasure, men det var comfort food og et trip down memory lane på bedste vis, hver gang jeg åbnede en trekant med den snedige røde tråd.
Ære være trekanternes minde. Ost in peace.
Ole Knudsen (f. 1959), freelanceredaktør og forfatter. Har blandt andet skrevet bøgerne ’Hvor var du?’, ’Den lille sure’ (med sine kone Nanna Simonsen) og gennem 25 år ’Lokumsbogen’ (sammen med Sten Wijkman Kjærsgaard).
